Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: marts 2014

Clitoris gigante

Okay.

En eller anden facebooktype delte følgende billede tidligere i dag. Jeg har glemt hvem.

Jeg synes, billedet var flot og fint og sjovt. Og et udmærket eksempel på, hvor dirty en mind, jeg går rundt med.

Så jeg højreklikkede for at lave en “søg efter dette billede på Google”. Fordi jeg ville vide, hvor det stammede fra.

Det sjove, der så skete, var alle de “visually similar images“, der dukkede op.

Det er sgudda det tætteste, man kommer på pornoløst pornografisk indhold.

Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af, hvor billedet stammede fra. Kun at det hang tæt sammen med søgeordskonstellationen “clitoris gigante”. Hvilket egentlig er ret misvisende.

Så det.

Jeg = En lille fuld men måske også ret sød dj-nazist

Kender I det med, at man kommer ind på en cafe, og så sætter der sig et (andet) lebbepar lige ved siden af der, hvor man selv sidder med sin damekæreste? Det skete i det her lille lebbeliv i eftermiddag.

Det er noget af det mærkeligste.

En blanding af intimitet, flovhed, uudtalt fællesskab og massiv synlighed. Gad vide, om heterogæsterne overhovedet lagde mærke til os?

Lidt ligesom når man sætter sig på en cafe i Wien, og der så sætter sig et dansk par lige ved siden af. Man snakker bare af en eller anden grund lidt mindre frit. Bliver superopmærksom på sig selv.

Nå.

I går var jeg med min mor i Malmø. Hun kom over fredag for at hive LL og undertegnede med på Aveny-T til noget Ghita Nørby (kæft, der var mange gråhårede page-damer med frisk modebrille og fornuftige sko i teatret. Nærmest kun. Og så mig og LL), og så ville hun svært gerne til Sverige også.

Så vi drog sgu Hinsidan lørdag, gjorde vi.

Jeg undrede mig over, at folk kiggede langt efter mig på gaden (godt nok er jeg pæn. Men ikke pæn). Først omtrent klokken fire kiggede jeg ned af mig selv og fik bekræftet, at det godt kan betale sig at børste tænder, inden man iklæder sig sin sorte trench.

Jeg havde en stor, hvid plamage ud over brystet, og forbipasserende har helt sikkert tænkt, det var noget ganske andet end tandpasta, jeg havde rullet mig i.

For fanden da.

I går aftes var der fødselsdagsgilde hos en af de gode bøsser – og jeg blev så fuld, som jeg ikke har været længe. Fuld på den måde, hvor jeg bliver en lille dj-nazist, der kun ville høre min musik. Kun.

LL fik i øvrigt følgende tvivlsomme kompliment med på vejen fra en af fødselsdagsbarnets mægtigt fantastiske bekendte, der flittigt læser med her på Lebbelivet:

“Du er jo helt vildt cool i virkeligheden.”

Med andre ord skal jeg måske lige nedtone LL’s håndværkersnilde og håndboldfortid en smule her på bloggen og skrue op for alt det (andet) gode, hun er.

Åh.

Jeg kan ikke huske, at vi købte finsk lakrids og chips på vej hjem i nat, men jeg var glad for, vi ikke havde spist det hele, da vi vågnede ved middagstid.

Nu simrer der gode ting i den store jerngryde, hundene er leveret tilbage fra yndlingspasseren, og dynen er dejlig varm. God søndag derude.

Og nu bor vi sammen. Sgu.

Jeg trøster mig med, at jeg torsdag havde en af mine dejlige bøsser forbi til middag. LL havde jeg deponeret i sit atelier. Grunden til, at det trøster mig, at jeg havde besøg i torsdags, er, at jeg faktisk ikke har set andre mennesker end LL i omtrent en uge. Nå jo. Også lidt Bedstebøsse i mandags. Bevares.

Mandag til onsdag holdt jeg fri. Primært med 2xHund og No Country for Old Men (som jeg af uransaglige årsager endnu ikke har læst endnu) i en solstråle i Akademihaven. Men også ret meget med anden sæson af House of Cards på Netflix på nyindkøbt kompromisfladskærm, som faktisk er meget diskret og pæn men ikke desto mindre totalt har bekræftet, hvorfor jeg ikke bør have et fjernsyn. Jeg kan ikke styre det. Og Netflix sladrer ad helvede til. LL bør aktivere en form for børnekode.
Men jeg har det virkelig bare så helt enormt dejligt sammen med verdens bedste dame. Det må man altså godt nyde. Og samtidig bruge tid på sammen at placere fine dimser i fælles stilleben i diverse kroge og vindueskarme. Og spise ret god mad.
Her til aften kom jeg til at tænke på vores første måneder sammen. Jeg kan ikke huske, at vi lavede noget som helst andet end at dyrke sex og ligge oven på hinanden og snuse. Bare dufte til hinanden. Dengang var jeg meget sikker på, at jeg ikke skulle have en kæreste. Jeg var lige blevet single, og havde ingenlunde travlt med at hoppe i fast forhold igen lige med det samme.
Alligevel endte jeg altid med at være sammen med LL. Kunne ikke rigtigt lade hende være. Enten lå vi i min sofa, eller også ude hos hende, hvor vi lagde dyner ud på gulvet og vegeterede der, hvor sofabordet burde bo. Jeg var lige ved at komme for sent til min egen 30-års fødselsdag, fordi jeg var taget ud til LL og sove natten inden og ikke rigtigt kunne løsrive mig.
Og nu bor vi sammen. Sgu. Og måske kommer bloggen en skønne dag til atter at handle om andet end det faktum. Bare ikke lige nu.

Fissen lugter ikke af skam.

Jeg har ikke så meget skrivetid i disse dage. Uger. Men hvis du har læsetid, kan du jo fx læse det her Huffington Post-essay, som jeg faktisk synes, er virkelig fint:

My Vagina Doesn’t Smell Like Shame

God weekend, folkens!

Livstegn.

Der er ikke noget at fortælle. Faktisk overhovedet ikke. En uges ferie (og – woop woop! – stadig tre dage med sene morgener til gode) har gjort så godt. I sammenhæng, selvfølgelig, med det store, nye, gode, der skete for en uge siden.

Jeg har – det ved de trofaste vist – ikke haft nemt ved hverken tanken om at flytte sammen. Det var ligesom blevet en ubegribeligt stor tærskel at skride hen over. Og hvor var det dog dumt. Den eneste følelse, som jeg her – one week in – sidder med i kroppen, er, at det var lige præcis det her, der skulle til.

Vi skulle flytte sammen.

Jeg er glad helt ind i hjertet, og vi er glade. Og det er som om det her sammenflytningsværk har givet en eller anden ro og tryghed, som vi nok havde brug for. Vi er begge på hver vores måde små usikre sjæle, der – uden at ville det – holder mere igen, end sundt måske egentlig er. Og på en eller anden måde er den her to-navne-på-postkassen-rejse lige præcis den streg under JEG-VIL-DIG-budskabet, der gør os helt lykkelige og zen.

Ha. Jeg er godt nok klog her ni dage efter År Nul. Men jeg øver mig i ikke at se alle bekymringerne og i at dyrke lidt tro på, at jeg faktisk fortjener alt det gode.

Og så er det som om, at den her beslutning har stadfæstet et eller andet. Pludselig går det op for mig, at vi har været kærester i tre år. Vi kender faktisk hinanden rigtig godt. Jeg har nok lidt lullet rundt i en eller anden ide om, at vi jo ikke rigtigt kendte hinanden. Men det gør vi. Det mærker jeg meget tydeligt pludselig. Blandt andet ved den ro, jeg umiddelbart oplever omkring at bo sammen med hende. Jeg er ikke så bange for ikke at kunne være mig selv i mit eget (vores!) hjem. Det er rart.

Nå. Jeg er halvkvæstet i dag. På søndagsmåden. De to bedste bøsser kom forbi til Melodi Grand Prix og fingermad i går, og jeg fortryder kun en lille smule, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at tage med på Never Mind ved midnatstid, men da jeg lå i vores seng i vores lejlighed helt tæt ind mod LLs bryst(er), så gjorde det ikke så meget alligevel.

Hold kæft, jeg er røvsyg at høre på – undskyld, at jeg bare er glad i låget. Undskyld. Af hjertet.

Porno som selskabsleg og lort som lagen-aktivitet. Eller not.

Altså. Jeg laver også rigtig, rigtig meget megaalvorligt og ægte arbejde på mit job. Det lover jeg. Det er bare sjældent de beretninger, der er sjovest at fortælle her.

I fredags snakkede vi fx om scat. Altså lortesex. Og det fik mig til at tænke.

Åbenhed og ggg til trods må jeg nemlig se i øjnene, at dér går der altså en eller anden form for grænse for mig. Lige der ved lorten. Og ikke tidligere end der, egentlig.

I ved – hvis en kæreste viste sig at være til fx voksenbabyleg (hypotetisk!), så tror jeg godt, jeg kunne æde alle mine fordomme og gøre det for hendes skyld.

Umiddelbart tror jeg ikke, jeg personligt ville blive opstemt af det, selvom det selvfølgelig er umuligt at spå om. For sex handler jo også om at se sin partner blive tændt, og hvis det var voksenbleer og overdimensionerede pusleborde, der rokkede hendes båd, så kan det da godt være, entusiasmen kunne smitte. Bevares.

Men lort.

Dér står jeg altså af og får lyst til at sige ‘adddd’, selvom jeg selvfølgelig lader være, fordi det er fucking respektløst.

(Undskyld-undskyld-undskyld til LL, hvis hun læser med og har undertrykt og hemmeligholdt en indædt hang til bæ-sex i alle disse år. Vi kan godt prøve. Prøve. Eller. Åh. Helst ikke. I øvrigt har jeg også allerede spurgt. Og LL insisterer på, at lort altså ikke gør det for hende. Heller ikke voksenbaby. Siger hun. Siger hun).

Nå.

Men det snakkede vi altså om på work i dag. Det startede med, at en kollega i en eller anden sammenhæng sagde Centipede, hvortil en anden spørgende svarede “Human Centipede?”, og en tredje – rammende! – tilføjer: “det er den klammeste film, jeg nogensinde ikke har set.”

Og da gik det op for mig, at den klammeste film, jeg personligt ikke har set, må være (trommehvirvel):

“Two girls, One cup”

Link-klikkeri og googlesøgninger er på eget ansvar. Jeg har ikke selv været forbi. Jeg kender storylinen, dog. Og holder af at kunne kalde det “storylinen”, når nu den – ifølge troværdige kilder – lyder nogenlunde sådan her:

En pige skider i en kop, en anden pige drikker (spiser?) koppens indhold. Og brækker sig (selvfølgelig). I koppen. Hvorefter pige #1 spiser (drikker?) den klumpede refill. Og brækker sig. I koppen. Og så fremdeles.

Flot.

Nå. Derfra gik snakken over porno. Ja. Jeg har et ret fedt arbejde. Vi kom blandt andet forbi pandaporno, idet det viser sig at en af de eneste måder, man kan få de fine sort/hvide bamser til at yngle i fangenskab, er ved at vise dem porno med pandaer, der knalder i det fri.

Det er sgudda fedt.

Vi talte om, hvorvidt der også laves menneske/panda-porno. Hvortil fantastisk kollega svarede:

“Jeg er sikker på, at der et eller andet sted derude befinder sig en panda-sexslave, som bliver brugt i porno.”

Og ellers må der jo helt bestemt eksistere porno med mennesker, der har sex med andre mennesker iklædt pandakostumer. Apropos fastelavn. Og apropos fastelavn og pandaer: En anden kollegas kæreste var faktisk klædt ud som panda på sit arbejde i fredags. Viser det sig. Så det.

Nå.

Men derfra fortalte kollega om en mægtig sjov selskabsleg, som jeg helt klart skal lege, næste gang den står på druk.

Legen går kort fortalt ud på at finde på så langt ude afsindig en fetich, at den umuligt kan eksistere i pornografiform. Og så at tjekke – fx på Pornhub – om den kan findes. Eksisterer den, drikker man.

Og som kollega slutteligt understregede:

“Alt findes. Alt.”