Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: august 2017 (side 1 af 2)

Kulturella not-so-much

Bedstebøssen troede – fejlagtigt – at vi skulle være finkulturelle (uden om Mamma Mia-oplevelsen) denne weekend. Og det troede jeg måske også. Men det var kun indtil jeg erfarede:

  1. At THE MAMMA MIA EXPERIENCE finder sted i Gröna Lund
  2. At Gröna Lund er et tivoli a la Bakken med forlystelser og alting

“Og alting”

Så nu er lørdagsplanen at prøve rutchebaner fra morgenstunden og lige indtil Niko byder indenfor på den græske taverna, der danner baggrundtæppet for aftenens underholdning. Men mon ikke vi når noget Moderna Museum om fredagen. Med mindre vi bare skal fika på Bjørn & Bennys hotel.

Shit, jeg glæder mig.

Breaking: I DAG KOMMER LL HJEM

Nu har LL været væk i næsten en uge. Og det har været cirka fem dage for længe. Selvom jeg har nået både koncerter med svenske 90’er-antikviteter på Loppen, middage med work, besøg hos moren i det jyske samt hos barslende veninde i det svenske. Egentlig ret effektive seks solodage, jeg har holdt mig.

Men nu er det også nok med det. Og frem for alt nok med billeder fra pools med bjergudsigt, som LL har haft den frækhed at sende mig i tide og utide. #notokay.

Til gengæld så drager jeg udenlands på fredag – jeg og Bedstebøssen fejrer jo forsinket kobberbryllup i Sverige. Ja, det er hermed (mere end) 12,5 år siden, vi slog os ned i samme rundkreds under rusdagene på obskurt humanistisk KUA-studie og faldt i snak, fordi vi havde den samme hvide klaptelefon fra Sony Ericsson … den dér, der “lidt lignede noget fra Apple”. Som min indgangsreplik ifølge BB lød. Jeg er sikker på, jeg indledte med noget langt mere sofistikeret.

Trofaste læsere ved allerede, at vi skal bo på Abba-hotellet og have the full Mama Mia!-experience. Det bliver så godt. Altså, sådan helt vildt godt. Især fordi vi – konsekvent! – i vores mailkorrespondance med Abba-menneskerne har underskrevet med et “And: Thank you for the music!”. Jeg synes personligt det er et ret smukt touch.

Vi har i øvrigt gjort det meget klart for både hotel og eventmennesker, at vi er i den svenske hovedstad for at fejre vores kopparbröllup … så vi satser stærkt på en vis grad af særbehandling af det deeejlige brudepar. Med andre ord: Dyb skuffelse hvis der ikke er strøet rosenblade ud over sengen/stillet en brudesuite til rådighed.

Nå. Men nu lander LL altså lige om lidt. Det er to timer siden, hun gik offline på Messenger, og det betyder, at hun nu er to timer tættere på mig! 😍

 

Når man lukker faneblade …

… Og opdager, at dagens overspringshandlinger har resulteret i en nærmest færdigplanlagt tur til Rom (Airbnb, tjek, Momondo, tjek, Norwegian, tjek, Hotels.com, tjek,  DMI – ‘byvejret i Rom i november’, tjek, Googlesøgning + tre links til “best ice cream places in Rome” … motherfucking-tjek).

Hvorefter jeg naturligvis kommer i tanker om, at jeg faktisk ikke har råd til flere spontane weekendture, hvis planen om fjorten dage på hesteryg i Sibirien næste sommer (ja, jeg mener det seriøst) skal holde stik.

Heller ikke selvom vi faktisk kunne komme to personer af sted til Rom i fire dage inklusiv fly og lejlighed i trendy Testaccio i november for under DKK 3500! Og isen er også billig dernede. Og frygteligt god.

*suk*

Græsenke for nærmest evigt (no jinx)

Fordi jeg nok er verdens bedste kæreste (fact), stod jeg op klokken kvart over fem i morges (mens det stadig var mørkt, for god’s sake) for at køre LL til Kastrup, så hun kunne nå check-in klokken nul-seks-nul-dut.

Og som om det ikke var alt rigeligt, 1) at sende LL sydpå til Søster Lystig i en hel uge, og 2) at stå op klokken fucking.fem … jo, så tog jeg sandelig også lige på vejen hjem til Vesterbro en umotiveret halvtimes-detour til Hvidovre/Avedøre, fordi jeg åbenbart er ude af stand til at aflæse to meter høje motorvejsskilte med afkørsler mod København. FML.

Og hun skal være væk en uge. Eller i hvert fald seks dage. Og så længe tror jeg faktisk ikke, vi har været væk fra hinanden i seks år. Og jojo, det har vi jo nok. Og jeg skrev sikkert præcis det samme sidst, hun tog væk uden mig. Men der er godt nok langt til Spanien. GODT nok.

Pride gør glad. Sgu.

Åhhh, jeg havde en skønno Pride.

Den sluttede dog allerede ved halv ni-tiden, fordi månedsvis med heavy duty lændesmerter sjovt nok ikke lod sig drikke væk (lægen har sagt ‘iskias’ og henvist mig til en fys, og jeg var bare glad for, at lægen ikke sagde ‘lumbago’, for jeg føler mig ærligt talt i høj nok grad som en firsårig, der har gjort i buksen, når jeg skal rejse mig op/have bukser på om morgenen, uden at få klistret dén mærkat på ryggen).

Vi har jo vores faste Pride-ritual, der kører på i hvert fald fjerde år nu, at dømme efter de Facebook-minder, der dukker op i august hvert år. Vi mødes hos en af de allerdejligste bøsser med en ordentlig flok, indtager snacks (i flydende såvel som fast form), går på gaden, tager AWESOME gruppebillede, bevæger os mod optog (inklusiv hunde i regnbue-kostume), ser optog gå forbi fra ende til anden, cykler mod Jarmers Plads i røven af optog – med stop i Netto på Vesterport efter forsyninger (altid inklusiv in 47’er til LL, som hun aldrig har bedt om, men som hun ikke desto mindre nu skal(!) have, for at det føles rigtigt). Derefter overlevering af homohunde til yndlingspasseren, der – som ved et rent tilfælde – også er en af de gode bøssers moder og fast paradevagt. Og så ned i Pisserenden og kramme og danse med alle de andre glade.

Jeg var i øvrigt nedringet i lørdags, det sker sjældent og resulterede i en kavalergang med lige dele glimmer og skægpest, fordi bjørnet bøsse følte for at gnubbe sit glitrende fuldskæg af mellem patværket. Nå. Men. Jeg og LL bevægede os mod Rådhuspladsen halv otte, og det blev dødsstødet for mig, for det dræbte virkelig festen at gå fra niceness foran Log Ladyen i Studiestræde og direkte ned til Pride Squares mærkværdigt provinsregnbueorgie inklusiv sambabuksebeklædt singback v/ grand prix-ikke-vinderen Anja.

Jeg gad ellers godt have hørt Peaches, som jeg senest hørte i sådan noget 2004-ish til en Vice-fest på Refshaleøen, dengang der stadig var ufremkommeligt og fjernt derude. Var det godt?

Firsernes anti-AIDS-aktivister var lavet af ufortyndet sejhed. Fact.

Jeg er ved at læse en bog. Eller – jeg er ved at læse en hel bunke. Men jeg er især i gang med én bog, der er så klog, at:

  1. Den tager mig en rum tid at fortære
  2. Den side-for-side minder mig om, at det er ved at være ti år siden, jeg sidst beskæftigede mig med akademiske tekster.

En bog med fodnoter, I ved. Og kildehenvisninger!

Den hedder The Life and Death of ACT UP/LA  og er en vild gennemgang af de seneste 30 års anti-AIDS-aktivisme. For de uindviede (= mig før jeg modtog bogen) er ACT UP en forkortelse for ‘Aids Coalition to Unleash Power’ (de kunne noget med akronymer i firserne). Således er bogen et langt, crazy ride gennem koalitionens modige kampe, der blandt andet inkluderede:

  • Protester mod den katolske kirke, der notorisk nægtede at anbefale safe sex
  • Aktivisme mod FDA (fødevaremyndighederne), der var sygt sløve til at få godkendt AIDS-medicin (har hele tiden lyst til at synge “Hey! Hey! FDA, how many people did you kill today”?)
  • At få myndighedernes øjne op for, at AIDS ikke var en fucking bøssesygdom, men også smittede heteroer (ffs)

Med andre ord: Perfekt Pride-læsning! (Glæder vi os til på lørdag? Gør vi? Ja? Mig finder I som vanligt inklusiv udklædte hunde på Vesterbro. Mild, ikke-diagnosticeret, bevares, socialfobi umuliggør paradekørsel, men mit entourage og jeg følger efter optoget og rammer Pisserenden, når der har passeret så tilpas med alkohol under vesten, at 50.000 mennesker – forhåbentligt flere iklædt DR-trøjer – virker som en overskuelig havefest.

Anyways. Jeg fik ACT UP-bogen tilsendt fra de rare mennesker i Cambridges presseafdeling, og – lidt som det bliver tydeligt i den Radiolab-episode, jeg nævnte i går (hvis ikke I har hørt den, så kom i gang … og vent med at læse videre, til I er færdige, for der venter en spoiler ret forude) – så skal vi fanme ikke glemme, hvor kort tid det er siden, vi fik tilkæmpet os de skide rettigheder … og ej heller ksal vi så meget som fem sekunder slå ud af hovedet, at bøsser i vores levetid (firserbarn her!) – i vores levetid! – er blevet anset for ganske kuk-kuk (intet svensk pik-pun intended) og helst ikke skulle nærme sig hverken børn eller militær (læs selv Informations fine Pride-artikel).

Full disclosure – der er altså aftner, hvor Jesper Stein-krimien kalder højere på mig end tætskrevne universitetssider, indrømmet, men jeg er for realz meget opslugt af bogen. For er det ikke bare sjovt/trist/tankevækkende, at venstrefløjsaktivisme (inklusiv anti-AIDS-varianten, viser det sig) apparently ikke kan eksistere uden interne kampe (hørte jeg nogen hviske ‘intersectionality’?). Jeg har været inde på det mange gange før, men det er bare som om, at det godes kamp nogle gange er ‘for god af sig’. Fordi der visse steder på venstrefløjen bare eksisterer en lydhørhed, der er megasympatisk, og som jeg ikke ville være foruden – men som også kan risikere at spænde ben for (hurtig!) fremdrift, fordi vi altid bliver nødt til at stoppe op og lyyytte til kritikken af vores handlinger – for ellers er vi jo ikke bedre end vores modstandere!

PS. Prøv at se, hvor klog/spændende bogen ser ud:

 

Om ligestilling og gondoler (ja!)

I går hørte jeg et podcast, som gjorde meget stort indtryk. Jeg er jo dronningen af podcast og vil på det varmeste anbefale Radiolabs podcasts, der er gode – især hvis man kan leve med den lidt mere samplede, collage-klippede stil, de holder sig. Og det kan jeg godt.

Den, jeg hørte i går, hed The Gondolier. Og det er svært at sige særligt meget om den uden at spoile. Men den handler om identitet. Og om køn, feminisme og ligestilling og svære kampe og om, hvordan og hvorfor man kæmper dem … eller lader være. Og den er tankevækkende og godt i tråd med tanker, jeg selv har gjort mig.

Hør den lige. Så kan vi snakke videre bagefter, ik?

Livet i overhalingsbanen

Du spørger, om mit liv er spændende.

Jeg svarer: SÅ spændende.

Du spørger: Men hvor spændende?

Jeg eksemplificerer med et uddrag fra min seneste messengerchat med LL:

SÅ spændende.

Dovenskab

Propper I også nogle gange bare menstruationskoppen tilbage i fissen, selvom jeres menstruation er stoppet, fordi I ikke lige ved, hvor I ellers skal gøre af den?

Altså jeg gør ikke.

Skal vi virkelig klappe i hænderne over Pixars animerede homokortfilm i 2017?

// Disclaimer: Jeg har – efter at have udgivet indlægget nedenfor – erfaret, at jeg har været aaaalt for hurtig på homoaftrækkeren. “In a Heartbeat” er nemlig, viser det sig, ikke en Pixar-produktion. Men derimod en Kickstarter-finansieret “in the style of Pixar”-kortfilm. Fordi der har været nok mennesker, der mente, verden havde brug for en homotegnefilm til, at projektet kunne crowd-fundes. Og det er jo sådan set meget sympatisk. Så nedenstående multinational-koncern-pink-washing-kritik kan I i princippet stikke skråt op. Det er reelt fake news. Bare kald mig Breitbart. //

Har I set den? ‘In a Heartbeat’ – den nye ‘animated short’ fra Pixar? Også kaldet Pixars take på en #evak? Ellers kan I se den nedenfor. Den er megasød. Og jeg tudede også lidt. Men.

Jeg synes helt ærligt, at den lugter en lille smule af pink-washing. Pixar er sgu hoppet en postgang for sent på mangfoldighedsbussen til, at filmen bør gå viralt og “tage internettet med storm” (som BoredPanda rapporterer).

Here’s why:

a) Filmen røvsyg, sådan rent  narrativt (Spoiler alert): Dreng er forelsket i dreng. Dreng tør ikke helt vise sin forelskelse. Dreng ender ved et uheld med at blæse sin forelskelse ud over hall’en på deres skole. Drengs hjerte brister. Dreng bliver flov og flygter ud bag et træ. Anden dreng opsøger ham og heler hans hjerte. Love. The End.

b) Animationsstilen er gammeldags (tænk tidlig Toy Story blandet med et SpongeBob SquarePants-agtigt 2D-hjerte).

c) Havde historien handlet om heteroseksuel forelskelse, ville den være endt i papirkurven på Pixars pitch-kontor. Den er simpelthen for tynd. Og det er simpelthen ikke længere sensationelt nok at to fyre er forelskede til, at det kan bære en i forvejen tynd historie.

Hvis Pixar havde lavet den her kortfilm for ti år, nay, fem år siden. Så havde jeg måske været på halen over progressiv amerikansk multikoncern.

Men nu er de jo bare medløbere.

Det er lidt som med den flotte regnbuefarvede Tuborg Pride Edition-dåse. Jeg blev så glad, da jeg så den. For de drikker Tuborg i stor stil i både Rusland og Tyrkiet. Som i: i stor stil(!).

Men ved I hvad? Jeg forhørte mig hos bekendt på Carlsberg (der jo ejer Tuborg), og Pride-udgaven bliver udelukkende lanceret på det danske marked. Det bliver altså ingen regnbuedåser på Den Røde Plads. Og det hele bliver sgu lidt fladt, når Tuborg samtidig er garant for de mest stereotype mandehørmsreklamer.

Og det er fanme for nemt at købe ind i homohypen men ikke walk-the-walk hele vejen ud i de afkroge, hvor det er reelt svært at være homo og kontroversielt, når en gigakoncern viser sine sande (regnbue)farver. Ligesom det også er for let at lave en homokortfilm knap et år efter, at hele verden har heppet på #Evak, og efter at HBO har fornyet “Looking” i hvert fald én gang.

Og bare fordi DET ER FØRSTE GANG, PIXAR VISER HOMOKÆRLIGHED, så skal vi altså ikke klappe i hænderne, når de gør det alt, alt for sent (og i øvrigt lader skærmen gå i sort inden det afsluttende filmkys, så vi blot ser de to homodrenges hjerter forenes mod en sort baggrund. Gab. De har sgudda snavet på tegnefilm lige siden #udensamtykke-kysset i Tornerose).

Nå. /rant over. Her er filmen:

Ældre indlæg