Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juni 2014 (side 1 af 2)

Klitkød. Hvad ellers.

Spørgsmålet er, om det her er OK?

Kannibalisme eller en helt særlig delikatesse? Eller begge dele? Ved de selv, det er sjovt? Er vesterhavsmennesker trætte af klitjokes?

Men jeg skulle egentlig bare finde ud af, hvad sådan noget fersk kød med et net rundt om hedder (vegetarisk opvækst fornægter sig ikke)? Culottesteg? Rullesteg? … Og så dukkede klitkøddet op. Screendump direkte fra Krogensgaard.

Facebook, lebbe-brudeparret … og katten i favnen?

Fødselsdags-/Skt. Hansfejring endte simpelthen så fantastisk i går. Med rose og Kronenbourg … og poker! Og et improviseret Skt. Hansbål, der måske mest var en halv chili (heksen) på det ene gasblus. Vi nåede aldrig i Enghaveparken.

Jeg har i virkeligheden set uhyggeligt få af alle de fødselsdagsbål, der hvert år tændes landet over i min ære. Men lad nu det ligge.

Har I set den nye “Pride”-stickerpakke i chatten ovre på Facebook?

Jeg synes, den var ret sød. Indtil jeg så lebbebrudeparret (første billede, nederste venstre hjørne). Sådan helt tæt på.

HVAD FANDEN?

Jeg synes faktisk, de helt generelt holder sig meget elegant for fine til at køre løs på stereotypen. Men hallo. Kat? Lebber med kat? Det tangerer sgudda fordom af øverste skuffe.

Jeg får sådan en (sikkert i øvrigt lige så fordomsfuld) ide, om at det må være bøsser, der har lavet ikonerne. Det må være noget, der sidder fast inden i mig fra dengang for mange år siden, hvor jeg sad i Ørstedsparken med en håndfuld bøsser (tilfælde) og rejste mig for at tage hjem til min kæreste. Og blev mødt med spørgsmålet,

“Nå, skal du hjem og dyrke friktionssex?”

Jeg ved godt, det var for sjov. Men jeg synes ikke, det var sjovt. Jeg synes det var nedladende. Og lidt irriterende på samme måde, som når rendyrkede bøsser siger “adddddrrr” ved tanken om fisser. Og lidt lige som stereotyp-katten på brudedamerne ovenfor.

Måske er jeg bare nærtagende. Og måske er nogle af bøsserne lige så nedladende stereotypt fremstillet. Jeg kan bare ikke se det, fordi jeg ikke føler mig personligt ramt.

Åh.

Der kom et lesbisk brev (Juhu. Det er min yndlingsbrevtype)

Det sker jo, at jeg får brev fra frustrerede lebber. Det ELSKER jeg. Forleden fik jeg følgende:

Jeg tror personligt godt, at unavngiven lebbe (hendes identitet er selvfølgelig jeres yndlingslebbe bekendt) kan vænne sig til, at homodamer mestendels gerne liiiige vil have afklaret, om det her fører til noget med en flyttebil (eller i hvert fald et fælles hundehvalpsindkøb, host-host) inden for nærmeste fremtid.

Jeg husker i hvert fald ikke mange second-lebbedates, hvor der ikke faldt et par ord om, hvordan man så sit liv forme sig (børn? karriere? bolig?).

I øvrigt slog det mig i dag, at andelsbolig-ladcykel-bulldog(s) må være urbane homoers pendant til villa-volvo-vovhund. Jeg er herresat.

Jeg tror nu i øvrigt ikke, der blev diskuteret fremtidsplaner på min og LL’s anden date. Endsige evalueret efter første. Jeg var alt for panisk over at havne i nyt forhold så kort efter at have afsluttet mit forrige (megalesbisk, i øvrigt – sådan at være single i mindre en måned mellem sine langtidsforhold) til at kunne tale om den slags. Men har garanteret talt en masse om følelser alligevel.

Så det.

LL er i øvrigt herredårlig til at snakke om følelser. På nær når jeg har mine dramadage (ca. hver anden dag. Hver dag i kritiske uger), og hun pinner mig til sengen og siger, at hun altså gerne vil være min kæreste. Når nu det her med at dele hjem og kærlighed med mig tilsyneladende ikke er nok til at få mig overbevist. Tilsyneladende.

Jeg er sandsynligvis verdens dårligste kæreste. Og mindst stabile menneske. Eller i hvert fald mest usikre. Der kan seriøst gå mindre end to minutter, fra LL serverer morgenmad og kys for mig på sengen, til jeg er stensikker på, hun er ved at forlade mig.

Kudos til hende for at holde stand. Hun er sød nok.

Nå. Men kan I ikke lige hjælpe ny-lebben ovenfor? Hvad kan hun forvente – går der konsekvent følelser i den på second date i Lebbeland?

Altså … der er vel ikke nogen, der er manden. Vel?

Der var arbejdsfestivitas i torsdags. Det er sgudda pudsigt, at vi – hver eneste gang kollegerne (og jeg selv, bevares) får blot et enkelt glas rødvin indenbords – skal tale om homoseksualitet.

Selve spørgsmålet “men hvem er så manden?” faldt (heldigvis) ikke. Men alle metaspørgsmålene – der nærmest er de samme, bare afledt af hvor dumt det er, det her med at tro, at nogen er manden – faldt.
I ved:
“Altså, der er vel ikke reelt set nogen, der er manden?” (spørgsmålstegn)
“I kan vel netop bestemme, hvem der er manden” (for en mand skal der jo for helvede være)
Jeg svarer pædagogisk, at vi nok som to kvinder har en helt anden frihed til selv at definere vores roller. Og at der selvfølgelig ikke er nogen, der er manden. Men muligvis nogle (i traditionel og normativ forstand) maskuline egenskaber, som vi forhandler mere om, end man måske gør i en klassisk heteroseksuel konstellation. Og sådan.
Jeg spekulerer for tiden meget over, hvorfor jeg blogger mindre. Men jeg tror – nogle gange – lidt, det skyldes, at jeg føler, jeg har oplevet alting. Fordi jeg jo som I ved er 200 år gammel. Eller også er heteroer bare sygt kedelige. Og stiller de samme spørgsmål – i mit segment blot indpakket i misforstået åbensind, som spørgsmålene ovenfor vidner om.
Eller hvad?
Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig til at se alle de bål, I til min ære brænder af rundt omkring. Jeg ved godt, at lebberne fester (for mig, forstås) på Amager Strand, men jeg har faktisk aldrig selv fejret Sankt Hans derude. Havner oftest i Enghave Parken eller Frederiksberg Have. Er det en fejl? Bør selv en menneskesky neurotikerlebbe bevæge sig til homo-Sankt Hans i morgen? 

Skoddyr.

Kom hjem efter endt arbejdsdag. En af de travle. Låste mig ind i lejligheden. Blev mødt af to fuldstændigt opkørte hunde … og dette syn:

Man må alligevel beundre graden af omhyggelighed. Lortehunde. Ikke en men to lp’er fuldstændigt smadrede. Yderligere fem godt gennemgnavede i hjørnerne.

Som for at sige undskyld stæsede Mindstehunden ind og hentede et par trusser i vasketøjskurven. Smed dem samarbejdsvilligt for mine fødder som en form for offergave.

Nej. Nej. NEJ.

Suk. På vej hjem var jeg i tvivl, om jeg nu også havde fortjent indisk til aftensmad. Det er jeg egentlig ikke længere. Og jeg har også fortjent en mangolassi. En stor mangolassi.

And the winners are …

Så er jeg så småt blevet ædru og kan trække vinderne af den fantastiske Netflix-konkurrence.

Shit, det var en god lesbisk fødselsdagsfest i går, alligevel. Startede med glamourøse pre-party cocktails (ren Sex and the City) på Chicky Grill:

Og derfra til fest på Nørrebro i godt selskab af den slags man for en god dels vedkommende faktisk bare ser alt for sjældent. Men det giver heldigvis mulighed for gode gensyn. Som det i går.

Nå. Men nu sidder jeg under dynen med tungt hoved og resterne af den pizza, som LL meget, meget betænksomt købte til mig i går aftes. Og som jeg frådede gode dele af, da jeg kom hjem ved halv fem-tiden i morges. LL er drønet ud i verden for at købe elektroniske dingenoter til sit nye projekt: Musikanlæg til christianiacyklen. Jeg fik ondt i hovedet, da viste mig et diagram over, hvor man skulle sætte ledninger med krokodillenæb(?) fast på en sær metalplade og forsøgte at forklare mig, hvilke udgange der hørte til hvilke … dimser.

Men!

Vi kan vist ikke trække den længere … her kommer de tre vinderhistorier (OG! Vinderne skal lige smide mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – så finder vi ud af detaljerne).

Disse to historier har vundet et halvårsabonnement til Netflix (begrundelse i kursiv):

Anonymos lesbos skriver: 

Min mor: “det er godt at have en veninde at trøste sig med hvis man ikke er så vild med sex, ikk?” (tak mor, du har forstået alt)

Mødre, for fanden. Der er bare pakket så meget misforstået hensyn og benhård fordomsfuldhed ned i så få ord ovenfor. Du har fortjent lidt OITNB at trøste dig på. Tillykke!


Anonym skriver:
Fremmed flirtende heteropige på nevermind: Du er helt sikkert ikke bøsse.
Mig: Jo, det er jeg faktisk.
Heteropige (nu venindeflirtende): Ej, det kan man altså bare overhovedet ikke se. Er du ikke glad for at jeg troede det?

Mig (afvisende): Nææ.
Heteropige (nu fornærmet): Ej, det var altså et kompliment. Bøsser elsker bare at få at vide at de ser straight ud.

Bare for lige at illustrere, at det faktisk ikke er et must at være lebbe for at vinde denne konkurrence. WTF!? Igen misforstået hensyn. Hvad SKER der for at skære alle over en kam? Du må hjem og straight (lezzy?) acte foran lidt OITNB. Tillykke!
Og nu til det vigtigste. Historien nedenfor har vundet et abonnement til Netflix OG en megaflot orange, stor-i-størrelsen-og-ikke-så-flatterende fangedragt. TILLYKKE!

xx
Sidste privatfest jeg var til, faldt jeg i snak med kvinde jeg ikke kender. Under small talk nævner jeg at min forlovede er akønnet og forklarer på opfordring lidt om hvad det vil sige. Jeg havde fået lidt øl, så jeg citerer måske ikke helt korrekt, men en bid af samtalen gik ca sådan her:
Fremmed person: “Men man har jo enten mandlige eller kvindelige kønsdele.”
Mig: “Eller både og, ingen af delene eller noget der imellem. Men det er vel ligegyldigt i din dagligdag hvad folk har eller ikke har, så længe du ikke har tænkt dig at have sex med dem?”
FP: “Det kan du have ret i, vi skal behandle folk lige. …men du sagde at der ikke er noget galt med din forlovede, så han eller hun må jo have enten det ene eller det andet dernede. Hvad har din kæreste mellem benene?”
Mig: “Jeg synes det er pænt grænseoverskridende at du spørger ind til og tænker på min forlovedes kønsdele! Hvorfor er det så vigtigt for dig at vide?”
Hun svarede noget med, at det er fordi hun ikke ved hvilken kasse hun skulle placere min bedre halvdel i. Tro det eller ej, men efter lidt tid fik jeg hende faktisk til at se, at de kasser netop er problemet…og jeg undgik at svare på hendes mærkelige spørgsmål.

Hovedvinderhistorien vinder faktisk ikke så meget på grund af selve historien ovenfor, som egentlig mest bare er superdeprimerende – shit, hvor stødende. Hvad man dog ikke skal lægge ører til (men godt, du sagde fra!). Nej, den vinder i højere grad på grund af kommentaren under historien, der bare så fint lige skyder pointen helt hjem i mål. Jeg ved stadig heller ikke, om anonym mente det seriøst eller prøvede at være morsom. Come nu on:



Du har sgu fortjent – iklædt orange kedeldragt – at tømme Netflix for ikke blot OITNB men også alle (yderst lindrende) hundehvalpeprogrammer. Intet afhjælper idiotisk grænseoverskridende adfærd som lidt hundehvalp.

Igen understreger jeg:

I, skønne vindere, skal lige smide mig en mail på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com – så får I detaljerne vedr. abonnementet, og xx: Dig skal jeg selvfølgelig have en postadresse på også, så fangedragten kan blive sendt af sted!

Klassisk excuse

Shit. Jeg er blevet for fuld til at trække vinder. Gør det i morgen. Så føj endelig til listen, hvis du har godt input! Konkurrencen kører frem til lørdag. 

Morgenrutine

At styrte rundt med tandbørsten i mundvigen og søvn i øjenkrogen, mens man lokaliserer-nøgler-hopper-i-Converserne-binder-knude-på-skraldeposen-fjerner-gårsdagens-trusser-fra-badeværelsesgulvet … det er vel også en slags morgenritual.

Hold nu kæft med de sammenligninger. Sagde lebben til sig selv.

Der var siiindssygt mange lebber i København i pinsen. Eller også har de været her hele tiden og benyttede bare solskinsvejret til at komme frem fra deres … huller.

Der passerede et lebbepar med barnevogn forbi mig om søndagen på Frederiksberg et sted. Og de så noget så søde og voksne ud. Jeg tog mig selv (that’s what she said) i at tænke, åh – gid min egen lille homokonstellation så blot tilnærmelsesvis lige så sød ud.

Og så kiggede jeg ned af mig selv. Som jeg sad der på christianiacykelladdet med vind i håret, smil om læben, to topnuttede hunde foran mig og verdens bedste lebbe ved styret bag mig. På vej ud i det blå med kirsebær og kolbekaffe.

Og så gav jeg mig selv:

1. Et halvhårdt mentalt slag i baghovedet over evig-pessimisme og undervurdering af egne omstændigheder.

2. Lov til at nyde, at alt faktisk bare er helt vildt godt og fint. Uden sammenligning.

Stor og uflatterende. Men hey! – Stadig orange.

“Den er stor i størrelsen og ikke helt vildt flatterende,” lyder beskrivelsen fra Netflix’ danske PR.

Men!

Det skal ikke afholde mig fra at udlodde den i tilgift ovre i den her konkurrence.

Det betyder, at vinderen (kun en) – altså vedkommende med den allerbedste/-værste historie – kan se OITNB gratis det kommende halve år iført en vaskeægte OITNB-fangedragt. Kedeldragt. Kald den, hvad du vil.

Og de to runners-up vinder altså stadig et halvårsabonnement til Netflix. Bare ikke dragten.

Jeg trækker vinderne i morgen eftermiddag!

Ældre indlæg