Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: februar 2014 (side 2 af 2)

“Er I kærester? Hvorfor vil I ikke snakke?”

Det er faktisk ikke sket i hundrede år. Men så i morges havnede jeg atter i en såkaldt homosynlig situation.

LL og undertegnede var kommet så hurtigt ud af døren, at vi havde tid til en kop kaffe på en ellers ret så røvsyg kaffebar i centrum. Så der sad vi. Fordybet i snak med knæene vendt mod hinanden i sofaen for endevæggen. Klokken omtrent ni om morgenen.

Stille og roligt.

… Indtil en gut på omkring 40 år sætter sig i stolene over for. Læner sig frem over bordet – frem mod os.

Jeg tænker først, at manden bare har fundet en af få ledige siddepladser i cafeen og selvfølgelig fred med det. Men så henvender han sig til mig. Og jeg kan mærke, at han er en af dem, der ser to lebber i en halvintim (ikke fysisk intim, dialogisk intim – vi kyssede ikke!) situation og klart mener, der er plads til ham og hans dumme kæft.

Han prøver at komme i snak. Spørger om vi er kærester. Og jeg siger – noget spidst, indrømmet:

“Vi sidder lige og snakker, og vi gider faktisk ikke rigtigt tale med andre. Er det ikke ok?”

Jeg tænker, at det giver ham spillerum nok til – uden ansigtstab – at læne sig tilbage i sædet og drikke resten af sin kaffe i tavshed. Men nej.

“Jamen, hvorfor vil I ikke snakke? Er I kærester? Er det din kæreste?”

Jeg kan mærke, jeg bliver gal. Og svarer. Vredt og konfronterende.

“Det rager, undskyld mig, ikke dig. Men ja, det er min kæreste, og vi sidder lige og taler sammen bare os to og gider faktisk ikke selskab. OK?”

Han bavler videre. Om at jeg er stram og lukket, og LL er smuk og åben. Hvilket han i øvrigt har 200 pct. ret i.

Jeg svarer efterhånden relativt rødglødende, at han måske skal tage min lukkethed som udtryk for, at han ikke er velkommen. At det er uhøfligt at blande sig, når man klart har fået at vide, vi helst er fri. Søger LLs hjælp.

Hvorefter hun læner sig frem. Helt roligt. Beder ham lade os være i fred. Pædagogisk og venligt. Hvorefter han rejser sig og går. Mission fuldført.

Jeg følte mine grænser massivt overskredet. Og min seksualitet synlig og sårbar. Og blev – ikke helt fair, bevares – megagal på LL over, at hun ikke også var gal.

“Det er ikke værd at lade sådan et fjols ødelægge sin morgen,” svarer hun. Og klemmer min hånd.

Og hun har ret. Men jeg kan ikke lade være at læse tusind års kønnet ulighed ind i sådan en situation. For fremmed mand ville aldrig på den måde invadere et heteropars privatsfære.

Det er faktisk ved at være rigtig lang tid siden, jeg sidst følte mig homosynlig, men jeg kan tydeligt mærke, at det vækker en helt dirrende harme i mig, når det sker. Stadigvæk. Jeg har så svært ved bare at se ham som en enlig idiotisk svale og ikke som et symptom på en syg og chauvinistisk verden.

Hvad gør I, når det sker? 

Gid, de synes, jeg er cool. Bare lidt.

Det øjeblik, hvor man står en uskyldig tirsdag i en undervisningssituation på en større københavnsk uddannelsesinstitution. Og lige skal logge på nettet i forbindelse med en powerpointpræsentation.

Og man åbner Mac’ens Finder-vindue. Og joker lidt mellem to sætninger med, at det ville være sjovt, hvis der lå girl-on-girl-porno eller andre upassende emner blandt filerne. Høhø.

Og Google så vælger at lægge en flot henvisning til “Blogger: Mit såkaldt lesbiske liv” i åbningsvinduet, idet man åbner sin browser på projektoren.

Og man hører nogen i lokalet sige, “hæhæ, girl-on-girl-porn … eller fx mit såkaldt lesbiske liv”.

Og man bare ved, de alle sammen har internetadgang fra deres bærbare. Og således sandsynligvis i dette øjeblik kender min seksuelle historie og min betagelse af Laura Christensens bryster. Nå ja, og min superhemmelige bloggeridentitet, selvfølgelig.

Tak, Chrome. Tak for nothing.

Det gik lige så godt. Gid, de synes, jeg er cool alligevel. Bare lidt.

Ting, der er dødssyge

Ved I, hvad der er dødssygt?

At sidde tre timer med milde tømmermænd og post-modeugens svar på jetlag i et tog til Brande en lørdag eftermiddag. Blive hentet på stationen af mor, der kommer direkte fra Aarhus, og fragtet videre ud i den midt-/vestjyske intethed og overnatte på en dum gæsteseng.

Vågne søndag, spise to rundstykker med smør, få sug i maven af ubehag, idet ens mor bøjer sig fremover ved morgenbordet, og man kan se, at der hvor venstre side af kavalergangen burde forme sig til et bryst, er der bare et tomt ar. Fuckinglorteskodbrystkræft. Som indtil videre har haft et godt tag i fire kvinder i min mors gren af la famiglia.

Tilbringe seks timer i et fælleshus med fællessang og fællesskål og give hånd til 100 mennesker. Det gør man, der hvor min mor kommer fra. Giver hånd til alle – ALLE – gæster. Også selvom det betyder, at 100 fremmede højrehænder har trykket min i dag. Vasker lige hænder. Igen. Og alkogel.

Spise natmad klokken atten. Sådan er det til firsårsfødselsdage.

Blive fragtet tilbage til Brande ved syvtiden og kastet på et tog, hvor sidekvinde ikke har fattet, at stille-delen af den kupe, vi har mast os ind i, også omfatter høj(jjjj) Beyonce-bas i høretelefoner.

Være for indestængt og madbombet til at prikke til hende. Glæde sig lidt (midt i egen indestængthed) over, at det tydeligvis generer anden sidekammerat mere, end det generer undertegnede. Hun skærer tænder og sender blikke. Hæ.

Hoppe af tog på Hovedbanen tre timer senere. Have svagt håb om, at LL måske har låst sig ind og venter i sengen på Vesterbro som en form for overraskelse. Fordi man ikke rigtigt-rigtigt har set hinanden siden tirsdag(!). Selvom hun hele tiden har sagt, hun var hjemme hos sig selv

Låse sig ind i tom, tom, tom og mørk lejlighed. Suk.

Vide at man skal op om knap otte timer og arbejde fem lange dage, før man har weekend igen.

Dét er dødssygt.

Jeg synes ikke, pikke er spændende. Så kort kan det siges.

Havnede post-work halvsent i går aftes på meget lille og meget brunt værtshus med virkelig god (seriøst!) kunst på væggene* og lige så afsindigt godt kollega- og ekskollegaselskab på barstolene.

En af de aftner, hvor man egentlig har tænkt, det bare skal være en enkelt. Også fordi man ikke lige har taget højde for, at der i Indre By stadig findes etablissementer, der ikke tager dankort. Så jeg kørte på kollegernes skejser fra første øl til efter midnat.

Det giver mig herredårlig samvittighed. Angsten for at være en af dem, der nasser, ligger dybt i denne lebbe. Men jeg omgiver mig heldigvis med søde, gavmilde mennesker, der synes, min nasseskam er åndssvag. Og vi blev således noget mere fulde, end planen (min) var.

Vi talte selvfølgelig om homoseksualitet. Der kommer et punkt, hver gang jeg alko-taler med semiperifære og/eller professionelle bekendtskaber, hvor de spørger mig:

Hvornår sprang du egentlig ud?

Og så fortæller jeg historien (som jeg med garanti også har fortalt her på bloggis en gang eller tyve) om dengang efter et halvt års tid som heteroseksuel single med skønne, slutty tendenser, hvor jeg tog på Stengade med Bedstebøssi og et eneste formål:

At score en kvinde.

Jeg fuldførte missionen den efterårsnat i 2005 og vågnede op dagen derpå med et eneste meget klart og præcist lynnedslag i hovedet:

Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det noget før?

Det er løgn, at jeg aldrig kiggede mig tilbage over min heteroskulder derfra. For det gjorde jeg. Nogle måneder efter Stengade-rendez-vous’et var jeg, så vidt jeg husker, en enkelt gang i seng med min halvfaste mandlige elsker gennem flere år.

For gammelt bollevenskabs skyld.

Og så knaldede jeg en anden mand for omtrent tre år siden, da jeg og min eks gik fra hinanden.

Begge oplevelser var mig inderligt ligegyldige. Fine nok, men ligegyldige. Jeg synes ikke, pikke er spændende. Så kort kan det siges. Det er bare som om, jeg lige engang imellem skal have genbekræftet, at jeg nu også har truffet det rigtige valg ved at springe på damehesten. Som man siger.

Og det har jeg.

Og godt for det.

*Det viser sig, at årsagen til, at kunsten på Cafe Nick er så god, er, at sultne (tørstige) kunstnere gennem tiden har kunnet betale for drikkevarer med væg-udsmykning, når pengene var små. Det, synes jeg, er helt vildt fint. Egentlig blot lidt synd – men vel også en del af charmen – at alle malerierne med årene har fået samme gulnede farveskala, fordi man må ryge indenfor på værtshuset, der er på størrelse med mit soveværelse. Agtigt.

Uh! Trans-drama på den finkulturelle måde.

Har I set, at Det Kongelige Teater sætter Boys Don’t Cry op i marts?

Det glædede jeg mig da faktisk helt vildt meget til at se. Indtil jeg tjekkede en sindssygt klog bekendts kommentar. Der er nemlig et par problemer, som meget sej facebook-ven noterede, og som jeg (flovt) totalt overså, da jeg læste om forestillingen.

I forestillingsbeskrivelsen lyder det nemlig sådan her:

” … der er bare et lille problem. Brandon er i virkeligheden en pige, og selv om hun gør alt for at skjule det med både brystbind, en sok i bukserne og hemmeligholdelse af sine menstruationer, kommer sandheden til sidst frem.”

Og videre:

“Lana nægter at se virkeligheden i øjnene og Tom og John er rasende over at være blevet narret . Sammen drager de ud for at give Brandon en lærestreg, hun sent vil glemme.”

Og den duer altså ikke.

For dels er Brandon FANME ikke ‘i virkeligheden en pige’. Brandon er en mand. En transmand, bevares. Men en mand, sgu!

Og så kan vi måske også lige tale lidt om at kalde voldtægt og mord for ‘en lærestreg’. Hmm. Ind i kampen, Kongelige Teater.

Nyere indlæg