Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: januar 2015

Hello world!

This is your very first post. Click the Edit link to modify or delete it, or start a new post. If you like, use this post to tell readers why you started this blog and what you plan to do with it.

Happy blogging!

Ny gammel lebbevinbar?

Okay. Er der nogen, der ved noget om det her?

En vinbar der med egne ord med “forførende bartenderinder tilbyder et bredt sortiment af fyldige argentinske vine og lækre tapas. På dansegulvet kan du slænge dig til sprøde tangotoner fra husorkesterets flotte fyre, eller du kan møde nye flammer i vores mørke hjørner. Vi kalder baren for Pat’ og Platter. – Og vi glæder os til at se dig!”

De har lige liket Lebbelivet ovre på Facebook. Og det liker jeg naturligvis. Og jeg kan godt se, de ikke har opdateret siden 2012. Men har de nogensinde eksisteret? Er jeg gået helt bag af dansen? Hvor? Hvad? Hvem?

Bøsser, lebber og dem midt i mellem.

I aften skal jeg til fest hos nogle bøsser. Der kommer 57. Bøsser, lebber og dem midt i mellem. Og min ven har været sammen med syv af dem. Så.

Singlelebber snakker stadig om sex. For your information.

Okay. Om to dage er det en måned siden, I hørte fra mig sidst. Jeg har holdt en slags semibevidst blogfri. Fordi jeg trængte. Eller, egentlig var det ikke som sådan blog-fri, jeg trængte til, men jeg trængte noget så grusomt til at holde computerfri, når jeg havde fri-fri.

Jeg kører den ned med titimers arbejdsdage og har gjort det i efterhånden en del måneder. Som følger har jeg hverken været verdens bedste kæreste, ven … eller menneske. 

Og sådan skal det ikke være. 

Lige nu kan og vil jeg ikke skære ned på arbejdet. Det skal nok komme en dag. Og jeg vil ikke være mindre kæreste og ven. 

Og derfor lider bloggen. Men jeg vil ikke lukke den. Fordi jeg faktisk elsker den. Helt vildt højt. Min lille legeplads.
SÅ! Hvis vi nu aftaler, at I får et indlæg om ugen – flere når jeg orker – kan vi så ikke stadig være bedstevenner? Så vil jeg til gengæld fortælle jer om min lesbiske nytårsfest, der stak mere af, end jeg havde forventet.
LL og undertegnede skulle have en flok af hendes damer til middag. 

Jeg havde opstillet alle mulige nervøsitetskriterier (ikke noget abegilde, folk skal tage videre og feste, ikke for meget larm, jeg vil som den eneste have fuld tilladelse til at forlade festen, fordi jeg er en dramaqueen, der har krav på helt særlige omstændigheder, der ikke gælder for andre. Og sådan). 

Hvorfor alle disse regler? Fordi jeg var pisseangst for at feste med otte mennesker, som ikke var mine egne rigtige venner. Okay syv. Og så selvfølgelig en enkelt der har været min kæreste i 3+ år. Men alligevel!
Det endte naturligvis som den slags typisk gør:
Som et abegilde, hvor folk dansede i sofaen til den lyse morgen, hvor jeg selv stod for at smadre aftenens eneste glas, hvor jeg larmede ad helvede til og excellerede som 30-second-dj … og først forlod festen, da jeg gik kold i min seng ved femtiden.
Fantastisk aften. 

Og fordi jeg åbenbart kun selv kender lebber af racen fast-parforhold-på-femte-år, var det ualmindeligt forfriskende at feste med en flok singledamer.
Fordi der så bliver snakket om skægpest over østerserne: 

Haha – Den der med at kollega venligt gør en opmærksom på lette hudafskrabninger om munden og spørger bekymret til forkert valg af creme og parfumeallergi? … Når der i realiteten bare er tale om følgeskader oven på en nat fyldt med cunnilingus. 

Smukt. 

Af en eller anden grund er de første sandheder, der ryger af bordet, når man går fra date-fasen til fast parforholdsfasen, alle dem der handler om sex. Detaljeret sex. 

Hvorfor snakker vi aldrig mere om sex?