Shit manner. Travlhed, træthed og kærlighed spænder ben for det skide bloggeri.

Jeg havde en ganske fantastisk miniferie i Amsterdam med hende den pæne, tak.

Højdepunktet var – foruden alle de rigtige og kærligheds- og/eller kaloriemættede højdepunkter (fuck, vi spiste meget god mad) – helt klart, da LL og undertegnede havde en semiophedet og ganske tåbelig diskussion på en halvtom lebbebar søndag aften (‘Vive la Vie’ ved Rembrandt Plein, hvis nogen skulle være interesseret i at besøge etablissementet. Hyggelig små-generisk lebbebar med fadøl og afslappet atmosfære).

Jeg gik i baren for at betale for vores øl, idet bartenderen – tydeligvis stedets ejer, der havde bemærket vores store armbevægelser – spurgte, om vi var ok?

Jeg svarede, “Well. You own a lesbian bar – I suppose you know how it goes …

Hvortil tenderen slog verdens største latter op, lagde sin rare hånd oven på min og udbrød:

“Honey. I’ve worked in this place for more than 30 years. I’ve seen it all. Everything. E-ve-ry-thing.”

Sødt nok.

Det er i øvrigt pudsigt, at når jeg er i lebbebyen i København, har jeg altid en lille smule angst. Det har jeg skrevet om før. Fordi jeg hader tanken om, at der er nogen, der ved hvem jeg er. At nogen ved noget om mig. Som jeg ikke ved, de ved. Jeg er stjerne-ansigtsblind, så jeg er altid i tvivl, om jeg møder folk for første gang. Og jeg er blevet overrasket over, hvor ikke-incognito en ret så seriemonogam og aldeles ligegyldig lebbe som jeg selv i virkeligheden er. Grimt. Jeg er ikke en skid hemmelig, når det kommer til stykket.

Men! Når man så homofester i udlandet, sker det med en helt anden ro. Fordi lebberne i fx Amsterdam med laaangt mindre sandsynlighed er potentielle såkaldte hulkammerater. Såkaldte.