Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: maj 2014

Ansigtsblind for helvede da

I går gav jeg to mennesker en knuser, fordi de sagde “hej [indsæt mit navn her]!“.

Jeg ved stadig ikke, hvem nogen af dem er.

Der er udpræget spænding at hente i hver eneste dag, når man lever med ansigtsblindhed. Og jeg er efterhånden blevet en ørn til at bullshitte mig vej ud.

Tip #1

Spørg altid ååååbent:

“Hvordan går det?” 

(Aldrig: “Hvad laver du så nu?”. Det bør man nemlig overraskende ofte vide.)

Tip #2

Introducer dine venner i selskabet sådan her:

“Har du mødt Peter?” 

… og kryds fingre for, at Peter rækker hånden ud og således trækker navnet ud af måske-fremmed-type

(Aldrig-aldrig-aldrig introducere sådan her: “Mød Peter.” Den type introduktion følges nemlig naturligt af en kontraintroduktion, skal jeg sige dig.)

Russersøstre med siamesisk fletning. Og sådan.

Huhada.

Sjældent har jeg da ligget så brak, som jeg gjorde i går oven på Melodi-selskabelighed af dimensioner i lørdags.

Sikken fest. Både på tv og i de nørrebro’ske stuer.

Måtte sende LL i byen for at hente hunde i går. Jeg havde rigeligt at gøre med at få verden til at holde op med at dreje rundt.

Muligvis var tømmermænd dog iblandet en skefuld influenzasymptomer, for jeg har godt nok brugt en god del af dagen i dag på at spørge kollegerne, om der ikke var særligt koldt på kontoret denne mandag?

Eller er jeg virkelig blevet så slatten, at jeg kører todagestømmermænd?

Ha.

Jeg troede faktisk, jeg var hjemme i min seng med shawarma i mundvigen ved midnatstid efter melodunse, men jeg kan se, at jeg har liket på livet løs henne på Facen klokken både nul-tre og nul-fire natten til søndag, så måske er det ok, at jeg først vågnede kl. 15 i går.

Og:

1. Så var det jo faktisk bare den helt rigtige sang der vandt. Åh, hvor var det rørende. Altså.

2. Så har jeg tænkt meget over, om det var upassende, at mennesker buede af russiske tvillinger med siamesisk fletning. Og jeg er nået frem til, at jeg stadig ikke synes, det er upassende. Havnede vist i mild diskussion allerede i lørdags med den holdning men vover at fastholde den.

Flere siger, at “det da ikke skal gå ud over de stakkels søstre, at Putin er en nar”.

Men helt alvorligt. Jeg synes faktisk i dette tilfælde, at man – når man stiller op som repræsentant for sit land – har truffet beslutning om at tage de (verbale) slag, det måtte medføre.

Var det også synd, hvis seerne havde stemt med fusserne og tildelt russerne de frygtede nul point? Er det ikke det samme?

Og tænk engang, hvis russiske tvillinger havde medbragt egen homodemo. Altså et lille subtilt antirussisk oprør. Det kunne de jo godt. Regnbueneglelakken er efterhånden en gammel kending. Jovist – med fare for landsforvisning.

Men stadigvæk.

Er jeg på glatis? Har jeg ikke tænkt mine argumenter igennem? Er jeg småsadistisk anlagt, når det kommer til antirussisk propaganda?

Melodunse plus det løse

Så for katten. 

Var forbi Statens Museum til queer-arrangementet i går aftes. 
Ingen – allermindst jeg selv – havde troet, jeg ville komme af sted. 

Lige dele træthed, regnvejr, homo-generthed (alvorlig lidelse) og LL-med-planer-om-hjemmeaften trak i modsat retning. 
Men jeg gjorde det sgu. 

Rejste mig fra sofa og kys efter to gode fredagsøl og slæbte min cykel med S-toget. Ja. Cykel med toget. Hallo. Jeg havde fanme fundet glattejernet frem for første gang i månedsvis. Ikke tale om, at provo-byge skulle få lov at ødelægge dét stykke arbejde. 

Og jeg havde en herlig fest fra 18.30 til 21 med gode og sjove mennesker. 

Åh jo. Og mødte adskillige blasts from the past. Inklusiv eks-plus-ny-kæreste.

Blev øjebliksvist ramt af den der sære blanding af forløsning og vemodighed, som indtræffer, når man står foran et menneske, man har været tæt på, og føler … Intet. 

Det føltes meget voksent og overskudsagtigt faktisk kun at mærke glæde over, at hun har mødt en, hun virkede glad for. Det under jeg hende.

Men shit, hvor føles det kombineret angstprovokerende og dejligt at være et sted med så mange homoer. Synlighed og homo(!)genitet i skøn forening. 

Det var et dejligt arrangement, sgudda. Og props til kuratorer med queerkendskab!

Drønede hjem ved nitiden og skulle egentlig have været videre til fest hos gammel ven i naboejendommen. Men faldt i søvn med mulen mod LLs ryg. Den slags sker.

Og nu er hundene netop ekspederet til yndlingspasseren på Christianshavn, og LL og undertegnede har givet hånd på, at vi skal ud og løbe (sur smiley), før den står på melodunse med nogle af de sjoveste – perfekt blanding af dem, der i bedste fald er ligeglade – i værste modstandere, og dem, der faktisk live-tweeter hele vejen igennem (og til sidste sekund truede med at baile, hvis der viste sig billetmulighed til finalen).

Hov. Opdatering på livemåden: Over for mig i S-toget sidder to unge piger. 

Pige #1: “… Og hvad SKER der for den skæggede dame?!”

Pige #2: “Ja, det var klamt. Men har du set hans … hendes talje?”

Jeg er målløs og ved ikke, om jeg burde have afbrudt med en lektie i politisk korrekthed. Eller om jeg egentlig selv lige fik en?

Kratluskeren

På min morgentur med Homohund + Menneskets-bedste-vens-bedste-ven (seriøst, er det ikke det bedste navn i verden til hund #2?) har jeg de seneste dage passeret denne perle af en … gravemaskine? Kratrydningsmaskine? Klippedims?

Og nu fotograferede jeg den. Sgu.

Jeg synes, den har det mest passende navn i verden. Både mest passende til netop denne maskine og mest passende til mange andre maskiner. Og ting. Og lebber.

Jeg tror, jeg har fundet et nyt kælenavn til LL i hvert fald.

Så det.

Dobbeltdildoer, Orange Is The New Black og en lille smule konkurrence-tease.

OMG OMG OMG.

Nu har jeg set de første seks afsnit af den nye sæson af Orange Is The New Black. Og jeg har lovet de rare mennesker henne fra Netflix, at jeg ikke siger et eneste ord om, hvad jeg har set, før til juni.

Så jeg holder tand for tunge. Næsten da – jeg må lige løfte sløret for en lille bitte detalje nemlig:

I-KAN-BARE-SÅ-GODT-BEGYNDE-AT-GLÆDE-JER-ALLEREDE-FOR-ANDEN-SÆSON-ER-FAKTISK-NÆRMEST-BEDRE-END-DEN-FØRSTE!

( … især hvis man aldrig var så meget til Alex – hey! Det er altså ikke en spoiler, det var all over the interwebs allerede sidste sommer, at Laura Prepon ikke kom tilbage i den nye sæson).

Og der er maaahaaasser af lebbesex/-erotik/-drama/-kærlighed.

Og så har Netflix i øvrigt givet mig lovning på – når vi nærmer os – at udlodde et par gratis-log-in til søde læsere. Konkurrencespørgsmålet kunne jo fx være, hvem fra serien, der er lækrest?

Det rigtige svar er Poussey.

Foto: Jill Greenberg for Netflix 2013

Ej, jeg finder på et endnu bedre konkurrencespørgsmål. Det lover jeg!

Og for god ordens skyld: Jeg får ikke penge eller gaver eller noget andet lækkert fra Netflix for mine meget rosende ord – ud over selvfølgelig en enestående og fabulous mulighed for lebbeserie-smugkig (og dermed retten til al pral i verden).

Men mere om det senere.

Ej. Kan I egentlig huske dengang, jeg lavede en konkurrence om en dobbeltdildo? Det, tror jeg, er den bedste konkurrence, der nogensinde har været i blogland. Og der er GULD i kommentarfeltet under mit konkurrenceindlæg. GULD, siger jeg jer!

I kan jo også bare starte fra en ende og læse alt, hvad jeg nogensinde har skrevet om dobbeltdildoer.

Det er overraskende lidt, faktisk.

Monster-fisser og faneblade, der burde være blevet lukket inden vigtigt møde. Ret præcist.

Hahaha. Jeg er en af den slags internetbrugere, hvis browser altid ser sådan her ud:

Det kunne faktisk snildt være meget værre, end det er lige nu. Jeg har kolleger, der får decideret ondt i maven over, hvor mange åbne faneblade, jeg holder mig.

Nå. Men jeg laver lige et spring, så I får den NOT SAFE FOR WORK-chance, jeg ville ønske, jeg havde haft forleden.

I går mærkede jeg nemlig på egen krop, hvilke kvaler den slags tabs-uordentlighed kan medføre. Eller i hvert fald var jeg tæt nok på at havne i en penibel situation til, at jeg nok lige tænker i dugfriske webvinduer næste gang jeg har vigtige møder.

 Læs med efter springet. Og lad nu være at klikke ‘læs mere’, hvis du sidder i storrumskontor. Jeg mener det. Det er nærmest det, der er min pointe med dette indlæg.

Sad i møde med chef. Øverste chef. Strategimøde. Vigtigt. Havde givet min kjole en morgentur med fnugrullen og det hele (og det sagde hun faktisk ikke i går, “Skal du have tur med med fnugrullen?”).

Nå. Møde. Min kollega førte øjebliksvist ordet, og jeg besluttede mig for at bruge talepausen til lige at lukke ned for unødvendige åbne websider. Jeg må være det mindst professionelle menneske i universet.

Okay, men når man vil lukke en fane i Chrome, navigeres der automatisk hen til nævnte fane, som vil browseren lige sikre sig, at det nu også er det vindue, man vil lukke.

I dette tilfælde betød det, at jeg præsenterede min chef – der heldigvis var orienteret mod kollega på modsatte side – for følgende herlige billede:

En venlig bloglæser havde nemlig henne på Facebook anbefalet mig at tjekke det her link til de bedste/værste fissetatoveringer, der findes i cyberspace. Behøver jeg at nævne, at linket ikke er safe for work?

Nå, men jeg fik jo sådan set afværget katastrofen så tidligt, at det her egentlig er en pissedårlig historie. Og så har jeg faktisk (hvis det var kommet til det) oven i købet en chef, der er sej nok til helt sikkert at have grinet af det, hvis hun havde set billedet.

Men jeg er på en måde glad for at slippe for den forklaringsrunde …

REGNBUEFLAGET SGUDDA

Hof-vittigheden i den her lille lesbiske husholdning er, at jeg ikke kan møde en kvinde, der er:

a. Korthåret
b. Iklædt vindjakke
c. Og/Eller vandreinspireret fodtøj

… uden straks at udbryde til Livslebben, at der da  være tale om en lebbe.

Og jeg har så sjældent ret, at det næsten gør ondt.

(Dog er jeg naturligvis påståelig nok til – når jeg tager fejl – at tilføje et, “hun ved det nok bare ikke selv. Endnu.”, når jeg igen får afkræftet mine lebbemistanker.)

Forleden var vi på hundetur i Søndermarken, min dame og jeg. På vej ud af parken møder vi en kvinde med en lille mops. Jeg skyder på, hun var i midttrediverne. Kvinden, forstås. Hunden var så vidt jeg husker knap halvandet år gammel.

Vi snakker. Erfaringsudveksler, hunde-roser gensidigt. Klap-klap og nårrrhhh.

Og så går vi videre. LL siger:

” … Hvornår falder den så?”

“Falder hvad?“, spørger jeg.

“Bemærkningen.”

Jeg er komplet clueless, indtil hun svarer:

“Bemærkningen om hendes seksualitet.”

“Nååååååå. Tror du, hun var lebbe?“, spørger jeg – ivrigt (jeg elsker at møde lebber. Jeg gider/kan ikke forklare det).

Det viser sig, at jeg – måske fordi hendes hund var så sød, eller bare fordi jeg er homonormativ, og kvinden var langhåret – har overset det halvstore regnbueflag, hun havde syet fast på brystet af sin vindjakke(!).

Og bukserne var vist også ret praktiske.

Og min gaydar er igen gjort helt igennem til skamme.