Influenza + nyt job + forpligtelser til højre og venstre = manglende bloggeroverskud. Men her er jeg igen. Trods alt.

Lige for tiden er jeg i en form for permanent state of you-must-be-kidding, når jeg læser homonyheder.

Skal vi tale lidt om en liste i russisk Maxim, der tilgiver en række kendte bøsser deres homoseksualitet, fordi disse stygge syndere trods alt har bragt god kunst til bordet:

The Russian edition of Maxim publishes list of “Gays we respect” 

WTF, Rusland.

Jeg er nået til et sted, hvor det mest bare er hovedrysten, jeg har til overs for deres balladerier. Lige indtil jeg stopper op og blot et øjeblik kommer i tanker om, hvor friggin’ creepy, det egentlig er, at et gigantisk land (hurtig googling: 143+ millioner mennesker. Oh yes.) bare har trukket ned over befolkningens hoveder, at homoseksualitet er syndigt/forbudt/strafbart. Hvis vi regner med de berømte 10 pct. af befolkningen, så er der omtrent 14 millioner mennesker i Rusland, som er meget, meget direkte berørt af den fuldstændigt fucked up lovgivning.

Nå jo.

På den dejlige side af sagerne, har tidligere X-factorvinder Cane besluttet at være talsperson for en form for kønnets opløsning herhjemme. Se artiklen her.

Jeg har den dybeste respekt for hen, og uden at det skal lyde alt for akademisk højpandet overklassefeministisk, så er det FANME vigtigt, at lige præcis et så folkeligt ikon som Cane tager bladet fra munden.

Selvfølgelig kommer vi i artiklen ikke uden om en masse mudder i pronominerne og deadnaming (hvilket jeg for nyligt lærte, det hedder, når man bruger en kønsopløst persons “døde” (tidligere) navn. Og jeg har ikke engang bevæget mig ned i kommentarerne. Turde ikke. Men det, at Cane insisterer på ikke at være transkønnet, ikke at være en mand, er så vildt og modigt og ganske fantastisk. Al opbakning herfra.

(Og ikke at det selvfølgelig skal komme an på det, men Cane behøvede altså heller ikke decideret at kredse timevis omkring min seng, før hen blev budt ombord. Så det.)