Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: januar 2014 (side 2 af 2)

Fra tyndt toiletpapir til Kosovos cuisine

Elskelig veninde har indkøbt toiletpapir til mit hjem. Fordi hun alligevel var ovre og handle og havde brugt det sidste.

Eneste problem er, at elskelig veninde er noget mere – hmm – økonomisk bevidst en mig (og hun er ikke engang lebbe) og derfor har købt etlags. Glasuldsvarianten.

Nu er der kun syv ruller tilbage.

Og man kan måske diskutere, om det alligevel er mig, der er mest nærig, når jeg ikke blot smider lortet ud og køber en pakke kærligt, blødt, trelags. Men man smider jo ikke bare syv ruller intakt toapapper i skralderen.

Nå. Netop hjemvendt fra rituellamiddag med Min Nye Ven. Vi var på Greasy Spoon. I øvrigt bestemt anbefalelsesværdigt. God grillmad og en bartender, der ifølge mit selskab “var piercet og berlinerbøsse-prol’et på den gode måde”. Jeg så bare en ung fyr med ring i næsen.

Jeg fik en milkshake til min burger. Det var ikke for meget af det gode. Syntes hverken jeg eller servitricen.

Vi har opfundet et koncept, Min Nye Ven og jeg:

Vi skal spise os igennem samtlige verdens køkkener.

Indtil videre har vi (kun) været igennem kinesisk, japansk, indisk og amerikansk. Så der er masser af muligheder endnu. Men det ender – blev vi enige om – som en fed udfordring om tyve år, når vi kun har sydsudanesisk og kosovo’sk cuisine tilbage på listen. Og således må håbe på lidt gedigen borgerkrig et sted i verden for at få reddet flere middagsaftaler i land. Flere grænser! (Ordn’ det, Slettigud).

Det er faktisk om færre end 200 restaurantbesøg, vi står i den situation. Sagde glasset-halvt-tomt-lebben. Det er ikke urealistisk, at vi når dertil. Altså. 200 dates er da inden for rækkevidde. Omvendt er det nok bare ret urealistisk inden da at finde en restaurant i København, der serverer fx det bedste fra Panama eller Eritrea.

“Men så må vi jo bare rejse efter det,” sagde Min Nye Ven.

Og det kan han jo have ret i.

Til gengæld var jeg både nødt til at google ‘world’s newest countries’ og ‘number of countries in the world’ for at lave denne blogpost. Så nu skal jeg sove.

Facebook – whaaat?

Min dejlige ven D og Bedstebøssen kom forbi til lasagne  og lavede lasagne til mig i går, mens LL jazzføjtede på The Standard med nogen, der også interesserer sig for dén slags. Så (vi) andre slipper.

Egentlig var aftalen af ingen alkohol-varianten, men når D nu havde en god flaske bobler til overs fra nytår, og BB faldt over en cote du rhone henne i Rema. Så var det jo nærmest en skam at lade være.

Vi er gamle studiekammerater fra KUA, og brugte selvfølgelig en del af aftenen på at reminiscere. Især over alle de skønne tilnavne, vi dengang gav vores medstuderende. Og som i dag betyder, at vi faktisk ikke kan huske, hvad flokken hedder, sådan rigtigt.

De er stadig bare Nørden-uden-øjenbryn, Pikkrøl og Hende-vi-hader.

Sidstnævnte hører i øvrigt til blandt de allerførste kvinder, jeg snavede med efter mit udspring. Så mere hadede vi hende heller ikke.

Mærkeligt, at vi ikke aner, hvad de laver nu. Overhovedet.

“Det er fordi, vi begyndte at læse før Facebook,” foreslog BB ret klogt.

Vi startede vores BA i 2004, og først da jeg hoppede på tilvalg i 2007 og tilbragte et år i en odenseansk villalejlighed med to stuer forbundet af en muret jydebue og min første damekæreste, fik jeg en Facebook-profil.

Jeg kan sjovt nok huske, at netop D, der tilbragte sit sidefagsår i USA, fortalte om det her “nye vilde sociale medie, der klart ville afløse MySpace (ja, der var vi vel alle sammen), fordi man fx kunne tagge billeder!”. Vi fattede ikke, hvad han mente. Tagge?

Min første statusopdatering, 4. november 2007, lød sådan her:

XXX is temmelig tæt på at begå harakiri. Fordi lektier gør ondt.

Sødt nok.

Brændt af på det groveste

Hver eneste fredag siden juli har jeg drukket bare en enkelt fyraftensøl med Livslebben, inden vi tog videre hver til vores eller sammen – eller bare fladede ud/fredagsfuldede os med hinanden.

Selv da jeg sad i Rusland, drak vi en god-weekend-sjus over Skype, og da jeg var i Wien hos Kosmopolitten, mms’ede jeg hende et billede af min whiskey sour, mens jeg halvsnalret vendte verden med veninden.

Her til eftermiddag skulle hun sædvanen tro komme forbi mig på vej fra work. Men nu er jeg blevet brændt af.

Med den klassiske, “Bliver du meget ked af det, hvis jeg ikke når det?”. Som jeg lige så klassisk ikke formåede at svare elegant og overskudsagtigt på, selvom jeg måske burde, når nu det er uventede arbejdsforpligtelser, der presser programmet.

Men det blev altså et halvstramt og temmelig lebbefornærmet svar fra mor-er-skuffet-skuffen. Der selvfølgelig suppleres med surmuleri, når jeg ser hende. Så voksen er jeg, når jeg er såret.

Flot.

Fra venskabelig skamklipning til hårfjernings-onani. Sidespor, anyone?

Tilståelse:

Jeg har på indeværende tidspunkt skamklippet knap en håndfuld af mændene i mit liv.

Jeg ved ikke, hvorfor de som udgangspunkt (og helt fejlagtigt) tror, at jeg skulle være ferm med en trimmer, for jeg lægger aldrig skjul på det jungletema, jeg fx kører i egne nedre regioner.

I hvert fald tre stakkels hankønsvæsener har lagt isse til mine maltrakteringer, og alle tre har set lige slukørede ud, når jeg efterfølgende holdt spejlet op for dem. Men de har 100 pct. selv været uden om det. Hver og en.

Seriøst.

Jeg har hver gang fra begyndelsen sagt, at jeg ikke aner, hvad jeg gør med hverken en saks eller en trimmer. Det er bare som om, de ikke tror på det. Før det er for sent. Bare fordi jeg lægger en habil flydende eyeliner, betyder det ikke, jeg kan klippe et lige snit hen over nakken.

Og nu har jeg så fået det endelige bevis for, at jeg blandt mine venner tæller i hvert fald en enkelt med begyndende demens:

Jeg ved ikke, hvad han tænker på, min netop hjemvendte ven D (åh, jeg elsker, når mine expat-agtige karriere-udlandsdanskervenner er øjebliksvist arbejdsløse. For så kommer de hjem til mig. For en stund. Inden de atter drøner til seje hovedstæder og indtager stjernestillinger henne i verden).

Han lod mig klippe sig for en del år siden og har med ovennævnte udveksling lige gen-begået sit livs fejltagelse. Sit L-I-V-S fejltagelse.

Da jeg klippede ham sidst, erindrer jeg, at det endte med tårer (hans). Det var i øvrigt i samme periode, som jeg også hjalp ham med at købe lipgloss og sølvgamacher. Vi var dengang alle sammen helt normativt sikre på, at han var bøsse. I virkeligheden var han bare clubkid.

Jeg er egentlig en ret skrækkelig ven.

Hvis nogen stikker mig en lillefinger snupper jeg hele armen – og tillader mig at klippe munkefrisure i processen. Og hvis nogen ikke lærer af sine fejltagelser, kan jeg ikke stilles til ansvar for, at nogen gentager dem.

… Men nogen kan selvfølgelig tage revanche med middagen. Og lave noget med rosenkål, fx. Det har jeg aldrig lært at spise. Selvom hende gourmanden, jeg deler dyne med, har garanteret mig, at hun kan tilberede dem, så jeg ser stjerner (på den gode måde).

Jeg ville i øvrigt ønske, jeg kunne vise jer det billede, Bedstebøssen tog af mig for et par måneder tilbage, da jeg skulle trimme hans hår (helt alvorligt – lærer de det aldrig?). Men det kan jeg ikke. For så ser I mig jo. Men jeg kan fortælle, at jeg ser fuldstændig manisk ud, som jeg står der med buzzeren i hånden over hans hoved. Jeg er Dexter, og trimmeren er mit weapon of choice.

Og apropos buzz …

Jeg kan huske, dengang for åååår tilbage, hvor BB havde lånt min lejlighed, mens jeg var bortrejst (han boede dengang i delelejlighed og nød en uge med sin helt egen lånebolig). Han var ikke i lejligheden, da jeg kom hjem, og jeg var derfor gået i gang med at epilere mine ben. (I øvrigt: Det gør lige præcis så ondt, som man kunne frygte. Til gengæld efterlader det kun et par sår, der ikke heler pænt igen. Nogensinde.)

Egentlig kom BB bare forbi for at aflevere nøglen. Men da han hørte buzzeriet, stoppede han i entréen bag den lukkede dør til soveværelset, hvor jeg elektro-pincetterede derudaf. Jeg råbte “øjeblik” og slukkede maskineriet. Og så blev der stille. Lidt for længe. Indtil jeg spagt råbte:

“Jeg onanerer altså ikke. Det var ikke en vibrator, du kunne høre. Jeg lover det.”

Og det var nok sidespor for en enkelt dag, tænker jeg.

(PS. Jeg har tagget dette indlæg under både “chikane” og “hate crimes”. En dårlig klipning er også en slags forbrydelse).

Life changing ad helvede til

Boom!

Homohundene kan være alene hjemme. Det er alt for vildt.

Jeg har aldrig tilføjet nogle af de der life events på Facebook, men det her kunne blive det første. At 2xHund har lært at passe sig selv, betyder nemlig, at jeg og LL fra i dag rent faktisk kan gå ud og drikke en spontanøl eller snuppe en biftur uden først at have aftalt hundesitter.

Det betyder, at jeg ikke behøver aflyse teatertur, selvom min pænere halvdel skal ud og kigge på et potentielt værksted (i øvrigt og apropos: hvis nogen hører om billig og skøn værkstedsplads/atelier/erhvervslejemål i Kbh (helst V.), så giv lige lyd, ikke?). Og det betyder faktisk, at LL kunne være taget med, hvis ikke hun var engageret andetsteds. Verdammt.

Det er så godt, det her. Altså det med hundene. Ikke det med, at LL ikke kan komme med i teatret.

Så småt og dog så godt, for satan da.

Nå.

Later peeps – nu tager jeg ud og spiser noget mad med yndlingsbøssen, som endelig er retur fra sin metropolitiske juleferie.

Juhu!

Sig ja til kjolen, mother of all dykes

Okay.

Nu ved jeg ikke, om I har Netflix. Og nu ved jeg heller ikke, om I har knækket koden til at switche IP-adresse, så I kan se aaaalle de fantastiske amerikanske reality-programmer, man ikke kan se på Netflix fra Danmark.

Men jeg har både det ene og det andet.

Og det betyder, at min mandagsslapperaften (som i øvrigt blev indledt med årets første løbetur, så kom ikke her og sig grimme ting om, at jeg spiste cheerios til aftensmad) bliver brugt i selskab med anden sæson af et ganske afskyeligt, komplet ligegyldigt og ganske … ganske vidunderligt tv-format, der hedder (mundret):

“Say YES to the Dress – Bridesmaids’ Edition”

Intelligent mandagsunderholdning.

Her følger vi i en kjolesalon de flokke af brudepiger, der har indvilliget i at betale $200-1000 for en satin(og/eller chiffon)sag, de ikke selv vælger. Og det er ganske fornøjeligt.

Særligt sødt bliver det i andet afsnit af anden sæson, hvor en mægtig rar brudekvindes mægtig rare brudepigetvillingesøster skal i en kjole … for første gang i femten år, vel at mærke. Søsteren er nemlig kamplesbisk og har sin ligeså kamplesbiske kæreste med i brudesalonen.

Det er et virkelig sødt og helt enormt hjertevarmt lille optrin, der udspiller sig omkring det her med at tage en kjole på for et andet menneskes skyld, lige meget hvor utilpas man føler sig. Og sjovt at se, hvordan kropsholdning og mimik (nå ja og frisure) kan gøre, at to enæggede tvillingekvinder kan se  forskellige ud.

Og så i øvrigt også kudos til amerikansk ligegyldighedsfjernsyn for rent faktisk at behandle homoseksualitet aldeles fordomsfrit – det bliver ligesom bare fremlagt som endnu en udfordring i brudesalonen – ligesom dagen før, hvor en maid of honor og bedsteveninde gennem årevis kun ville være med i brudeselskabet, hvis hun måtte have en pink kjole på. Selvom alle andre skulle have grå kjoler på. Totalt de store konflikter, der bliver løst alligevel.

Nå, men det var bare det.

Årh ja – giv lige plads.

Her er en virkelig fin og i øvrigt supervelskrevet og -reflekteret artikel om de udfordringer, det medfører at være forælder til et barn med en kønsidentitet, der falder uden for normen:

Lillesøster blev født som dreng

Jeg kan ikke helt blive klog på, om det nu også er Havfrue-moderen, der er kilde på Informations historie, men hele det her med som forældre at have nosser (m/k) til at gøre op med kønsdikotomien er simpelthen bare så helt enormt respektindgydende.

For af og til virker det lidt som om, al nysgerrighed omkring at lege med kønsidentitet stopper, når man formerer sig.

Det er med andre ord OK at kalde sin hunhund for Herbert. Men selv udtalte feministforældre vægrer sig for en god dels vedkommende ved at putte deres Herbert-baby i en lyserød sparkedragt. Legen og udforskningen stopper med børnene.

Og så er der bare de forældre, hvor der ikke er nogen vej udenom. Så er der bare en mor som Informations “Line”, der kan se, hvor ulykkelig hendes datter bliver over sine xy-kønstegn. Og som tager konsekvensen.

Respekt, for fanden da.

Men hvis flere undlod at være så skideangste for at proppe drengebørnene i prinsessekjoler, kan det være, at kommentarfeltet under artiklen på Informerens hjemmeside (og i tråden under linket til artiklen på Facebook) ikke ville køre ud af en ligegyldig biologitangent. Det handler – for mig at se – ikke om at skifte kønskasse men mere om at udvide etiketterne, skabe flere etiketter i en grad, så etiketterne til sidst blev så mangfoldige, at de overflødiggør sig selv.

Lidt med kønsbetegnelser på samme måde som med seksualitetsbetegnelser, egentlig.

Tænk bare på LGB, der blev til LGBT, der blev til LGBTQ, der blev til LGBTQI, der atter blev til LGBTQIA.*

Man kan grine af behovet for at inkludere intet mindre end syv seksuelle minoriteter i forkortelsen, men lad os da for fanden udvide endnu mere, så remsen til sidst bliver så lang og hukommelses-/tidskrævende, at den bliver umulig og overflødiggør sig selv – og dermed (kan man håbe) behovet for den slags ligegyldig indeksering.

Det er da en ret fin tanke.

Og gem så lige kommentarsporet fra lillesøsterartiklen til en dag, hvor du har mægtig meget overskud. Suk.

*LGBTQIA = lesbian, gay, bisexual, transsexual, queer, intersex + asexual.

Hørt i julen #2

I min mors familie står den altid på den helt store julefrokost første juledag. Hos min mormor. Og ve den, der vover at foreslå, om man kunne erstatte skagenssildene med en omgang karry-ditto – eller fx nøjes med én slags sauce til risalamanden.

Det er for så vidt hyggeligt nok, hvis vi alle sammen hopper med på præmissen om, at dem, der er ældst, naturligvis ved bedst (og har meget bedre styr på, hvordan jeg ideelt lever mit liv smukkest). I ved, familieagtigt.

Nå.

Min kusine – der er en del år yngre end mig og bor et sted i provinsen langt med sin ægtemand (et bryllup, i øvrigt, jeg tidligere har beskrevet her på bloggen) – har for godt en måned siden fået en søn og således givet den midtjyske matriark, vi kalder Bedste, sit første oldebarn.

Det er ret big news.

Og der stod vi så og beundrede – og bevares, jeg synes babyer er mægtig søde og fine og små og dufter herligt, jeg har intet imod dem. Og denne var bestemt et særligt fint eksemplar, hvor man ikke engang behøvede lyve, mens man roste.

Min moster, som jeg holder uendeligt meget af, men som nærmest slet ikke kender mig længere (og vice versa), siger så efterfølgende:

“Ja, når du selv for børn en dag, så skal du jo også forholde dig til … indsæt-en-eller-anden-grænseoverskridende-fysisk-biologisk-kropslig-malfunktion-der-følger-i-røven-af-fødslen-og-som-ingen-har-lyst-til-at-høre-om-og-som-min-venligt-stemte-psyke-derfor-i-dette-øjeblik-har-fortrængt.” 

Jeg svarer:

“Ahhr, skal vi nu ikke lige holde os til, hvis jeg får børn en dag…”

Hun siger helt kort:

“Nej. Du skal da have børn.”

Jeg siger – høfligt:

“Ahhrrrrr … det ved jeg altså ikke.”

Hun siger – i bedste mening, ingen tvivl om det:

“Jo! Dine gener bliver du nødt til at føre videre, alt andet ville være et tab for menneskeheden.”

Jeg svarer – i en mild trods, der måske hører mere til i puberteten end i trediverne, men what the heck:

“Hmm. Nu er det jo faktisk ikke engang sikkert, hvis jeg vælger at få børn, at det bliver mine gener, der bliver ført videre. Det kunne jo også være LLs.”

Hun:

“Ej. Så må I få et hver. Du skal da have et barn. Der er et lebbepar her i byen, der har været gravide samtidig. Det er da smart.”

Godt så.

* Disclaimer – Min mors familie er på alle måder afsindigt inkluderende. Fx har ingen nogensinde så meget som løftet et øjenbryn over, at jeg pludselig kom hjem med damekærester i stedet for mænd. Moderskabet er bare undtagelsen og helligt ad helvede til. * 

2014 bliver heeelt sikkert bomben

Nå.

Fik menstruation to minutter i midnat nytårsaften og faldt ned ad trappen med hundehvalp i armene første januar (gæt selv hvis tilstand, LL spurgte til først – min eller kræets).

2014 tegner til at blive bomben. Bom-ben.

Men!

Jeg havde faktisk en fantastisk årets-sidste-dag.

Jeg har ellers tendens til melankoli og bakspejlskiggeri omkring nytår og er noget mere rituella, end man måske kunne tro. Dog var dagen så tilpas uprætentiøs og selskabet så aldeles uforglemmeligt, at aftnen blev en udpræget succes uden det mindste tristesse ved tolvtiden.

Vi var seks styks samlet hos mig – LL, Kosmopolitten og undertegnede havde brugt det meste af dagen i køkkenet, og så kom Bøsserne og wildcard-veganeren tidsnok til lidt nytårstale og obligatorisk efterfølgende snak om monarkiets berettigelse (eller mangel på samme) ved fem-sekstiden.

… Og så ellers tre retter (kan ingen ære tage. LL er den kulinariske hjerne i det her foretagende. Jeg er bare the looks) plus hjemmebagt (vegansk, sgudda) kransekage klokken tolv. Og selskabslege. Og hvad har vi.

Åh jo!

Og flerstemmig sang og (løse) planer om i hvert fald at lave to korale ensembler det kommende år. Selvom de andre ikke ville være med til at synge Nicki Minaj. Tabere.

Godt nytår, lebbefolk.

Nyere indlæg