Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Forfatter: Mit Saakaldt Lesbiske Liv (side 1 af 72)

SOMA er det nye FOMS er det nye FOMO

Vi holdt julefrokost i lørdags. Jeg har lyst til at skrive ‘traditionen tro’. Men jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har gjort det før, eller om det bare føles som noget, vi helt sikkert bør gøre igen og igen og igen.

Vi var vel en 13-14 stykker til bords – tre heteroer og så ellers smukke repræsentanter fra LGBTQI*-spektret forresten. Som vanligt var det hjerterum mere end husrum, der drev foretagendet fremad på vores små 65 kvadratmeter. Nogle skulle kravle op i sofaen for at komme på plads ved bordet.

Endda var vi flere end først beregnet, fordi en af de dejligste bøsser i mit liv havde været til halvcrappy, småhomofobisk pligtfirmajulefrokost dagen forinden og af samme årsag havde forhånds-meldt-afbud til vores pga. udsigt til tømmermænd. Men da dagen oprandt trængte han simpelthen så meget til et fordomsfrit kram og lidt fjollegodt homoselskab, at han trodsede tømmermænd og ikke bare kom forbi men faktisk blev til alle (der ikke var i ulykkeligt alkoholfri omstændigheder!) havde indtaget så meget snaps, at de drog mod Nevermind.

Det var en af den slags aftner, hvor man bliver mindet om, hvor mange gode mennesker, man har samlet sammen i sit liv. Jeg kan ikke pinpointe præcis, hvad der gjorde selskabet så eminent – der var bare kærlighed, komplimenter og velvilje i luften, svin og fisk og æg på tallerkenen og intelligente, udviklende samtaler på tværs af bordet.

Jeg gik (ædru!) i seng klokken halv to med mild FOMO (som ellers for tiden er nærmest 100 pct. afløst af FOMS – fear of missing sleep) efter at have sendt alle mine yndlings videre på dødsruten mod Nevermind. Fanme sært at vade rundt uden den mindste promille i blodet og proppe glas i opvaskeren midt om natten, mens alle andre snapser den på favoritbaren inde ved Jarmers Plads. Er ikke decideret stolt af at erkende, hvor meget mit festlige liv hidtil har roteret om alkoholindtag. Men Nevermind på alko-tom mave. Det var mere end mild socialangst kunne holde til. Trods alt.

Men jeg savner simpelthen en fredagsøl, en god cocktail, et glas bobler helt vildt. Verdens mindste violin må være i fuld gang med at spille mig en serenade lige nu. Jeg ved det godt. Man må lide for babybyggeriet.

Til gengæld udmundede mit tiltagende SOMA (sorrow over missed alcohol) sig i følgende udvekskling mellem Bedstebøssen og jeg i sidste uge:

“Mig:
ÆV. JEG GAD GODT DRIKKE MIG GRATIS FULD TIL [unavngiven fest i reklamebranchen] PÅ FREDAG. Men jeg ligger som jeg har redt

BB:
Kan du ikke tage en fridag? Lige som når man er på slankekur?

Mig:
Jo – en cheat day, hvor man bare binger.

BB:
Det er der ikke nogle fostre, som har taget skade af.

Mig:
Føler slet ikke, jeg har drukket nok inden. Alle de spildte fredage. Uden alkohol.

BB:
Godt, vi drak 20 flasker vin i sommerhuset.”

… Touché.

HOMOFOBI ER KIKSET

SF Studios har lige offentliggjort traileren til årets store julefamiliefilm, “Jeg er William”. Jeg ved i sagens natur ikke præcis, hvad filmen handler om (og jeg ved ikke, om man kan læse lidt ung homoromantik ind i de blikke, de to unge drenge sender hinanden halvvejs gennem teaseren nedenfor – here’s to hoping!).

Men jeg ved, at onklen i filmen er en idiotisk homofob. Og jeg ved, at traileren fire gange på to minutter inkluderer ordet ‘homo’ brugt som skældsord. Jeg er helt ærligt lidt målløs. Er børnefilm virkelig ikke nået længere i 2017?

Det gør mig vred, at fans af filmen garanteret vil bringe nederen og letkøbte argumenter som nedenstående til bordet i deres forsvar af onklen og traileren/filmen:

1) “Det er jo bare for sjov – kan du ikke tage en joke?”

og

2) “Onklen er jo til grin – tydeligvis en fortabt type – og derfor er alt, hvad han siger kikset, det kan alle da se!”.

For den holder simpelthen ikke. Lige meget om børn(!!) kan aflæse onklen og hans udsagn som 100 pct. entydigt dumme (og kan de nu også det?), er replikkerne ikke desto mindre med til at reproducere en diskurs, som vi har kæmpet mod i så, så, så mange år.

Og selvom karakteren er en nar, kan replikken altså hurtigt få kultstatus alligevel. I husker måske – bare lige off the top of my head – “Spis nu skovsneglen, Mulle”.

Og vi har ikke brug for, at en netop så modtagelig målgruppe som børn får (yderligere) smag for at bruge “homo” nedsættende om alt fra pasta og golf … til hinanden. For “homo” som skældsord skal simpelthen bare ties ihjel præcis som hele den lange række begreber, der måske nok startede som uskyldige og neutrale termer, men som i de forkerte munde – og ytret med de forkerte intentioner! – får en helt anden klang.

For lige at opsummere:

‘HOMO’ ER IKKE ET SKÆLDORD, OG HOMOFOBI ER KIKSET (og det kan I jo fx lige gå ind og nævne på SF Studios facebookside, hvis I skulle få lyst … )

Det’ en ommer, SF Studios! (Apropos replikker, der lever videre)

Som ekstraglasur på toppen af kagen, valgte SF Studios for en stund at skjule alle kritiske kommentarer under opslaget på deres FB-side. Siden kom de heldigvis på bedre tanker og gjorde kommentarerne synlige igen, men der er stadig ikke skyggen af respons fra afsenderne. Til gengæld er det rart at se, hvor relativt enige alle kommentatorerne er om, at brugen af begrebet ‘homo’ i traileren er uhørt. Trods alt.

Åh! Og så har vi ikke engang talt om den ret så misogyne måde, filmen portrætterer kvinder på. Det må blive en anden dag.

Derfor elsker jeg LL. Kogt ned til seks ord og et emoji

Jeg er besat af vafler for tiden. Tror, det startede med en venindes forespørgsel om en brunchdate flankeret af mundvandsinducerende instagrambilleder af sprøde belgiske vafler med alskens lykke og kærlighed som topping. Dernæst læste jeg, at man kan lave SUNDE vafler af banan og chiafrø og helt uden sukker. Så det var nærmest dumt ikke at investere i en sådan kilde til fremtidig stensikker fitness. Host-host.

Så jeg var i markedet for et vaffeljern.

Men denne købetrang optrådte, forstås, i kombination med, at jeg er nærig. Og – relativt – decemberfattig, før december overhovedet er gået i gang. Og at skabene i vores miniaturesamtalekøkken allerede bugner af så ufatteligt et væld af køkkenredskaber, at de er svære at lukke. Slowjuicer, toastjern, brødrister and all.

Jeg befandt mig med andre ord i et af mit livs nok største dilemmaer. “To vaffeljern or not to vaffeljern?”, som en eller anden halvdramatisk gut vist engang ytrede oppe på Kronborg.

Og så er det nogle gange bare rart med lidt bekræftende opbakning hjemmefra. At erfare, at vi er fuldkommen på linje, når det drejer sig om at prioritere det store og væsentlige i vores lesbiske husholdning. At vi lige som ved, hvad der er essentielt for at drive et fornuftigt køkken:

…. Og nu er vaffeljern indkøbt med (forhåbentlig) lynhurtig levering i morgen – here’s to hoping, PostNord!

Romantisk peak hour

Mit romantiske liv peaker lige nu. Har netop inviteret LL til kalenderbegivenheden “VVS’eren kommer og kigger på radiatoren” fra kl. 7.00-7.15 i morgen.

Hjælp til dame-onani?

Okay-okay, det er en ret clickbait-ish overskrift. Undskyld. Men den er faktisk alligevel ret så rammende. For jeg HAR brug for jeres hjælp, og det HANDLER om kvinder, der onanerer.

Here goes:

Det sker, som I måske ved, at jeg – når tiden tillader det (efterhånden sjældent) – bidrager til seriedækningen i et dansk medie. Jeg har taknemmeligt frie hænder, og nu skal jeg nok skrive lidt om kvindelig onani i tv-serier. Med eksempler på både virkelig god, rammende, realistisk og sexet solosex … og det modsatte: Tåkrummende stereotyp, kikset, corny og urealistisk ditto.

Jeg tænker SATC, The L Word, Orange is the New Black, GIRLS … men har I flere eksempler? Hvornår har det været steaming hot, og hvornår har det været håbløst?

Hjælp?

I markedet for en stegepande

Scener fra et ægteskab:

I onsdags havde Livslebben købt lækre mørksejfileter med hjem fra fiskehandleren. Men fileterne gik i stykker under stegningen, og det var pandens skyld. “Den her pande ryger UD, når jeg er færdig”, skældte LL.

Fisken smagte nu altså dejligt alligevel – med løg og broccolisalat til.

Men da jeg morgenen derpå gik ned med skrald, tog jeg på LL (bare på hendes ord, dirty minds) og hev den udskældte synder af en stegepande med ned.

Stolt berettede jeg, da vi begge kom fra work, at panden var røget ud (signal: jeg er en dygtig kæreste, der lytter). Men – “så har vi jo ikke nogen pande”, kvitterede LL. Den skulle jo ikke smides ud, før vi havde købt en ny, vel, ubetænksomme såkaldte lebbe. Det kunne du vel have sagt dig selv.

Det korte af det lange er: Jeg i markedet for en stegepande.

Dagen i dag får karakteren 8/10*

Jeg betragter dagen i dag som en succes og tildeler den karakteren 8/10. Hvorfor? Jo, fordi jeg i TRE af hinanden aldeles uafhængige sammenhænge har skrevet det smukke lydmalende ord (eller: onomatopoietikon.  Look it up) “åhhhuwåååå”.

  • Dels i forbindelse med Ulla Pia-slagerhittet ‘Hele ugen alene’.
  • Dels i forbindelse med TV-2-klassikeren “De første kærester på månen”
  • Og dels i forbindelse med 90’er-baskeren “Jeg troede, du var hos Michael” (stadig en god sang).

Hertil fik jeg positiv respons på følgende går-den-så-går-den-bestilling til LL, som i øvrigt befandt sig mindre end en meter fra mig, da jeg skrev den:

OG så er dagen i dag også dagen, hvor min mor, min søde, røde, neurotiske økomor (har jeg nogensinde fortalt om min barndom? Hvor man fik ravkæder (flertal) om halsen, hvis man hostede (“de varmer”) og dråber af græskarkerneekstrakt at gurgle i, hvis man havde blister i munden (du har – jeg lover dig – aldrig prøvet noget så bittert. Din tunge bliver til en lille krøllet rosin)) kommer hjem efter tre ugers pensionistferie i Andalusien. Med daglige instagrambilleder (flertal) af … døre som følger (“jeg samler på døre”).

Hun er noget af det bedste i verden. Og kun ca. 38 pct. kuk-kuk.

Og så har vi også fået nye VINDUER i dag. Og der var kun hul direkte ud til regnvejret i en times tid. Succes!

Og Enhedslisten er ikke gået tilbage i København.

OG der kommer Bagedyst i aften.

*Ej. Jeg opgraderer fanme til 9/10.

Den tykkeste metafor i byen

I nat drømte jeg, at Riccos Kaffebar havde åbnet en ret træls, larmende Joe & the Juice-agtig filial i vores stue. Uden at spørge om lov. Så der var fyldt med kække, uhhhmpti-uhhhmpti-technomænd og gæster, der kæderøg i vores hjem.

Jeg måtte trække cafemanageren ved øret ned til kommunen for at få ham til at forstå, at man ikke bare kunne invadere andres bolig på den måde uden en tilladelse.  /Drøm slut.

… Men ud over det er jeg sikker på, at min underbevidsthed er totaaalt okay med den livmoder-invasion of the body snatchers-situation, jeg har kørende.

Ville ønske, at mit drømme-selv formåede at parafrasere på et lidt højere niveau end 8.-klasses dansktime.

Afsluttede i øvrigt natten med at drømme, at det regnede store, fede kakerlakagtige (godt ord igen) biller fra himlen uden mulighed for at søge ly. Nå jo, og at verden blev oversvømmet på katastrofefilmmåden. Vi kom med andre ord smukt igennem i hvert fald et par af de syv plager.

Hovedet langt oppe i røven

Der er en naturlig årsag til, at jeg ikke har blogget en skid på det seneste. Eller en helt vildt unaturlig årsag, egentlig. For der er noget stort, som fylder virkelig meget, og som jeg ikke lige har kunnet dele på bloggen. Og som medfører daglige udvekslinger a la denne mellem LL og jeg:

Ja. Der gror et lillebitte menneske i min mave. Sgu. Og ja, vores default-emoji er et hjerte. Corny shit. Næsten lige så corny som at lebberne skal være forældre engang til foråret.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt … og sådan.

Det er fucked up, nyt og stadig alt for teoretisk til, at jeg kan andet end at lave sjov med det. Og jeg har været oprigtigt bange for at breake det herinde, fordi jeg jo dermed indtager et temmelig nyt standpunkt. Men ovenpå et 2016, der var det mest rædsomme, vi kollektivt og LL i særdeleshed har oplevet nogensinde, var der bare et eller andet, der forrykkede sig. Der var måske nok bare pludselig plads til at tænke lidt længere og større, end jeg ellers almindeligvis bryder mig om. Fordi jeg blev konfronteret med en reel risiko for at miste min elskede (og det er altså udmærket brændstof til livsrevision, hvis det nu absolut skal være). Så vi begyndte at tale om muligheden i vinter. Sådan lige så forsigtigt og hvis-og-hvis.

Og så gik det hverken værre eller bedre, end at en perifær bekendt nogenlunde samtidig henvendte sig, fordi han var skruk og havde os i kikkerten som potentielle mor-targets, og det satte yderligere skub i tankerne. Det endte nu ikke med ham men i stedet med en herlig mand, som vi efter få forfejlede forsøg formåede (firdobbelt allitteration – jeg elsker mig!) at date os frem til på Regnbuebarn.dk.

LL og jeg har nemlig hele tiden – og heldigvis – været ret enige om, at hvis det skulle være, skulle det være med en donor, som barnet kunne lære at kende helt fra begyndelsen. Omvendt har vi været lorne ved at involvere vores bedstebøsser i projektet. Helt egoistisk vil jeg nok bare gerne kunne nyde mine venner uden logistik-udfordringer og potentielle sengetids-/glutendiskussioner.

Metoden var den gammeldags med kop, sprøjte og benene opad. Jeg troede ikke et sekund på, at det kunne virke. Lidt for hokuspokus-festligt, ik’? Men spermens veje er (åbenbart) uransaglige, og guds egen opskrift foolproof. Og efter to måneder var der bid. Og nu bor der på fjerde måned et begyndende menneske i min mave. Til scanningen lå fostertypen med hele hånden inden i kæften (like mother like baby) og gad ikke rigtigt stå op til fotografering klokken otte om morgenen (like mother like baby). Men da divaen m/k/* endelig berigede os med sit selskab var det tydeligt, at høn har arvet LLs flotte høje kindben.

Anyways. Vi er pænt oppe at køre, og øjeblikkene, hvor jeg tuder og råber “IKKE ALLIGEVEL! IKKE ALLIGEVEL!” tegner sig kun for cirka 35 pct. af det samlede billede … så alt er fint. Og LL har allerede købt ternede mini-Vans i størrelse ‘tre måneder’. Sindssygt fornuftigt, alligevel, at indkøbe mærkevarefodtøj til en, der ikke kan gå.

Rengørings-chicken

Mig og LL har gang i en slags uudtalt rengørings-chicken lige for tiden. Der står en gryde med nogle efterhånden udefinerbare rester i vores køleskab. Den stinker.

I ved – den stinker så meget, at man lige visualiserer hvor mælken står og trækker vejret dybt ind, inden man åbner lågen på klem, vrikker kartonen ud og smækker efter sig og drejer sig rundt og puster ud. For at undgå at maven når at vende sig på hovedet ved lugten.

Vi var ude i en lignende omgang for en måneds penge siden. Måske var det gryderet med kål. Der klarede jeg den. Med nød og næppe.

Så denne gang må det være LivsLebbens tur. Og indtil hun klarer den, er lidt opkast bagerst i munden hver morgen når jeg hælder A38 op, en billig pris at betale.

Ældre indlæg