Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: december 2017

SOMA er det nye FOMS er det nye FOMO

Vi holdt julefrokost i lørdags. Jeg har lyst til at skrive ‘traditionen tro’. Men jeg er oprigtigt i tvivl, om vi har gjort det før, eller om det bare føles som noget, vi helt sikkert bør gøre igen og igen og igen.

Vi var vel en 13-14 stykker til bords – tre heteroer og så ellers smukke repræsentanter fra LGBTQI*-spektret forresten. Som vanligt var det hjerterum mere end husrum, der drev foretagendet fremad på vores små 65 kvadratmeter. Nogle skulle kravle op i sofaen for at komme på plads ved bordet.

Endda var vi flere end først beregnet, fordi en af de dejligste bøsser i mit liv havde været til halvcrappy, småhomofobisk pligtfirmajulefrokost dagen forinden og af samme årsag havde forhånds-meldt-afbud til vores pga. udsigt til tømmermænd. Men da dagen oprandt trængte han simpelthen så meget til et fordomsfrit kram og lidt fjollegodt homoselskab, at han trodsede tømmermænd og ikke bare kom forbi men faktisk blev til alle (der ikke var i ulykkeligt alkoholfri omstændigheder!) havde indtaget så meget snaps, at de drog mod Nevermind.

Det var en af den slags aftner, hvor man bliver mindet om, hvor mange gode mennesker, man har samlet sammen i sit liv. Jeg kan ikke pinpointe præcis, hvad der gjorde selskabet så eminent – der var bare kærlighed, komplimenter og velvilje i luften, svin og fisk og æg på tallerkenen og intelligente, udviklende samtaler på tværs af bordet.

Jeg gik (ædru!) i seng klokken halv to med mild FOMO (som ellers for tiden er nærmest 100 pct. afløst af FOMS – fear of missing sleep) efter at have sendt alle mine yndlings videre på dødsruten mod Nevermind. Fanme sært at vade rundt uden den mindste promille i blodet og proppe glas i opvaskeren midt om natten, mens alle andre snapser den på favoritbaren inde ved Jarmers Plads. Er ikke decideret stolt af at erkende, hvor meget mit festlige liv hidtil har roteret om alkoholindtag. Men Nevermind på alko-tom mave. Det var mere end mild socialangst kunne holde til. Trods alt.

Men jeg savner simpelthen en fredagsøl, en god cocktail, et glas bobler helt vildt. Verdens mindste violin må være i fuld gang med at spille mig en serenade lige nu. Jeg ved det godt. Man må lide for babybyggeriet.

Til gengæld udmundede mit tiltagende SOMA (sorrow over missed alcohol) sig i følgende udvekskling mellem Bedstebøssen og jeg i sidste uge:

“Mig:
ÆV. JEG GAD GODT DRIKKE MIG GRATIS FULD TIL [unavngiven fest i reklamebranchen] PÅ FREDAG. Men jeg ligger som jeg har redt

BB:
Kan du ikke tage en fridag? Lige som når man er på slankekur?

Mig:
Jo – en cheat day, hvor man bare binger.

BB:
Det er der ikke nogle fostre, som har taget skade af.

Mig:
Føler slet ikke, jeg har drukket nok inden. Alle de spildte fredage. Uden alkohol.

BB:
Godt, vi drak 20 flasker vin i sommerhuset.”

… Touché.

HOMOFOBI ER KIKSET

SF Studios har lige offentliggjort traileren til årets store julefamiliefilm, “Jeg er William”. Jeg ved i sagens natur ikke præcis, hvad filmen handler om (og jeg ved ikke, om man kan læse lidt ung homoromantik ind i de blikke, de to unge drenge sender hinanden halvvejs gennem teaseren nedenfor – here’s to hoping!).

Men jeg ved, at onklen i filmen er en idiotisk homofob. Og jeg ved, at traileren fire gange på to minutter inkluderer ordet ‘homo’ brugt som skældsord. Jeg er helt ærligt lidt målløs. Er børnefilm virkelig ikke nået længere i 2017?

Det gør mig vred, at fans af filmen garanteret vil bringe nederen og letkøbte argumenter som nedenstående til bordet i deres forsvar af onklen og traileren/filmen:

1) “Det er jo bare for sjov – kan du ikke tage en joke?”

og

2) “Onklen er jo til grin – tydeligvis en fortabt type – og derfor er alt, hvad han siger kikset, det kan alle da se!”.

For den holder simpelthen ikke. Lige meget om børn(!!) kan aflæse onklen og hans udsagn som 100 pct. entydigt dumme (og kan de nu også det?), er replikkerne ikke desto mindre med til at reproducere en diskurs, som vi har kæmpet mod i så, så, så mange år.

Og selvom karakteren er en nar, kan replikken altså hurtigt få kultstatus alligevel. I husker måske – bare lige off the top of my head – “Spis nu skovsneglen, Mulle”.

Og vi har ikke brug for, at en netop så modtagelig målgruppe som børn får (yderligere) smag for at bruge “homo” nedsættende om alt fra pasta og golf … til hinanden. For “homo” som skældsord skal simpelthen bare ties ihjel præcis som hele den lange række begreber, der måske nok startede som uskyldige og neutrale termer, men som i de forkerte munde – og ytret med de forkerte intentioner! – får en helt anden klang.

For lige at opsummere:

‘HOMO’ ER IKKE ET SKÆLDORD, OG HOMOFOBI ER KIKSET (og det kan I jo fx lige gå ind og nævne på SF Studios facebookside, hvis I skulle få lyst … )

Det’ en ommer, SF Studios! (Apropos replikker, der lever videre)

Som ekstraglasur på toppen af kagen, valgte SF Studios for en stund at skjule alle kritiske kommentarer under opslaget på deres FB-side. Siden kom de heldigvis på bedre tanker og gjorde kommentarerne synlige igen, men der er stadig ikke skyggen af respons fra afsenderne. Til gengæld er det rart at se, hvor relativt enige alle kommentatorerne er om, at brugen af begrebet ‘homo’ i traileren er uhørt. Trods alt.

Åh! Og så har vi ikke engang talt om den ret så misogyne måde, filmen portrætterer kvinder på. Det må blive en anden dag.