Nu har LL været væk i næsten en uge. Og det har været cirka fem dage for længe. Selvom jeg har nået både koncerter med svenske 90’er-antikviteter på Loppen, middage med work, besøg hos moren i det jyske samt hos barslende veninde i det svenske. Egentlig ret effektive seks solodage, jeg har holdt mig.

Men nu er det også nok med det. Og frem for alt nok med billeder fra pools med bjergudsigt, som LL har haft den frækhed at sende mig i tide og utide. #notokay.

Til gengæld så drager jeg udenlands på fredag – jeg og Bedstebøssen fejrer jo forsinket kobberbryllup i Sverige. Ja, det er hermed (mere end) 12,5 år siden, vi slog os ned i samme rundkreds under rusdagene på obskurt humanistisk KUA-studie og faldt i snak, fordi vi havde den samme hvide klaptelefon fra Sony Ericsson … den dér, der “lidt lignede noget fra Apple”. Som min indgangsreplik ifølge BB lød. Jeg er sikker på, jeg indledte med noget langt mere sofistikeret.

Trofaste læsere ved allerede, at vi skal bo på Abba-hotellet og have the full Mama Mia!-experience. Det bliver så godt. Altså, sådan helt vildt godt. Især fordi vi – konsekvent! – i vores mailkorrespondance med Abba-menneskerne har underskrevet med et “And: Thank you for the music!”. Jeg synes personligt det er et ret smukt touch.

Vi har i øvrigt gjort det meget klart for både hotel og eventmennesker, at vi er i den svenske hovedstad for at fejre vores kopparbröllup … så vi satser stærkt på en vis grad af særbehandling af det deeejlige brudepar. Med andre ord: Dyb skuffelse hvis der ikke er strøet rosenblade ud over sengen/stillet en brudesuite til rådighed.

Nå. Men nu lander LL altså lige om lidt. Det er to timer siden, hun gik offline på Messenger, og det betyder, at hun nu er to timer tættere på mig! ?