Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: januar 2016

Status #2

Mit liv er skrumpet. Min LL er stadig indlagt. De er ikke kommet en diagnose nærmere, hvilket er megabetryggende efter knap to uger med daglige speciallægebesøg. Not. Men de leder videre. Og alt imens bliver det uvante til hverdag, min dag går fra arbejde til hospital til seng til arbejde til hospital til seng. Med indlagte pauser til at tale i telefon med og besvare sms’er fra bekymrede venner og pårørende.

Jeg er meget rørt over at have så mange mennesker i mit liv, der midt i deres travle liv alligevel finder tid til en daglig sms eller opringning (også selvom jeg ikke altid tager telefonen. Undskyld).

For selvom det er usammenligneligt meget mere hårdt at være LL på en dum laksefarvet firemandsstue, så er det faktisk også helt vildt hårdt at være mig. Uden at jeg beder om violinspil eller noget.

Jeg er nok bedst, når det er lidt rutine at holde i hånd med. Når man har en hverdag med faste holdepunkter. Og det er der intet af for tiden. Så jeg har ikke trænet eller vasket tøj, endsige spist et hjemmelavet måltid varm aftensmad, siden LL røg af sted med ambulancen. Men i dag får jeg vasket. Og trænet.

For nu er denne uvante og uønskede nye hverdag ved at blive rutine. Trods alt.

Det er så uendeligt svært at 1) Forlade træt LL på hospitalet, velvidende at hun har lang nat med hostende og jamrende sengenaboer foran sig, 2) Komme hjem til tom lejlighed (hundene er taget med svigerforældrene til Jylland, for det er ikke muligt at passe dem ind i pendlerhverdag mellem arbejde og hospital), 3) Åbne et køleskab, der er fyldt med for gamle madvarer, som burde smides ud, 4) Hoppe under dynen i seng, der er alt for stor og tom, 5) Se afsnit på afsnit af tomhjernede serier, som man kan være sikker på aldrig bliver for uhyggelige eller triste, og så ellers bare vente på at man kan sove. Lorteliv.

Jeg ser hende hver dag. Men jeg savner hende så meget, at jeg faktisk begynder at græde, når jeg skriver det her. Og jeg er så bekymret. Så, så, så bekymret. Men måske ved de mere mandag. Måske. I bliver nødt til at bevare fingrene krydsede. Også selvom I får krampe. Please?

Kryds!

Jeg ved godt, jeg var helt hemmelig bloggertype på den trælse måde forleden. Og undskyld for det. Nu er jeg imidlertid nået dertil, hvor angst for at jinxe er afløst af behovet for alle de krydsede fingre, man kan komme i nærheden af. Så vi lukker sgu op for posen. Gør vi.

Min LL er indlagt. På sjette dag. Lægerne kalder hende “lidt af et mysterium”. Hvilket nok er i top-tre over ting, man ikke gider høre eksperttype sige, når hun overbringer testresultatet efter at have banket utallige nåle ind i min elskedes arme.

Så jeg er ufrivillig græsenke og har bare brug for, at ingen i verden på noget tidspunkt ytrer det store stygge K-ord. Som jeg allerede har hørt lidt for mange gange. Det dumme ord er ikke blevet sagt endnu. Men jeg er så bange. Så. Bange.

Begge mine forældre har (som trofaste læsere ved) hilst på den unævnelige sygdom, men i forbindelse med deres hospitalsforløb var jeg jo bare datteren, der kunne tillade sig at egotrippe. Barnet.

Nu skal jeg være den voksne. Passe på hende, der ligner en bleg skygge af sig selv i en stor, bøvlet hospitalsseng med et sengegærde, der – selv når det er slået ned – gnaver sig ind i bagsiden af lårene, når man vil sidde på kanten.

Jeg ønsker så inderligt at jeg kunne gøre alting blot en smule mere udholdeligt for hende. Men jeg kan ikke.

For det eneste, der hjælper er:

1) Søvn
2) Smertelindring
3) … At de finder ud af, hvad FANDEN der er galt!

Og jeg kan ikke hjælpe med noget af det. Og det gør ondt på mig. Og den smerte må hende i sengen ikke se. Hun må ikke bekymre sig yderligere. Den smerte må jeg gemme væk. Indtil jeg kommer hjem i vores tomme, dumme mørke lejlighed om aftenen. Så tuder jeg.

Og hende, der skal trøste mig, når jeg tuder, er den eneste, der seriøst ikke skal skænke mig så meget som en lillebitte tanke lige nu. Hun skal bare fokusere på at blive rask og slappe af, af, af.

Men måske kan den næste test give os svar. Gode, lette, simple og aldeles ufarlige svar, helst. Please. PLEASE.

Kryds fingre.

Det her er måske det værste, jeg har oplevet. Og så er det ikke engang mig, der ligger der. I sengen. Selvom jeg ville bytte uden at blinke, hvis jeg kunne. Så længe det betød, at LL ikke skulle ligge der længere.

Men måske er det bare noget helt uskadeligt (ik’?).

Træk vejret

I dag trækker jeg bare vejret. Så godt som jeg kan. Jeg hader inderligt at være bloggeren med hemmelighederne. Men af frygt for at jinxe unævnelige sager i rædselsfuld retning, tør jeg ikke sige mere. Og rastløshed/søvnløshed skubber mig alligevel mod tastaturet.

Så nu er jeg anonym-lebbeblogger-udgaven af hende, der skriver statusopdateringer à la “livet er bare så hårdt” på Facen.

Og hende er jeg altså ikke specielt vild med.

Siden sidst

Og sådan gik der en måned. Jeg er i mellemtiden nået både forbi Gran Canutten med min kære mor og bror, forbi lidt sydsvensk pejseopvarmet skovidyl og sandelig også forbi Vela. To gange.

Jeg skrev i øvrigt en længere afhandling til bloggen fra kanarien, men fænomenet wifi var ikke lige nået til ussel skodby vest for Playa del Ingles, så dét indlæg ligger stadig og hygger hjemme på min Mac. Jeg er på arbejde, nemlig. Lidt endnu.

Jeg har været ramt af uforståeligt vintertungsind de seneste uger. Uforståeligt, spørger du? – For det er jo trods alt vinter?

Jo, men det virker bare mærkeligt, at det-der-der-grænser-til-depression (men som undertegnede der har været nede og vende med den ægte vare – flere gange endda og medicin og alt det der – alligevel ikke vil kategorisere sådan) overhovedet kan blive udløst, når man netop forebygger med D-vitamin og 27 grader og spansk ferieø?

Nu går det dog fremad. Nina – som jeg stadig træner med (og stadig giver mine varmeste anbefalinger) og som seriøst er min lille redningsplanke hver eneste uge – prøver at forklare mig, at jeg har for meget om ørerne. At det sgudda er klart, at jeg bliver sløret-sort i hovedet, når jeg omgiver mig med mennesker hele tiden. Også selvom det er gode mennesker.

Hun har nok ret. For jeg har udelukkende lavet gode ting siden omtrent 23. december. Seriøst. Vi snakker solferie afløst af nytår med de bedste mennesker afløst af svensk weekend-getaway med den absolut bedste (og de to firbenede der deler næstbedstepladsen). Afløst af mit stadig ret så nye job. Som jeg holder uendeligt meget af. Som i: virkelig, virkelig meget. Og så endelig afløst af en weekend med 2 x sene, sjove og våde aftener (jeg var på Vela klokken seks lørdag morgen. Seriøst. Klokken. Sex. Har ikke morgenfestet i (hvad-der-føles-som) årevis. Meget stolt af egen udholdenhed).

Men. Jeg har bare lavet for meget og for uafbrudt af det gode. Og det skal jeg øve mig i at lade være med.

Ikke desto mindre glæder jeg mig til fredag. For omtrent ved firetiden stikker jeg med Livslebben under armen til London. Rart hotel i Shoreditch og eneste plan er en booking på en eller anden smart restaurant i Clapham om lørdagen. Og så vil jeg megagerne se en musical. Men nu må vi se.

Og! Bonus-info: Min menstruations-app havde ellers lovet mig udsigt til blodig London-weekend. Men de røde guder har forbarmet sig og smidt lidt menses i nakken på mig allerede i dag. Ha. Så er det afsluttet fredag. Alt tegner med andre ord godt.