Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: maj 2017 (side 1 af 2)

Lebben som dronning (Ingrid)

Nå jo. Under vores londoneventyr besøgte vi et britisk supermarked. Tesco måske. Eller Sainsbury’s. Bagefter gik vi hjem ad Hackney Road, hvor jeg var lige ved at skvatte, fordi jeg vred om på foden.

Irriteret udbrød jeg, hvordan fanden jeg kunne være så klodset?

Hvortil LL svarede, at det for hende havde føltes lidt som at være dronning Ingrids hofdame at være med mig i Tesco. Fordi jeg havde vandret rundt ad alle supermarkedsgangene og uforvarende verfet varer ned af hylderne med min indkøbskurv. Hvorefter LL pænt havde gået i røven af mig og samlet op. Præcis som Ingrids kleptomanineutraliseringsassistent. Godt ord i øvrigt.

Dagen efter vred jeg endda om på foden igen – denne gang med decideret styrt som resultat. Og noget der her – nogle dage senere – lidt føles som en mild forstuvning. Havde lyst til at råbe til de andre fodgængere, at jeg altså ikke var (specielt) fuld. Præcis som de talrige gange, jeg tidligere er styrtet. Også flere gange i fodgængerfelter (‘fodgængeroverfelter’? Nej. Det hedder det ikke) foran rækker af ventende biler med fuldt publikum. I ædru tilstand.

Åh, det er så pokkers flovt at være voksen (i flade sko) og skvatte rundt og slå hul på knæene. Men hypermobile ankler og håndled har gennem årene resulteret i så mange forstuvninger, at fødderne nogle gange bliver til elastikker. Og når man går i fremmed storby, der fordrer op-ad-kiggen (så man ikke går glip af flotte huse), kan det have nærmest fatale konsekvenser, hvis fortov byder på blot bittesmå ujævnheder. Jeg er den ultimative kombination af grundklodset og hypermobilklodset. En slags kun delvist undskyldelig klodsethed.

Apropos – kan I huske det her børnehavedigt:

Yksi kaksi
kilimilimaksi
Esrom pyt

Hvis man googler det (for at finde ud af, om det måske betyder noget på finsk – altså noget mere end, “en, to, kilimilimaksi, Esrom pyt”. Fordi man er en slags uofficiel verdensmester i overspringshandlinger), så er øverste sponsorerede link til en børneseng, der hedder Kili. Og hvad kan vi så lære af det? Jo. Relevante brugerdefinerede søgeordsannoncer will only take you so far.

Men hvorfor synes jeg, at det børnehavedigt burde have noget med London at gøre? Sært. Eller næ – for lidt yderligere googlen (eller, vi kan kalde det ‘research’, host-host) ledte mig tilbage på sporet. En anden børneremse lyder nemlig:

Ejsikkelej sikke Londonton
Kilimili maksi
Kuksi kaksi

Esrom pyt

… Og der har vi da London! Ton.

Yes. Og hermed slutter dagens indføring i rim og remser fra nittenfirserne. Følg med i morgen (eller en anden dag, no pressure) for yderligere ikke-spor-spild-af-tid-som-du-kunne-have-brugt-på-reelt-at-blive-klogere.

Lykkelig i London – en lesbisk guide

Retur fra London, men nu vil jeg bare retur TIL London igen snarest. Gå hånd i hånd og holde fri. Det er livet. Men det næstbedste er at skrive jer en lesbisk guide til London. Så I kan hoppe direkte i mine fodspor gennem byen på jeres næste visit. Kun lidt creepy.

Mest har vi bare vadet byen tynd, gloet på mennesker, besøgt obskure nichemuseer, sneget øl med ombord og drukket os fulde under åben himmel på toppen af en heeelt tom hop on/off-turistbus, danset til Pulp og lyttet til lesbisk debutantrap på Royal Vauxhall Tavern, set feministisk mini-comedyshow i Marylebone som to af blot ti publikummer (awwwkwaaaard) og spist Michelin-mad på Lyle’s.

Jeg fik også købt en nederdel, der ligner noget, som Barbie ville have på, hvis hun udkom i en Goth Edition, og så fik LL føjet endnu en tatovering til samlingen – Hun formåede simpelthen uden nærmest at gøre en indsats at finde den mest lesbiske lyserøde tattoobiks i Hackney. Homoer tiltrækker homoer.

Jeg forlod hende i salonen søndag eftermiddag i hænderne på helt karseklippet overtegnet kvindelige tatovør, og da vi et par timer senere mødtes igen, kunne LL fortælle, at den anden lige så lesbiske tatovør, mens LL var i hænderne på den første, havde arbejdet på en ligeledes lesbisk klient, der skulle på date samme aften. Men en kvinde, der gerne ville se Baywatch-filmen. Så. Det.

Nå. Men jeg tænkte faktisk lige at dele et par dejlige tip til en vellykket London-tur a la den såkaldt lebbe+LL.

De seneste par gange, vi har været af sted, har vi boet i Hackney/Bethnal Green-området. Hackney grænser op til Shoreditch og Brick Lane og har det bedste med fra naboområdet (god kaffe, listige specialbutikker, kreative cocktails), men er ikke helt lige så ramt af rædselsfuld hipsterturisme og two-for-the-price-of-one-atmosfære. Med andre ord: American Apparel (findes American Apparel egentlig stadig?) og Urban Outfitters er ligesom endnu ikke rykket den tand længere ud, så du har stadig en følelse af noget lokalt og ægte ( … hørte hun sig selv sige).

Denne gang boede vi i en Airbnb på selve Hackney Road, hvilket nedenstående anbefalinger også bærer præg af. Men du skulle tage at gøre det samme. Man har selvfølgelig længere til Big Ben, Madame Tussauds og Oxford Street, hvis man er til den slags, men man får til gengæld også en (liiidt mere) autentisk London-oplevelse og snakker rent faktisk med mennesker ved busstoppestedet og i kaffekøen, der bor og lever i byen – og ikke bare er på besøg.

Nå. Men here goes …

Den såkaldte lebbes såkaldt lesbiske guide til London:

Kaffen drak vi bedst på …

Lanark (262 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Lanark er et uprætentiøst og åbenlyst homovenligt ministed, der også sælger en smule hudpleje og andet spas. Prøv i øvrigt deres banh mi (vietnamesisk sandwich = det bedste fra to verdener: lyst hvedebrød OG koriander). Ejeren står selv bag espressomaskinen og er simpelthen bare så bundbehagelig og talkative.

Hackney Coffee Company (499 Hackney Road, London E2 9ED)
Her kommer du kun for kaffen. Seriøst. Servicen er – byens øvrige serviceniveau taget i betragtning – nærmest imponerende ringe. Men de er tilgivet, for kaffen er fuldstændigt fantastisk (og hvem siger også, at du behøver at have øjenkontakt med din barista, mens hun betjener dig). De sælger i øvrigt også deres egne bønner, så du kan tage oplevelsen med hjem på din egen AeroPress (eller coldbrew, der åbenbart er det nye) og således slippe for arrogancen.

Morgenmaden indtog vi på …

The Market Cafe(2 Broadway Market, London E8 4QJ)
Vi fandt Market Cafe lidt ved et tilfælde, men det viste sig at være et hjernedødt hyggeligt sted med opmærksom betjening, en avocadotoast der ikke var instagramværdig men lækrere, end jeg har smagt nogen steder. Og så var vi så heldige, at vi røg forbi en lørdag formiddag, hvilket betød, at vi kunne bevæge os direkte femten meter ned ad Broadway Market, da vi havde spist op, og dermed opleve det fine lørdagsmarked. LL kom hjem med sweatshirt med unikaprint, jeg kom hjem med gaver til to ud af tre babyer, som min vennekreds er nedkommet med de seneste par uger. Them breeders. Kunstneren bag LLs bluse kunne i øvrigt fortælle, at man i årevis har forsøgt at holde Broadway Market ude af turistbøgerne. Og det betyder faktisk, at man her stadig har et marked, hvor der absolut intet London-parafernalia er at spotte – ingen Big Ben-lightere, ‘all-I-got-was-this-lousy’-t-shirt eller shotglas med røde telefonboxe. Næste gang spiser vi dog på selve markedet i stedet for cafeen, for boderne bugnede af mundvandsigangsættende lækkerier.

Frizzante på Hackney City Farm (1a Goldsmiths Row, London E2 8QA)
Hackney City Farm er – især i solskin – den perfekte lille Christiania-agtige byoase med træer, rigtige(!) dyr og virkelig lækker bæredygtig morgenmad. Der foregår tusind sympatiske tiltag a la uddannelse og beskyttet arbejde, og så laver de fænomenal mad: Sid i den lille gårdhave og spis ristet banana bread med bacon og sirup. Seriøst. Gør det.

The Blues Kitchen (134-146 Curtain Rd, London EC2A 3AR)
Blues Kitchen er et lidt overvældende stort sted, hvor man har proppet rigtig meget indretning ind på de i øvrigt rigelige kvadratmeter. Tænk: impossant sydstats-cajun og neon (de har installeret en skinnende blankpudset campingvogn indendørs, hvis man skulle have lyst til at sidde i sit eget lille sneglehus) og ofte med levende musik. Du får sådan lidt en tacky kostumeoplevelse uden at det dog nogensinde kammer helt over … og så får du altså også de omtrent bedste vafler og eggs benedict i verdenshistorien. Perfekt tømmermandssted. NB! Bestil bord, de er populære!

Aftensmaden kan med fordel spises på …

The Manor (148 Clapham Manor St, London SW4 6BX)
LL og jeg sætter lidt en ære i altid at besøge en enkelt Michelin-restaurant, når vi rejser. Vi er begge madører par excellence, og hvor det kan være lidt vel pebret at spise stjernemad herhjemme, er det typisk meget mere overkommeligt i udlandet. Denne gang var vi faktisk på Lyle’s, men sidst vi var af sted spiste vi på The Manor i Clapham, og jeg vil klart fremhæve den som den stærkeste oplevelse af de to. Også hyggeligere indrettet i øvrigt. Men særligt maden! Tænk nordisk med et strejf af noget fransk high cuisine. Veltilberedt og lige tilpas eksperimenterende uden at blive myreåndssvagt (jeg fantaserer stadig om deres kombuchasorbet). Køb menuen og drik vinmenu til. Det er alle pengene værd.

Patty & Bun (flere locations, vi besøgte: 36 Redchurch St, London E2 7DP)
Seriøst en af de bedste, blødeste briocheburgere, jeg har smagt, og hertil seriøst gode fritter. Patty & Bun er et fuldstændigt værdigt alternativ til Byron, som man ikke længere som respektabel venstrefløjstype besøger, efter at de for et års tid siden blev knaldet i en større immigrantkontrovers. Men! Patty & Buns Shoreditch-filial lugter altså en lille smule af papirøhipsterness, så man skal være parat til en man bun eller to, før man entrerer.

Marksman Public House (254 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Marksman er faktisk udvalgt som årets pub i Michelinguiden i år, og ikke blot er deres cocktails formidable (vi drak mest deres gin med hjemmelavet lemonade. OMG), deres mad er også virkelig lækker: Klassisk engelsk (tænk pies og buns) med et twist af noget mere moderne og orientalsk. Bestemt et besøg værd – og husk at hoppe på tagterassen, når desserten skal indtages!

Homodansene skal helt sikkert danses på:

Royal Vauxhall Tavern (372 Kennington Lane, Vauxhall, London, SE11 5HY)
Stedet er nok mest et bøssedisko – den eneste lebbe, jeg så – ud over hende den 65-årige, som LL insisterer på prøvede at score hende på toilettet – var faktisk hende der stemplede vores håndrygge, da vi kom ind. Og så hende der optrådte. Men der er den samme hjemlige atmosfære som på Never Mind og en hyggelig rygerbaggård (til dem med den slags tilbøjeligheder), hvor man falder i snak på bænkene. Og så føler man sig ikke gammel som 35-årig, fordi publikum er afsindigt diverst på alle måder. Og! Så spillede de Pulp. Pulp! I 2017! Så kan en britpopper by heart altså ikke ønske sig andet. Hertil er RVT et socialt projekt, som foruden en række omfavnende lokale initiativer også altid har åben mic. Vi stødte fx på en hottt lesbisk (omend middelmådig) rapper, da vi kom forbi.
NB! Husk kontanter – de tager ikke kreditkort i indgangen.

Nå jo, og tatoveringerne kan man med fordel bede Ana fra Happy Sailor Tattoo (17 Hackney Rd, London E2 7NX) lave. Hun har en formidabel sikker streg, tegner selv (godt!) og der er da i hvert fald ingen tvivl om, at man støtter lidt lokal lesbianisme i hendes salon!

Boblerne (ikke dem i glasset – dem der næsten nåede med på listen)

Vi nåede aldrig forbi homoboghandleren Gay’s the Word (66 Marchmont St, Kings Cross, London WC1N 1AB) – selvom jeg faktisk elsker homobogbikse og fx har købt obskure LGBTQA*-tegneserier både i den i Barcelona og den i New York.

Heller ikke lebbebaren She Soho (23a Old Compton St, Soho, London W1D 5JL) – som også var på vores to-do – nåede vi omkring. Men den skal alligevel med i nærværende lesbiske guide til London. Fordi jeg bliver varm i kinderne blot ved synet af den superlækre lebbe, der pryder deres hjemmeside. Ja. Klik bare.

Begge boblersteder var ellers blandt jeres seje anbefalinger på min spørgepost. Men så er der jo også noget at glæde sig til neeext time. Som man siger.

Dobbeltdyne WTF?

London er skøn, her er 28 grader og sol sol sol, øllene er gode, og vores Airbnb er toppen.

Men skal vi lige snakke lidt om konceptet ‘dobbeltdyne’?

Det MÅ være en, der aldrig har prøvet at dele seng med nogen, der har opfundet den. Den eneste måde, dobbeltdynen kunne fungere i et/mit parforhold, ville i hvert fald være … hvis man havde to. Jeg fatter simpelthen ikke, at nogen kan elske deres dame højt nok til at. dele. én. dyne. Størrelse underordnet. På både dame og dyne.

Jeg bliver så nattebitter over ikke at kunne kramme LL (jeg er næsten altid storeske) og SAMTIDIG have min bløde dundyne mellem benene. Jeg skal omfavne både en dame og en dyne. Ellers fungerer det ikke.

Hertil kalder LL mig konsekvent sit lille varmeapparat, fordi min kernetemperatur tilsvarer den på en langtidstilberedt culottesteg, så snart jeg smider mig i sengen. Ingen af os er tjent med ikke at kunne lave lidt smørhulsluftgennemstrømning.

Når det ikke er en hate crime at kalde mig for en uduelig homo

I vinter kunne Bedstebøssen og jeg fejre vores smukke kobberbryllup, der markerer vores første tolv-og-et-halvt-års venskab (og jeg tvivler faktisk på, at der på noget tidspunkt er gået mere end et par uger, uden vi har set hinanden). Vi valgte at udskyde bryllupsrejsen, idet der kom en masse arbejde i vejen. Men til august rejser vi på vores rrromantiske jubilæumstur.

Vi har vidst i årevis, hvor turen skulle gå hen og skyndte os derfor også at sikre vores billetter til MAMMA MIA – THE PARTY, så snart de blev frigivet.

Ja. Vi fejrer vores kobberbryllup på en forloren græsk taverna i Stockholm til tonerne af af ABBA. Mindre kunne ikke gøre det.

Men som de jubeltosser, vi nu engang er (I husker nok, da vi skulle til Marokko i 2011 og kom til at købe ud-og hjemrejsen til samme dag), havde vi end ikke overvejet at tjekke københavnske homoeventkalendre, før vi i dyre domme (seriøst, de tager kassen for the full dinner experience) købte billetterne til … lørdag den 19. august.

LL, der forlængst har accepteret at, “når man er kærester med den såkaldte lebbe, er man også lidt kærester med Bedstebøssen”, kaldte os et par uduelige amatørhomoer, fordi vi simpelthen har formået at bestille homobryllupsrejse væk fra hovedstaden præcis den ene lørdag om året, hvor der er Pride i København. Og vi gav hende 100 pct. ret.

Og nu ligger vi så i håbløs mailkorrespondance med folkene bag MAMMA MIA – THE PARTY (jeg tror, man får fire ekstra dage i homo-Skærsilden, hvis man ikke skriver det med versaler) for allernådigst at få lov til at flytte oplevelsen til en dag, hvor der ikke er homojul i hjemlandet. Og som Bedstebøssen tilføjede: “måske kan vi endda få det flyttet til der, hvor der er Stockholm Pride, og køre dobbelt-op”.

Men først venter lige en (ægte!) romantisk getaway med LL i London. Vi rejser i eftermiddag (indsæt emoji med hjerteøjne).

Update: Yay! Vi har fået flyttet billetterne til ugen efter. Jeg er en slags lykkelig. Hvilket måske/måske ikke er titlen på en TV2-sang.

Tre ting, du nok ville ønske, at du allerede vidste om din lebbe

Hej. I dagens anledning præsenterer jeg hermed: Tre sindssygt centrale facts om mig, som du ikke anede, at du ikke kunne leve uden:

  1. I gymnasiet (eller altså på Studenterkursus, men man vil jo ikke virke som sådan en taber, der først tog sin forberende eksamen som 23-årig vel? Når nu man som anonym blogger kan være ANYTHING!) fik jeg engang et flot 13-tal* for en dansk stil, der handlede om skolens toiletter. Og ikke på sådan en, “wow, hun vokser sgudda op og bliver politisk debattør”-måde. Nej. Snarere på sådan en “alt-for-selvudleverende-hun-vokser-sgudda-op-og-bliver-anonym-blogger”-måde. Min lærer bad mig læse stilen op for hele skolen. Jeg beskrev blandt andet stressfølelsen af at kunne høre nogen vente uden for wc-døren, når man havde skideren på. Den blev også trykt i skolebladet. Som jeg selv var redaktør for, så der kan man da tale om integritet og vandtætte skotter mellem redaktionelle og private interesser.
  2. Jeg var engang forelsket i en fyr. Punktum! Nej, der er mere: Jeg var engang forelsket i en fyr, som havde et par bukser i sådan noget aktiv-fritids-materiale med en neongrøn broderet drage, der snoede sig op ad det ene ben. Vi kaldte ham bare ‘Ham med dragebukserne’. Altså mig og mine venner. Ikke mig og Ham med dragebukserne. Selvom jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke ville decideret undre mig over, hvis jeg også dengang i et svagt øjeblik havde fortalt ham om øgenavnet. Det blev aldrig til noget med mig og Ham med dragebukserne. Jeg bekendte min kærlighed, han gengældte den ikke, og vi forblev venner, indtil han blev meget såret over, at ‘jeg ikke prioriterede ham og vores venskab nok’. Han gav mig i øvrigt en lille robot af blik OG nullernes svar på et mixtape: en mix-minidisc med blandt andet Natalie Imbruglia. Så gu’ havde han da følelser for mig.
  3. Ja, det kunne så kun blive til to facts. Klager kan sendes til: mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com

*Foruden at være sådan en taber, der droppede ud af gymnasiet og tog studenterkursus, er jeg nemlig også sådan en taber, der droppede ud af gymnasiet og tog studenterkursus for så mange år siden, at jeg fik mine karakterer på den gamle skala.

Er der nogle London-lebber på linjen?

Så for den da. Jeg har brug for jer! Det her envejsforhold skal gerne lige udvikle sig midlertidigt dialogisk. Som man siger. Så kan vi også lige en gang for alle få tjekket, om kommentarfeltet ikke virker, eller om I bare virkelig ikke elsker mig/findes derude bag skærmen længere.

Sidste år i januar var LL og jeg i London. Det blev en nærmest komplet fiaskoferie med ganske få lyspunkter. Hvorfor? Jo. Vi kom retur præcis én dag før LLs første bekymrende besøg hos vagtlægen, tre dage før hun blev hentet i ambulance og kørt på Hvidovre, og tre uger før hun fik konstateret kræft … og altså tog vi til London omtrent samtidig med, at 2016 besluttede sig for at blive til lort.

Med andre ord bar vores romantiske getaway i høj grad præg af seriøs skidtmadset LL og meeeget underskudsagtig såkaldt lebbe, der nærmest mente, at LL bevidst saboterede weekendophold med alle sine opdigtede lidelser (I behøver slet ikke spørge – jeg er naturligvis sådan retrospekt helt vildt stolt over den opførsel, der til fulde beviser, hvor skønt et menneske, jeg er).

Nå! Men nu tager vi revanche, og vi har allerede titusind gode tips til, hvor vi skal spise mad henne.

… Men hvor skal vi danse, og hvor skal vi indtage cocktails? Jeg har brug for info om luskede London’ske lebbehuler i Danmarks femte største by (seriøst).

Med andre ord: Hvor i London danser damer, der danser med damer?

Stik mig dine bedste lesbiske london-tips!

Vinterens must-have item 😍

I ved godt den der florlette, hvide sommerkjole (eller alternativt stråhat med blondebånd), som man købte med hjem fra ferien i Grækenland, fordi man lige et sekund glemte, at man til dagligt faktisk ikke bruger størstedelen af sine vågne timer på at løbe gennem en blomstermark med bare tæer?

Jeg købte skiferie-pendanten i Val D’Isere.

Så nu skal jeg lige finde noget at bruge et par Moon Boots til næste vinter.

Underskriftindsamling til fordel for et boycot af pubertetsdrenge, der ligner sygt lækre voksenlebber

I går indtog jeg regnbueresterne fra lørdagens melodunsekomsammen, hvor vi formåede at proppe otte homoer (plus det løse) ind på de godt og vel seks kvadratmeter, vores spritnye (og her mener jeg faktisk ’sprit-‘ og ikke ’splinter-‘) tv-stue måler.

(Indlægget fortsætter under følgende – uforholdsmæssigt gevaldige – billede af noget surt OG regnbuefarvet slik, der var så kunstigt, at det fik selskabets gravide deltager til efter et enkelt stykke, da skålen blev budt rundt igen, at udbryde et høfligt, “nej tak, jeg har vist fået min ration farvestoffer nu” )

Jeg er stadig især blæst bagover af rumænsk aggressiv-jodling (nu ved jeg hvordan de skælder ud i Alperne). Don’t say it. Jodle It. Jeg stemte to gange på den. Selvom man ikke kan. Det vil jeg da rent ud sagt skide på. Fatter stadig ikke hvordan sejren kunne gå til påtaget portugisisk Édith Piaf-emo, når man kunne have præmieret et sådant yodelaiiåh-mesterværk.

Sangen fik i øvrigt en ekstradimension af, at jeg præcis en uge tidligere havde tilbragt fire timer i Cinemateket med at jodle derudaf til en sing-a-long-karaokeudgave af The Sound of Music. High on a hill was a lonely goatherd. Uden så meget som et gran af ironi i øvrigt.

Nå jo. Og så var Eurovisionens bulgarske indslag jo bare ét langt lesbisk mindfuck. Min hjerne nægtede i hvert fald pure at acceptere, at det var en 17-årig knejt ved navn Kristian og ikke en – yderst attraktiv – lebbe omkring de 28, der sang “Beautiful Mess”.

Men altså. Hvis jeg havde en krone for hver eneste gang, jeg har vendt mig om efter hot lebbe på gaden kun for at erfare, at jeg i virkeligheden småpædofilt har sendt lange blikke efter semipubertær gymnasiedreng …

… Så ville jeg i hvert fald have 40 kroner.

 

 

Nostalgi-romantik og lidt om denne såkaldte lebbes sidste-første date

I dag er det præcis syv år siden, jeg skrev det første OG det andet indlæg på bloggen. Og det er seks år, en måned og seks dage siden jeg mødte LL for første gang. Den 9. april markerer nemlig ikke bare tyskernes besættelse af Danmark men også min besættelse af LL.

Der gik en måned fra jeg første gang fragtede hende hjem fra byen bag på min cykel (en tidlig morgentime efter en alt andet end ædruelig lørdag i april), før vi så hinanden igen.

Jeg var på det tidspunkt særdeles nyslået single og meget sikker på, at jeg under ingen omstændigheder skulle kaste mig direkte ind/ud i et nyt forhold. Skulle lige mærke vandene og sample lidt af det hele først, jo. Men LLs glemte ørering lå alligevel der på sengebordet (hun sværger, hun ikke glemte den med vilje, meeeeeeen … ) og mindede om en ret så vild nat. Og morgen. Så jeg fandt hende. Havde hun efterladt sit nummer? Stalkede jeg mig vej? Foregik det på Facebook eller sms? Jeg husker det faktisk ikke.*

Men vi aftalte i hvert fald, at hun kunne hente sin glemte ørering sent torsdag den 12. maj, når jeg kom fra koncert med perifær bekendt på Ideal Bar.

Jeg drak mig mod til. Var topnervøs. LL ringede på, og vi sad længe og spyttede i hver vores drink i hver vores ende af min sofa. Indtil LL – heldigvis! – blev utålmodig og kyssede mig bagover til mit hoved ramte armlænet.

Derfra så vi hinanden ti gange fra 12. maj til 1. juni. Og 20 gange i juni.

Og vi kyssede videre under hele Roskilde Festival. Ikke på Roskilde Festival. Under. Det var nemlig det år, hvor Roskilde og resten af Sjælland forsvandt i regn. Jeg havde pakket min taske og fra skuffen opstøvet mine mest slidte Converser, der kunne ofres til Smattens guder.

Jeg skulle med toget mod Roskilde, jeg skulle baaare lige kysse LL farvel under et tæppe på den huleagtige omend gigantiske altan i min lillebitte lejlighed rundt om hjørnet fra Istedgade. Men:

  1. Regnen ville ikke stoppe
  2. Der var jo ingen LL på Rossen

Så jeg gjorde det, som forelskede mennesker nogle gange gør. Jeg skuffede mine venner for at blive under tæppet på altanen, mens meldingerne om syndflodstilstande og oversvømmelser tikkede ind på telefonen. Regnen blev min undskyldning, men vi vidste godt alle sammen, at LL var forklaringen.

Samtidig var jeg komplet ude af stand til at kalde hende min kæreste.

Jeg kunne ikke. Vi var for forskellige, det var for kort tid siden, jeg og min ekskæreste havde gjort det forbi, jeg skulle ikke være kærester med nogen! LL var ikke inviteret med, da jeg holdt rundt fødselsdag i slutningen af juni (selvom der ventede 30 røde roser fra hende foran min dør på dagen, da jeg kom fra arbejde). Jeg var forvirret ad helvede til, for samtidig skete der et eller andet helt grundkemisk, når jeg var tæt på hende.

Fra den 4. juli 2011 er der ikke flere date-optegnelser i min grønne kysse-googlekalender, som jeg siden midten af nullerne har opdateret med noter om erobringer, der ellers ville være gået i glemmebogen.**

Til gengæld er det i min officielle røde kalender markeret, at jeg var en uge på meditationsretræte frem til den 22. juli. En uge i tavshed, der gav ro til mit hoved. Jeg tog direkte ud til LL, da jeg kom hjem.

Og om søndagen er der bare den her optegnelse i kalenderen:

For da skrev jeg et godt gammeldags kærestebrev til LL. Mens hun lå ved siden af mig. Vil du være min kæreste? Sæt kryds: ja, nej. Hun satte kryds ved ja. Så godt og vel tre måneder efter vores første møde var det officielt. Vi var kærester. Vi fejrer årsdag den 24. juli. Men egentlig kunne vi gøre det samme den 9. april og den 12. maj. Så. Det.

Hip hurra for os. Ikke fordi i dag som sådan markerer noget som helst ‘os’. Men fordi hver dag markerer noget os. Især oven på verdens værste 2016.

*Men Facebook husker alt, og jeg søgte lige i verdens længste Messengertråd og blev klogere. Da jeg blev træt af at scrolle bagud prøvede jeg i stedet med en søgning på “hej [LLs navn]”. Og der var bid: Jeg kontaktede LL via Messenger dengang i maj 2011. Med en tåkrummende pinlig besked skåret over kammen, “hej, jeg ved ikke om det er din, men jeg har fundet en ørering under min seng, og så mange overnattende gæster har jeg heller ikke …”. Hun svarede elegant, hvorpå jeg rodede mig ud i noget med, at hun jo ku’ komme forbi og hente den, men at jeg så ikke kunne love ikke at invitere hende på et glas rødvin eller to … ÅH. Flovt. Og sødt. Sødflovt. Sovt. Flødt.

**Under min søgning laaaangt tilbage i hookup-kalenderarkiverne fandt jeg i øvrigt både noter som “Kyssede med dumme-X”, “Knaldede Y der var gift” og mere upræcise erindringer som “Whatshisname til kollefesten” eller “lægen”.

Gåde: Hvad kan få en lebbe til at råbe “MÅSKE”?

Og så var det, at BT skrev en artikel med følgende ret så lokkemadsagtige – omend megalange – overskrift:

“Kvinden er sat i verden for at sige ja til sin mand, og manden er sat i verden for at sige nej til sin kvinde!”

En artikel vel at mærke, som jeg i øvrigt slet ikke synes, I skal værdige med et klik, for bag linket finder I bare endnu mere munddiarré a la: “I det daglige oplever jeg, hvorledes mænd underlægger sig deres kvinders behov; behovet for at passe børnene på kvindens måde. Hvad børnene kan tåle, eller ikke tåle, er bestemt at kvinderne, selv for drengebørnene. Den såkaldte moderne mand er blevet kvindeliggjort i en sådan grad, at han ikke selv er i stand til at se det. Spørgsmålet er så, om det er evolution eller manipulation?”

Er sikker på, der har siddet nogen på webredaktionen og trykket ‘publicér’-knappen i bund og efterfølgende med Mr. Burns-fingertromme-fakter udbrudt et, “and now we wait [for the feminazis to attack]”.

Og således hidkaldt må jeg simpelthen sige, at den overskrift i hvert fald i min lille lesbiske husholdning havde nærmest fatale konsekvenser.

Hvorfor? Jo. Fordi der kun bliver angivet, hvad mænd skal sige til deres kvinder og vice versa. Ikke et ord om, hvad kvinder skal sige til deres kvinder.

Så nu stritter LL og jeg bare rundt om hinanden og råber “MÅSKE!”, indtil vi modtager nærmere ordrer.

Ældre indlæg