Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: december 2016

Kliché-fælden over alle klichefælder

“Lad os droppe julegaverne og bare give hinanden dem her”

Sådan lød det enstemmigt og med tydelig lettelse i begge vores enige stemmer, da LL og jeg i november fandt nogle afsindigt smukke lamper til entréen – aka seneste renoveringsprojekt. Og den tro levede jeg så lykkeligt – og gentagne gange bekræftet – i lige indtil i går aftes, sent, hvor LL med bekymrende/mistænkeligt lumsk smil spørger, “om jeg glæder mig til, ikke at få julegave?”.

Og der stod jeg så med alt min usle overskæg i brevkassen, velvidende at LL drager mod Jylland i morgen tidlig. Og at min dagen-før-dagen-før-dagen ganske som forventet blev så tætpakket, at der hverken var tid til overbevisende kreagaver eller helt reelt at købe noget gennemtænkt.

HVAD GØR MAN? Jeg harrrrrr tolv timer (hvoraf jeg forventer at sove de syv).

Tour-de-homo (som i de gode gamle dage)

Efter at have set (og mega-/meta-snakket) SKAM i godt selskab et sted på Nørrebro fredag aften, begik jeg den fejl/genistreg at skrive til Bedstebøssen på vej hjem ved midnatstid (vi må i øvrigt snart finde et nyt pseudonym til ham, for han HADER ‘Bedstebøssen’ af et halvskidt hjerte).

Ville bare lige høre (fra min sure cykeltur der foregik i fastfrosset tredje gear), om han var færdig til julefrokost, og om vi skulle tage en enkelt (bare en enkelt!), inden vi drog Vesterbro-over. Han var frisk, og vi mødtes foran Cosy, der var lidt for hektisk (vi stak lige hovedet indenfor men vendte om i døren – for skingert og tæt), snuppede i stedet en øl på Kiss Kiss.

Og hvis du ikke kender Kiss (Kiss), er det ikke nødvendigvis, fordi du ikke kender Kiss … Kiss, men mest bare fordi Kiss/Kiss Kiss sandsynligvis ikke hed Kiss (Kiss), da du var der for tre måneder siden. Det er den der ultrageneriske homobar på førstesalen et par numre længere henne end Masken Bar i Studiestræde. Der hvor der er ret mange bøsser i aldersgruppen 50+ som mest kommer der, synes det, fordi man må ryge indenfor. Hvilket i øvrigt er et kendetegn ved nærmest samtlige byens bøssebarer, går det i skrivende stund op for mig.

Jeg afslog blankt, da BB stille det forsigtige spørgsmål: ” … shot?”. Men en enkelt var alligevel ikke nok, så vi pakkede vores sager og tog bare lige én enkelt mere på … Gay CPH. Og hvis du ikke ved, hvad Gay CPH er, så er det, fordi du nok er lige så gammel som mig og dermed aldrig nogensinde helt kommer til at give slip på, at det er Dunkel, der hører til i de lokaler i Vester Voldgade. Og så er Gay også bare lige så tilpas anonymt, at det i virkeligheden ligner en hvilken som helst homoklub, man kan google sig frem til i en fremmed storby verden over. Blåt neonlys, Nicki Minaj på anlægget (jeg klager ikke) og øl i plastikglas, der siger ‘klak’ og ikke ‘klink’, når man skåler.

Men ind af døren trådte tre skønne halvbekendte bøsser (ikke at forveksle med Fem Fine Frøkner. Og ja, det var en reference til SKAM). Og de tog ikke tequila-nej for et svar, og snart var klokken fem, og vi var på – surprise – Nevermind.

Og min aften var fuldendt det øjeblik, jeg var trådt ind af døren til min egen lille bøssede homostambar og:

1) Havde vejret stemningen

2) Hilste på de yderligere syv skønne bøsser, jeg kendte på skønne Never

3) Vendte rundt for at smide taske og frakke i garderoben, og en lille og hip – plus ganske androgynkøn … og ret ung – lebbe greb min arm med et “Går du allerede?”. Jeg svarede med et hurtigt, øhmn nej og hvorfor? Hvortil hun svarede, så en 35-årig homodame blev smigret helt i knæ, at hun bare ville være ked af, hvis jeg gik uden vi havde talt sammen.

Jaja. Det sker garanteret for andre lebber hele tiden. Men for den her midaldrende kærestekedelige af slagsen sker der seriøst(!) aldrig. Og varmer derfor desto mere.

Nå, men da jeg havde vekslet en hel 50’er til lidt opbevaringsplads ude bagved, lånt min pudder til smuk ung bøsse på herretoilettet, og var tilbage på dansegulvet, var jeg nu snart så optaget af danseri, at det blev ved snakken … om snakken.

Og da jeg vågnede lørdag havde jeg faktisk slet ikke tømmermænd. Næsten.

Et af de der indlæg, der starter med The Wire og slutter med et rant om ordet “lesbisk”

Nå. Fordi der ikke er nok Westworld, og fordi LL ikke er hoppet på SKAM, har denne lille lesbiske husholdning endelig kastet sig over The Wire (jeg dukker mig lige, mens seriefeinschmeckere kaster sko i hovedet på mig, fordi jeg endnu ikke har set bedste HBO-serie nogensinde). Vi når ikke langt ind i første sæson, før det viser sig, at den ene kriminalinspektør er lesbisk. “Hun er lesbisk,” siger jeg. “Hun er lesbisk!”

LL mumler et, “mhmhm”. Nogle scener s(c)enere, skal lebben Kima forklare ny kollega, at hun foretrækker the poon. Kima er i øvrigt sygt lækker og ligner en blanding mellem Nicki Minaj (*swoon*) og en … lebbe.

Kima the wire lesbian

Og det bliver tåkrummende. Ikke i serien, men i mig. Fordi der stadig, efter ti års lesbianisme på egen krop, er et eller andet fordækt over ordet. Lesbisk.

Det er som om (og jeg beklager over for tudsegamle læsere, hvis jeg har skrevet præcis det samme før) at det bare aldrig udelukkende er en nøgtern, ligegyldig beskriver, ik’? Det er altid en lille smule intimt. Som om man ikke kan sige “lesbisk” uden at hinte til sex.

I formelle sammenhænge, hvor jeg skal nævne min kæreste, sniger jeg mig altid udenom ordet. “Min kæreste er en kvinde”, “jeg er homo”, “min kæreste hun hedder …”. Som om selv “jeg er til kvinder” er mindre slibrigt end “lesbisk”. Lesbisk konnoterer sex. Også når man egentlig bare snakker om seksualitet. Ik?

Je suis Isak

Jeg har lige taget den store SKAM-quiz herhenne. Skuffende – men meget rammende – blev jeg Isak (“if you’re tired, gay, and confused, you’re Isak.”).

Og jeg tror ikke KUN, det var, fordi jeg helt klart ville høre til i Hufflepuff på Hogwarts og i øvrigt bedst kan lide up-side-down-smileyen af alle emojierne.

SKAM NRKJeg troede faktisk, jeg ville blive Jente-Chris. Igen. Det blev jeg i Politikens quiz. Det er nok hende – eller en blanding af hende og Sana og så tilsat Nooras røde læbestift – jeg identificerer mig mest med. Den awkward outsider med det stoooore hjerte. Smukt lige at sætte de ord på sig selv alligevel.

 

Jeg blev i øvrigt meget rørt over klippet i går (Tirsdag d. 6.12.16 kl. 11.46). Jeg ønsker virkelig for alle, at de har en Magnus i deres liv, der kan forklare dem – sådan helt nøgternt og fordomsfrit – om psykisk sygdom. For det er ikke farligt. Og det smitter ikke. Og det bør ikke være så tabubelagt, når tabuerne betyder, at fordommene består. SGU! Er meget imponeret over, hvor elegant, fordomsfrit, realistisk og appetitligt, SKAM formår at håndtere alle de der svære følelser og emner, som unge oplever (for første gang).

Nå, men i den der quiz, hvor jeg blev Isak, blev Isak forklaret sådan her:

“You tend to keep people at a distance until you are sure of how they feel about you, friend or otherwise. You’ve been abandoned before, and your biggest fear is that you’ll end up alone. Sometimes you feel like your body can’t hold in all of your emotions and you think that if you talk about how you feel, it will all come out and never stop. However, once you are able to accept that people care about you and aren’t going anywhere, you trust and love deeply. You seek advice and knowledge to soothe your anxiety. You’re a classic introvert, but you have a few special people who calm you as much as solitude does. You have struggled and may still be struggling to accept who you are, but you’re actively trying to become a better person. You’re pretty great already.”

Hvilket er uhyggeligt præcist og meget sandt. Foruden min mor er der måske to mennesker i verden, i hvis selskab jeg kan slappe heeeelt af. Heldigvis er LL den ene.

Og! Hvis I ikke er hoppet på SKAM-vognen endnu, kan I jo gøre som de andre last-movers og bare se de fulde ugentlig afsnit på NRK’s hjemmeside. Husk at klikke på ‘Sesong 1’, så du ser det fra begyndelsen.

Når man stikker næsen frem …

Jeg har et par gange på det seneste skrevet tekster, der er blevet bragt og delt relativt bredt offentligt. Altså tekster, hvor jeg – modsat her – sætter mit ret så google-venlige navn under. Det har været min egen lille nye udfordring til mig selv: At trykke lidt mere på holdningspedalen og ikke være så bange. Fordi jeg ikke gider at lade være (med noget) på grund af angst.

Men det, der så sker, er jo, at folk reagerer på det, jeg skriver. Og – lo and behold! – ikke alle er enige i det. Vildt nok alligevel, at jeg ikke sådan kan tilfredsstille hele verden.

Og så kommenterer de, og i dag har en enkelt endda gjort sig den ulejlighed at finde mig på facebook og sende mig en personlig besked om, at en – i min optik – komplet umiskendeligt lillebitte detalje i en tekst faldt ham for brystet.

Han har nok allerede glemt det igen. Men her sidder jeg. To og en halv time senere og endnu helt flad af utilpashed. Og blev atter mindet om, hvorfor fanden jeg helst ikke stikker næsen frem. Men nu lover jeg lige (igen) mig selv, at det ikke skal få mig til at stoppe. Jeg læste lige et par linjer af en artikel i Børsen om en kvindelig DJ, hvis mandlige kolleger havde ondt bagi over, at hun scorede de fede jobs. Og så læste jeg kommentarerne til artiklen på Facebook. Og så gik det (igen) op for mig, at jeg dels bestemt ikke har det tilnærmelsesvist lige så svært som så mange andre kvinder, der stikker næsen frem. Og dels, at det først er det sekund, modstand får os til at holde kæft, skaden reelt sker.

Det er i bund og grund det samme, der er årsagen til, at den her blog stadig på femte (sjette?) år er anonym. Jeg er simpelthen så bange for, at I ikke ville kunne lide mig, hvis I vidste hvem jeg var. Så længe, det er Lesbos Anonymous, der får kritikken, preller det trods alt en lille smule af. Så er det jo ikke *rigtigt* mig, der får hug, vel?

Men jeg vil sindssygt gerne blive bedre til at tackle det. Udvikle lidt hård hud. Så ejheller en kommentar som den der faldt under et tidligere indlæg her på bloggen slår mig ud. Det er bizart at tænke på, at jeg måske får tredive, fyrre eller endda hundrede rosende, søde, kærlige beskeder og kommentarer for hver sviner, der ryger min vej. Men jeg kan – helt ærligt – ikke huske en eneste af de pæne beskeder lige nu. Kun de kritiske. Det her glas er overdrevet halvt tomt.