Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juli 2017

Rigtige venner …

… kan genkendes på, at de har et customized emoji i Messenger. Og ikke bare den blå opadvendte standard-tommel. Mine de bedste har henholdsvis hjertet, solen, kaninen og hundelorten. Homo-madklubben har selvfølgelig en regnbue.

Når Berlingo *ikke* bare er en kæk måde at sige Berlin på.

Argh. Jeg vil gerne snart skrive noget sjovt og opløftende. Men mit liv går sin slagne voksengang, og det mest spændende, der sker, er at LL er ved at få mig overtalt til at lease en Citroen Berlingo (som jeg sent i går fik kaldt en ‘Toyoto Berlinga’, hvormed jeg afslørede mit indgående kendskab til biler).

Selvom Berlingoen faktisk er den eneste bilmodel, jeg aktivt afskyer. Og dermed faktisk nok den eneste bilmodel, jeg har et egentlig forhold til.

Men LL udfører jo håndens arbejde (og ikke kun i soveværelset, hvis I forstår sådan en lille én), så hun har brug for lidt ekstra bagtil (og ikke kun i soveværelset, hvis I forstår SÅDAN en lille en). Og jeg har veto’et en varevogn uden bagsæde, for (og det her ER et validt argument) hvad gør vi så, når Bedstebøssen gerne vil med i IKEA? Hva? Svar lige på det.

Nå jo. Og så har vi købt en kolonihave. Der skal sættes i stand, selvfølgelig. Ellers kunne vi da knapt genkende os selv. For nu er vi jo så småt færdige med at renovere håndværkerhylet, og jeg er åbenbart trådt ind i et parforhold hvor perioder uden DIY-projekter og kun med Netflix, chill og bliss er en utopi.

Ja! Men vi har simpelthen fået et frimærke med græs i en københavnsk forstad cirka 30 minutters cykeltur fra Vesterbro. Og hun hedder Slap a’, og dén titulære opfordring kommer vi nok en skønne dag til at kunne efterleve, når vi (og her er ‘vi’ brugt ret løst) er færdige med at rive en væg ned og genopføre en anden, bygge en terrasse, sætte en havedør i, gennemluge en have, bygge et soveværelse … plus det løse, I ved. Ej. Jeg overdriver. Slap a’ er noget af det hyggeligste, jeg har mødt og skal bare have lidt kærlighed, så er den potte ude.

Anyways. I nat skal vi sove der for første gang. Sååååeeøhh. Over and out, lebber!

Øhmn. Kan vi måske holde igen med shamingen … eller skal jeg bare græde mine hvide cis-tårer i stilhed?

Okay. Det her er sådan et træd-særdeles-forsigtigt-indlæg. Og jeg er faktisk i tvivl, om jeg bare burde holde käftan og tjekke mit privilegium. Men jeg faldt lige over den her artikel på Medium.com. Den hedder “To the cis person angrily sharing news of the Trump transgender military ban”.

Og dermed kunne den jo praktisk talt have heddet “Kære såkaldte lebbe”, for jeg var vred og frustreret og delte et indlæg i går, hvor det klart var netop den frustration og vrede, der blev brændstoffet bag. Og selvom jeg er lesbisk, bevares, er jeg stadig cis. Jeg ligner en stereotyp heteroseksuel kvinde. Deri ligger mit privilegium. Og derfor er det en lille smule farligt at skrive følgende.

For artiklen på Medium.com opfordrer til, at alle cis’er, der arrigt delte nyheden om Trumps seneste vanvidsdeklaration, måske skulle tage at kigge indad og se, hvad de selv gør for transkønnede/ikke-binære. Sådan i det daglige. Hvordan de selv aktivt i deres hverdag kunne bidrage til at beskytte og bakke op om transkønnede/ikke-binære. Og det er helt sikkert vigtigt og rigtigt. Vi kan alle sammen gøre mere.

Men nogle gange synes jeg altså også (og nu bliver det farligt), at der i feminismens/kønsaktivismens hellige navn bliver bidt lidt i nogle fodrende hænder (hvis vi et øjeblik kan bruge den metafor uden at lave et hierarki med mere-værd-mindre-værd og ‘fodrer’ og ‘fodret’).

For jeg vil godt vædde med, at der ikke er nogen cis’er, der har delt Trump-nyheden plus en vred kommentar i ond mening. Seriøst.

Og der går altså en lille smule shaming i den nogen gange (i hvert fald anskuet med mit privilegerede, ‘passer-ind-i-de-eksisterende-normer’ cis-blik, som jeg godt ved, jeg skal tjekke, og i stedet lytte til minoriteternes egen stemme. Og jeg er også opmærksom på, at jeg måske græder salte, hvide cis-tårer lige nu).

Men den shaming tror jeg bare ikke nødvendigvis er gavnligt for sagen. Den sag vi jo alle – allies, cis’er, non-binære, transkønnede, LGBTQI*’er og så videre – kæmper på samme side af, når vi bliver frustrerede over Trumps seneste ondskabsaktiviteter. Vi kæmper ‘bare’ med forskellige udgangspunkter.

Jeg ser det også i feministiske fora – at nybegyndere ud i feminismens skønne kunst stiller spage, nysgerrige rookie-spørgsmål, hvorefter de på det nærmeste bliver skriftligt angrebet af garvede feminister eller minoritetsrepræsentanter, der svarer, at disse FANME ikke skal agere Google for sådan en grønskolding, og at man må informere sig selv og komme ind i kampen, når man har educated sig.

Og jeg kan altså være bange for, at det skræmmer nogle potentielle fremtidige mega-allies væk.

Jeg forstår godt, at man som minoritetsrepræsentant kan blive træt og trist over igen og igen at skulle forklare sig. Og jeg forstår godt behovet for det indlæg på Medium.com. Det gør jeg vitterligt. Og jeg anerkender til fulde, at tiden er inde til, at de (vi) privilegerede træder i baggrunden og lader minoritetsstemmerne blive hørt (men så skal jeg måske alligevel bare holde min kæft og slet ikke publicere denne her svada?).

Men feminisme, antiracisme, krop- og kønsaktisme ligger mig meget på sinde. Det er kampe, jeg ønsker, at vi vinder, fordi det er det bedste for kollektivet – selvom jeg helt personligt (med undtagelse måske af kropskampen, idet jeg som plussize falder uden for idealet) kunne leve tilbagelænet og lykkeligt no matter what. Så jeg kæmper som allieret. Og jeg prøver at lytte. Og nu græder jeg lige lidt flere hvide cis-tårer afslutningsvist:

… Men kan vi ikke prøve med guleroden frem for skampisken af og til? Blive bedre til at skille modstandere fra uvidende/nyslåede allierede?

Og lad os så lige afslutningsvist huske:

*Tilføjelse: Og som klog bloglæser lige tilføjede henne på Facebook: “Det er svært at være allieret men husk *insert kærligt-skammende pegefinger* det er sværere at være dem man er allieret for.” Det kan næsten ikke siges sandere, vel?

Trump gør det igen

Jeg er ikke den første og heller ikke den sidste, der siger det her. Og jeg er ikke engang tilnærmelsesvist den, der formår at sige det mest elegant – endsige den der siger det mindst klichebåret. Men.

Donald Trump gør mig bange.

Jeg kan snildt grine af SNLs parodier og al hans håndtryks-ståen-forrest-på-gruppebilledet-wrestle-fjollethed. Men man må ikke glemme, at der bag alle fjollerierne sidder en gal mand. Med magt. Med mest magt i verden.

I ved det nok allerede – jeg læste det netop på BuzzFeed – men here goes: Mr. President of the USA har besluttet, at transkønnede ikke længere er velkomne i det amerikanske militær.

Han sendte følgende melding ud over tre tweets (!) i morges, US time:

“After consultation with my Generals and military experts, please be advised that the United States Government will not accept or allow // Transgender individuals to serve in any capacity in the U.S. Military. Our military must be focused on decisive and overwhelming // victory and cannot be burdened with the tremendous medical costs and disruption that transgender in the military would entail. Thank you.”

Jeg er pacifist til benet med roser i geværet og alting, og for min skyld kunne vi snildt *nedlægge* militæret. Imagine if we could. Men det er for så vidt underordnet i den her sammenhæng. For her må vi forholde os til tingenes tilstand. Militæret er en kæmpeinstitution i USA – og en institution, der er forbundet med ære og stolthed og support-the-troops og thank-you-for-serving.

Og den institution vil man med ovenstående vedtagelse udelukke en række mennesker fra at være en del af. Med verdens dummeste begrundelse: For det er altså ualmindeligt fucked up at bruge begreber som “disruption” som argument mod transkønnede i militæret. Det handler jo alt sammen om at fremmedgøre. Understrege et ‘dem’ og et ‘os’.

Fy fan, det er ufint. Læs artiklen her.

KONKURRENCE: Når læselebben fejrer sommerferie, drypper det på degnen (jer!)

(Der er en konkurrence nedenfor. Så du kan jo bare skippe forbi alt det her sniksnak, hvis du kun er her for at vinde.)

Jeg tilbragte sidste uge på en vaskeægte tour-de-dansk-sommer-force. Vi pakkede bilen med kroket, hunde, optimistisk løbetøj (der stadig ligger aldeles ubrugt i kufferten, surprise) og den her bunke sommerlæsestof (hvor Zadie Smiths “Swing Time” endda mangler, for den blev – i samme sekund, jeg var færdig med den – lånt videre med store, varme anbefalinger!):

… og så drog vi ellers først til Skagen til svigerforældrene og siden til Kalundborg i sommerhus med yndlingsbøsserne og usandsynlige mængder rosévin. LL og jeg ankom lidt senere på dagen end bøsserne – så de havde handlet. Herunder ni flasker rosé, en flaske gin og en sixpack, ’så vi havde alkoholforsyninger til et par dage’. Klip til fuldetossedans ved totiden og ni tomme vinflasker.

Jeg er begavet med junifødselsdag og ønsker mig altid gode bøger. Til sommerferien. Bunken ovenfor er årets høst. Plus det løse. Den næstøverste, Mithu M. Sanyals “Voldtægt”, fik jeg endda to gange. Dels af de rare mennesker på Tiderne Skifter og dels af min rare veninde, der jo ikke kunne vide, at de søde forlagstyper havde sendt mig et eksemplar til anmeldelse (… OG LOVET MIG ET TIL UDLODNING TIL JER). Jeg glæder mig sindssygt meget til at læse den. Men jeg tænkte, vi kunne gøre det til sådan lidt et fællesprojekt.

Så: KONKURRENCE: VIND “VOLDTÆGT” af MITHU M. SANYAL

Sådan deltager du:

Du, kære læser, skal såmænd bare skrive et lille pip af en slags – anything goes (men *host-host* ros er naturligvis altid skønno) – i kommentarfeltet nedenfor (og husk at oplyse din emailadresse – den bliver ikke offentliggjort på bloggen, men jeg skal jo gerne kunne give vinderen besked!) senest onsdag d. 19. juli klokken 12, så trækker jeg lod blandt deltagerne, og en heldig vinder får altså et eksemplar af Sanyals nye og meget roste (se bare Politikens anmeldelse) sendt direkte til døren!

Jeg glæder mig sindssygt meget til at læse den. Voldtægtsdebatten ligger mig inderligt på sinde, og jeg er på halen over Politikens Roskilde-dækning i år, #roskildeudensamtykke, som har været DYBT tiltrængt. Og vi er ikke færdige med at snakke om voldtægt endnu (heller ikke på Rossen, at dømme ud fra facebookkommentarer under artiklerne, der starter med diverse udgaver af noget, der lettest kan oversættes med et “nu er det ikke for at victim blaime, men …”). Så jeg glæder mig til at parallellæse Sanyals bog sammen med en heldig læser, og forhåbentligt blive endnu klogere.

Nu er jeg hjemme på Vesterbro igen. Og savner allerede Kaluntenborg. Og bøsserne. Og ikke mindst Dragsholm Slot, hvor vi indtog fredagens overdådige michelinmåltid i Slotskøkkenet.

Som I ved, er LL og jeg nogle madører, og det er bøsserne M&M også. Vi har alle prøvet vores bidder af det europæiske michelinkøkken, og ikke desto mindre var vi helt enige om, at menuen ‘Tid&Sted’ på Dragsholm Slot er i top-tre over bedste madoplevelser, like, ever. Wow, hvor var det vildt. Her er et billede af min tallerken efter hovedretten, der bestod af den bedste rødbedesymfoni, du ikke kan forestille dig. Jeg måtte tøjle mig for ikke at slikke den ren. Tallerkenen, forstås.

 

Værsgo: Et indlæg om mine to vigtigste hobbyer

Okay. Det her er rent og skært indholdstyveri. Eller måske bare en lille reklaaame. Eller en anbefaling? Det afhænger af øjnene, der ser. Nærmere betegnet, om nævnte øjne tilhører en copyrightadvokat eller … mig.

Anyways. Henne på Autostraddle har de simpelthen lavet den ultimative liste, der kombinerer mine to vigtigste interesser:

  1. Dykede, tomboyede lebber
  2. Barbie (ja, det ved trofaste læsere godt)

De har seriøst lavet den ultimative top-75, der ranker Ken-dukker efter hvor lesbiske de er. Min yndlings er hende her nedenfor.

… Som bliver beskrevet som en, “som Jenny Schecter ville date i et afsnit eller to”. Rammende. Og irriterende. Fordi jeg hader Jenny Schechter af et inderligt hjerte. Og samtidig godt ku’ nærmest alle, hun nogensinde delte dyne med på nær Carmen, eller Yawn-men, som jeg lige – ja, jeg er ret opfindsom, nogen ville sige kreativ – fandt på, at hun også kunne have heddet.

Tjek hele listen her. Den er sjaaauw.

Og! Før jeg bliver skudt i skoene, at jeg er latemover, fordi det er tusind år, siden listen gik lebbeviralt, så bær over med mig. Jeg er ikke som sådan latemover. Jeg er bare lateblogger. Fanebladet med de 75 Ken-dukker har ligget åbent på min computer i halvanden uge. På MIN ARBEJDSCOMPUTER, vel at mærke. Meget vovet.

Kom ikke og sig, jeg ikke lever på kanten.