Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: november 2017

Derfor elsker jeg LL. Kogt ned til seks ord og et emoji

Jeg er besat af vafler for tiden. Tror, det startede med en venindes forespørgsel om en brunchdate flankeret af mundvandsinducerende instagrambilleder af sprøde belgiske vafler med alskens lykke og kærlighed som topping. Dernæst læste jeg, at man kan lave SUNDE vafler af banan og chiafrø og helt uden sukker. Så det var nærmest dumt ikke at investere i en sådan kilde til fremtidig stensikker fitness. Host-host.

Så jeg var i markedet for et vaffeljern.

Men denne købetrang optrådte, forstås, i kombination med, at jeg er nærig. Og – relativt – decemberfattig, før december overhovedet er gået i gang. Og at skabene i vores miniaturesamtalekøkken allerede bugner af så ufatteligt et væld af køkkenredskaber, at de er svære at lukke. Slowjuicer, toastjern, brødrister and all.

Jeg befandt mig med andre ord i et af mit livs nok største dilemmaer. “To vaffeljern or not to vaffeljern?”, som en eller anden halvdramatisk gut vist engang ytrede oppe på Kronborg.

Og så er det nogle gange bare rart med lidt bekræftende opbakning hjemmefra. At erfare, at vi er fuldkommen på linje, når det drejer sig om at prioritere det store og væsentlige i vores lesbiske husholdning. At vi lige som ved, hvad der er essentielt for at drive et fornuftigt køkken:

…. Og nu er vaffeljern indkøbt med (forhåbentlig) lynhurtig levering i morgen – here’s to hoping, PostNord!

Romantisk peak hour

Mit romantiske liv peaker lige nu. Har netop inviteret LL til kalenderbegivenheden “VVS’eren kommer og kigger på radiatoren” fra kl. 7.00-7.15 i morgen.

Hjælp til dame-onani?

Okay-okay, det er en ret clickbait-ish overskrift. Undskyld. Men den er faktisk alligevel ret så rammende. For jeg HAR brug for jeres hjælp, og det HANDLER om kvinder, der onanerer.

Here goes:

Det sker, som I måske ved, at jeg – når tiden tillader det (efterhånden sjældent) – bidrager til seriedækningen i et dansk medie. Jeg har taknemmeligt frie hænder, og nu skal jeg nok skrive lidt om kvindelig onani i tv-serier. Med eksempler på både virkelig god, rammende, realistisk og sexet solosex … og det modsatte: Tåkrummende stereotyp, kikset, corny og urealistisk ditto.

Jeg tænker SATC, The L Word, Orange is the New Black, GIRLS … men har I flere eksempler? Hvornår har det været steaming hot, og hvornår har det været håbløst?

Hjælp?

I markedet for en stegepande

Scener fra et ægteskab:

I onsdags havde Livslebben købt lækre mørksejfileter med hjem fra fiskehandleren. Men fileterne gik i stykker under stegningen, og det var pandens skyld. “Den her pande ryger UD, når jeg er færdig”, skældte LL.

Fisken smagte nu altså dejligt alligevel – med løg og broccolisalat til.

Men da jeg morgenen derpå gik ned med skrald, tog jeg på LL (bare på hendes ord, dirty minds) og hev den udskældte synder af en stegepande med ned.

Stolt berettede jeg, da vi begge kom fra work, at panden var røget ud (signal: jeg er en dygtig kæreste, der lytter). Men – “så har vi jo ikke nogen pande”, kvitterede LL. Den skulle jo ikke smides ud, før vi havde købt en ny, vel, ubetænksomme såkaldte lebbe. Det kunne du vel have sagt dig selv.

Det korte af det lange er: Jeg i markedet for en stegepande.

Dagen i dag får karakteren 8/10*

Jeg betragter dagen i dag som en succes og tildeler den karakteren 8/10. Hvorfor? Jo, fordi jeg i TRE af hinanden aldeles uafhængige sammenhænge har skrevet det smukke lydmalende ord (eller: onomatopoietikon.  Look it up) “åhhhuwåååå”.

  • Dels i forbindelse med Ulla Pia-slagerhittet ‘Hele ugen alene’.
  • Dels i forbindelse med TV-2-klassikeren “De første kærester på månen”
  • Og dels i forbindelse med 90’er-baskeren “Jeg troede, du var hos Michael” (stadig en god sang).

Hertil fik jeg positiv respons på følgende går-den-så-går-den-bestilling til LL, som i øvrigt befandt sig mindre end en meter fra mig, da jeg skrev den:

OG så er dagen i dag også dagen, hvor min mor, min søde, røde, neurotiske økomor (har jeg nogensinde fortalt om min barndom? Hvor man fik ravkæder (flertal) om halsen, hvis man hostede (“de varmer”) og dråber af græskarkerneekstrakt at gurgle i, hvis man havde blister i munden (du har – jeg lover dig – aldrig prøvet noget så bittert. Din tunge bliver til en lille krøllet rosin)) kommer hjem efter tre ugers pensionistferie i Andalusien. Med daglige instagrambilleder (flertal) af … døre som følger (“jeg samler på døre”).

Hun er noget af det bedste i verden. Og kun ca. 38 pct. kuk-kuk.

Og så har vi også fået nye VINDUER i dag. Og der var kun hul direkte ud til regnvejret i en times tid. Succes!

Og Enhedslisten er ikke gået tilbage i København.

OG der kommer Bagedyst i aften.

*Ej. Jeg opgraderer fanme til 9/10.

Den tykkeste metafor i byen

I nat drømte jeg, at Riccos Kaffebar havde åbnet en ret træls, larmende Joe & the Juice-agtig filial i vores stue. Uden at spørge om lov. Så der var fyldt med kække, uhhhmpti-uhhhmpti-technomænd og gæster, der kæderøg i vores hjem.

Jeg måtte trække cafemanageren ved øret ned til kommunen for at få ham til at forstå, at man ikke bare kunne invadere andres bolig på den måde uden en tilladelse.  /Drøm slut.

… Men ud over det er jeg sikker på, at min underbevidsthed er totaaalt okay med den livmoder-invasion of the body snatchers-situation, jeg har kørende.

Ville ønske, at mit drømme-selv formåede at parafrasere på et lidt højere niveau end 8.-klasses dansktime.

Afsluttede i øvrigt natten med at drømme, at det regnede store, fede kakerlakagtige (godt ord igen) biller fra himlen uden mulighed for at søge ly. Nå jo, og at verden blev oversvømmet på katastrofefilmmåden. Vi kom med andre ord smukt igennem i hvert fald et par af de syv plager.

Hovedet langt oppe i røven

Der er en naturlig årsag til, at jeg ikke har blogget en skid på det seneste. Eller en helt vildt unaturlig årsag, egentlig. For der er noget stort, som fylder virkelig meget, og som jeg ikke lige har kunnet dele på bloggen. Og som medfører daglige udvekslinger a la denne mellem LL og jeg:

Ja. Der gror et lillebitte menneske i min mave. Sgu. Og ja, vores default-emoji er et hjerte. Corny shit. Næsten lige så corny som at lebberne skal være forældre engang til foråret.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt … og sådan.

Det er fucked up, nyt og stadig alt for teoretisk til, at jeg kan andet end at lave sjov med det. Og jeg har været oprigtigt bange for at breake det herinde, fordi jeg jo dermed indtager et temmelig nyt standpunkt. Men ovenpå et 2016, der var det mest rædsomme, vi kollektivt og LL i særdeleshed har oplevet nogensinde, var der bare et eller andet, der forrykkede sig. Der var måske nok bare pludselig plads til at tænke lidt længere og større, end jeg ellers almindeligvis bryder mig om. Fordi jeg blev konfronteret med en reel risiko for at miste min elskede (og det er altså udmærket brændstof til livsrevision, hvis det nu absolut skal være). Så vi begyndte at tale om muligheden i vinter. Sådan lige så forsigtigt og hvis-og-hvis.

Og så gik det hverken værre eller bedre, end at en perifær bekendt nogenlunde samtidig henvendte sig, fordi han var skruk og havde os i kikkerten som potentielle mor-targets, og det satte yderligere skub i tankerne. Det endte nu ikke med ham men i stedet med en herlig mand, som vi efter få forfejlede forsøg formåede (firdobbelt allitteration – jeg elsker mig!) at date os frem til på Regnbuebarn.dk.

LL og jeg har nemlig hele tiden – og heldigvis – været ret enige om, at hvis det skulle være, skulle det være med en donor, som barnet kunne lære at kende helt fra begyndelsen. Omvendt har vi været lorne ved at involvere vores bedstebøsser i projektet. Helt egoistisk vil jeg nok bare gerne kunne nyde mine venner uden logistik-udfordringer og potentielle sengetids-/glutendiskussioner.

Metoden var den gammeldags med kop, sprøjte og benene opad. Jeg troede ikke et sekund på, at det kunne virke. Lidt for hokuspokus-festligt, ik’? Men spermens veje er (åbenbart) uransaglige, og guds egen opskrift foolproof. Og efter to måneder var der bid. Og nu bor der på fjerde måned et begyndende menneske i min mave. Til scanningen lå fostertypen med hele hånden inden i kæften (like mother like baby) og gad ikke rigtigt stå op til fotografering klokken otte om morgenen (like mother like baby). Men da divaen m/k/* endelig berigede os med sit selskab var det tydeligt, at høn har arvet LLs flotte høje kindben.

Anyways. Vi er pænt oppe at køre, og øjeblikkene, hvor jeg tuder og råber “IKKE ALLIGEVEL! IKKE ALLIGEVEL!” tegner sig kun for cirka 35 pct. af det samlede billede … så alt er fint. Og LL har allerede købt ternede mini-Vans i størrelse ‘tre måneder’. Sindssygt fornuftigt, alligevel, at indkøbe mærkevarefodtøj til en, der ikke kan gå.