Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: december 2014

Fra stress til meta-stress til ro til meta-ro (som faktisk er lige så godt som ro)

Jeg synes, det er pissesvært at være i trediverne. Sådan rigtigt i trediverne. Det var herrenemt at være tredive. Og enogtredive. Men treogtredive er altså en kælling.

Pludselig ligger hele resten af ens liv bare en lille smule og viser sig frem på stien foran. Hejhej, sådan ender det!

Jeg har – det ved I – haft en lang periode med stort stress. Over alt det med børn. Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og alligevel følte, jeg måtte tage stilling.

Vi snakker stress i en grad, så jeg kunne vågne om natten med hjertebanken over noget, der kun kunne defineres som lige dele 1) ubehag over ikke at have børn og 2) ubehag over ikke at have lyst til at have børn.

Til sidst tog vi en snak. Af den store slags, gjorde LL og jeg.

For måske vil jeg gerne have de børn. Børn er jo pissesøde. Jeg vil bare ikke have dem nu. Der er ikke plads til dem, hverken tidsmæssigt, følelsesmæssigt … eller pladsmæssigt (for hvor skulle jeg så gøre af mit tøj? Prioriteter.).

Og snakken endte simpelthen så fint. Med et håndslag. Og med kys. Men håndslaget var faktisk vigtigst. For vi besluttede – meget blabla-agtigt – at vi bestemmer os for, hvad vi gør, når jeg fylder 35. Ikke “inden jeg fylder 35”, nej – når. 

Og det smarte ved den lille sondring mellem “inden” og “når” er, at den betyder, jeg slet ikke behøver stresse mere. Lige nu. Det er helt ok, jeg ikke har lyst til at få børn lige nu, og det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har truffet et stort forkromet valg om resten af mit liv. Jeg kender i øvrigt forbløffende mange, der fødte deres første kiddo omkring de 36-37. Alt i orden.

Det lyder garanteret sygt og hjernespinsagtigt, men det har på en eller anden måde givet mig en gevaldig (og tiltrængt) ro i hovedet. Nu er al metapanikken (panik over ikke at være panikken) lige som lagt på hylden. Indtil jeg fylder 35.

Halvandet skønne, rolige år. Og så tager vi den.

Og jeg ved godt, at I gerne vil spørge, “jojo, men hvad med LL, hvad vil hun?”. Og I får ikke svaret, for jeg har lovet min LL at holde hende så vidt muligt ude af bloggen. I hvert fald i den slags store, nære spørgsmål.

Hun er noget mindre ekshibitionistisk anlagt end undertegnede, og jeg øver mig i at respektere, at det ikke er alle, der bare som tommelfingerregel er helt ok med, at man deler deres hemmeligheder online. Og at man ikke altid ved, hvad dem, man elsker, betragter som personligt. Fordi man måske ikke selv ser de samme elementer som synderligt private.

Lige præcis den opsang har jeg fået af samtlige de kærester, jeg har haft i mit voksenliv: At jeg kæfter op om ting, der er fortalt mig i fortrolighed.

Og det skærer mig i hjertet hver gang, fordi jeg vitterligt ikke tænker det som en udlevering, mens jeg … udleverer.

Det hænger nok sammen med, at jeg personligt er ret okay med, at folk deler mine mere eller mindre pinagtige anekdoter, hvis jeg da ikke oven i købet kommer dem i forkøbet og selv underholder med dem først.

Og derfor glemmer jeg, at det ikke er alle, der er fino-fino med, at jeg hænger deres beskidte (eller bare helt rene og fine men (åbenbart) stadig private) tøj til tørre ude i den del af offentligheden, der udgør min sociale sfære.

Det eneste, der er værre end at blive bebrejdet, at man har fortalt noget, der (i bagklogskabens klare lys) ikke var for alles ører, er at få en hørt tydeligt hemmelig anekdote fortalt af sin significant other – fulgt op med beskeden: “og det er altså ikke noget, du skal sige til nogen.”

Som om jeg var sådan en, der gik og gjorde det. Men det er jeg. Jeg nægter åbenbart bare selv at betragte mig som en sådan. Så det.

Og derfor må I gætte jer til LL’s børnestandpunkt (jeg kan bare give et lille hint: Det er verdens sødeste).   

Ikke lige juletypen i dag, vel?

Der er noget mærkværdigt ved tilsyneladende at være den eneste i København, der skal på arbejde både i dag og i morgen. Hovedstaden er gået i sump, og jeg vil med derned, men kan ikke helt give slip.

Røg ikke desto mindre alligevel lige forbi lidt gløggarrangement (uden gløgg. Hvad fanden?) på Dyrhaven med alle Bedstebøssens de hjemvendte efter verdens mest effektive julegaveshopping på vej fra arbejde.

Jeg havde engang i slutningen af november besluttet, at jeg ville købe mine julegaver online i år og på den vis få lortet overstået på absolut nemmeste måde. Og således havde jeg lullet mig selv ind i en døset fantasi om, at gaverne jo nærmest allerede var udvalgt, bestilt, afsendt, hentet i pakkeboksen og lå i entreen i en stor pose og blot ventede på at blive fragtet til Aarhus i morgen.

Lige indtil jeg vågnede op. Og det var den 22. december. Og jeg havde købt nul julegaver.

Men jeg tog et lyn-raid ved 17-tiden i dag, sgu. Og gjorde det ret godt, hvis jeg selv skal sige det.

Far får feministisk litteratur, og det samme gør stedmoderen. Jeg tænker, at jeg – ved at give dem begge to lidt fra pensum (faren får Butlers “Gender Trouble”. Mere kreativ var jeg trods alt heller ikke) – holder de nok hinanden op på at få læst lortet i stedet for at dykke ned i endnu en Grisham-roman. Jeg føler hele tiden de to læser Grisham og John Irving. Krydet med lidt Siri Hustved måske.

Det burde ikke være muligt.

Vi skal på skiferie, hele den pukkelryggede (som tæller mig, LL, broren, faren, stedmoderen og hendes tre børn plus deres kærester og børn. Det bliver … jolly) til februar, så jeg forestiller mig, de har læst lortet til ende inden da. Så kan jeg høre dem i det på et hotel i Østrig.

Nå jo. Og Dyrhaven var fin nok i godt selskab, men jeg gider ikke mere. Der har været gløgg og evige udvekslinger af semi-ligegyldigheder skåret over kammen, “hvor skal du holde jul henne?” i fire dage i streg nu. Plus sporadisk spredt ud over hele december, selvfølgelig.

Og jeg vil hellere snakke om alt det vigtige. Livet, døden, kærligheden. Agtigt. Jeg kan ikke mere smalltalk. Og samtidig er jeg for træt til alt det andet.

Trænger faktisk til lige præcis sådan en aften, som jeg har nu. Hjemvendt fra Sønder Boulevard.

LL er draget Jyllands-over med 2xHund tidligt(!) i morges. Og jeg var en god med-lebbe, der stod op og sendte hende kærligt på vej med morgenkaffe ved sekstiden. Shit, jeg er sød alligevel.

Og nu ligger jeg her. Alene i dobbelthønen for første gang i tusind år. Og er helt, helt rastløs. Alle mine planer om neglelak og ansigtsmasker er gået fløjten til fordel for dødt blik, det værste fra Netflix og dårlig samvittighed over alt det tøj, jeg ikke når at vaske, førend jeg selv drager mod det aarhusianske ved fyraftenstide i morgen.

Jeg er ikke lige juletypen i dag, vel.

Vi bør dvæle lidt ved det her.

God bekendt sendte følgende oversigt til mig:

14 TIMES SAMIRA WILEY COMPLETELY STOLE YOUR HEART IN 2014

Og den er bestemt værd at dvæle ved, selvom jeg helt overfladisk synes, Samira er en milliard gange lækrere i fangedragt end i gallaskrud.

Jeg har det faktisk ret dårligt med at være så forudsigelig, men for fanden.

… The poussay wants what the poussay wants. (see what I did there?)

Julefrokoster. Flertal.

Huha. Årets to eneste rigtige julefrokoster havde valgt at lægge sig skulder om skulder fredag og lørdag denne weekend. Og det havde sikkert fungeret fint-fint, hvis jeg var 22. Men jeg er 33.

… Og sov således til klokken 17 i går, førend jeg greb efter iPhonen og Facebook og invitationen til lørdagens julefrokost i håbet om, at ankomsttidspunktet var klokken otte. Og ikke klokken 18.30.

Det var klokken 18.30, og i løbet af den næste halvanden time var jeg flyvende frem og tilbage og ja-ja-jeg-kan-sagtens-have-det-samme-tøj-på-som-jeg-havde-til-festen-i-går. Og lidt tørshampo, så er frisuren så god som ny.

Mine bagstive rystefingre fik både hældt en reparationsbajer indenbords og hældt 3/4 af en helt mørkerød Essie-neglelak ud i/over håndvasken på toilettet, klattet lidt flydende eyeliner ud over kinderne, og købt samt indpakket en gave til pakkelegen.

Gaven var i øvrigt to sladderblade, rullet sammen på en måde, der gjorde dem til legens mest eftertragtede pakke under navnet “dildoen”.

Og det var så hyggeligt. Og sjovt. Og bralret. Og jeg holdt ud til klokken halv et på en 1:2-blanding af øl og apollinaris. Og da jeg rejste mig fra bordet og hentede min jakke, fik jeg ros. Der var åbenbart nær ved foretaget væddemål om, hvor længe jeg ville holde. Så tiltagende klatøjet tog jeg mig nemlig ud, som aftenen skred frem (og ikke kun på grund af den flydende eyeliner).

Fredagens julefrokost var i øvrigt på arbejdsmåden.

Og her skal man huske, at jeg på min nye arbejdsplads er absolut alderspræsident. På den måde, hvor alle andre er 30 eller yngre. Og mænd. På nær min yndlings-sidekick, K, der både er kvinde og jævnaldrende (og hende, jeg kan sende et sigende blik, når nørderne begynder at købe hævn-webdomænenavne hen over flæskestegen. Shit, jeg holder meget af K.).

Åh ja. Og lidt apropos:

Jeg har aldrig hørt om snapsministre før, og da jeg fik reglerne for den kække lille juleleg forklaret, gav det minus mening: En udvælges som snapsminister (naturligvis kendetegnet ved overdimensioneret nissehue, jeg havde ikke forventet det anderledes), og denne kan så udfordres, hvis man ønsker at overtage hvervet.

Udfordringen består selvfølgelig, som dansk drukkultur fordrer, i, at udfordreren og siddende snapsminister sammen drikker en skål. Kapitulerer snapsministeren (hvis fx tre-fire gæster udfordrer i rap), må han overgive titel og nissehue til udfordreren.

Jeg synes, indledningsvist, at det virkede som det dummeste koncept i byen. For hvem skulle dog ønske at udfordre, når en udfordring betød frivilligt snapsindtag, og belønningen var retten til at iklæde sig en syntetisk nissehue og en lige så forloren titel?

Jeg tog fejl. På mærkværdig vis blev der kamp om den titel i en grad, så tre medarbejdere rallede rundt i hjørnet før klokken 22. Færdige af snaps.

En enkelt drink på Condesa med de seks, der stadig stod, kindkys og hurra, og en (genial) beslutning om at skifte fra høje hæle til Converse, inden jeg drog over brostensbelagte stræder mod Vesterbrogade og julefest på Revolt ved to-tiden.

Og sikken fest. Der for mit vedkommende sluttede ved 4-tiden, omtrent da BB og venner besluttede sig for at drage mod Nevermind. Og jeg (heldigvis) satte gummihælen i og cyklede hjemover.

Og plantede mig på puden med ånde af den slags, der fik sidedamen i dobbeltsengen til at prikke mig på skulderen og bede mig vende hovedet den anden vej, fordi hun faktisk blev fuld af, at jeg trak vejret i hendes retning.

December, for fanden.

Nosser og deres størrelse. Et field study.

Jeg læste lige følgende og blev tyve procent mere lesbisk:


Er det her en ting? Hvem går op i store nosser? Jeg har aldrig hørt heteroveninder klage over for små kugler. Endsige nogen erindring om, at det var noget jeg selv tænkte over, da jeg knaldede mænd?

You live, you learn.

Vela, dagbøger og kendisdrømme

Okay – en lille servicemeddelelse til alle lebber, der måske alligevel tænkte, at de gerne ville ud og måske også gerne ville være kendte. Følger nedenfor. Først en anekdote om mig. Naturligvis.

Jeg vil nemlig også gerne være kendt (og kan godt se det ironiske i dén udmelding, tilføjede den anonyme bloggerlebbe), men da to producere – i øvrigt uafhængigt af hinanden – spurgte mig, om jeg ville medvirke i en eller anden ny DR-satsning, satte jeg alligevel foden ned med et høfligt (og ikke ikke-smigret) nej tak.

Programmet handler, så vidt jeg er informeret, om at DR vil bede en række danskere læse op fra deres teenage-/pubertetsdagbøger.

Og det er jeg simpelthen ikke parat til. Derfor takkede jeg nej.

Jeg tænkte længe over det, men jeg er simpelthen stadig for meget 13 år indvendig til at forholde mig distanceret og håhåhå-hvor-var-jeg-dog-ung-og-naiv-dengang-agtigt til egne syvendeklassesskriverier.

Al den weltschmerz.

… Som jo stadig er der, altså weltschmerz’en. Både i mig i dag og bøgerne dengang (for, omg hvor jeg skrev meget dagbog. Jeg havde helt sikkert også haft en blog, hvis internettet havde været en ting i Aarhus i start-halvfemserne. Så tak for, det ikke var det.)

Nå – Men hermed opfordringen, som blev sendt til min mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com-inbox (som i øvrigt gerne tager imod masser af post fra alle søder lebber) fra en producer, der hedder Petruska, som by the way er et ret nice navn (og prisen for fleste indskudte sætninger går tilllllll…).

“PERSONER SØGES TIL FILMOPTAGELSER
Hej alle sammen,

Vi skal bruge en masse dejlige mennesker af alle eller intetkøn til optagelserne af en ny kortfilm!

Scenerne, der er tale om, udspiller sig på baren Vela på Vesterbro og finder sted onsdag den 17. december i tidsrummet 8:30-13:00 og/eller 13:00-21:00.

I korte træk handler filmen om en ung pige med mellemøstlig baggrund, som finder ud af, at hun er homoseksuel.

Vi har desværre ikke mulighed for at betale honorar, men vi sørger for at hygge om jer med kaffe, snacks og et måltid.

Hvis det lyder som noget, du kunne have lyst til, må du meget gerne sende en mail til mig på petruskapeters@gmail.com med en kort beskrivelse af dig selv, telefonnummer og et vellignende billede.

De (aller-)allerværste lesbiske barer

Okay. Først og fremmest to anbefalinger:

1. Hvis ikke, I allerede er nede med Autostraddle, så er det bare med at komme … ned. Autostraddle er det velsagtens største lesbiske site out there, og de laver pissegode, dybe og sjove artikler. Klart anbefalingsværdigt!

2. Hvis I kan lide podcasts, og lige som undertegnede bare venter på næste episode af Serial (ja, det halvnye skud på This American Life-stammen har totalt afløst Savage Lovecast på toppladsen af min favoritliste) … Så håber jeg, at I også engang imellem trykker play på The Double X Gabfest. Det er ikke topprofessionelt og nogle gange lidt for snakkeagtigt, men faktisk samtidig et meget fint feministisk input to-go. 

Mens man venter. På Serial. Som I selvfølgelig hører. Ikke?
Nåmenokay, i hvert fald afslutter de tre snakkehoveder i Double X altid programmet med en række anbefalinger af alt fra bøger til artikler til musik til podcasts til standup-comedy. Og i forrige uge anbefalede deres lebberedaktør – og det er nu, de to punkter ovenfor bindes sammen, parat? – følgende artikel på Autostraddle:
The Worst Lesbian Bars
Journalisten bag denne artikel har simpelthen gennemgået samtlige skodanmeldelser af amerikanske lebbebarer på Yelp
Og det er så sjovt, tag fx denne beskrivelse af en ikke navngiven bar (frit oversat af undertegnede):
“Vi ankom omkring klokken halv tolv og skulle mødes med en ven til en drink, fordi “det her er stedet, hvor alle kommer.” Well. Hvis det her er alle, så opgraderer jeg mit Netflix-abonnement.”
… eller den her:
“Du tager ikke på club for at høre “The Macarena” eller Will Smiths “Getting Jiggy With It” på CD.”
Hele listen er hi-larious, og så fik den mig naturligvis til lige at tjekke Yelp-anmeldelserne af vores egne nationale homobeværtninger. 
Der er nærmest for få til, at det kan betale sig at anonymisere dem. Men jeg har gjort det alligevel. Ingen grund til at hænge hypotetiske barer, der i teorien kunne være indrettet i tidligere bordeller, ud offentligt, vel?
Og jeg faldt alligevel over et par fantastiske one-liners. De får lov til at stå på engelsk. 
Mit Såkaldt Lesbiske Liv præsenterer:
Det siger turisterne om vores homobarer!
  1. “You have to really like women to even want to sit here for a while.”
  2. “It’s a pretty little place but it’s tiny and there are grope-y old ladies. There are also very young, eager kids. Just another gay night in the great L word.”
  3. “If you’ve never been to a female equivalent of a meat market gay bar – here it is.”
  4. “It’s good fun for a night but I can’t imagine coming here more than once.”
  5. “A lot of femmes. If you’re a butch, you’ll probably get lucky easily. The women there are gay but nearly never queer. A bit too serious, but you won’t find better in the country.” 
… Og så lige den rigtigt sure, gæt selv hvor denne gæst har været:
“The wardrobe is exactly on the opposite side of the entrance, so everybody must walk between dancers in order to go in and out the club. That’s awful. But the most annoying thing of that place is the music: 80s and 70s trash and pop music that only an old man can remember … and even the DJ was not able to “synchronize” the rhythm between a song and the next one, generating a sense of disorder and frustration every time a new rhythm arrive on the dance floor.”
Som podcast-redaktøren kærligt udtrykker had/kærlighedsforholdet til lebbebarer:
Lesbian bars are awful. But they’re our awful.

Hader du ikke også bare poptøser?

Jeg kan huske, at jeg engang – måske i 1993 – i min Mix-kalender læste et rigtigt godt tip til, hvordan man kunne score en poptøs. Man skulle bare gå hen til hende og så spørge:
“Hader du ikke også bare poptøser?”
Dengang var jeg ikke lesbisk. 

Jeg var forelsket i Morten og Thomas og en, der hed Martin fra en anden skole. Ligesom de andre. 

Men måske var jeg alligevel lidt underbevidst lesbisk, for jeg kan for min gud ikke huske, hvad scoretricket var, hvis det var en dreng, man gerne ville have fat i.

Nogen, der ligger inde med Mix-kalenderen anno 1993?

Wow – hun er (heller) ikke død (denne gang)!

[advarsel – undskyldnings-rant coming up]
Jeg er virkelig ikke perfektionist. Overhovedet. Tror jeg. Men der må alligevel et eller andet sted inden i mig sidde en lille bitte høne med en eller anden form for forventninger til, hvad fanden der ryger ud på denne jo ellers fuldstændigt anonyme kanal. 
For det er sgu en eller anden form for forventningspres, der gør det svært for mig at holde lortet ved lige for tiden. 
Jeg kunne jo sagtens skrive noget. Bare noget. 
Men jeg vil gerne holde det on point – lesbisk, I ved. Og mit liv er simpelthen bare ikke spor lesbisk (hvis vi ser bort fra det der med min sengekammerat hjemme på Vesterbro).
Nyt arbejde fylder så meget, at jeg vitterligt går kold klokken 22, med mindre jeg hiver mig selv op i de der stride sorte hår, som bliver ved at vokse frem fra min hage. Hvis ikke jeg sørger for at komme af sted til en aftale, som er forplanlagt, og som giver mig så tilpas dårlig samvittighed at aflyse, at jeg holder ud, så ser jeg kun mine kolleger og Livslebben.
Og selvfølgelig Bedstebøssen, som af uransaglige årsager formår at møve sig ind (og tak for det) i min kalender hver uge. Vi har både set Hunger Games og spist på Galathea-Kroen sammen den seneste uge. Rijstaffel, så sandelig. Undersaltet rijstaffel. Så det.
Vi diskuterede i øvrigt længe, hvorfra ristaflen stammede. Havde en god snak om, hvor sygt racistisk det egentlig var, at vi var sikre på, det var kinesisk. Noget med ris. For karry og chutney lugter egentlig mere af Indien.
Og så var det, vi kom i tanker om det der lille “j” der har sneget sig ind. Rijs. Det er sgudda hollandsk. Er det ikke?
Da jeg var barn og boede i kollektiv, kan jeg huske, jeg elskede rijstaffel. Fordi man: 
1) sad på gulvet og spiste det (don’t ask why)
2) selv måtte komme præcis det oven på, man havde lyst til. Jeg overdoserede nok især rosinerne og dåseananassen ret heftigt. 
Okay. Sidespor. Vi kom fra det med travlheden og den fejlskudte selvopfattelse:
Men den såkaldte lebbe, der cykler af sted om morgenen, er milevidt fra at være den samme, som hende, der får fri fra work om eftermiddagen. Hvis morgenlebben bestemmer, så skal der helt sikkert trænes om aftenen. Hvis klokken 18-lebben bestemmer, så skal der helt sikkert indtages kalorier og ikke snakkes for meget. Og så er der gå-i-seng-lebben. Der synes det er en sygt god ide at sætte vækkeur til klokken seks og løbe en tur. Og endeligt har vi stå-op-lebben, der snoozer halvanden time væk. Hver fucking morgen.
Jeg bruger nok bare ganske enkelt så groft af min kreative energi i arbejdsøjemed, at der ikke er mere at vride af efter arbejde. Men jeg tænker seriølle på bloggis hver eneste dag. Og på jer. Og på at jeg føler, jeg skuffer. I hvert fald mig selv. Undskyld, mig (og jer).