Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: februar 2016

Lesbisk konference og/eller kult med Sofie Hagen som ypperstepræstinde

Jeg havde for cirka tusind år siden købt to billetter til ultraseje Sofie Hagens standup-show på Bremen i går. Jeg havde med andre ord købt mine billetter, da det der interview landede i Informeren og resulterede i, at showet blev rykket først fra lille forhalsscene til stor sal og siden blev meldt totalt udsolgt og flankeret af endnu et show dagen inden.

Jeg havde altså billetter til det rigtige show. Ikke til ekstraudgaven. Totalt firstmover.

Jeg havde købt en billet til mig og en til LL (som jeg funderer alvorligt på at omdøbe til DIE LEBENLESBEN. Det er pænt ik’?). Og vi glædede os som sindssyge.

I forgårs da vi havde gode venner til middag, glædede vi os stadig, for LL viste svage friskhedstegn, her knap en uge før Riget indleder planlagt atomkrig mod hendes fænomenale legeme.

Men i går var den gal. Feber og ubehag holdt LL i sengen. Hun insisterede imidlertid på, at jeg skulle tage af sted. RED DIG SELV! Så jeg inviterede i elvte time min veninde A med. A har jeg efterhånden kendt i mere end halvdelen af mit liv. Hvilket er en pænt syg tanke. Hun er noget af mit yndlings. Men lad nu det ligge.

A og jeg indfandt os før showstart på vores pladser.

Straks efter kom først én lebbebekendt hen forbi og sagde hej. Lige efter stødte endnu en perifær bekendt i udpræget lebbeantræk til med knus og hilsner til undertegnede, og knap gik der et minut, før tredje lebbebekendt (tilfældigvis med sæder på samme række som vores) indløste knuser på vej forbi (apropos: Jeg ved stadig ikke, hvad der er kutyme, når nogen skal forbi på biografsæderækken. Røv mod røv? Front mod røv? Skræv mod skræv?).

Min 100 procent heteroseksuelle (men til gengæld militant feministiske) veninde A var altså på mindre end to minutter vidne til tre tilfældige lebbemøder. Hvilket fik hende til at kigge mildt talt mistroisk på mig, som havde jeg konspiratorisk hevet hende med ind til en eller anden form for homokult-event.

Hun har (vist?) aldrig været med på Vela.

Alternativt tænkte hun (måske), at jeg var klodens mest populære lebbe. Men i virkeligheden var jeg jo bare taberen, der tog tidligt plads i salen og således kunne holde siddende audiens. For alle lebber kender hinanden. Det var i hvert fald tilsyneladende ikke på Bremen i går, at dén fordom skulle afkræftes.

Anyways. Sofie Hagen sparkede i øvrigt på det groveste røv. Hun er mit nye idol. Selvom jeg nærmest kunne være hendes mor. Hvis jeg havde fået hende som syvårig. Det vil sige ved en form for jomfruelig ufrugtbar befrugtning omtrent seks år før, jeg fik min første menstruation (dagen inden den obligatoriske bornholmerlejrtur i sjette klasse, for øvrigt. Tak for dén timing, blødningsguder).

Hvis I får mulighed for at se hendes show Bubblewrap, skal I virkelig springe til – magen til empowering og hylende morsom halvanden time har jeg ikke nydt … længe. Disclaimer: Hverken Sofie Hagen eller showet er lesbisk. Men det er ikke uden grund, at showet (obviously!) tiltrak et massivt lebbefølge. Stærke kvinder og sådan.

Og selvom telefonen var på vibration og ikke bare full-on lydløs-lydløs som vanligt, og selvom 15 pct. af mine tanker gik til hende hjemme i sengen på Vesterbro, var det alligevel forrygende forløsende at grine og tænke (85 pct.) ligegyldige tomhjernede ikke-kræfttanker. Bare lige nogle timer.

PS. Jeg begik lige den rookie mistake at google “lesben german” for at tjekke hvilket køn, “lesben” er. Gæt selv hvor mange grammatiklinks, der dukkede op versus hvor mange porno-ditto. Svaret er ingen. Ingen grammatiklinks. Min fornuft, som jeg ikke har synderligt stor tillid til, fortæller mig i øvrigt, at “lesben” nok er hunkøn. Så. Det.

K

Jeg har været så træt på det seneste. Så jeg tog en lur tidligere.

Jeg drømte, at jeg hørte et gevaldigt spektakel uden for vinduet i soveværelset. I min drøm åbnede jeg vinduet og kiggede ned på gaden, hvor en stor, klodset, rød varevogn var i færd med en ganske håbløs trepunktsvending.

Bilen baksede under stort rabalder ind i alle parkerede køretøjer på gaden, og da den vendte rundt, svingede fordøren op, og gutten i passagersædet svingede med døren ud og ramlede ind i ting og asfalt med sin bløde krop.

Bilen kørte ned ad gaden og direkte ind i en kæmpestor glasskulptur, som smadrede i tusind stykker. Her stoppede den, hvorefter de tre passagerer på bagsædet steg ud og lagde sig lige bag ved bilens baghjul.

Og så bakkede chaufføren hen over dem. Alle tre.

Jeg skreg i drømmen, NEJ, vendte mig bort fra vinduet for at finde min telefon og ringe 112. Fandt den, kæmpede med at låse op og trykke nummeret ind. Men da jeg var tilbage ved vinduet, havde de fire nede på gaden hældt benzin ud over sig og sat ild til både dem og bilen. De stod og brændte op lige nede på vores gade, og jeg kunne ingenting gøre.

On a totally unrelated note: I går sagde lægerne K-ordet. Og de mener det.

Afsked

Greb lige det sidste luftkys, før LL lukkede døren til sin Uber. Hun har lovet at komme hjem igen snart. I morgen er der svar på en masse prøver og biopsier. Lige så skønt som det var at have hende hjemme, lige så kvalmefremkaldende ækelt og smertefuldt var det at sende hende af sted igen. Og så lige før sengetid.

Så nu tuder jeg. I vores lejlighed, der faktisk lidt holder op med at føles som hjem uden hende. Selvom jeg godt ved, det er en kliche, og a chair is not a chair. I ved.

LL, der almindeligvis er næsten lige så udpræget B-menneske som undertegnede, er blevet decideret morgentype af daglige vækninger og derpåfølgende blodtapninger ved 06.30-tiden.

I morges da vi vågnede gudsjammerligt årle, havde jeg for første gang i 19 dage (nitten dage!) en følelse af, at det nok skulle blive godt igen det hele. Sådan, rigtigt godt. Hun virkede friskere og – endnu vigtigere – vi var sammen på en måde, der vækkede mindelser om hverdag. Den følelse trækker sig i sømmene nu. Hun fik det værre hen mod aftentide. Det er tydeligt, hvor meget de ret så hampre doser smertestillende medicin gør en forskel. Når virkningen tager af, bliver hun skidt.

Hun har tabt sig. Jeg havde godt set det på hospitalet, men det blev først rigtigt tydeligt hjemme i vores eget køkken blandt kendte proportioner. Hvor emhætten fungerede lidt som den der tændstik-målestok fra billederne i biologibogen.

Men hun har lovet at blive rask. At det ikke er noget alvorligt. At hun snart kommer hjem. Det har hun fucking bare at holde.

Orlov

Stille weekend oven på travl (mode)uge. Jeg har ingenting udrettet i dag. Men ved I hvad? Det gør ikke spor. For på min højre skulder ligger en sovende LL. Ja! Hjemme i vores hjem! I vores seng. Under vores dyner (Flertal. Har aldrig forstået hvordan nogen kan overleve en dobbeltdyne). Sammen.

Hun er på weekendorlov og skal tilbage på firemandsstuen om et par timer. Enerum havde desværre stakket frist – den form for luksusforhold (hvor man fx ikke bliver vækket af smådement sengeliggende nabos råben på engelsk med svær indisk accent) blev inddraget, da 90-årig dame fik influenza, hvilket i hospitalssammenhæng honoreres med isolation og gule skilte med advarselstrekanter og KONTAKTSMITTE (udråbstegn).

Jeg har svært ved at beskrive, hvor vidunderligt det er at have hende hjemme. Selvom hun sover – dopet til den syvende himmel (vi talte 27 piller i dagens medicinæske -14 alene til morgenmaden) – og knap kan gå 200 meter, hvilket vi nænsomt testede med kaffetur inklusiv en lånehund i eftermiddags.

Men det er lige meget. For hun dufter af LL, og hun føles som LL, og hendes stærke underarm, der hviler tung på mit bryst lige nu, er præcis lige så varm og tryg, som den altid er.

Så må man bare forsøge at lade være med at tænke på, at vi atter falder i søvn i hvert vores postnummer i aften.

Nedslag

Bizarre detaljer, der forsøder talrige besøg på unavngivet hospital i Hovedstadsområdet:

– Når beboerne på LL’s firemandsstue (lidt endnu) er: To gamle krager på plus-firs … og så i sengen skråt over for LL’s en præcis lige så sidecuttet/lebbebun’et* og tatoveret lebbe som LL (med en i øvrigt lige så småbuttet, lang-/mørkhåret kæreste som undertegnede).

– Når LL får enestue (også selvom stuen blev ledig, fordi tidligere beboer nu er fløjet til Den Anden Side, og LL’s indflytningstidspunkt afhænger af, hvornår de liiiige kan få tidligere beboer flyttet og lokalet sprittet ned)

– Når dygtig sygeplejer, der lægger LL’s drop hver eneste aften, med et hurtigt blink lover, at LL får enestue – ikke fordi HUN er besværlig … men fordi hendes naboer er det. Promise!

– Når LL lover at spille vores sang højt fra Spotify ud i rummet, så snart hun overtager enestuen (for at rense luften).

*Det giver sig selv, at en lebbebun er en man bun på en dame som elsker damer. Ik?