Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: oktober 2016

Lad mig gerne være i fred med mit Public Display af homo-Affection

For et par uger siden var jeg i sommerhus med kær gammel veninde, som jeg simpelthen ser for sjældent – i hvert fald for sjældent på den der intense tomandsmåde, der lidt kendetegnede tyvernes venindeforhold. Korte cafeture bliver der af og til tid til, når vi en sjælden gang imellem befinder os på samme side af Storebælt uden business- eller familieforpligtelser. Bare sjældent de der lange kævlere, hvor man rent faktisk bliver klog på, hvad den anden reelt går og roder med.
Men fanme nej. Så let slipper knap tyve års venskab altså ikke fra os. Så i hendes tætpakkede familiebil (der vel at mærke var pakket med dyner, gin og tonic. Ikke med børn) drog vi mod et svigerfamiliært sommerhus og pimpede til tonerne af vor ungdoms Belle & Sebastian, Magnetic Fields og Morrissey. Som vi i øvrigt ikke har rykket os en tomme væk fra. Jeg prøvede faktisk at introducere veninde for Nicki Minaj. Hun gled ligesom af på det.
Nå.
Men vi kom på et tidspunkt i løbet af knap 48 timers maratonsamtale til at snakke om det her med hypersensitive homoer. Hvordan man nogle gange som homo kommer til at tage det mere nært end man (måske!) behøver, når fremmede – garanteret velmenende – heteroseksuelle allierede påtaler, hvor ”søde man ser ud”, som man sidder der og holder i hånd o. lign.
Veninde er, vil jeg mene, så langt ude i heterohjørnet af Kinsey-skalaen, som det er fysisk muligt.
For ville man ikke sige det samme til et heteroseksuelt romantisk solnedgangstableau? Altså påtale nuttethedsfaktoren? Jeg tror nej. Jeg tror, at den situation, der udløser – hvad der for afsenderen føles som – en neutral kompliment (og komplimenter kan vi vel aldrig få for mange af, vel?) slet ikke ville blive registreret, hvis det var et helt almindeligt dødeligt mand-og-kvinde-par der sad der og holdt om i fredagssolen.
Veninde var uenig. Og eksemplificerede med udgangspunkt i sine egne handlinger (hun er fantastisk sød til at rose og anerkende, når hun bemærker noget fint). Hun ville – og har tidligere – påtale begge typer situationer. , når nu det sker respektfuldt og anerkendende?

Men er min veninde normen? Og hvorfor kan jeg ikke sætte en finger på, hvorfor det alligevel føles lidt særligt synligt, når fremmede italesætter ens homo-PDA … når nu det sker respektfuldt og anerkendende?

Fra toget

Jeg sidder i toget fra Århus efter at have tilbragt en long overdue weekend i et sommerhus på Djursland med kær gammel veninde. Og hvis min mor fik nys om, at jeg havde krydset Storebælt uden at lægge vejen forbi hende, ville hun muligvis (nope, sandsynligvis) slå hånden af mig. Så da veninde vendte hjem til søndags(og fødselsdags!-)familielivet i en lejlighed i MIDTBYEN (hvem sagde centrum?), slog hun vejen forbi min kære moders adresse og smed mig + 2xHomohund af til tidlig aftensmad og gåtur, inden jeg måtte vende næsen hjemover i semitomt IC3 Lyn.
Min elskede, elskede mor og jeg gik en tur forbi et plejecenter et par gader fra, hvor hun bor. Hvorpå hun udbryder:
”DER MÅ I (aka mig og min bror) ALTSÅ IKKE PLACERE MIG, NÅR JEG BLIVER GAMMEL”
Jeg svarer prompte, at det skal vi da nok selv bestemme, og det kan være, vi finder et endnu værre sted til hende, bare fordi vi kan. Måske skal vi allerede nu gå i gang med at researche Verdens Værste Ældreboliger, faktisk. 
Men så bliver jeg alligevel nysgerrig, for hvad er der egentlig galt med netop det plejehjem – to gader fra hendes elskede bopæl i grønne omgivelser og sådan?
”Jo, jeg vil på et regnbueplejehjem,” svarer mor-egernet.
”De vil sgudda ikke ha’ dig, du er jo ikke homo,” svarer jeg.
”Nej. Men jeg vil have ordentlig mad. Jeg tåler ikke sådan noget koteletter i fad og medister. Det tror jeg ikke, de serverer på regnbueplejehjem.”

Alligevel vildt, at der kan være så mange bizart opdigtede ideer i så rummeligt et lille dannet (vegetar!-)væsen.

Et andet ord for “slægt” på to bogstaver?

Og: To ugers ferie senere er jeg et aldeles nyt menneske. LL og jeg tilbragte en uge i Barcelona, som måske er min yndlingsby. Hvis vi ikke regner København med. Og Berlin. Og New York. Og Amsterdam. Og London. Og Rom. Ej okay.

Vi brugte kort fortalt otte dage på ikke at besøge så meget som et eneste museum, kirke, seværdighed, galleri, skulptur, ruin, mindesmærke. Men vi er en slags undskyldt, fordi vi har besøgt Barcelona før.

Til gengæld vadede vi byen tynd fra en ende til en anden og stoppede og drak cafe con leche og cervezas nærmest hele tiden. Og spiste os frygteligt fattige i formidabel lokal-ish cuisine. Fra tapas til tortillas til pinxtos og pimientos de padron (faktisk min favoritret. Favoritret er til gengæld mit favoritord. Favoritretfiliongongong).

Og pintxos er billige. Så vi spiste med andre ord afsindigt mange for at spise os fattige.

Vi nåede også forbi en homoboghandel, en michelinrestaurant, mange strande og et par homoklubber (med lokalt bosat tilflytterven som kyndig guide). Men mest spiste vi bare. Rigeligt og godt. Jeg vil gerne lave en guide, hvis I vil have det.

Vi boede i en fabelagtig airbnb i Poble Sec. Almindeligvis beboet af sød (bøsse-?)punker, der talte dårligt engelsk og var meget genert. På sådan en måde, hvor han halvvejs igennem sit forsøg på at vise os soveværelse-nummer-to gav op, fordi han obviously ikke vidste, om det var mest høfligt/politisk korrekt at antage, vi var homoer, der delte seng, eller heteroer, der ville blive stødt over ikke at besigtige rummet bag dør #2, der i øvrigt forblev hermetisk lukket hele ugen. Breaking: LL og jeg deler seng. Så er den kat ude af sækken.

Vi købte en ny espressokande til bøssepunkeren i afskedsgave. Den, han havde, manglede håndtaget og havde i øvrigt været alt for tæt på lejlighedens (forhåbentligt) eneste kakerlak.

Det var den rareste uge nogensinde. Fordi den var så psykopatisk velfortjent, tror jeg. Helt ind i knoglerne (som i ugens løb forsvandt bag tiltagende arkæologiske lag af tapas) havde vi fortjent den rejse. 2016 har været en forbandet lang lort. Men det var lige som om alt lort for en stund var glemt i 26 graders sol.

Imens blev det efterår herhjemme, men det gjorde ikke så meget, når nu Ferieuge Numero Dos aka The Copenhagen Staycation for en god dels vedkommende blev tilbragt indendøre med rødvin og godt selskab af den ene og anden slags.

Weekenden blev brugt i Århus (bolle-å), hvor min seriøst maximalt femårige lillebror havde den frækhed at tillade sig at fylde 30 år. Hvordan kan det lille møgbæst være rundet 30, når jeg stadig stikker armen frem for at holde ham i hånden, hvis vi skal over vejen? Ubegribeligt.

Her blev jeg igen glad for at have verdens sejeste familie. Jeg håber, I er mange derude, der kan glæde jer over lige så åbensindede familier som min. Der er simpelthen så stor rummelighed i mit bagland af brogede typer, der langt fra i den ældste generation tæller kosmopolitiske akademikere. Alle fordomme om landsbymentalitet kan stikkes skråt op. Det er i hvert fald ikke i min æt, DF finder deres stemmer. LL og jeg behandles 100 pct. lige som mine heterokusiner. Uden at der bliver blinket.

“Æt” er i øvrigt sådan et ord, jeg kun kender, fordi jeg har løst ufatteligt mange kryds-og-tværs’er i mit liv. “slægt” på to bogstaver. Værsgo.