Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: februar 2015

Lesbiske næsten-afsløringer på Amigo Bar.

Guddddddd. Jeg har helt glemt at fortælle om utroligt sært sammentræf, der hændte for lige præcis en uge siden. Det kan I altså godt glæde jer til, skulle jeg hilse og sige.

Okay. Torsdag i sidste uge havde vi workmiddag. Vi var på Les Trois Cochons – de tre grise – på Værnedamsvej, og jeg var den eneste der skulle have rokkevinge og således ikke entrecôte. Jeg er ellers, tror jeg, den eneste der rent faktisk kan udtale entrecôte. Arngtrøkåt. Right?

Derfra tog vi på Amigo Bar. Mit forslag. Vi var eneste ankomne ud over et par bøsser, der hang i baren, men vi startede festen, for nørderne fra work skal altid bestille shots. Mange shots, og jeg blev så frygteligt fuld, at jeg vraltede derfra ved totiden på den der måde, hvor jeg ikke helt kan huske, hvilken vej jeg cyklede hjem.

Fredag tog to kolleger på skift lur med den mindste af homohundene på maven i mødelokalesofaen. Og vi andre så ligblege og coladrikkende til.

Shit mand.

Men fra jeg tog hjem fra Amigo Bar, og til jeg tog på arbejde svinske fem timer senere, hændte der det, at jeg modtog følgende besked på Facebook:

Og det i sig selv er selvfølgelig mildt sagt ikke imponerende. Idet mit fulde navn i sagens natur fremgår af dankortets forside.

Det mærkværdige er, at beskedens afsender er en vis lebbe, der i tidernes morgen faktisk – så vidt jeg husker – var den første, der var dedikeret nok lebbelivsfan til at gennemføre lidt research a la Holmes (Sherlock, ikke John) og afdække min SANDE IDENTITET … Som hun afslørede for mig pr. mail til min store begejstring engang for flere år siden.

Vi har aldrig mødt hinanden, og gjorde det så altså heller ikke denne gang. Men soooooon. Sooooon.

HOV!

I øvrigt er hun en af de seje, seje lebber bag Danmarks nye fantastiske lebbeblogkollektiv Lesbiske Noter, som jeg jo lidt har en finger (ikke sådan en finger) med i spillet om tilblivelsen af. Det er nemlig mig, der har formidlet den første kontakt imellem damerne, som jeg virkelig beundrer for deres forrygende skriverier!

Læs med der. Bare glem mig (ej please nej). Red dig selv – følg Lesbiske Noter … og læs i øvrigt lidt flere roser af deres koncept lige her på Lebbelivet.

Danmarks (næst?)bedste lebbeblog, eller: En VARM anbefaling

Okay. Jeg ved ikke, om I kan huske, at jeg for en tid (læs: seks måneder-agtigt) tilbage faciliterede kontakt mellem en flok lebber, der gerne ville i gang med at blogge?

Den kontakt er nu blevet til noget, der er milevidt fra og mange niveauer over det, jeg præsterer her i mit hjørne af internettet. Virkelig.

Tjek lige Lesbiske Noter ud med det samme, hvis den ikke allerede er på læselisten. Jeg mener det.

De er syv faste bidragydere på Lesbiske Noter, men hvis man har hemmeligheder og sladder og den slags, kan man få lov til at være med på gæstemåden. Meget sympatisk. Mere sympatisk en Lebbelivet, hvor jeg egenrådigt og med grov censur bestemmer, hvad der finder vej til spalterne.

Jeg kender ikke personligt nogle af damerne bag bloggen, men den ene af dem har jeg været lidt i kontakt med, da jeg jo lige som stod for at sende mails fra alle de interesserede videre.

Og nu har jeg faktisk mødt hende. I virkeligheden.

Lad os kalde hende LS. Hun vil nemlig også gerne være anonym, fordi hun skriver omtrent lige så raunchy, som jeg gjorde, da jeg var ung og kåd (og single) for knap fire år siden.

LS kontaktede mig i begyndelsen af året, fordi hun kunne huske noget med, at jeg havde en Orange is the New Black-fangedragt? Som hun måske kunne låne? Til at imponere nogen til noget kostumefest? Nogle lebber? Ja?

Hun tog desværre fejl. Fangedragten blev udloddet i konkurrencen i sommer og har det, tror jeg, rigtig godt i Sydhavnen et sted.

Jeg har således ikkun en hættetrøje med Litchfield-fangenummer. Som med min ret så femme og ret så entydigt sorte garderobe ret hurtigt blev nedgraderet til løbetrøje.

Men selvom fangedragten bestemt havde været sjovere, ville LS alligevel gerne låne det grå jerseyhyl. Så en trist hverdagsaften i januar, hvor jeg og LL havde besøg af bedstebøssen (jeg har altså andre venner), kom hun forbi for at låne den.

… Og vi havde allerede en rødvin åben, så hvorfor blev hun ikke lige og drak et glas med og fortalte lidt om sig selv. Og så kunne vi jo lige så godt åbne en flaske til. Og en til. Og snart var vi hverdagssejlende på den måde, hvor det blev ret tydeligt hvem af os, der var 22 (LS) og hvem af os, der snart ikke kan løbe fra at være midt-i-trediverne (os andre). Man holder ikke nødvendigvis sin brandert pænere med alderen, må konklusionen lyde.

Men hun fik sweatshirten med. Og også en GAVE. En vaskeægte og (så vidt jeg husker) ubrugt finger-vibrator … Som hun kunne udlodde i en konkurrence på Lesbiske Noter. Jeg fik selv legetøjet til en lesbisk sexfest, jeg bidrog til at arrangere for snart mange år siden. Det var tider.

Om Tegan og Sara og Oscar og Oscar og Oscar og Østrig.

Vågnede klokken otte søndag morgen efter rødvinstung middag om lørdagen og var helt frisk.

Lige indtil jeg tog en lur … og så lige en til i løbet af eftermiddagen. Men de var godt givet ud, de 2xMorfar, for omtrent klokken 21 bestilte vi pizza, smækkede gæstemadrassen ind i stuen, smed en dyne henover nysankommet bedstebøsse (som I muligvis tror er min eneste ven) og tændte for Oscarerne. Alle de oscarer. Flertal.

Jeg nåede at se det meste af den røde løber, før jeg måtte melde mig ud af ræset og overlade stuen til de iblandt os, der havde lidt mere humane mødetider mandag. Men vågnede med jævne mellemrum natten igennem ved klapsalver og jubelråb. Og havde naturligvis sat vækkeren til halv seks, så jeg kunne overvære de vigtigste uddelinger med de hårdføre i stuen.

Men alt det tilside.

Så I Tegan & Sara?

De ownede det show. Livslebben kan beholde J. Los uendelige kavalergang helt for sig selv. Hvis jeg må hoppe i smokingbuksen på hende til venstre. Ja. Præcis som med Nik og Jay har jeg stadig absolut ingen ide om, hvem der er hvem.

Jeg gætter på, at lebbelebben er Tegan. Men det er måske bare, fordi jeg synes det navn er mest androgynt. Lige som jeg tror, Nik er den skaldede, fordi Nik lyder som et mere skaldet navn. I ved.

Hæ. Vores internet svigter lidt lige nu, hvilket betyder at hver eneste gang, jeg gør wifi-udfald i stuen (som fx uploader billeder af lebber på røde lebbere. Ha. Løbere.) starter LLs afsnit af Dancemoms forfra. Jeg kom til at råbe til hende, at det måske var guds måde at sige, hun skulle se noget mere berigende.

Nå. Videre.

Jeg vidste i øvrigt allerede fredag, da kollega hostede, som havde hendes lunger bestemt sig for at forlade kroppen med mellemstation i svælget, at det snart var min tur. Så at jeg holdt helt til tirsdag var faktisk et mirakel. Men tirsdag tilbragte jeg kampsvedende og -sovende på matriklen, med blot en enkelt bøn til universet:

Lad mig blive rask til på lørdag.

Og hvorfor er netop lørdag skæringsdato, spørger du? Jo, fordi jeg lørdag tager min dame under armen og drager på ski i det østrigske. Det bliver hylt. Som vi sagde i Århus i firserne.

Så hvis der er radiotavshed galore hele næste uge, så er det 1) derfor … og 2) ikke noget, I ikke har oplevet før.

Og jeg er i øvrigt nogenlunde influenzaovenpå igen allerede. Tak fordi I spørger.

Om ekskærester. I Lebbeland.

Det virker ikke okay at skrive et blogindlæg om noget andet end alt det tragiske, der udspillede sig i går og i nat. Men jeg er så mæt af danskheds-gradbøjninger – om fx hudfarver, der kan være “arabiske men lysere end normalt”. Hvad fanden foregår der? Bør man ikke – præcis som i alle andre minoritetssammenhænge – forsøge at pakke generaliseringerne, mærkaterne og normerne væk? Bare lidt?

Please.

Hvis jeg – apropos – derimod skulle sætte en lillebitte mærkat på min weekend, skal der stå “ekskærester” på den.

Fredag drak jeg en fyraftensøl, der blev til en fire-fem stykker, med min første damekæreste. Lad os kalde hende KB. Vi var sammen i tre år og brugte nogle timer på at remminiscere over hvor sindssygt unge og lidt dumme (søde), vi var.

Det var helt vildt rart at se hende – det sker for sjældent – fordi der var så meget, hun lærte mig – og fordi hun var prøveklud for så mange af mine helt tidligere og allerførste lesbiske erfaringer. Og jeg mener ikke kun alle dem i soveværelset (som dengang også agerede stue, garderobe og spisekrog, fordi vi boede på hvert vores lejede værelse i hvert vores bofællesskab. Fordi vi var 24).

Der er noget ømt over de der tidlige seriøse forhold. Fordi man er så defineret af sine første erfaringer. Der er bare ikke rigtigt noget, der trumfer at opleve ting for første gang, vel? Alt det næste er sammenligninger.

Nå. Siden drønede jeg hjem til LL, hentede Bedstebøssen med på vejen og så X Factor med rødvin i glasset. Og hverken værre eller bedre gik det, end at den der gruppe, som Blachman har samlet, og som lidt prætentiøst bare hedder deres efternavne, sang Fleet Foxes. Og ikke en hvilken som helst Fleet Foxes-sang, men den som jeg med min anden damekæreste øvede en yndig flerstemmig version af, mens vi stadig var sammen.

Jeg husker tydeligt, at vi engang i – hvad? 2009? 2010? – da vi var kærester, tilfældigt var ude at spadsere på Amager Fælled og bemærkede nogle lange, lange køer foran DR Byen.

Vi gik derover og opdagede, at køerne skyldtes X Factor-auditions, og debatterede længe, om vi skulle stille op. Med Fleet Foxes-sangen. Fordi vi ikke sang decideret dårligt/falsk, og fordi vores seksualitet potentielt kunne være en forlomme til i hvert fald én enkelt tv-appearance.

Lebbeduoen.

Og hun så åbenbart også X Factor i fredags. For netop, som jeg greb min telefon for at smide hende en sms (selvom vi faktisk ikke har snakket sammen i mange måneder), om at nogen havde stjålet vores glory, bippede en besked ind på iphonen og kom mig i forkøbet:

Det gør mig enormt glad, at jeg er på venskabelig talefod med mine ekskærester. Selvom det vel i lebbeland er mere reglen end undtagelsen.

Og det er da ikke altid nemt, bevares, men LL er et omtrent tusind gange større menneske end mig. Hun er virkelig chill-faktor 20. Det er dejligt. For hun skulle dælme lige prøve at være über friendly med sine ekser, så ville jeg freake. For sindssygt. Be warned.

NB: I øvrigt var det der med “trygt mellem to mænd” en hentydning til Thomas Blachmans ret irriterende kommentar til netop trioen og dennes kvindelige medlem, der stod i midten under deres optræden. Jeez.

Jeg har opfundet det bedste klitoris-synonym i 2015. Og 2016, nok.

Hver eneste morgen når jeg cykler på arbejde, tænker jeg på bloggen. Med et stik af dårlig samvittighed, som jeg (og I der stadig holder ud) efterhånden har vænnet mig (jer) til.

Men mere, faktisk, med et stik af ærgrelse, fordi jeg vitterligt hader at nedprioritere alt det, der (også) gør mig glad. Som for eksempel at skrive af karsken bælg. Og som for eksempel at bruge udtrykket af karsken bælg. Det bruger jeg yderst sjældent i mit ellers nok så kommunikative nye arbejde.

Jeg holder sindssygt meget af mit nye arbejde. Men jeg har ikke arbejdet så meget nogensinde før. Og alligevel har jeg en evig følelse af ikke at gøre nok. Det er hårdt, og jeg øver mig hver eneste dage i at navigere det. Og ikke ende på gulvet.

Der er flere af dem, jeg holder allermest af, der har været nede at vende med stress på det seneste. På sygemeldingsmåden. Og det gør mig så ondt, at det skal ende der. Og jeg forstår det bare så godt. Vi er på hele tiden.

Når vi åbner vores computer klokken kvart over ti om aftenen for at skrive et lille blogindlæg, så ping’er chatsystemet med arbejdsrelaterede beskeder, jeg sagtens kunne kaste mig over lige nu (og måske også lige gjorde. Bare lige fem minutter).

Det hele gnatter sammen.

Og når man faktisk er i så privilegeret en situation, at man har et arbejde, der er – dare I say – sjovt, så er det nogle gange svært at forstå, at man bliver nødt til at holde fri.

Og få gjort et blogindlæg af nogle af de tonsvis af mininoter, jeg gemmer i usete, fjerne hjørner af harddisken. Som for eksempel denne, griflet ned i dag i et arbejdstanketomt øjeblik:

Man kunne egentlig godt kalde sin klitoris for sin like-button.

Gad vide om det kommer bag på nogle, at jeg er beskæftiget i et spændingsfelt i nærheden af noget social media-relateret?
Men helt alvorligt, det er faktisk et ret godt begreb?
Og det er bare en af mange noter, jeg har gnidret ud og aldrig kommer til at følge helt til dørs. Fx hørte jeg Marie Keys nye album i sidste uge. Og jeg tog mig selv i øjebliksvist at se mig splattet tilbage til 6. klasse, hvor jeg var dybt forelsket i John Lennon. Der på det tidspunkt havde været død i godt og vel fjorten år. Og jeg så den der fantastisk sengefredsdemonstration, han lavede med Yoko. Hvor de blandt andet dyrker sex?
Og efterfølgende skrev i min dagbog (og dette er blandt årsagerne til, at jeg – ikke en men to gange pænt sagde tak-men-nej-tak til at deltage i DRs take på Mortified Nation (se det!!). Jeg er ikke parat. Jeg er stadig 13 år. For fanden da.)
“Kære John [ja, min dagbog var dedikeret til John Lennon. Og hvad så?]. Det er jo ikke fordi jeg er jaloux på dit og Yokos forhold, men …”
Jeg havde har det svært, når de stjerner, jeg ser op til og føler en slags sjælebeslægtethed med, pludselig ikke synger om ulykkelig kærlighed længere. Og pludselig synger om et “du” og ikke et “hun” (bemærkede I også det skift fra seneste album til det nyeste?). Eller fx går i seng med deres koner for åben skærm. Den slags.
På den måde er jeg nok lidt stalker-syg.
PS. Jeg taler lige om verdens sjoveste melodunte-fejring i homoselskab en anden dag.

Fra ilden tilbage i asken

Søndag på den måde, hvor jeg har catchet up på det meste af tredje sæson af GIRLS og det, der allerede findes af fjerde sæson.

Min bedste ven siger, jeg er Hannah Horvath op af dage. Og jeg kan godt se ligheden: Småbuttet, selvcentreret, dramatisk, narcissistisk, neurotisk og – hvis jeg må tilføje – ret så charmerende.

Yndlingscitatet, der lige så godt kunne handle om mig, er der hvor Shosh skælder Hannah ud med følgende svada (som jeg citerer frit fra hukommelsen):

“Jeg har aldrig mødt en, der var så selvoptaget som dig. Jeg tror, jeg drukner i mit eget opkast, hvis jeg skal lytte én gang til til dig, der fortæller, hvordan du lettere end andre får blå mærker.”

Det kunne lige så godt have været Bedstebøssen, der sagde det til mig.

Jeg elsker at høre mig selv tale. Og elsker at blive lyttet til. Og har altid en følelse af, at mine historier helt bestemt er lidt mere interessante end resten af selskabets.

Og jeg kan stadig huske dengang, jeg sagde til min daværende kæreste, at jeg havde hørt mig selv på bånd, og seriøst aldrig ville kunne holde ud at have en kæreste, der var lige så sjovt som mig(!).

Skaden var ligesom sket, da jeg fattede, hvor sindssygt usympatisk mine ord var.

Jeg havde glemt hvor god den serie er. Og bliver lidt misundelig over, at jeg slet ikke fattede, hvor fedt det var at være 24.

Jeg havde tiårs-reunion med den lille gruppe, som jeg startede et – ret tåbeligt men også ret så fint – skoleblad med på studenterkursus i begyndelsen af mine tyvere. Jeg fortalte den gamle flok, at jeg vitterligt ikke husker særligt meget af, hvordan timerne egentlig foregik.

Hvortil den ene svarer:

“Det giver meget god mening – du kom jo altid lige fra Stereobar.”

Det er en sandhed – omend med modifikationer. For det var nok mest om fredagen, jeg til tider lugtede af frisk sex og gammel sprut i timerne.

For jeg levede virkelig tyverne fuldt ud. Jeg har nok måske bare glemt det lidt. Men mine tyvere var lidt som Hannahs og hendes crowds.

Byture, walks-of-shame, pizzaer i sengen med bedstevennerne. Tudeture på sofaerne hos dem, der havde deres shit together allerede da og var flyttet sammen med kæresten (som de naturligvis forlængst har forladt og erstattet med en anden) og huskede at købe mælk.

Det kan godt gøre mig glad. Når jeg har stilleweekender med lørdagsbesøg af mødre med deres fantastiske seksårige og gennem en helt uge har ligget i min seng mens klokken stadig noget-med-22, fordi jeg har været træt og gerne vil være frisk til arbejde. Og økologisk oksekød og opvaskemaskine.

Og løbeture.

Egentlig var det det her liv, jeg drømte om i mine tyvere. Det trygge og rare. Men nu er det det, jeg nogle gange – i hvert fald meta – bliver sindssyg af. Hvor kedelig har man lov at være? Og hvor glad har man lov til at være over at have et liv med faste rutiner og ro?