Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juni 2017 (side 1 af 2)

Ægte love

Ægte kærlighed er at ringe til sin LL for at bede hende tage et par flade sko med, når hun henter mig fra work, så vi kan kolonihavespionere på grusede ujævne havegange. Og hun så allerede har startet bilen og er på vej. Med Converser i bagagerummet, vel at mærke, fordi hun efter seks års parforhold bare som udgangspunkt antager, at jeg har gakkede sko på, som jeg reelt ikke kan gå i ude i virkeligheden. Men som ser afsindigt pæne ud på vejen til kaffemaskinen og tilbage igen.

Ægte kærlighed er i øvrigt også, at hun ALDRIG siger, “men sådan en har du jo allerede”, når man har forelsket sig i en ny sort kjole.

Selvforskyldt Roskilde-FOMO

Nå. Men.

Jeg har sagt nej til en (gratis, forstås!) lørdagsbillet til Rossen. Det var bare lige det, jeg ville dele med jer. Billetten var endda inklusiv Medieby.

Det er så privilegeret, at jeg næsten brækker mig over mig selv. Men jeg har haft så meget på programmet i så lang tid, og der er langt til Roskilde, og de lover regn, og der er ikke *rigtigt* noget god musik lørdag, vel? Det var klart Solange, Princess Nokia, Erasure (torsdag) og Lorde (fredag), der var øverst på mit balkort.

Jeg sagde til sød trådetrækkende ven, at billetten hellere skulle gå til en, der ÆGTE ville værdsætte den. Så nu er det for sent. Og jeg har kun en lille smule FOMO-ondt i maven.

Men næste år VIL jeg af sted. Da har jeg 20-års rossilæum. Var af sted første gang med omtrent 50 mennesker fra min efterskole i 1998. Vi hørte Pizzicato Five og Malk de Koijn og Beastie Boys og Kent men glippede vist Garbage. Og spiste rugbrødsmadder med Den Smilende Ko og havde et lejrflag og trak kassevis af discount-øl med os helt inde fra Roskilde by, fastspændt i et bælte.

Derfra var jeg af sted de næste fem i træk. Med lejrliv og morgenmysli i rundkreds og varm paphvidvin og tjans som teltplads-vagt-lyseslukker. Bogstaveligt talt. Jobbet bestod (foruden at gemme sig og drikke øl i hyggelige lejre med neonvesten gemt under blusen, mens man over walkietalkien fik overbevist chefen  om, at man var hard-at-work) primært af at fortælle alle dem, der grillede i deres lejr, at de ikke måtte lege med åben ild. Hvilket, nu hvor jeg skuer tilbage, egentlig var en meget fornuftig formaning blandt så mange syntettelte.

Så pausede jeg et par år, og så fik jeg tjans i en af de hippe politiske og progressive barer lige ved Orange Scene og drak mig fuld i guarana-slushice med vodka sammen med Bedstebøssen bag disken .

Og derfra blev jeg vist i en årrække en af dem med gratis adgang og Tuborg-telt og mediebamse. Fordi jeg “skulle skrive noget fra festivalen”. Året med hedebølge (2009? 2010?) tilbragte jeg fx i en airconditioneret campingvogn lige ved grøn scene på et større dansk mediehus’ regning.

Senest var jeg af sted i 2015. På luksusmåden med bussen hjem hver aften, fast rejsemakker på turen derned (så man ikke var helt outcastet, når man bundede sine anti-agorafobi-bajere i toget på vejen) og tårer til Paul McCartney.*

I 2016 var jeg af indlysende årsager ikke af sted. Og nu skal jeg heller ikke af sted i år. Og det er … ok (sagde hun prøvende).

*Måske har jeg aldrig fortalt jer det, men jeg var er stor fan af The Beatles. Det startede med mig og en folkeskolevenindes obsession, der blev kickstartet af Anthology-udsendelserne i 90’erne. Som vi optog på VHS og så, liggende på mavsen foran fjernsynet, indtil de blev stribede og slørede af for meget spoleri. Min besættelse af John Lennon (der på daværende tidspunkt havde været død i femten år) er nok det tætteste, jeg nogensinde har været på en ægte fanforelskelse. Jeg havde, bare for lige at illustrere, en dagbog dedikeret til John Lennon. Og hvad betyder det så, spørger I? At der var et billede af John Lennon på forsiden, tsk-tsk? Nej. Det betyder, at hvert eneste indlæg (og jeg skrev mange) blev indledt med et renhjertet “Kære John” (og ikke ham der Ser Alt i Familie-Journalen).

Et voila: LE CLITORIS!

Okay. den her lille animationsfilm er – med undtagelse af der, hvor klitfinderne planter deres flag lige midt i ærten, hvilket går direkte i mine knibeøvelser, avs! – simpelthen så fin.

Hvor er klitorisser bare seje. Måske skulle man opkalde nogen efter den. Klitorissa. Det er da sødt.

Og så vil jeg lige prale af at have den måske eneste danske blog, der aktivt bruger tagget ‘klitoris‘. Flot, mig.

 

Le clitoris – Animated Documentary (2016) from Lori Malépart-Traversy on Vimeo.

Lektie for livet: Always bring Beyoncé (or a unicorn)

Som min kære gamle ven K også helt tørt afslutter chatten: “ha”.

 

Øhhm. Hvad skete der lige med Orange is the New Black?

Jeg har ligget i sengen med Alle Influenzaers Moder (trademark pending) den seneste lille uges tid. Fået set/sovet mig gennem hele den nye sæson af House of Cards (og lovprist guderne for ‘Skip intro’-funktionen!).

Og så har LL og jeg pligt-set Orange Is The New Black.

Og jeg mener virkelig pligt-set. For er luften ikke bare komplet gået af den ballon? Efter første afsnit måtte vi google, om serien havde fået ny instruktør eller forfatter, men ingen af delene er tilfældet. Den er bare pludselig tam, B-film-agtig, langsommelig og overspillet. Jeg har kun ytret et lillebitte ‘høhø’ der, hvor Blanca får en makeover, hvilket afføder kommentaren: “Blanca! Your eyebrows. They’re … plural.”

Men jeg må ( … stadig) med skam i stemmen erkende, at jeg synes hende der nazien Brandy er afsindigt pænt. Altså. Sådan helt vildt. Ja. Kort fortalt er hun vel bare lige præcis så pæn, at man kan se igennem fingre med, at hun spiller en mildt talt temmelig ubehagelig white supremacy-type.

Billedet nedenfor har jeg lånt på IMDB, hvor jeg også kan læse mig frem til, at det er navnet Asia Kate Dillon, jeg skal hviske i mine drømme lige præcist lavt nok højt nok til, at LL måske finder på at tatovere noget dybt (og helst ikke nazistisk, please!) poesi på halsen. Jeg kan endvidere forstå, at jeg måske i stedet for OITNB skulle kaste mig over serien Billions, hvori Asia Kate Dillon spiller en tilsyneladende dejligt lesbisk* (og ikke bare forvirrende skinheadet) karakter.  Hvem ved noget om den?

*I stand corrected. Det viser sig, at Asia Kate Dillons rolle i Billions faktisk er den første ikke-binært definerede karakter på mainstream-tv, like, ever. Hvilket er stort. Og i hvert fald vigtigt nok til, at jeg ikke fejlagtigt skal udråbe vedkommende som lesbisk. Men pæne er de(!) altså alligevel. Og det viser sig endda også, at Asia Kate Dillon selv identificerer sig som non-binær. Så lesbiske er de i hvert fald ikke. Men ikke dermed komplet umulige at få på balkortet, skulle jeg mene. Hvis vi ser bort fra de der små detaljer med, at de er hollywoodkendte og sandsynligvis angivet på flere fantasibalkort verden over, end jeg tør tænke på.

Tænk hvis …

Tænk hvis Simon Emil Ammitzbøll var blevet kærester med Linda P! 😮

Jeg skrev i øvrigt ‘Simon Email’ i både første OG andet forsøg ovenfor. Rimeligt 1998’er-agtigt mellemnavn alligevel.

Hot tip

Hvis man lige skal lave lidt research til en artikel om de mest ikoniske lesbiske sexscener på film og tv gennem historien, så skal man lade være med at google “lesbian sex scenes”.

Når groft, gråt institutionstoiletpapir i trussen er dit bedste (og eneste) menstruationsforsvar

Jeg har – fordi jeg er så pinligt privilegeret – aldrig skænket det så meget som en tanke, hvor svært det må være at være hjemløs og menstruerende. Men så faldt jeg over denne video, som dels gjorde mig supervred over, at tamponer er så dyre (altså, WTF?!), og som dels meget klart beskriver, hvor ekstranederen det er at menstruere, når man bor på gaden.

 

 

Vi har vel alle sammen prøvet den der situation, hvor menstruationen kommer bag på os, og vi må redde den hjem i en times tid eller to med groft og gråt institutionstoiletpapir i trussen, før vi kan runde en 7eleven. Hvor vi er så privilegerede, at vi har penge til at købe en pakke tamponer.

Men tænk engang, hvis papir i trussen var din virkelighed hver eneste måned. Hvis du også gerne ville have mad.

Jeg har – som trofaste læsere ved – brugt menstruationskop de seneste par år og kan simpelthen ikke anbefale det nok. Og jeg tænker faktisk, at koppen (også!) kunne være helt ideel til menstruerende hjemløse, fordi det så – om ikke andet – i hvert fald ikke betød en månedlig udskrivning på omtrent 50 kr. til tamponer.

Jeg har godt og vel 10 menstruationskopper liggende i en pose i min skrivebordsskuffe – en gave fra et partnerskabsmøde med en dansk kopproducent for et halvt års tid siden. Jeg har siden mødet foræret kopper inklusiv lovprisning til alle de menstruerende praktikanter, vi har haft. For jeg skulle jo vitterligt kun bruge en enkelt selv. Den holder jo ti år.

Men  nu hopper jeg da forbi Cafe Klare med resten, så snart jeg kan. Det havde jeg slet ikke overvejet var en mulighed. Hvis I har ubrugte kopper tilovers, kan I jo gøre det samme?

 

Onaniføljeton – en uendelig historie

Okay. Onaniføljetonen er en never ending story. Og naturligvis læser onaniveninde (som jeg bare kalder hende) med på bloggen. Hvilket nedenstående udveksling fra i går også bevidner.

Anyway.  Vi fik faktisk opfundet en slags universel emoji-kode for fader-onani. Selvom den med garanti allerede var opfundet i forvejen. Men vi følte os alligevel lige øjebliksvist unge med de unge.

Og bare rolig – det hele ender lykkeligt (og penisløst!) med tacos

 

 

 

Se selv! Afslutningstacos!

Jeg synes i øvrigt helt ærligt, at min veninde og jeg er væsentligt sjovere end det der lortede opfundne hetero(normative)par, der har en messengertegneserie på Politiken. Tsk-tsk.

… Og den opmærksomme læser vil også bemærke, at jeg heldigvis havde min telefon til opladning hele natten. Ro på. 73 procent strøm, altså.

Freud, grækerne (de gamle) og din far onanerer. Fact.

… Nå jo.

Med til forspilshistorien hører, at min ældgamle (seriøst hun er mindst 1.000 år) efterskoleveninde og jeg i gamle dage havde et vææældigt morsomt ritual, hvor vi i enhver pause i samtalen indskød et uskyldigt konstaterende: “din far onanerer”.

For det gør han jo. Nok.

Men det er simpelthen bare så grundubehageligt at forestille sig. Som både Freud og grækerne (der er om muligt endnu ældre end min efterskoleveninde) også har skrevet et par sider eller fire om.

Nå. Men til sidst havde vi onani-far-mobbet hinanden så mange gange, at vi blot behøvede at krumme os let forover og samle den ene hånd i en løs knytnæve foran underlivet, så vidste vi begge præcis hvilket billede, der forsøgtes skabt for den andens indre blik. Billedet af far, siddende på sengekanten. Onanerende. Lang tillægsform.

Og sådan er venskaber så skønne.

 

Ældre indlæg