Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kategori: anbefalinger (side 1 af 8)

Firsernes anti-AIDS-aktivister var lavet af ufortyndet sejhed. Fact.

Jeg er ved at læse en bog. Eller – jeg er ved at læse en hel bunke. Men jeg er især i gang med én bog, der er så klog, at:

  1. Den tager mig en rum tid at fortære
  2. Den side-for-side minder mig om, at det er ved at være ti år siden, jeg sidst beskæftigede mig med akademiske tekster.

En bog med fodnoter, I ved. Og kildehenvisninger!

Den hedder The Life and Death of ACT UP/LA  og er en vild gennemgang af de seneste 30 års anti-AIDS-aktivisme. For de uindviede (= mig før jeg modtog bogen) er ACT UP en forkortelse for ‘Aids Coalition to Unleash Power’ (de kunne noget med akronymer i firserne). Således er bogen et langt, crazy ride gennem koalitionens modige kampe, der blandt andet inkluderede:

  • Protester mod den katolske kirke, der notorisk nægtede at anbefale safe sex
  • Aktivisme mod FDA (fødevaremyndighederne), der var sygt sløve til at få godkendt AIDS-medicin (har hele tiden lyst til at synge “Hey! Hey! FDA, how many people did you kill today”?)
  • At få myndighedernes øjne op for, at AIDS ikke var en fucking bøssesygdom, men også smittede heteroer (ffs)

Med andre ord: Perfekt Pride-læsning! (Glæder vi os til på lørdag? Gør vi? Ja? Mig finder I som vanligt inklusiv udklædte hunde på Vesterbro. Mild, ikke-diagnosticeret, bevares, socialfobi umuliggør paradekørsel, men mit entourage og jeg følger efter optoget og rammer Pisserenden, når der har passeret så tilpas med alkohol under vesten, at 50.000 mennesker – forhåbentligt flere iklædt DR-trøjer – virker som en overskuelig havefest.

Anyways. Jeg fik ACT UP-bogen tilsendt fra de rare mennesker i Cambridges presseafdeling, og – lidt som det bliver tydeligt i den Radiolab-episode, jeg nævnte i går (hvis ikke I har hørt den, så kom i gang … og vent med at læse videre, til I er færdige, for der venter en spoiler ret forude) – så skal vi fanme ikke glemme, hvor kort tid det er siden, vi fik tilkæmpet os de skide rettigheder … og ej heller ksal vi så meget som fem sekunder slå ud af hovedet, at bøsser i vores levetid (firserbarn her!) – i vores levetid! – er blevet anset for ganske kuk-kuk (intet svensk pik-pun intended) og helst ikke skulle nærme sig hverken børn eller militær (læs selv Informations fine Pride-artikel).

Full disclosure – der er altså aftner, hvor Jesper Stein-krimien kalder højere på mig end tætskrevne universitetssider, indrømmet, men jeg er for realz meget opslugt af bogen. For er det ikke bare sjovt/trist/tankevækkende, at venstrefløjsaktivisme (inklusiv anti-AIDS-varianten, viser det sig) apparently ikke kan eksistere uden interne kampe (hørte jeg nogen hviske ‘intersectionality’?). Jeg har været inde på det mange gange før, men det er bare som om, at det godes kamp nogle gange er ‘for god af sig’. Fordi der visse steder på venstrefløjen bare eksisterer en lydhørhed, der er megasympatisk, og som jeg ikke ville være foruden – men som også kan risikere at spænde ben for (hurtig!) fremdrift, fordi vi altid bliver nødt til at stoppe op og lyyytte til kritikken af vores handlinger – for ellers er vi jo ikke bedre end vores modstandere!

PS. Prøv at se, hvor klog/spændende bogen ser ud:

 

Om ligestilling og gondoler (ja!)

I går hørte jeg et podcast, som gjorde meget stort indtryk. Jeg er jo dronningen af podcast og vil på det varmeste anbefale Radiolabs podcasts, der er gode – især hvis man kan leve med den lidt mere samplede, collage-klippede stil, de holder sig. Og det kan jeg godt.

Den, jeg hørte i går, hed The Gondolier. Og det er svært at sige særligt meget om den uden at spoile. Men den handler om identitet. Og om køn, feminisme og ligestilling og svære kampe og om, hvordan og hvorfor man kæmper dem … eller lader være. Og den er tankevækkende og godt i tråd med tanker, jeg selv har gjort mig.

Hør den lige. Så kan vi snakke videre bagefter, ik?

Værsgo: Et indlæg om mine to vigtigste hobbyer

Okay. Det her er rent og skært indholdstyveri. Eller måske bare en lille reklaaame. Eller en anbefaling? Det afhænger af øjnene, der ser. Nærmere betegnet, om nævnte øjne tilhører en copyrightadvokat eller … mig.

Anyways. Henne på Autostraddle har de simpelthen lavet den ultimative liste, der kombinerer mine to vigtigste interesser:

  1. Dykede, tomboyede lebber
  2. Barbie (ja, det ved trofaste læsere godt)

De har seriøst lavet den ultimative top-75, der ranker Ken-dukker efter hvor lesbiske de er. Min yndlings er hende her nedenfor.

… Som bliver beskrevet som en, “som Jenny Schecter ville date i et afsnit eller to”. Rammende. Og irriterende. Fordi jeg hader Jenny Schechter af et inderligt hjerte. Og samtidig godt ku’ nærmest alle, hun nogensinde delte dyne med på nær Carmen, eller Yawn-men, som jeg lige – ja, jeg er ret opfindsom, nogen ville sige kreativ – fandt på, at hun også kunne have heddet.

Tjek hele listen her. Den er sjaaauw.

Og! Før jeg bliver skudt i skoene, at jeg er latemover, fordi det er tusind år, siden listen gik lebbeviralt, så bær over med mig. Jeg er ikke som sådan latemover. Jeg er bare lateblogger. Fanebladet med de 75 Ken-dukker har ligget åbent på min computer i halvanden uge. På MIN ARBEJDSCOMPUTER, vel at mærke. Meget vovet.

Kom ikke og sig, jeg ikke lever på kanten.

Et voila: LE CLITORIS!

Okay. den her lille animationsfilm er – med undtagelse af der, hvor klitfinderne planter deres flag lige midt i ærten, hvilket går direkte i mine knibeøvelser, avs! – simpelthen så fin.

Hvor er klitorisser bare seje. Måske skulle man opkalde nogen efter den. Klitorissa. Det er da sødt.

Og så vil jeg lige prale af at have den måske eneste danske blog, der aktivt bruger tagget ‘klitoris‘. Flot, mig.

 

Le clitoris – Animated Documentary (2016) from Lori Malépart-Traversy on Vimeo.

Lykkelig i London – en lesbisk guide

Retur fra London, men nu vil jeg bare retur TIL London igen snarest. Gå hånd i hånd og holde fri. Det er livet. Men det næstbedste er at skrive jer en lesbisk guide til London. Så I kan hoppe direkte i mine fodspor gennem byen på jeres næste visit. Kun lidt creepy.

Mest har vi bare vadet byen tynd, gloet på mennesker, besøgt obskure nichemuseer, sneget øl med ombord og drukket os fulde under åben himmel på toppen af en heeelt tom hop on/off-turistbus, danset til Pulp og lyttet til lesbisk debutantrap på Royal Vauxhall Tavern, set feministisk mini-comedyshow i Marylebone som to af blot ti publikummer (awwwkwaaaard) og spist Michelin-mad på Lyle’s.

Jeg fik også købt en nederdel, der ligner noget, som Barbie ville have på, hvis hun udkom i en Goth Edition, og så fik LL føjet endnu en tatovering til samlingen – Hun formåede simpelthen uden nærmest at gøre en indsats at finde den mest lesbiske lyserøde tattoobiks i Hackney. Homoer tiltrækker homoer.

Jeg forlod hende i salonen søndag eftermiddag i hænderne på helt karseklippet overtegnet kvindelige tatovør, og da vi et par timer senere mødtes igen, kunne LL fortælle, at den anden lige så lesbiske tatovør, mens LL var i hænderne på den første, havde arbejdet på en ligeledes lesbisk klient, der skulle på date samme aften. Men en kvinde, der gerne ville se Baywatch-filmen. Så. Det.

Nå. Men jeg tænkte faktisk lige at dele et par dejlige tip til en vellykket London-tur a la den såkaldt lebbe+LL.

De seneste par gange, vi har været af sted, har vi boet i Hackney/Bethnal Green-området. Hackney grænser op til Shoreditch og Brick Lane og har det bedste med fra naboområdet (god kaffe, listige specialbutikker, kreative cocktails), men er ikke helt lige så ramt af rædselsfuld hipsterturisme og two-for-the-price-of-one-atmosfære. Med andre ord: American Apparel (findes American Apparel egentlig stadig?) og Urban Outfitters er ligesom endnu ikke rykket den tand længere ud, så du har stadig en følelse af noget lokalt og ægte ( … hørte hun sig selv sige).

Denne gang boede vi i en Airbnb på selve Hackney Road, hvilket nedenstående anbefalinger også bærer præg af. Men du skulle tage at gøre det samme. Man har selvfølgelig længere til Big Ben, Madame Tussauds og Oxford Street, hvis man er til den slags, men man får til gengæld også en (liiidt mere) autentisk London-oplevelse og snakker rent faktisk med mennesker ved busstoppestedet og i kaffekøen, der bor og lever i byen – og ikke bare er på besøg.

Nå. Men here goes …

Den såkaldte lebbes såkaldt lesbiske guide til London:

Kaffen drak vi bedst på …

Lanark (262 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Lanark er et uprætentiøst og åbenlyst homovenligt ministed, der også sælger en smule hudpleje og andet spas. Prøv i øvrigt deres banh mi (vietnamesisk sandwich = det bedste fra to verdener: lyst hvedebrød OG koriander). Ejeren står selv bag espressomaskinen og er simpelthen bare så bundbehagelig og talkative.

Hackney Coffee Company (499 Hackney Road, London E2 9ED)
Her kommer du kun for kaffen. Seriøst. Servicen er – byens øvrige serviceniveau taget i betragtning – nærmest imponerende ringe. Men de er tilgivet, for kaffen er fuldstændigt fantastisk (og hvem siger også, at du behøver at have øjenkontakt med din barista, mens hun betjener dig). De sælger i øvrigt også deres egne bønner, så du kan tage oplevelsen med hjem på din egen AeroPress (eller coldbrew, der åbenbart er det nye) og således slippe for arrogancen.

Morgenmaden indtog vi på …

The Market Cafe(2 Broadway Market, London E8 4QJ)
Vi fandt Market Cafe lidt ved et tilfælde, men det viste sig at være et hjernedødt hyggeligt sted med opmærksom betjening, en avocadotoast der ikke var instagramværdig men lækrere, end jeg har smagt nogen steder. Og så var vi så heldige, at vi røg forbi en lørdag formiddag, hvilket betød, at vi kunne bevæge os direkte femten meter ned ad Broadway Market, da vi havde spist op, og dermed opleve det fine lørdagsmarked. LL kom hjem med sweatshirt med unikaprint, jeg kom hjem med gaver til to ud af tre babyer, som min vennekreds er nedkommet med de seneste par uger. Them breeders. Kunstneren bag LLs bluse kunne i øvrigt fortælle, at man i årevis har forsøgt at holde Broadway Market ude af turistbøgerne. Og det betyder faktisk, at man her stadig har et marked, hvor der absolut intet London-parafernalia er at spotte – ingen Big Ben-lightere, ‘all-I-got-was-this-lousy’-t-shirt eller shotglas med røde telefonboxe. Næste gang spiser vi dog på selve markedet i stedet for cafeen, for boderne bugnede af mundvandsigangsættende lækkerier.

Frizzante på Hackney City Farm (1a Goldsmiths Row, London E2 8QA)
Hackney City Farm er – især i solskin – den perfekte lille Christiania-agtige byoase med træer, rigtige(!) dyr og virkelig lækker bæredygtig morgenmad. Der foregår tusind sympatiske tiltag a la uddannelse og beskyttet arbejde, og så laver de fænomenal mad: Sid i den lille gårdhave og spis ristet banana bread med bacon og sirup. Seriøst. Gør det.

The Blues Kitchen (134-146 Curtain Rd, London EC2A 3AR)
Blues Kitchen er et lidt overvældende stort sted, hvor man har proppet rigtig meget indretning ind på de i øvrigt rigelige kvadratmeter. Tænk: impossant sydstats-cajun og neon (de har installeret en skinnende blankpudset campingvogn indendørs, hvis man skulle have lyst til at sidde i sit eget lille sneglehus) og ofte med levende musik. Du får sådan lidt en tacky kostumeoplevelse uden at det dog nogensinde kammer helt over … og så får du altså også de omtrent bedste vafler og eggs benedict i verdenshistorien. Perfekt tømmermandssted. NB! Bestil bord, de er populære!

Aftensmaden kan med fordel spises på …

The Manor (148 Clapham Manor St, London SW4 6BX)
LL og jeg sætter lidt en ære i altid at besøge en enkelt Michelin-restaurant, når vi rejser. Vi er begge madører par excellence, og hvor det kan være lidt vel pebret at spise stjernemad herhjemme, er det typisk meget mere overkommeligt i udlandet. Denne gang var vi faktisk på Lyle’s, men sidst vi var af sted spiste vi på The Manor i Clapham, og jeg vil klart fremhæve den som den stærkeste oplevelse af de to. Også hyggeligere indrettet i øvrigt. Men særligt maden! Tænk nordisk med et strejf af noget fransk high cuisine. Veltilberedt og lige tilpas eksperimenterende uden at blive myreåndssvagt (jeg fantaserer stadig om deres kombuchasorbet). Køb menuen og drik vinmenu til. Det er alle pengene værd.

Patty & Bun (flere locations, vi besøgte: 36 Redchurch St, London E2 7DP)
Seriøst en af de bedste, blødeste briocheburgere, jeg har smagt, og hertil seriøst gode fritter. Patty & Bun er et fuldstændigt værdigt alternativ til Byron, som man ikke længere som respektabel venstrefløjstype besøger, efter at de for et års tid siden blev knaldet i en større immigrantkontrovers. Men! Patty & Buns Shoreditch-filial lugter altså en lille smule af papirøhipsterness, så man skal være parat til en man bun eller to, før man entrerer.

Marksman Public House (254 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Marksman er faktisk udvalgt som årets pub i Michelinguiden i år, og ikke blot er deres cocktails formidable (vi drak mest deres gin med hjemmelavet lemonade. OMG), deres mad er også virkelig lækker: Klassisk engelsk (tænk pies og buns) med et twist af noget mere moderne og orientalsk. Bestemt et besøg værd – og husk at hoppe på tagterassen, når desserten skal indtages!

Homodansene skal helt sikkert danses på:

Royal Vauxhall Tavern (372 Kennington Lane, Vauxhall, London, SE11 5HY)
Stedet er nok mest et bøssedisko – den eneste lebbe, jeg så – ud over hende den 65-årige, som LL insisterer på prøvede at score hende på toilettet – var faktisk hende der stemplede vores håndrygge, da vi kom ind. Og så hende der optrådte. Men der er den samme hjemlige atmosfære som på Never Mind og en hyggelig rygerbaggård (til dem med den slags tilbøjeligheder), hvor man falder i snak på bænkene. Og så føler man sig ikke gammel som 35-årig, fordi publikum er afsindigt diverst på alle måder. Og! Så spillede de Pulp. Pulp! I 2017! Så kan en britpopper by heart altså ikke ønske sig andet. Hertil er RVT et socialt projekt, som foruden en række omfavnende lokale initiativer også altid har åben mic. Vi stødte fx på en hottt lesbisk (omend middelmådig) rapper, da vi kom forbi.
NB! Husk kontanter – de tager ikke kreditkort i indgangen.

Nå jo, og tatoveringerne kan man med fordel bede Ana fra Happy Sailor Tattoo (17 Hackney Rd, London E2 7NX) lave. Hun har en formidabel sikker streg, tegner selv (godt!) og der er da i hvert fald ingen tvivl om, at man støtter lidt lokal lesbianisme i hendes salon!

Boblerne (ikke dem i glasset – dem der næsten nåede med på listen)

Vi nåede aldrig forbi homoboghandleren Gay’s the Word (66 Marchmont St, Kings Cross, London WC1N 1AB) – selvom jeg faktisk elsker homobogbikse og fx har købt obskure LGBTQA*-tegneserier både i den i Barcelona og den i New York.

Heller ikke lebbebaren She Soho (23a Old Compton St, Soho, London W1D 5JL) – som også var på vores to-do – nåede vi omkring. Men den skal alligevel med i nærværende lesbiske guide til London. Fordi jeg bliver varm i kinderne blot ved synet af den superlækre lebbe, der pryder deres hjemmeside. Ja. Klik bare.

Begge boblersteder var ellers blandt jeres seje anbefalinger på min spørgepost. Men så er der jo også noget at glæde sig til neeext time. Som man siger.

Je suis Isak

Jeg har lige taget den store SKAM-quiz herhenne. Skuffende – men meget rammende – blev jeg Isak (“if you’re tired, gay, and confused, you’re Isak.”).

Og jeg tror ikke KUN, det var, fordi jeg helt klart ville høre til i Hufflepuff på Hogwarts og i øvrigt bedst kan lide up-side-down-smileyen af alle emojierne.

SKAM NRKJeg troede faktisk, jeg ville blive Jente-Chris. Igen. Det blev jeg i Politikens quiz. Det er nok hende – eller en blanding af hende og Sana og så tilsat Nooras røde læbestift – jeg identificerer mig mest med. Den awkward outsider med det stoooore hjerte. Smukt lige at sætte de ord på sig selv alligevel.

 

Jeg blev i øvrigt meget rørt over klippet i går (Tirsdag d. 6.12.16 kl. 11.46). Jeg ønsker virkelig for alle, at de har en Magnus i deres liv, der kan forklare dem – sådan helt nøgternt og fordomsfrit – om psykisk sygdom. For det er ikke farligt. Og det smitter ikke. Og det bør ikke være så tabubelagt, når tabuerne betyder, at fordommene består. SGU! Er meget imponeret over, hvor elegant, fordomsfrit, realistisk og appetitligt, SKAM formår at håndtere alle de der svære følelser og emner, som unge oplever (for første gang).

Nå, men i den der quiz, hvor jeg blev Isak, blev Isak forklaret sådan her:

“You tend to keep people at a distance until you are sure of how they feel about you, friend or otherwise. You’ve been abandoned before, and your biggest fear is that you’ll end up alone. Sometimes you feel like your body can’t hold in all of your emotions and you think that if you talk about how you feel, it will all come out and never stop. However, once you are able to accept that people care about you and aren’t going anywhere, you trust and love deeply. You seek advice and knowledge to soothe your anxiety. You’re a classic introvert, but you have a few special people who calm you as much as solitude does. You have struggled and may still be struggling to accept who you are, but you’re actively trying to become a better person. You’re pretty great already.”

Hvilket er uhyggeligt præcist og meget sandt. Foruden min mor er der måske to mennesker i verden, i hvis selskab jeg kan slappe heeeelt af. Heldigvis er LL den ene.

Og! Hvis I ikke er hoppet på SKAM-vognen endnu, kan I jo gøre som de andre last-movers og bare se de fulde ugentlig afsnit på NRK’s hjemmeside. Husk at klikke på ‘Sesong 1’, så du ser det fra begyndelsen.

SKAM for helvede! SKAM!

Jeg føler, jeg har svigtet. Tænk sig, at jeg ikke med så meget som to sammenhængende (eller enkeltstående, bevares) ord har nævnt min nye norske religion:

SKAM.

Jeg er besat. Opdagede serien i sommer, bingede de to første sæsoner på no time og opdaterer nu Skam.p3.no hver andet sekund. Er I på? Elsker I det?

Jeg er – foruden selvfølgelig Team Isak – nok mest Team Jente-Chris og Team Sana.

Jeg ved ikke, hvad der mere er at sige om SKAM. Feberen har ligesom ramt. Og dette blogindlæg er så last mover-agtigt, at det næsten er flovt.

Men SKAM er simpelthen det uden sammenligning mest hjerteskærende ægte teenagefjernsyn, jeg har set nogensinde. Jeg har stenet meget over, om jeg mon ville synes, serien var lige så god og vigtig, hvis jeg selv var teen og altså i den direkte målgruppe. Og jeg tror det ikke.

Jeg tror helt klart, jeg stadig ville se og fandom’e og besættelsesfølge, men jeg bilder mig ind, at det ville være med et stik i hjertet, som jeg lykkeligt slipper for nu, fordi tid skaber afstand skaber nostalgi skaber overskud til ikke at sammenligne sig og finde sig selv lidt mindre lækker, smart, populær og getting-the-girl-in-the-endagtig end dem. Jeg tror, jeg elsker SKAM desto højere, fordi jeg selv har den i virkeligheden sygt hårde periode mere på afstand.Men det siger nok mest om mig.

I øvrigt kan jeg varmt anbefale Kosegruppa DK (find mig blandt de 8.000+ medlemmer!) henne på Facebook. Mest intense, fanatiske overspringshandling i verdenshistorien. Slå notifikationer fra med det samme. Bare et tip.

Nå, nu må I have my excused, skal lige se hvad Sana har at sige til sagerne.

gvg9okgyu2xtd4xoubrgmq4ih7xegcdhyhbua21f4qzw

Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme

Kan I huske dengang for længe, længe siden i sidste uge, hvor jeg (atter!) gentog, at jeg var fuldt ud villig til at prostituere mig til gengæld for sponsorgaver og ussel mammon? Jo, guderne ovre på Tiderne Skifter/Gyldendal hørte mig såmænd. Og sendte mig fluks ikke ét men TO eksemplarer af deres helt nye feministiske biiibel, ELITEFEMINISTERNE – 25 års udskældt ligestillingsdebat., redigeret af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.

En til mig … og en til en heldig læser. Woop woop!

elitefeministerne er også såkaldt lesbiske

“Elitefeministerne” udkommer først i overmorgen. Så jeg følte mig svært privilegeret, da jeg allerede i går aftes læste knap halvdelen, inden jeg lagde mig til at sove (blundende LL’s hoved er en glimrende bogstøtte).

Min fantastiske veninde har skrevet et af bogens kapitler, men det er ikke kun derfor, bogen gør mig varm om hjertet. Den gør det også, fordi feminismen virkelig er en helt afsindig fin og selvrefleksiv -isme. Ingen aktivister retter som feministerne ind ved kritik, lytter, prøver, ændrer. Og det er helt sikkert et af bevægelsens største akilleshæle. At vi feminister rent faktisk lytter og reflekterer og udvikler. men også det der gør feminisme så fucking sympatisk.

Det handler bogen faktisk også lidt om. Altså det her med feminismens flydende form. Bogen beskriver nemlig (gennem personlige beretninger fra forpersoner og medstiftere) historien om Selskab for Ligestilling (tidl. Kvindeligt Selskab) – helt fra organisationen blev stiftet i begyndelsen af 90’erne som et støtteben til KVINFO, till navneskiftet betød et gevaldigt opgør med 2. bølge-feminismen. Og man bliver ret så varm om hjertet og tænker over sin egen vej til feminismen, mens man læser. Promise.

Selv var jeg sen til at fatte, at det var feminist, jeg var. Lige som jeg var sen til at fatte, at det var lebbe, jeg var. De to ting fulgtes ad. Og selvom jeg – når jeg kigger tilbage – slet ikke er i tvivl om, at jeg altid har tænkt og ageret relativt feministisk (hvis vi øjebliksvist ser bort fra min Barbie-besættelse som jeg stadig er aldeles ustolt af), så var det slet ikke en titel, jeg vedkendte mig, før omtrent da jeg begyndte på uni og mødte min første damekæreste.

Hun blev min indgang til stoffet – og lesbianismen blev et meget direkte værktøj til at forstå ulighed mellem kønnene, og ikke mindst hvor mange normer, der – selv om man er nok så frigjort – bliver lagt ned over et heteroseksuelt parforhold, hvis man ikke er sig dem bevidst (min sidste mandekæreste vovede én gang, mens jeg vaskede op at joke med et eller andet a la “høhø rette plads, kvinde”, hvor jeg flegnede sidelæns, selvom han i virkeligheden havde ytret sig komplet ironisk og påtagende-sig-en-identitet-som-hulemand. Jeg kunne ikke ha’ det. Så meget som et sekund at blive placeret i den kasse.

Og så blev jeg lesbisk. The end.

NÅ. Men lad nu det ligge. I kan vinde en bog, kan I.

I skal bare senest på mandag kl. 12 skrive navnet på den sejeste feminist, I kan komme i tanker om – død eller levende (Joppa) og køn underordnet – i kommentarsporet (husk at kommentere med navn, så jeg kan fange vinderen!).

Så trækker jeg lod blandt alle indlæg mandag efter work. Vinderen får direkte besked.

(PS. Hvis man lægger nok filtre oven på et billede, matcher en orange spisebordsstol faktisk nærmest præcis den røde temafarve på en dansk lebbeblog. Fascinating.)

GIV ELSA EN DAMEKÆRESTE

Har I set, at #giveelsaagirlfriend hitter på Twitter i dag?

Jeg er vild med det. Og i sagens natur stor fortaler for homorepræsentation i mainstreammedier. Og nææææsten endnu større fan af alt, der er animeret. Jeg genser – og jeg lyver ikke – Skønheden og Udyret mindst en gang om året, når jeg er ked af det. Meget trygt. Vild med Disney, Pixar og Dreamworks. Og elsker selvfølgelig også alt det der Nightmare Before Christmas-, Mary & Max-, Triplets of Belleville-, Frankenweinie-værk.

Nå men altså. I lørdags var jeg i biografen og se ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D. Og jeg skal nok nå frem til pointen.

(Det var i øvrigt samme dag som jeg stod fadder (modder?) for bedstevenindens lille søde jordbærblonde baby (og nu venter spændt på, at baby ringer og udspørger mig om nadverbord og alt det der). Var meget nervøs for, om præst ville spørge mig, hvorvidt jeg var medlem af folkekirken for efterfølgende at smide mig på porten, men heldigvis er det der fadder (modder?) mest for syns skyld. Tror jeg. Nå. Sidespring.)

Jeg så ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D med dejlig veninde + venindes to børn, og den var … ganske og aldeles rædselsfuld. Nåede end ikke halvt i mål med middelmådigt forsøg på at vride et par års yderligere merchandise-salg ud af en allerede falleret finsk mobilspil.

Og nu når jeg til pointen.

For der er i filmen (hashtag-spoiler-alert!) et fuglepar, der mister deres lille fugleunge. Og jeg troede i så, så, så lang tid, at det var et lebbefuglepar. Hvilket gjorde mig glad og måske havde fået mig sneget op på et ikke-negativt antal stjerner i min samlede anmeldelse af ANGRY BIRDS THE MOVIE MED DANSK TALE 2D.

Hvorfor troede jeg, fuglene var lesbiske?

Jo.

1) Fuglen med den lyseste stemme var større end fuglen med den mørkeste stemme
2) Begge fugle var blå og havde laaaange øjenvipper
3) Jeg kan godt selv se, at homofordommene er strong with this one

Men til slut blev fuglene tiltalt hhv. Hr. og Fru. Og smadrede således mit spinkle håb (og filmens sidste chance for bare et score et enkelt pluspoint).

Og NU til pointen.

For helt alvorligt. Der skal så lidt til. Og man bliver så glad. Altså når homoer i popkultur spiller helt almindelige mennesker.

Jeg gik og lyttede til (nyt yndlingspodcast) Flash Forward forleden. Scenen var sat på en first date i fremtiden, hvor præmissen ligesom var, at man hver især kendte sit eget præcise dødstidpunkt og derfor måske skulle afveje den slags tidligt i et parforhold. Og parret på deres første date var i dette scenarie to kvinder. Og det var så lillebitte en detalje. Men så fint. Fordi det bare var helt normalt. Det kunne have været hvem-som-helst. Homoer! Heteroer! Mennesker!

… Og derfor gad jeg godt, at Elsa fra Frozen fik en damekæreste. For – som det så sandt bliver nævnt – kan det virkelig være sandt, at det i Disney-regi skal være mere almindeligt, at man falder for et UHYRE end for en af samme køn? Se, jeg sagde det jo. Jeg skulle nok få flettet mig tilbage til en slags pointe.

I øvrigt synes jeg, hvis ret skal være ret, at Frozen er noget af det ringeste, Disney har lavet længe. Så den samme dag, som jeg så Brave. Og JEG ved i hvert fald godt, hvem jeg helst ville knalde. Uden at det skal lyde (alt for) pædo.

Homohelbredelsen

Har I set den? Dokumentaren Homohelbredelsen? På DR?

Jeg så den med milde tømmermænd i søndags (efter glimrende lørdags-glimmerfest i mere end én forstand – både Guldmineparty OG melodunsefejring).

Og jeg er ret målløs. Dels fik jeg totalt squad envy. Christine har jo et lebbe-entourage, som vi andre kun kan drømme om (no offense, venner). Jeg fik også lidt tattoo envy. Pæn vinge på vingen, alligevel. Og så ville jeg da heller ikke skælde ud, hvis jeg så lige så sej ud på et longboard.

Men dokumentaren gav mig til gengæld ikke det mindste frikirke-envy.

Det er meget svært at se dokuen så’n 100 pct. objektivt, når man selv:

1) Blev døbt som 12-årig for at få gaver … og formede helligånden i fimoler som en del af konfirmationsforberedelsen hos ret laid-back kvindelig(!) præst.

2) Er homo.

Men for mig virker det at fravælge sin seksualitet for resten af livet simpelthen som at give thumbs up til at få skåret et raskt ben af og så bare acceptere, at man nok kommer til at gå lidt træls til sine dages ende. Skodanalogi. Beklager.

Og næstekærlighed og religion begynder bare at klinge en lille smule hult, når gud (whoever she is) kun kan acceptere dig fuldstændigt med hud og hård og helt og betingelsesløst, som den du er, hvis du, well … ikke er den, du er.

Men det, der for mig virker så vildt er, at Christine i dokumentaren synes enormt velreflekteret. Hun er jo selv driften bag dette ønske om at smide sin seksualitet fra sig. Det siger hun jo. Selvom det er svært ikke at mistænke et helt livs indoktrinering for at være den sande driver bag beslutningen.

Og samtidig tager hun jo nul bullshit fra de to vanvittige homohelbredere og deres sindssyge amerikanske manipulation. Og er heller ikke bange for at gå farmand på klingen og stille spørgsmål ved, hvorfor han ikke kunne acceptere hendes tidlige teenagekæreste på lige fod med søskendes heterokærester.

Jeg er både:

1) Meget bekymret for Christine (fordi hun virker så glad og tilpas i sin homotilværelse)

2) Meget sikker på, hun nok skal klare den

3) Meget bange for at sætte ord på, at jeg er meget sikker på, hun nok skal klare den, fordi det lyder patroniserende, og hvordan kan JEG være så sikker på, at min sekulære homofile vej gennem livet er den rigtige?!

Jeg har brug for at diskutere det. Og hvis nogen (who am I kidding, naturligvis er der nogen), der kender Christine, så fortæl hende lige, at hun er megasej (og fortæl mig, hvor historien ender? Er hun stadig sammen med sin søde kæreste? Er hun stadig homo?)

Ældre indlæg