Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: maj 2017 (side 2 af 2)

Fem ting, jeg er glad for, at der ikke er nogen, der tæller

  1. Hvor mange lakridspiber, der var i skuffen på work henholdsvis i går (før jeg ‘arbejdede sent’) og i dag
  2. Hvor mange forskellige sange, LL og jeg synger om (og ikke mindst for) vores hunde. Og på hvor mange forskellige melodier
  3. Hvor mange få (milli)sekunder, det tog for mig at gætte, at der var tale om Billy Joels “Uptown Girl” i musikquizzen på skihotellet i Tignes i marts
  4. Hvor mange få gange jeg har brugt mit fitnessabonnement siden januar
  5. Hvor mange penge jeg i weekenden brugte på, at den samme taxachauffør fragtede mig: a) Fra Nevermind og hjem b) Fra hjem til Nørrebro for at hente glemt nøgle c) Fra Nørrebro og hjem igen

Kønsforræderi, The Handmaid’s Tale, Tjetjenien og Eurovision (eller: Vi kommer vidt omkring)

Nå, menøhhh. Ser I “The Handmaid’s Tale“? Den formidable nye urovækkende dystopi af en HBO-serie? Nej? Så kom i gang!

Den handler om en ikke-så-fjern fremtid, hvor fertiliteten har sparket sig i en nærmest lodret kurve mod 0 pct. Så de kvinder, der stadig kan føde levende børn, bliver brugt som en slags avlsslaver for rige par, der ikke selv kan reproducere. Det hele startede i øvrigt lige så stille med, at kvinderne blev udelukket fra arbejdsmarkedet, frataget retten til ejendom og så – step-by-step – strammes grebet, der skues tilbage mod sært religiøse gamle dyder og eksempelvis lesbiske (‘kønsforrædere’) bliver iskoldt henrettet. Med mindre de selvfølgelig:

  1. Retter ind efter normen og gør op med deres forrykte afviger-fortid
  2. Er i stand til at føde børn

Serien er fuldstændigt overdrevet god. (Foruden en helt vildt spændende historie hører det i øvrigt også til på plus-siden, at Samira Wiley (kendt – og elsket – som Poussey i OITNB) spiller hovedpersonens kønsforræderiske veninde).

Fuldstændigt overdrevet god, ja. Og det siger jeg med fast blik og fuld overbevisning efter blot tre afsnit. Men hvorfor er den så god?

Jo. Det er der mange årsager til. Men det skyldes blandt andet, at det er så komplet urealistisk en historie. Altså det er jo totalt langt ude at forestille sig en verden, hvor en gal leder med forskruede idealer lige så langsomt tier/slår de minoriteter og myndighedspersoner ihjel, hvis overbevisning, han ikke deler.

Det kunne jo aldrig ske i virkeligheden. Vel?

On a totally unrelated note:

I ved godt, at de har initieret en decideret homoudrydning i Tjetjenien. Og for at føje spot til skade melder verificerede kilder (det lyder som fake news, men den er god forfærdeligt rædselsfuld nok) endda, at de tjetjenske myndigheder opfordrer de homoseksuelles familier til at slå deres eget kød og blod ihjel. Det er mere uhyggeligt, end jeg kan rumme.

Det creeper mig for sindssygt ud, når ‘reglerne ikke bliver overholdt’. Altså. Selv i krig er der regler. Udbrød hun barnligt naivt. Og Rusland forholder sig – næsten som man kunne forvente – totalt tavst. Det er jo en vanvittigt effektiv kampagne. Det her med at involvere familierne. 

Jeg tror faktisk, de tjetjenske myndigheder med deres aktion vil have udpræget succes med at få homoseksualitet til at ophøre med at eksistere i Tjetjenien. Jeg er fx ret sikker på, at en Gallup-undersøgelse henholdsvis før og efter, man indfører massehenrettelser af alle ‘kønsforrædere’, på fortryllet vis vil illustrere et betydeligt fald i antallet af homoseksuelle. Like magic!

Så! Støt lige Amnesty Internationals underskriftindsamling mod bortførelse og henrettelser af homoseksuelle mænd i Tjetjenien. (Og hvis nogen hører om andet, man kan gøre for at hjælpe – så del i kommentarfeltet!).

OG – igen – totaaalt ikkerelateret til ovenstående:

På lørdag er det jo tid til homojul internationalt melodunse aka Eurovision 2017. Traditionen tro mødes vi en ordentlig flok homoer hjemme hos os og live-kommenterer os gennem tre(?) timers balkjoler, fails og ballader.

Men i år foregår Eurovision i Ukraine. Og selvom man sikkert kan sige mange grimme ting om homonattelivet i Herning, så tror jeg alligevel, jeg ville foretrække Boxen frem for Kiev. 

I morges kunne P1 således fortælle flere slemme historier alene fra de seneste to uger – blandt andet den om et lesbisk par, der på et weekendophold i Ukraine blev overfaldet. Hvorfor? Well, fordi de besvarede et par andre restaurantgæsters spørgsmål om ‘hvor deres mænd var?’ med et ærligt, “der er ikke nogen mænd.” 

Kapow.

Så Eurovision – homohøjtiden – bliver altså i år fejret i et land, hvor programmmets kernepublikum er i konstant fare, og hvor det knapt er muligt at gennemføre en 200 meter pride-parade uden voldelige overfald. Skål.

Verden er af f***ing lave.

Syvårs-blogilæum 🍾

I næste uge er det syv år siden, jeg skrev mit første indlæg her på Lebbelivet. Helt præcist fejrer jeg syvårsdag med mig selv tirsdag den 16. maj 2017. Mit forhold til bloggen har således varet godt et år længere end mit længste parforhold. Den oplysning kan du bare bruge til lige det, du nu har lyst til.

Der har helt sikkert været perioder med mere aktivitet, end der er lige nu. Men det er alligevel lidt sygt, at bloggen faktisk ville gå i første klasse, hvis den var et barn. Til gengæld ville den også være et totalt fejlernæret barn, der blev stopfodret nogle måneder og gik sulten i seng hver eneste aften på andre tidspunkter.

Så det er nok meget godt, at bloggen bare er en blog. #dybt

Seksårs-kedelighed

Ved I, hvorfor jeg ikke lebbeblogger særlig meget? Jo. Fordi jeg har været lebbekærester med min lebbekæreste i groft sagt seks år. Og ved I, hvad det mest spændende, der sker i ens lebbeforhold efter seks år, er?

Jo, det er, at man skifter sengetøj på LL’s dyne og kun den (fordi der var spildt noget utidigt på den), mens hun aftenlufter hundene. Og man så bagefter går og skuler misundeligt til den – altså dynen – og bliver lidt sur over, at HUN får rent sengetøj på, når JEG ikke gør (fordi jeg var for doven til at skifte begge).

Men så kommer man i tanker om minder Livslebben mig pænt om dengang, jeg helt for realz begyndte at tude, fordi det halve blødkogte æg var så smilende, at det gled ned af rugbrødsmaden (“fordi du havde kommet så meget mayo under, skat”). NED. AD. RUGBRØDSMADEN. Og man husker, at LL endnu ikke er skredet – til trods for, at denne type tudeture ikke er decideret atypiske.

Og så er det egentlig fair nok med det rene dynebetræk på en mandag.

PS. Hvis man sætter bindestregen forkert i overskriften, hedder indlægget pludselig “seksår-SKEDElighed”.

Nyere indlæg