Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: november 2016

“Godmorgen kolleger, vil I vide lidt om min cyklus?”

Ved I hvorfor jeg ikke er politiker? Eller altså, vil I høre én blandt tusind årsager til, at jeg ville være en rædsomt dårlig politiker? Jo. Jeg ville simpelthen være ude af stand til at holde styr på alle de hemmeligheder, løgne og rænkesmederier, der følger med.

Lad mig give et eksempel:

Jeg var lige i gang med at forfatte et lebbeblogindlæg og skulle til at trykke ‘udgiv’, idet jeg læser det igennem og erfarer, at jeg da faktisk er ved at udgive et indlæg om lesbisk menstruationstristesse på min arbejdsplads’ blog. Der kører på samme content management-system.

Det havde måske været en tilforladeligt fejltagelse, hvis jeg nu havde tastet “wordpress…” i url-feltet og ved uheld var havnet på arbejdsbloggen på baggrund af noget autocomplete og sådan.

Men tilfældet vil, at jeg aktivt gik op og trykkede på den favoritgenvej, jeg har lagt i værktøjslinjen til netop arbejdsbloggen. En lille favoritgenvej, der er let at genkende, fordi den er angivet med min arbejdsplads’ logo i værktøjslinjen. Et logo, vel at mærke, der end ikke tilnærmelsesvis ligner lebbebloggens. I hverken farver eller noget som helt andet.

Min eneste undskyldning er, at jeg er verdens mest distræte menneske. Og verdens mindst egnede til strategisk-hemmelighedskræmmeri.

Mere kaffe. Nu.

SKAM for helvede! SKAM!

Jeg føler, jeg har svigtet. Tænk sig, at jeg ikke med så meget som to sammenhængende (eller enkeltstående, bevares) ord har nævnt min nye norske religion:

SKAM.

Jeg er besat. Opdagede serien i sommer, bingede de to første sæsoner på no time og opdaterer nu Skam.p3.no hver andet sekund. Er I på? Elsker I det?

Jeg er – foruden selvfølgelig Team Isak – nok mest Team Jente-Chris og Team Sana.

Jeg ved ikke, hvad der mere er at sige om SKAM. Feberen har ligesom ramt. Og dette blogindlæg er så last mover-agtigt, at det næsten er flovt.

Men SKAM er simpelthen det uden sammenligning mest hjerteskærende ægte teenagefjernsyn, jeg har set nogensinde. Jeg har stenet meget over, om jeg mon ville synes, serien var lige så god og vigtig, hvis jeg selv var teen og altså i den direkte målgruppe. Og jeg tror det ikke.

Jeg tror helt klart, jeg stadig ville se og fandom’e og besættelsesfølge, men jeg bilder mig ind, at det ville være med et stik i hjertet, som jeg lykkeligt slipper for nu, fordi tid skaber afstand skaber nostalgi skaber overskud til ikke at sammenligne sig og finde sig selv lidt mindre lækker, smart, populær og getting-the-girl-in-the-endagtig end dem. Jeg tror, jeg elsker SKAM desto højere, fordi jeg selv har den i virkeligheden sygt hårde periode mere på afstand.Men det siger nok mest om mig.

I øvrigt kan jeg varmt anbefale Kosegruppa DK (find mig blandt de 8.000+ medlemmer!) henne på Facebook. Mest intense, fanatiske overspringshandling i verdenshistorien. Slå notifikationer fra med det samme. Bare et tip.

Nå, nu må I have my excused, skal lige se hvad Sana har at sige til sagerne.

gvg9okgyu2xtd4xoubrgmq4ih7xegcdhyhbua21f4qzw

Beviset: Denne såkaldte lebbe er et skønt menneske

Kender I det, når man:

  • Bruger længere tid på at omarrangere i opvaskemaskinen, så den ser urørt ud, når man har taget ét rent glas, end det egentlig ville tage at tømme den.
  • Siger noget sygt klogt og dybt – og faktisk reelt får gåsehud på armene over, hvor sandt og viist det er, det man siger? En slags selvfedme-erektion.
  • Bruger længere tid på at knuse en halvstor jordklump med støvsugerhovedet i entréen, så den kan suges op, end det ville tage bare at bøje sig, samle op, gå ud i skralderen, smide ud.
  • Bruger længere tid på at mase bløde madrester ned gennem afløbet i køkkenvasken, end det ville tage blot at samle dem og tømme dem i skralderen?
  • Stiller sin nye computer på bordet lige under vindueskarmen, førend man – uden at tømme vindueskarmen – borer ny gardinstang op og i maseriet vælter fyldt vase fra karm ned over ny computer?
  • Konsekvent giver hunden skylden, når man prutter?

(Og glem nu ikke, at I stadig kan nå at vinde et eksemplar af den nye seje bog “Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp” på bloggen: Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme 

Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme

Kan I huske dengang for længe, længe siden i sidste uge, hvor jeg (atter!) gentog, at jeg var fuldt ud villig til at prostituere mig til gengæld for sponsorgaver og ussel mammon? Jo, guderne ovre på Tiderne Skifter/Gyldendal hørte mig såmænd. Og sendte mig fluks ikke ét men TO eksemplarer af deres helt nye feministiske biiibel, ELITEFEMINISTERNE – 25 års udskældt ligestillingsdebat., redigeret af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.

En til mig … og en til en heldig læser. Woop woop!

elitefeministerne er også såkaldt lesbiske

“Elitefeministerne” udkommer først i overmorgen. Så jeg følte mig svært privilegeret, da jeg allerede i går aftes læste knap halvdelen, inden jeg lagde mig til at sove (blundende LL’s hoved er en glimrende bogstøtte).

Min fantastiske veninde har skrevet et af bogens kapitler, men det er ikke kun derfor, bogen gør mig varm om hjertet. Den gør det også, fordi feminismen virkelig er en helt afsindig fin og selvrefleksiv -isme. Ingen aktivister retter som feministerne ind ved kritik, lytter, prøver, ændrer. Og det er helt sikkert et af bevægelsens største akilleshæle. At vi feminister rent faktisk lytter og reflekterer og udvikler. men også det der gør feminisme så fucking sympatisk.

Det handler bogen faktisk også lidt om. Altså det her med feminismens flydende form. Bogen beskriver nemlig (gennem personlige beretninger fra forpersoner og medstiftere) historien om Selskab for Ligestilling (tidl. Kvindeligt Selskab) – helt fra organisationen blev stiftet i begyndelsen af 90’erne som et støtteben til KVINFO, till navneskiftet betød et gevaldigt opgør med 2. bølge-feminismen. Og man bliver ret så varm om hjertet og tænker over sin egen vej til feminismen, mens man læser. Promise.

Selv var jeg sen til at fatte, at det var feminist, jeg var. Lige som jeg var sen til at fatte, at det var lebbe, jeg var. De to ting fulgtes ad. Og selvom jeg – når jeg kigger tilbage – slet ikke er i tvivl om, at jeg altid har tænkt og ageret relativt feministisk (hvis vi øjebliksvist ser bort fra min Barbie-besættelse som jeg stadig er aldeles ustolt af), så var det slet ikke en titel, jeg vedkendte mig, før omtrent da jeg begyndte på uni og mødte min første damekæreste.

Hun blev min indgang til stoffet – og lesbianismen blev et meget direkte værktøj til at forstå ulighed mellem kønnene, og ikke mindst hvor mange normer, der – selv om man er nok så frigjort – bliver lagt ned over et heteroseksuelt parforhold, hvis man ikke er sig dem bevidst (min sidste mandekæreste vovede én gang, mens jeg vaskede op at joke med et eller andet a la “høhø rette plads, kvinde”, hvor jeg flegnede sidelæns, selvom han i virkeligheden havde ytret sig komplet ironisk og påtagende-sig-en-identitet-som-hulemand. Jeg kunne ikke ha’ det. Så meget som et sekund at blive placeret i den kasse.

Og så blev jeg lesbisk. The end.

NÅ. Men lad nu det ligge. I kan vinde en bog, kan I.

I skal bare senest på mandag kl. 12 skrive navnet på den sejeste feminist, I kan komme i tanker om – død eller levende (Joppa) og køn underordnet – i kommentarsporet (husk at kommentere med navn, så jeg kan fange vinderen!).

Så trækker jeg lod blandt alle indlæg mandag efter work. Vinderen får direkte besked.

(PS. Hvis man lægger nok filtre oven på et billede, matcher en orange spisebordsstol faktisk nærmest præcis den røde temafarve på en dansk lebbeblog. Fascinating.)

It never gets old

Yup. Hun sad der. Gjorde Marie Key. Og beskedens afsender kunne senere samme mandag under spøgelsestur med hundene i tusmørket på kirkegården (creepy) fortælle, at MK lignede en ret præcis blanding af samtlige mine ekskærester. Bare med briller.

HVEM HAR TAGET JERES LEBBE OG ERSTATTET HENDE MED EN KIKSET HÅBLØS ROMANTIKER?

Ved I, hvad man lærer at nyde, når nu størstedelen af 2016 har været så gigantisk en kælling, som tilfældet er? Jo. Man lærer at nyde, når der bare er RO PÅ.
Jeg er ramt af helt tåbelig forelskelsesfølelse i disse dage. Det er nærmest plat efter fem år, men jeg kan faktisk næsten ikke vente, til jeg har fri fra work, fordi jeg bare gerne vil hjem til min LL.
Selvom LL efterhånden har været til både sin første og sin anden post-kræft-kontrol med positive (altså negative altså gode altså kræften holder sig væk altså positive!) scanningsresultater, er hun ikke rask endnu. Det glemmer alle, der ikke selv har haft sygdommen tæt inde på livet nok lidt. Også dem, der ellers er tæt på os og vil os det så, så godt. Måske netop FORDI de vil os det så, så godt. For nu, hvor det kemorelaterede ligesom er bag os (SYV NI TRETTEN), så vil alle (også vi!) bare helst have, at alting er normalt igen. 
Men det er det ikke. Energien – i bogstavelig og overført betydning – er en helt anden. På godt og ondt.
Men fucking hell hvor jeg dog elsker hende. Jeg er ikke typen, der kaster om mig med ’for evigt’, ’til døden os skiller’ og sådan. Det er jeg nok for meget skilsmissebarn til. 

Den der tro på, at kærlighed kan vare et helt liv, har jeg altid fundet ret så naiv. Og jeg har nok også haft tendens til lynhurtigt at nedtone, når andre har givet udtryk for langvarige planer på mit forholds vegne. Også når det var LL, der gjorde det. Mit glas er bare sjældent halvt fuldt. Jeg føler troen på kærligheden heftigt og øjebliksvist – ikke kontinuerligt og roligt.
Men da LL forleden sagde til fælles bekendt, at hun satanedeme havde tænkt sig, at hun og jeg var 4ever, så følte jeg pludselig slet ikke den der indre modstand med behov for at relativere og opremse forholdsregler. Overhovedet. Jeg var bare enig. Sådan helt nøgternt enig i, at vi kommer til at være sammen resten af livet. Ingen dikkedarer eller lyserødt. Bare faktum. That’s how it is. Og da gik det op for mig, at sådan har jeg faktisk set på os længe. Uden at lægge mærke til det. Længere end bare de hektiske kærlighedsøjeblikke, jeg hidtil har kendt til.
Det lyder egentlig afsindigt uromantisk, men når man er mig og i de fleste af livets henseender nærmest altid har en kvart mental fod (en tanke-storetå?) ude af bagdøren med kig på det-der-nabogræs, der bare er så sygt grønt, så er det ret vildt, at nogen pludselig kan sige ’for evigt’, uden at alt i mig gibber.
Man skal måske kende mig og mine evindelige ifs & buts for helt at forstå, hvor dybtfølt jeg mener det her. 
Men når jeg tænker på LL i den skide hvide hospitalsseng i vinter, så skriger mit hjerte til mig, at jeg skal have hende helt tæt på i meget, meget lang tid. Så tæt, at det uvægerligt får hende til at udbryde et stakåndet, ”du maser mig, baby!”. 
BARE KRAMME.

De der busture hjem fra Hvidovre og siden Riget i vintermørke er totalt surreelle minder allerede. Men når man husker dem, så husker man også hvor lidt man ønsker at være uden sin LL. Og så elsker man nok bare lige lidt højere.