Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juni 2014 (side 2 af 2)

En slags “Find Lebbe-Holger”. Og jeg vandt.

Jeg har fundet hende! Ja. Jeg har fundet den anden lebbe på Vesterbro, der også fra tid til anden lufter to franske bulldogs. Og nej. Jeg mener ikke den lebbe, som jeg deler seng med. Og som fra tid til anden lufter vores franske bulldog. Jeg mener ikke LL, nej.

Nå men så så man lige mig ræse fra work for at lufte hunde, der nægtede at lægge en lort, inden LL skulle af sted til træning. Fint nok. Jeg havde en hel episode af Dan Savage (jeg har, fordi jeg ikke er en næriglebbe, købt abonnement på the magnum edition. Du burde gøre det samme – det er alle pengene værd!) til gode. Kunne sagtens høre den, mens jeg luftede kræene.

Kastede dem forbi Enghaveparken med først Dan og siden LL (“skat, hvis man ikke kan cykle hjem efter spinning, bliver man så hentet?” – svaret er nej) i ørerne.

Og der stod hun så. I al sin (i øvrigt – bevares – ganske tiltrækkende) lesbiske glory. Inklusiv stretch i øreflippen og ikke decideret uinteressante piercinger i munden.

Lang snak om hunde. Og igen den her kriblen i fingrene … efter at åbenbare for hende, at jeg altså OGSÅ var lebbe, selvfølgelig. Hun fik sagt “ex girlfriend” om damen, jeg tidligere har mødt samme meganuttede hunde i selskab med (‘Livet som hundeejer’ for 500 kr., tak. Man kender hundene men ikke ejerne. Klassisk.)

Og jeg fik (pyhada) naturligvis sneget ind, at jeg også foretrak den punani.

Hvorfor fanden er det så vigtigt? Hvorfor kunne jeg slet ikke lige klare tanken om at dele en fredelig hundesnak med fremmed lebbe uden behov for at forklare at jeg altså delte hendes udmærkede seksuelle standpunkt? Hvad sker der?

Men hey. Hun var ikke bedre selv – hun smed faktisk ex girlfriend-kortet først. Kom ikke her.

Vi lebber kan bare tilsyneladende rigtig rigtig rigtig godt lide at bekende (hele den regnbuefarvede) kulør.

Nyt legetøj. Til nogen.

2xHomohund har fået nyt legetøj.
LL har været en tur i MaxiZoo og købe bidestærkt trækkegummi.
Hun kalder den konsekvent for deres nye double dong.
Jeg gider ikke snakke om det.

I øvrigt er der skidegodt gang i konkurrencen lige her – så vi lader den sgu løbe ugen ud. Jeg trækker med andre ord en vinder ved fyraftenstid fredag d. 13.
… Og så kan jeg fortælle, at Netflix er så søde, at de har smidt en bonusgave oven i – så vi kører én hovedpræmie = halvårsabonnement OG en vaskeægte OITNB-fangedragt (hæ!) … og så to runners-up, der ‘kun’ vinder abonnementet. Sgu!

Værsgo: Vind et halvt års gratis Netflix (ja, det betyder OITNB ad libitum!)

Hurra!

Netop som jeg havde trykket ‘udgiv’ på det forrige indlæg, fik jeg en mail fra Netflix.

Og:

Jeg har fået lov at udlodde 3 x GRATIS (gratis, lebber – gratis!) halvårs-abonnementer!

Fordi alle (eller i hvert fald tre mere end før denne konkurrence) skal have mulighed for at se den nye fantastiske sæson af Orange Is The New Black. Og når du er færdig med at se OITNB (igen og igen og igen og igen), kan jeg varmt anbefale alle deres programmer om hundehvalpe. Jeg mener det.

Anyway!

Du har chancen for at få dine (forhåbentligt) lange fingre med (forhåbentligt) kortklippede negle i et af abonnementerne – du skal bare svare på følgende i kommentarfeltet nedenfor:

Hvad er det mest upassende homorelaterede spørgsmål, en nysgerrig heterotype nogensinde har bedt dig besvare? (Og det er for nemt at skrive, “nå, men hvem er så manden?”)

Jeg kan selv kaste følgende i puljen:

God venindes bryllup. Bordherre har opført sig eksemplarisk hele aftenen. Bordherre får femte glas god rød under vesten. Bordherre spørger: “Bruger I så altid legetøj?”

Godt så.

Det med småt: Jeg tager mig – som forventet (og sædvanlig) – den frihed benhårdt at vælge de tre vindere ud fra aldeles objektive kriterier som fx “synes jeg indlægget er sjovt?”. Demokrati og lodtrækning kan gå hjem og vugge sin mormor i en teske.

Og husk nu – I skal altså bare lyve, hvis jeres reelle oplevelser er for røvsyge. En god historie er bedre end en sand historie. Som jeg altid har sagt.

Tilføjelse: Jeg trækker vinderne ved fyraftenstid fredag d. 13. juni!

Netflix har ikke betalt mig for dette indlæg – jeg får ikke selv andet end selvfølgelig glæden ved at give ud af konkurrencen. Faktisk betaler jeg såmænd troligt mit abonnement af egen (okay, LLs) lomme hver eneste måned. Og det med stor fornøjelse, endda.

Så oprandt dagen!

Er det forkert at håbe på regn? Fordi man så bare kan barrikadere sig i sin seng med sin allerbedste dame og resten af den nye Orange Is The New Black-sæson? … For de første seks afsnit har jeg jo allerede set.

Og I kan altså godt glæde jer, hvis I da ikke allerede ligger derhjemme og lumrer foran skærmen i en post-Distortion-pjækker. Gid jeg gjorde.

I min lille lesbiske husholdning var der stor begejstring for den nye sæson. Især begejstring over hvordan bipersonerne bliver til hovedpersoner i den nye sæson, når vi fx følger (sygt lækre) Pousseys omtumlede militæropvækst. Eller Taystees triste Oliver Twist-baggrund.

Suk.

Hele anden sæson bliver vist i Empire i aften. Og jeg var som udgangspunkt ikke afvisende over for at slæbe LL og en dyne med i bio. Men det er fanme længe, man skal være i en biograf. Altså. Vi snakker vel 10+ timer? Og hvad nu hvis man bliver træt – man kan jo ikke gå glip af noget. Af noget.

Eller hvis man nu bliver … inspireret (glæd jer til flashback-scene med Poussey i cunnilingussituation på mili-basen)? Så kan man selvfølgelig bare gemme hænderne under dynen. Men der er også noget – hmm – urovækkende ved så meget lesbisk heavy petting på så lidt plads. Klaustrofobisk.

Så nu håber jeg, at det bliver rigtigt lortevejr, så LL og jeg kan droppe vores planer om grillsafari med 2xHund på laddet af forholdsvis nyindkøbt christianiacykel (fuck, vi er søde og regnbueagtige, når vi drøner rundt i den) og i stedet bare putte.

Den seneste lange tid har været alt for travl og med alt for lidt tid til kys og den slags. Alene den seneste uge har vi haft familiebesøg non-stop på de knap 70 københavnske kvadratmeter. Og det bliver altså trangt i længden. Hyggeligt, men trangt. Og dertil jyllandsture og flerdagsseminarer og arbejde og træthed.

Så den her weekend skal vi bare putte. Tak.

Og jeg ved godt, jeg har lovet jer Netflix-konkurrence. Og den skal nok komme. Men! Lige nu er PR-menneskerne bare lidt travle og tavse, så jeg vender stærkt tilbage, når jeg har hørt nærmere. Promise.

Nyere indlæg