Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Søge resultater: "barbie"

Valeria Lukyanova – den menneskelige Barbie-dukke

I kender det godt. Det sekund, man søger efter “Ukranian”, og Google hjælpsomt foreslår Ukrainian politics? Ukranian crisis? News? Language? Flag? … og man med skamfuldt bøjet hoved afslutter: “Ukranian … human Barbie doll”.

I har måske endda hørt om hende den ukrainske menneskedukke, Valeria Lukyanova
… Som selv ifølge artiklen i GQ nægter enhver lighed med Barbie og kun har vedkendt sig at have fået lavet én plastikoperation (brysterne).

Trofaste læsere kender min fascination af Barbie. Jeg er ikke så stolt af den, fascinationen, men den er der, og den er betydelig. Derfor googlede jeg også i morges Valeria. Bare for lige at kigge.
Og artiklen fra GQ er faktisk rigtig interessant, blandt andet fordi den sætter fokus på det mærkeligt feministiske i Valerias projekt. 
Jeg kan ikke finde ud af, om det er søgt, men netop i Ukraine hvor piger ‘fødes til at blive hustruer og mødre’, har Valeria faktisk taget en eller anden form for kontrol tilbage. Hun har – med egne ord – ikke formet sig som en dukke for mændenes skyld men snarere for sin egen.

Som artiklen konkluderer:


“Valeria has gotten a degree of power, a degree of control, and a major say in her own destiny. It could be that the world […] have misjudged the Human Barbie in a fundamental way. Her steady drift from reality […] is not about submissiveness, fame, or snagging a husband. It could be about finding a way out, however random, bizarre, and costly the route appears from the outside. It could be about gaining some measure of freedom.”

Det er sgudda et interessant perspektiv. 
Og ret meget et stort fuck you til feminismens svar på den hvide heteroseksuelle mands overtag – nemlig at anskue kårene for kvinder i Østeuropa gennem den vestlige velstillede verdens feminisme. 
Selvfølgelig kan og bør præmissen diskuteres (’skønhed’ som en way out er vel overordnet anskuet en lidt ærgerlig rute at være tvunget ind på) og debatteres, men interessant er det da. 
Og underligt respektindgydende. 
Et andet afsnit i artiklen, som jeg bed mærke i, er det, der handler om, hvordan en heteroseksuel mand – journalisten i dette tilfælde – reagerer på hendes skønhed. For selvom hun ‘burde’ være idealkvinden, støbt i idealets form, reagerer journalisten sådan her ved deres første møde:

“Her beauty, though I hesitate to use the term, is pitched at the exact precipice where the male gaze curdles in on itself. Her features are the features we men playfully ascribe to ideal women; it’s how we draw them in manga and comics and video games. Except we don’t expect them to comply with this oppressive fantasy so fully. As a result, she almost throws our idea of a supervixen back in our face.”


Anyway. Læs artiklen – den er velskrevet og god. 
Især hvis man er lidt fascineret af det her plastic fantastic-værk. Og får sine fordomme lige tilbage i synet, når man læser, at transformationen ikke er noget, hun har gjort ‘for en mand’. Snarere tværtom. For at slippe for mændene.
At kvinden så er rygende racist sætter vi lige til side. Hun har nogle ret forskruede idealer og forestillinger om skønhed … nå ja og om (host host) dimensioner(!). Men projektet – at tage sin krop tilbage, midlerne underordnet – er da spændende.

Fra korthårede Barbie-dukker til “Er jeg lesbisk?”. Den strukturløse lebbe er tilbage

I dag over middag talte vi på kontoret om min meget skønne og lidt unge kollega. Hun er sygt forkælet. Mægtig fantastisk og sød. Og sygt forkælet.

Bevis #1: Hendes forældre har en swimmingpool.

… Men havde hun en af de der eldrevne minibiler, da hun var barn, spurgte min anden kollega?
Det havde hun nu ikke. Men den bil var vitterligt det ultimative statussymbol. Og så antallet af barbier. Jeg havde ikke så mange Barbie-dukker. Måske fem.
Jeg klippede en af mine barbier korthåret for at have en mand. Fordi jeg ikke havde en Ken-dukke. Og fordi mit lille dukkesamfund ville bryde sammen uden maskulint islæt.
Det sagde jeg til mine kolleger i dag. Og studsede så over, om det var der de første kim til min homoseksualitet og betragtelige betagelse af korthårede damer blev lagt?
Min weekend forsvandt i bloody marys og godt selskab fredag, semigrove tømmermænd, kort besøg af Bedstebøssen lørdag eftermiddag. Han havde hindbærsnitter med, hvilket resulterede i, at jeg voldtog Livslebbens den-der-box-hvor-man-kan-se-gamle-tv-programmer-på for DR’s Den Store Kagedyst resten af dagen.
Søndag forsvandt i gåture og resterne af den arbejdsbyrde, jeg ikke havde nået fra mandag til fredag.
Nå jo. Og så gik søndag også med at besvare en mail fra en forvirret måske-lebbe. Jeg får den slags henvendelser engang i mellem – og jeg kan rigtig godt lide dem – Fra kvinder (faktisk i alle aldre – fra 18 år til et-par-og-fyrre. Plus alt derimellem), der er i tvivl om de er lesbiske og spørger om min … vurdering. 
Det er skidesvært. For det eneste råd, jeg kan give, er egentlig, at de skal prøve det af. Jeg var ikke i tvivl om, at der var et eller andet rigtigt ved det med damerne, da jeg vågnede op morgenen efter mit første kvindekys for en otte-års tid siden. 
Du ved det nok først, når du prøver det. Og hvis det så føles totalt fejlagtigt, så er der jo ikke noget forgjort ved det. Så er det vel bare bye-bye punani og på gensyn penis.
Nå. Det var det hele.

Barbies (og lebbens) drømmehus.

Bedstebøssen er i Berlin. Jeg skulle have joinet ham i weekenden, men det virkede på en eller anden måde lidt for kontraproduktivt at drage direkte på Berghain i forlængelse af en uge med tavshed, rene tanker og vegetarmad.

Så jeg sprang over.

Det fortryder jeg en lille smule nu. For vi fangede lige hinanden på Facebook-chatten. Hvor han fortalte lidt om sine planer for i dag.

Og det viser sig, at han i dag blandt andet har planlagt en tur forbi The Barbie Dreamhouse Experience.

Jeg vidste ikke, at The Barbie Dreamhouse Experience eksisterede før dette øjeblik. Nu kan jeg ikke dø, uden at have besøgt The Barbie Dreamhouse Experience. Lad bare andre have deres Mekka. Jeg har min The Barbie Dreamhouse Experience.

Jeg har linket syv gange til The Barbie Dreamhouse Experience i dette indlæg i håbet om, at The Barbie Dreamhouse Experience-folkene tracker trafikken tilbage til Lebbelivet og forærer mig noget merchandise. Helst en prinsessedukke.

OMG. Okay.

The Barbie Dreamhouse Experience er et fuldstørrelse Barbie-hus, hvor man går rundt blandt fuldstørrelse Barbie-ting. Jamen for fanden da. Det lyder som paradis.

Hvis man ikke kender mig, ved man nok ikke, at jeg er grænsende til sygeligt besat af Barbie.

Det går afsindigt dårligt i spænd med min feministiske selvforståelse, at der ved siden af Kate Bornstein og Judith Butler i min bogreol står i hvert fald tre bøger om Barbie. Jeg har sørget for at sætte mit feministiske bibliotek ved siden af Barbie-bøgerne. For ligesom at opveje. Jeg er et sammensat menneske. Ikke så stolt af det.

Anyway.

Jeg fortalte mine kolleger om Dreamhouse Experience. Jeg tror, min besættelse kom bag på dem. Vi blev enige om, at jeg muligvis kun er lesbisk for at opveje min Barbie-fascination. Jeg blev simpelthen nødt til at kaste noget seksuel modvægt ind for at godtgøre, at jeg elsker – ja, elsker – dette sexistiske, platinblonde plastiksymbol.

Undskyld.

Nå. Men Dreamhouse er kun åbent frem til slut-august, så nu bliver jeg nødt til at få smidt en Berliner-tur ind i mine sensommerplaner.

Værsgo: Et indlæg om mine to vigtigste hobbyer

Okay. Det her er rent og skært indholdstyveri. Eller måske bare en lille reklaaame. Eller en anbefaling? Det afhænger af øjnene, der ser. Nærmere betegnet, om nævnte øjne tilhører en copyrightadvokat eller … mig.

Anyways. Henne på Autostraddle har de simpelthen lavet den ultimative liste, der kombinerer mine to vigtigste interesser:

  1. Dykede, tomboyede lebber
  2. Barbie (ja, det ved trofaste læsere godt)

De har seriøst lavet den ultimative top-75, der ranker Ken-dukker efter hvor lesbiske de er. Min yndlings er hende her nedenfor.

… Som bliver beskrevet som en, “som Jenny Schecter ville date i et afsnit eller to”. Rammende. Og irriterende. Fordi jeg hader Jenny Schechter af et inderligt hjerte. Og samtidig godt ku’ nærmest alle, hun nogensinde delte dyne med på nær Carmen, eller Yawn-men, som jeg lige – ja, jeg er ret opfindsom, nogen ville sige kreativ – fandt på, at hun også kunne have heddet.

Tjek hele listen her. Den er sjaaauw.

Og! Før jeg bliver skudt i skoene, at jeg er latemover, fordi det er tusind år, siden listen gik lebbeviralt, så bær over med mig. Jeg er ikke som sådan latemover. Jeg er bare lateblogger. Fanebladet med de 75 Ken-dukker har ligget åbent på min computer i halvanden uge. På MIN ARBEJDSCOMPUTER, vel at mærke. Meget vovet.

Kom ikke og sig, jeg ikke lever på kanten.

Lykkelig i London – en lesbisk guide

Retur fra London, men nu vil jeg bare retur TIL London igen snarest. Gå hånd i hånd og holde fri. Det er livet. Men det næstbedste er at skrive jer en lesbisk guide til London. Så I kan hoppe direkte i mine fodspor gennem byen på jeres næste visit. Kun lidt creepy.

Mest har vi bare vadet byen tynd, gloet på mennesker, besøgt obskure nichemuseer, sneget øl med ombord og drukket os fulde under åben himmel på toppen af en heeelt tom hop on/off-turistbus, danset til Pulp og lyttet til lesbisk debutantrap på Royal Vauxhall Tavern, set feministisk mini-comedyshow i Marylebone som to af blot ti publikummer (awwwkwaaaard) og spist Michelin-mad på Lyle’s.

Jeg fik også købt en nederdel, der ligner noget, som Barbie ville have på, hvis hun udkom i en Goth Edition, og så fik LL føjet endnu en tatovering til samlingen – Hun formåede simpelthen uden nærmest at gøre en indsats at finde den mest lesbiske lyserøde tattoobiks i Hackney. Homoer tiltrækker homoer.

Jeg forlod hende i salonen søndag eftermiddag i hænderne på helt karseklippet overtegnet kvindelige tatovør, og da vi et par timer senere mødtes igen, kunne LL fortælle, at den anden lige så lesbiske tatovør, mens LL var i hænderne på den første, havde arbejdet på en ligeledes lesbisk klient, der skulle på date samme aften. Men en kvinde, der gerne ville se Baywatch-filmen. Så. Det.

Nå. Men jeg tænkte faktisk lige at dele et par dejlige tip til en vellykket London-tur a la den såkaldt lebbe+LL.

De seneste par gange, vi har været af sted, har vi boet i Hackney/Bethnal Green-området. Hackney grænser op til Shoreditch og Brick Lane og har det bedste med fra naboområdet (god kaffe, listige specialbutikker, kreative cocktails), men er ikke helt lige så ramt af rædselsfuld hipsterturisme og two-for-the-price-of-one-atmosfære. Med andre ord: American Apparel (findes American Apparel egentlig stadig?) og Urban Outfitters er ligesom endnu ikke rykket den tand længere ud, så du har stadig en følelse af noget lokalt og ægte ( … hørte hun sig selv sige).

Denne gang boede vi i en Airbnb på selve Hackney Road, hvilket nedenstående anbefalinger også bærer præg af. Men du skulle tage at gøre det samme. Man har selvfølgelig længere til Big Ben, Madame Tussauds og Oxford Street, hvis man er til den slags, men man får til gengæld også en (liiidt mere) autentisk London-oplevelse og snakker rent faktisk med mennesker ved busstoppestedet og i kaffekøen, der bor og lever i byen – og ikke bare er på besøg.

Nå. Men here goes …

Den såkaldte lebbes såkaldt lesbiske guide til London:

Kaffen drak vi bedst på …

Lanark (262 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Lanark er et uprætentiøst og åbenlyst homovenligt ministed, der også sælger en smule hudpleje og andet spas. Prøv i øvrigt deres banh mi (vietnamesisk sandwich = det bedste fra to verdener: lyst hvedebrød OG koriander). Ejeren står selv bag espressomaskinen og er simpelthen bare så bundbehagelig og talkative.

Hackney Coffee Company (499 Hackney Road, London E2 9ED)
Her kommer du kun for kaffen. Seriøst. Servicen er – byens øvrige serviceniveau taget i betragtning – nærmest imponerende ringe. Men de er tilgivet, for kaffen er fuldstændigt fantastisk (og hvem siger også, at du behøver at have øjenkontakt med din barista, mens hun betjener dig). De sælger i øvrigt også deres egne bønner, så du kan tage oplevelsen med hjem på din egen AeroPress (eller coldbrew, der åbenbart er det nye) og således slippe for arrogancen.

Morgenmaden indtog vi på …

The Market Cafe(2 Broadway Market, London E8 4QJ)
Vi fandt Market Cafe lidt ved et tilfælde, men det viste sig at være et hjernedødt hyggeligt sted med opmærksom betjening, en avocadotoast der ikke var instagramværdig men lækrere, end jeg har smagt nogen steder. Og så var vi så heldige, at vi røg forbi en lørdag formiddag, hvilket betød, at vi kunne bevæge os direkte femten meter ned ad Broadway Market, da vi havde spist op, og dermed opleve det fine lørdagsmarked. LL kom hjem med sweatshirt med unikaprint, jeg kom hjem med gaver til to ud af tre babyer, som min vennekreds er nedkommet med de seneste par uger. Them breeders. Kunstneren bag LLs bluse kunne i øvrigt fortælle, at man i årevis har forsøgt at holde Broadway Market ude af turistbøgerne. Og det betyder faktisk, at man her stadig har et marked, hvor der absolut intet London-parafernalia er at spotte – ingen Big Ben-lightere, ‘all-I-got-was-this-lousy’-t-shirt eller shotglas med røde telefonboxe. Næste gang spiser vi dog på selve markedet i stedet for cafeen, for boderne bugnede af mundvandsigangsættende lækkerier.

Frizzante på Hackney City Farm (1a Goldsmiths Row, London E2 8QA)
Hackney City Farm er – især i solskin – den perfekte lille Christiania-agtige byoase med træer, rigtige(!) dyr og virkelig lækker bæredygtig morgenmad. Der foregår tusind sympatiske tiltag a la uddannelse og beskyttet arbejde, og så laver de fænomenal mad: Sid i den lille gårdhave og spis ristet banana bread med bacon og sirup. Seriøst. Gør det.

The Blues Kitchen (134-146 Curtain Rd, London EC2A 3AR)
Blues Kitchen er et lidt overvældende stort sted, hvor man har proppet rigtig meget indretning ind på de i øvrigt rigelige kvadratmeter. Tænk: impossant sydstats-cajun og neon (de har installeret en skinnende blankpudset campingvogn indendørs, hvis man skulle have lyst til at sidde i sit eget lille sneglehus) og ofte med levende musik. Du får sådan lidt en tacky kostumeoplevelse uden at det dog nogensinde kammer helt over … og så får du altså også de omtrent bedste vafler og eggs benedict i verdenshistorien. Perfekt tømmermandssted. NB! Bestil bord, de er populære!

Aftensmaden kan med fordel spises på …

The Manor (148 Clapham Manor St, London SW4 6BX)
LL og jeg sætter lidt en ære i altid at besøge en enkelt Michelin-restaurant, når vi rejser. Vi er begge madører par excellence, og hvor det kan være lidt vel pebret at spise stjernemad herhjemme, er det typisk meget mere overkommeligt i udlandet. Denne gang var vi faktisk på Lyle’s, men sidst vi var af sted spiste vi på The Manor i Clapham, og jeg vil klart fremhæve den som den stærkeste oplevelse af de to. Også hyggeligere indrettet i øvrigt. Men særligt maden! Tænk nordisk med et strejf af noget fransk high cuisine. Veltilberedt og lige tilpas eksperimenterende uden at blive myreåndssvagt (jeg fantaserer stadig om deres kombuchasorbet). Køb menuen og drik vinmenu til. Det er alle pengene værd.

Patty & Bun (flere locations, vi besøgte: 36 Redchurch St, London E2 7DP)
Seriøst en af de bedste, blødeste briocheburgere, jeg har smagt, og hertil seriøst gode fritter. Patty & Bun er et fuldstændigt værdigt alternativ til Byron, som man ikke længere som respektabel venstrefløjstype besøger, efter at de for et års tid siden blev knaldet i en større immigrantkontrovers. Men! Patty & Buns Shoreditch-filial lugter altså en lille smule af papirøhipsterness, så man skal være parat til en man bun eller to, før man entrerer.

Marksman Public House (254 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Marksman er faktisk udvalgt som årets pub i Michelinguiden i år, og ikke blot er deres cocktails formidable (vi drak mest deres gin med hjemmelavet lemonade. OMG), deres mad er også virkelig lækker: Klassisk engelsk (tænk pies og buns) med et twist af noget mere moderne og orientalsk. Bestemt et besøg værd – og husk at hoppe på tagterassen, når desserten skal indtages!

Homodansene skal helt sikkert danses på:

Royal Vauxhall Tavern (372 Kennington Lane, Vauxhall, London, SE11 5HY)
Stedet er nok mest et bøssedisko – den eneste lebbe, jeg så – ud over hende den 65-årige, som LL insisterer på prøvede at score hende på toilettet – var faktisk hende der stemplede vores håndrygge, da vi kom ind. Og så hende der optrådte. Men der er den samme hjemlige atmosfære som på Never Mind og en hyggelig rygerbaggård (til dem med den slags tilbøjeligheder), hvor man falder i snak på bænkene. Og så føler man sig ikke gammel som 35-årig, fordi publikum er afsindigt diverst på alle måder. Og! Så spillede de Pulp. Pulp! I 2017! Så kan en britpopper by heart altså ikke ønske sig andet. Hertil er RVT et socialt projekt, som foruden en række omfavnende lokale initiativer også altid har åben mic. Vi stødte fx på en hottt lesbisk (omend middelmådig) rapper, da vi kom forbi.
NB! Husk kontanter – de tager ikke kreditkort i indgangen.

Nå jo, og tatoveringerne kan man med fordel bede Ana fra Happy Sailor Tattoo (17 Hackney Rd, London E2 7NX) lave. Hun har en formidabel sikker streg, tegner selv (godt!) og der er da i hvert fald ingen tvivl om, at man støtter lidt lokal lesbianisme i hendes salon!

Boblerne (ikke dem i glasset – dem der næsten nåede med på listen)

Vi nåede aldrig forbi homoboghandleren Gay’s the Word (66 Marchmont St, Kings Cross, London WC1N 1AB) – selvom jeg faktisk elsker homobogbikse og fx har købt obskure LGBTQA*-tegneserier både i den i Barcelona og den i New York.

Heller ikke lebbebaren She Soho (23a Old Compton St, Soho, London W1D 5JL) – som også var på vores to-do – nåede vi omkring. Men den skal alligevel med i nærværende lesbiske guide til London. Fordi jeg bliver varm i kinderne blot ved synet af den superlækre lebbe, der pryder deres hjemmeside. Ja. Klik bare.

Begge boblersteder var ellers blandt jeres seje anbefalinger på min spørgepost. Men så er der jo også noget at glæde sig til neeext time. Som man siger.

Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme

Kan I huske dengang for længe, længe siden i sidste uge, hvor jeg (atter!) gentog, at jeg var fuldt ud villig til at prostituere mig til gengæld for sponsorgaver og ussel mammon? Jo, guderne ovre på Tiderne Skifter/Gyldendal hørte mig såmænd. Og sendte mig fluks ikke ét men TO eksemplarer af deres helt nye feministiske biiibel, ELITEFEMINISTERNE – 25 års udskældt ligestillingsdebat., redigeret af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.

En til mig … og en til en heldig læser. Woop woop!

elitefeministerne er også såkaldt lesbiske

“Elitefeministerne” udkommer først i overmorgen. Så jeg følte mig svært privilegeret, da jeg allerede i går aftes læste knap halvdelen, inden jeg lagde mig til at sove (blundende LL’s hoved er en glimrende bogstøtte).

Min fantastiske veninde har skrevet et af bogens kapitler, men det er ikke kun derfor, bogen gør mig varm om hjertet. Den gør det også, fordi feminismen virkelig er en helt afsindig fin og selvrefleksiv -isme. Ingen aktivister retter som feministerne ind ved kritik, lytter, prøver, ændrer. Og det er helt sikkert et af bevægelsens største akilleshæle. At vi feminister rent faktisk lytter og reflekterer og udvikler. men også det der gør feminisme så fucking sympatisk.

Det handler bogen faktisk også lidt om. Altså det her med feminismens flydende form. Bogen beskriver nemlig (gennem personlige beretninger fra forpersoner og medstiftere) historien om Selskab for Ligestilling (tidl. Kvindeligt Selskab) – helt fra organisationen blev stiftet i begyndelsen af 90’erne som et støtteben til KVINFO, till navneskiftet betød et gevaldigt opgør med 2. bølge-feminismen. Og man bliver ret så varm om hjertet og tænker over sin egen vej til feminismen, mens man læser. Promise.

Selv var jeg sen til at fatte, at det var feminist, jeg var. Lige som jeg var sen til at fatte, at det var lebbe, jeg var. De to ting fulgtes ad. Og selvom jeg – når jeg kigger tilbage – slet ikke er i tvivl om, at jeg altid har tænkt og ageret relativt feministisk (hvis vi øjebliksvist ser bort fra min Barbie-besættelse som jeg stadig er aldeles ustolt af), så var det slet ikke en titel, jeg vedkendte mig, før omtrent da jeg begyndte på uni og mødte min første damekæreste.

Hun blev min indgang til stoffet – og lesbianismen blev et meget direkte værktøj til at forstå ulighed mellem kønnene, og ikke mindst hvor mange normer, der – selv om man er nok så frigjort – bliver lagt ned over et heteroseksuelt parforhold, hvis man ikke er sig dem bevidst (min sidste mandekæreste vovede én gang, mens jeg vaskede op at joke med et eller andet a la “høhø rette plads, kvinde”, hvor jeg flegnede sidelæns, selvom han i virkeligheden havde ytret sig komplet ironisk og påtagende-sig-en-identitet-som-hulemand. Jeg kunne ikke ha’ det. Så meget som et sekund at blive placeret i den kasse.

Og så blev jeg lesbisk. The end.

NÅ. Men lad nu det ligge. I kan vinde en bog, kan I.

I skal bare senest på mandag kl. 12 skrive navnet på den sejeste feminist, I kan komme i tanker om – død eller levende (Joppa) og køn underordnet – i kommentarsporet (husk at kommentere med navn, så jeg kan fange vinderen!).

Så trækker jeg lod blandt alle indlæg mandag efter work. Vinderen får direkte besked.

(PS. Hvis man lægger nok filtre oven på et billede, matcher en orange spisebordsstol faktisk nærmest præcis den røde temafarve på en dansk lebbeblog. Fascinating.)

Hvor ulesbisk.

Jeg har svært ved at blogge for tiden. Og det er der en grund til. En herredårlig grund tilmed. Men en grund, trods alt:
Jeg har det nemlig bare sådan helt igennem ganske fantastisk godt. Tak. Jeg sagde jo, det var en dårlig grund.
Alt det her skriveri falder mig nok bare generelt nemmere, i de (tilbagevendende, I’m sure) perioder, hvor jeg går og tænker neurotiske, halvangste bekymringstanker – om det så i sidste ende er den tristesse, der kommer til udtryk i mine ord eller ej.
Men i disse uger kører det bare. Det hele. Mit liv er skønt og – med undtagelse af mit valg af sengekammerat – ualmindeligt lidt lesbisk. 
Og det betyder, at der ikke er så meget at skrive om. Andet end alt det kedelige:
Jeg holder påskeferie med stort P. Havde lige præcis tre feriedage, der skulle afvikles inden maj, hvilket betød, at forlænget skærtorsdagslangfredagspåskemandagsweekend blev til lang, lang, lang … dare I say it? … ferie. 
Ti dage. Sgu. 
Havde 5xYndlingshomoer forbi til påskefrokost i sidste weekend (og har praktisk talt levet af resterne hele ugen. Så. Meget. Mad. Hvor kom de seks forskellige slags ost fra? Vi spiste sgudda ikke ost i lørdags, gjorde vi?). 
På Bedstebøssens opfordring mødtes vi allerede klokken 15 lørdag eftermiddag. Og det var så-så-så godt, når vi nu knap kunne få snøvlet os færdige til at tage på Blok66 klokken tre om natten. Knap tolv timers fortættet samvær senere.
Men ej heller det var synderligt lesbisk. Bevares, vi var seks lebber (plus naturligvis BB) om bordet, men vi var nok mest bare venner. Mere venner end homoer lige den dag. 
Snakkede meget om Ukranian Human Barbie og normcore. Eller Enorme Kåre, som vi bare kalder ham. Og meget lidt om særligt meget andet. Så vidt jeg husker. 
Og sådan er det bare med alting. Ulesbisk og uinteressant og helt og aldeles ualmindeligt dejligt og let.
Jeg er underligt nyforelsket i Livslebben (der dog i disse dage har tilladt sig (hvor vover hun) at drage Jyllands-over). Der er bare så meget kærlighed og alt det der hele tiden. Forståelse. Nærhed. Igen: Kedeligt. Sødt, men kedeligt. For jer, altså. Ikke for mig. Nej nej. Jeg er helt opslugt.
Lige nu har jeg og en anden af mine virkelig gode bøsser fået lov at låne Bedstebøssens sommerhus på Vestsjælland, mens BB selv føjter rundt med familien i det nordafrikanske. 
Og vi slapper af. Får sovemærker på kinderne af spontane middagslure i sofaer. Sol-ømme øjne af læsning på terassen. Blå tænder. Af indlysende årsager. 
Men det er ikke spor homoseksuelt. Faktisk nærmest det modsatte. Sådan at dele en queen (pun not intended) sizeboxmadras med en mand. En mand! 
Eneste umiddelbare minus i dette øjeblik er egentlig, at jeg savner LL. Sådan helt ubeskriveligt. Og hundene. Som hun har taget med sig over til noget svigerfamilie, der nærmest hellere vil høre om dem, end om hvordan LL har det, når de ringer. 
Men det er god savn. 
Mere savn på: 
”Juhu, ingen grund til panik, for når vi hver især returnerer til hovedstaden, bor vi jo sammen og elsker hinanden, så jeg nyder bare lige at være lige præcis her, hvor jeg er”-måden 
… end savn på: 
“Avavavav jeg kan ikke være til stede i mit liv af bar’ savn, det er jo komplet uudholdeligt, jeg må hellere ringe til hende igen og igen og igen”-måden. 
Sidstnævnte er helt enormt trættende, jo. For mig, for LL og ikke mindst for dem, vi respektivt befinder os i selskab med i den givne situation.
Så det.
Der er sket et eller andet mærkeligt, som selvfølgelig ikke nødvendigvis er permanent (sagde pessimisten), men som jeg ikke desto mindre tillader mig at nyde i fuldfede inhaleringer lige så længe, som det varer ved. 
Noget u-angst. Noget, der vist handler om en helt ny og spændende tryg ro omkring kærlighed. 
… En tryghed, der gør, at jeg pludselig ikke freaker blot ved tanken om udeblevne sms’er, når LL sidder midt i påskefrokost med gamle venner fra en anden tid og ditto del af landet. 
Og netop den pludselige ro og plads, jeg mærker (så længe den varer ved! Pessimistlebben fornægter sig ikke), betyder på nærmest magisk vis, at sms’erne kommer. I lind og kærlig strøm. Og at opkaldene falder oftere. Fordi de ikke presses frem, og fordi de ikke – i fald de forsinkes af jysk svigerfamilies ændrede tidsplaner – følges af udskældt strafferi.
Mærkeligt selvopfyldende profeti. Begge veje. Sort snak. Undskyld.
Det handler selvfølgelig mest om en tillid dels til LL men i endnu større grad til mig selv, tænker jeg. Der er for fanden ikke partout lighedstegn mellem en forsinket sms og et forlist forhold. Breaking! En kortfattet & smileyfattig tekstbesked betyder ikke nødvendigvis, at nogen elsker mig mindre. Det er nyt for mig. Men sundt for alle.
Nå. Men jeg har det med andre ord skidegodt. Er det ikke bare kedeligt?

Postbud.

Nogle gange er det bedste, man kan gøre for sig selv, at læse et par popsangtekster. Hvem bliver ikke et rigere menneske af sproglige perler som fx dette uddrag af teksten til KESIs “Ku’ Godt”: 

“Hun ser så godt ud, at jeg har svært ved at holde mig tilbag’, snottud, selv uden makeup har hun flot hud, hun har hel’ pakken, du ved, postbud. Og se hendes vilde stiletter, hvordan de passer, se de vilde stænger, hun er Medina-lækker, ik’ en af dem man lige glemmer”

Postbud? Ja okay.

Eller hvad med et uddrag af “Starships” med Nicki Minaj, som jeg er mere fan af, end jeg ønsker at være ved. Lidt som med Barbie. Og dukkehuse:


“Jump in my hooptie hooptie hoop – I own that. And I ain’t paying my rent this month. I owe that.”

Åh, Nicki. 

Jeg er i bedre humør allerede.