Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: december 2013 (side 1 af 2)

Hørt i julen #1

Min mor (i bilen på vej fra julefrokost på pligtmåden):

“… Men det er ikke så let at finde en mand. Der er ikke så mange dejlige mænd på min alder, der ikke er taget.”

Mig:

“Så find en kvinde.”

Min mor:

“Hva’?”

Mig:

“Så find en dejlig kvinde i stedet for en dejlig mand.”

Min mor:

“Jamen, der er heller ikke så mange dejlige kvinder på min alder.”

Et enkelt glas…

Fordømt være bøsse-M.

Et enkelt glas rødvin på Falernum kan da ikke skade, sagde han. Det behøver jo ikke blive en all-nighter, sagde han. Vi tager bare lige ind forbi Cosy og kigger, sagde han. Det sker sikkert ikke en skid, sagde han.

Åhsåtungihovedet.

Jeg ved, jeg spiste en hotdog på vej hjem ved fire-femtiden. For jeg kan stadig smage fransk dressing.

Blev lige let svimmel af at pakke gaver ind. Og om et par timer venter proppet jydetog. Lille Juleaften.

Åh dog.

Not so håndboldklog

Åh, søgeordshistorik. Din diverse kælling.

Jeg tjekkede resultatet af den der semifinalekamp fra køen til Nevermind i fredags. BB troede, jeg var blevet sindssyg. Men jeg var bare blevet lesbisk. Fuldblodslesbisk, forstås.

Eller også ville jeg bare gerne kunne tale med, når LL og de andre er håndboldkloge.

(Resten er bare væddemål.)

Om at føle sig hjemme

Da jeg var knap 20 år og lige flyttet til København, drømte jeg altid om at tage i byen og bare føle mig hjemme. At have et crew. 

Mine veninder og jeg festede til britpop på Stereo Bar eller dansede i strømpesokker på Vega dengang. Men vi kendte aldrig andre end hinanden og sendte lange misundelige blikke mod de der store vennegrupper, der færdedes helt frit i diskorummet.

Den gamle misundelse huskede jeg pludselig i fredags. 
Da jeg og BB havde spist middag og snakket nonstop i otte timer, og klokken var blevet 04, og vi besluttede at tage på Nevermind. Bare os to.
Allerede i køen mødte vi kendte ansigter, og da vi kom ind (shit, hvor var der mange mennesker på Nevermind fredag nat – omg) blev vi mødt af udstrakte arme, for både Min Nye Bøsse og alle de andre gode var der – og flere til. Uden at vi havde aftalt nogle møder inden. 
Det føltes så fantastisk. 
Og så stod man der i kanten af dansegulvet uden at være sådan rigtig fuld og kiggede rundt og var bare lykkelig. Fordi alle var glade. Og kyssede og dansede og var helt enormt smukke. 
Jeg kan godt blive lidt glædesberuset i homobyen nogle gange. Fordi der altså bare er noget helt særligt ved et rum, hvor minoriteten pludselig er majoriteten. Det er svært at forklare. 
Klokken 5.30 gik jeg udenfor og ringede. Jeg havde lovet Lebben I Mit Liv et kærligt wake-up call. Hun skulle nemlig nå en meget tidlig togafgang lørdag morgen med to hunde – og er 100 pct. (lige meget hvad hun selv påstår) typen, der kan sove fra sit vækkeur, hvis hun er træt nok. 
Så da jeg fuld og lykkelig bevægede mig hjem i seng, stod hun op og drog på julevisit i det jyske. Et af de der sære øjeblikke hvor mit ‘i morgen’ er hendes ‘i dag’.  
Nu savner jeg hende.

Fissetrussen er tilbage.

Okay. Jeg tjekkede lige, hvad I egentlig googler for at finde bloggen. Og noterer mig med stor fornøjelse, at “fissetrusse” stadig er i top-10. Marie Key overhaler indenom, men hvad fa’en.

Åh! Hver gang, jeg ser, at fissetrusse optræder på oversigten gør jeg mig to overvejelser.

Dels:

Hvad fanden er en fissetrusse?

Og dernæst:

Hvornår (og hvorfor) fanden har jeg skrevet om en fissetrusse?

Og så googler jeg.

Jeg tror, jeg har gjort det før. Men jeg nåede i hvert fald (også) denne gang frem til, at søgeordet optræder, fordi jeg engang skrev om en virkelig smart – you guessed it – fissetrusse, som fx transkønnede mtf’ere benytter sig af.

Den er stadig smart og et småkedeligt repriseindlæg værdigt. Synes jeg.

Så det.

Når man googler fissetrusse er de første par indlæg i øvrigt her fra bloggen, mens der så nedefter kommer nogle anatomisk interessante indlæg og sexede opfordringer fra diverse voksensider til at kvinder stopper deres underbenklæder op i kussen. Med en eller anden form for efterfølgende udveksling for øje, tænker jeg.

Gad vide, hvor mange af dem, der havner her på bloggen, egentlig i virkeligheden var ude efter, at jeg lige proppede sloggien godt op i skrævet?

Det kommer altså ikke til at ske. Ikke lige i dag i hvert fald. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Måske hvis jeg mangler plads i håndbagagen en dag.

Skidegodt. Ski-de-godt.

Det der øjeblik, hvor man på sygdomstredjedagen med sygdomstredjedags-fedtet hår og sygdomstredjedags-kvalmeklump-i-halsen trækker røjsere og den usle trenchcoat ud over nattøjet og går tur med hundene. På Vesterbro.

… Og Homohunden så pludselig trækker venstre bagben op under sig på den måde, der plejer at signalere av-for-fanden-så-hold-dog-lidt-igen-med-det-vejsalt-det-svider-ad-helvede-til-i-trædepuderne-for-satan. Og som almindeligvis ret let kan afhjælpes med lidt hurtige strøg hen over poten. For lige at tage det værste salt – eller tjekke for glasskår.

Nå.

I dag lærte jeg så, at jeg lige fremover skal kigge på poten, mens jeg tørrer. Så jeg ikke som i dag står med lort på fingrene, fordi Homohunden faktisk også er hygiejnisk nok til at trække poten utilfredst op under sig, når han træder i egne efterladenskaber.

Opfulgt selvfølgelig af mig i uskøn dans rundt om eget taljemål for med højre hånd at fiske en hundepose (troede I seriøst, jeg var sådan en, der lige havde en kleenex i jakkelommen?) op af venstre lomme, mens jeg vifter med lortefingrene og forsøger at tørre det værste af i en træstamme (for fuck’s sake). Og udstøder små væmmelseslyde. Og prøver ikke at kigge rundt for at tjekke om nogen har fulgt optrinnet.

Med andre ord: Jeg har tørret hundelort af fingrene med en plastikpose i dag. Hvad har du bedrevet?

Åh ja. Og det var også i dag, der var lukket for det varme vand fra 8-16. Skidegodt. Pun intended.

Jinxet igen og lidt om et nyt dansk femimagasin

Jeg er blevet syg. Og det er min egen skyld. Fordi jeg de seneste par måneder, mens venner, kolleger og familie faldt som bacilleinficerede influenzafluer, var kæk og alt, alt for tydelig i mit jeg-er-stærk-jeg-går-fri-praleri.

Jinx you very much.

Men kan I ikke lige, indtil jeg atter er i stand til andet end at sove og se South Park, støtte det her fine feministiske magasinprojekt med en krone eller ti (eller 100).

Det hedder FRIKTION, og jeg er personligt ret spændt på at se, hvordan et ender med at se ud. De er glade for selv den mindste støtte. Og har nu fire dage til at nå målet: 16.000 kr. (de er i øvrigt godt på vej og har rundet 10.000 kr.).

Og god bedring til mig.

Transkønnet åbenhed = Respekt!

Shit. Shit, shit, shit, shit.

Jeg er mundlam lige nu. Og har en lille smule våde øjne. Jeg blev anbefalet at tjekke Oliver Pantheras YouTube-kanal, og jeg er simpelthen så rørt.

Oliver er født pige og transitionerede, så vidt jeg har forstået, for et års tid siden. Før det identificerede han sig som lesbisk. 
Det, der rører mig, er … well, det hele.

Dels hans åbenhed, der er sindssygt respektindgydende (og måske/måske ikke efterlader kujon’ske anonyme lebbebloggere med en lille smule skamfuldt varme kinder). Men også den naturlighed, han beskriver sin situation med.

Jeg så lige et klip, hvor han introducerer sin (kvindelige) kæreste, der – som han med et grin beskriver – kom til den LGBT-cafe, han driver i Århus, og “troede hun var lesbisk”!
Og de er bare så fantastisk søde. Oliver spørger hende på et tidspunkt, hvordan det er at date en transfyr? Hvortil kæresten svarer – helt fantastisk fint – at:

“Det er vel meget almindeligt.” 

Altså. Hvis der fandtes ét eneste rigtigt svar på det spørgsmål, så måtte det da være lige præcis det. Bilder jeg mig ind uden i virkeligheden at vide en skid. Åh, hvor godt, manner!
Jeg vil ikke afsløre mere, men bare lige bede alle om at se både kæresteklippet, men også den lidt længere video nedenfor, der beskriver op- og nedturene og alle de indre konflikter, der selvfølgelig også følger med skiftet. 
Jeg er dybt, dybt imponeret. Og husk også lige at klikke jer over på YouTube og gi’ Oliver noget virtuel love.

Lesbians who look like Søren Pind

Egentlig havde jeg skrevet et langt og møgsurt indlæg om, hvordan jeg har boet hos LL siden Wien. Fordi hundehvalp. Så jeg ikke lige en eneste gang her de sidste 10 dages tid har overvejet at drøne hjem forbi.

Og om hvordan jeg så nok lige skulle have overvejet det alligevel, fordi min andelsforeningsvicevært ringede helt frantic i går og spurgte, hvor jeg var henne?

Hvorfor? Nåjo, fordi der løber vand ned til underboen fra min lejlighed.

Pis og papir og potentielt potente VVS-regninger.

Kombineret med hunde, der flyver rundt om ørerne på mig  – en ud af to konsekvent med ulovlige ting i kæften. Nej, min læbestift er ikke et bidelegetøj. Nej. Mit pandebånd er ikke et bidelegetøj. Nej, Homohundens ædlere dele er ikke et bidelegetøj. Ejheller er min næse.

Og ironisk nok lige nu – mellem seneste punktum og dette: Nej. Mine uldne knæsokker er ikke fucking legetøj. Jeg bliver sindssyg.

Hvis LL var her, ville hun helt sikkert indskyde en bemærkning om, at jeg jo kunne overveje ikke at smide alt mit lort på gulvet. Host. Host.

Men så var det, at min ekskæreste, som jeg er så heldig (og/eller lesbisk) stadig at tælle blandt mine nærmeste fortrolige, lige fangede mig på Facebook-chatten. Med et helt simpelt spørgsmål. Som fik mig til at grine højt. Hun spurgte kort og præcist:

“Har du nogensinde tænkt over, hvor lesbisk Søren Pind ser ud?”

Og nej, det har jeg aldrig.

Men jeg kommer bestemt aldrig til at tænke andet end lesbiske tanker nogensinde igen, når Søren og hans flotte begyndende sølvgrå grydefrisure samt diskrete brille popper op i TV-avisen.

Og det mener jeg som en stor kompliment.

… Nå, men hvem starter bloggen Lesbians Who Look Like Søren Pind?

Sidesporsfest. Men trods alt sidesporsfest med Marie Key som ikke-så-hemmelig gæst.

Nå. Marie Key spiller på Vega i aften. Det er praktisk talt i min forhave. Men jeg har ikke fattet en skid, og nu er koncerten udsolgt.

Upassende.

Men lige meget hvad, så er det i virkeligheden også bare totalt lige meget, sagde ræven, for der er skruet 100 pct. ned for al socialiseren, indtil 2xHund har lært at styre deres handicap og holder gaffen lukket, når de er alene hjemme.

En uge. Please. Giv mig mit liv tilbage.

Nå. Men da jeg var ude at lufte Homohunden i frokostpausen, gik jeg og spekulerede på, om Marie Key mon cykler til Vega, når hun skal spille koncert.

Der er jo ikke nogen grund til at ankomme i heftig tourbus, når man bare kan hoppe på raceren henne fra hvor-hun-nu-bor. Sikkert på Østerbro eller Christianshavn. Hun slår mig ikke som en Vesterbro-lebbe. Hun har ligesom for meget integritet. Hun kan bære Østerbro, kan Marie Key. Og Nørrebro er bare for obvious.

Jeg forestiller mig (altid. hver dag. uden stop), at Marie Key kører på en racercykel.

Men. Måske tager hun taxa. Selvom det ville være lidt for irriterende, fordi hun så måske ville synge den der Sanne Salomonsen-sang som blev skamspillet for en tre års tid siden på Vela, og som min daværende kæreste og jeg vist nok omdøbte til “I en Fakta”. Fordi det faktisk er en bedre love story.

Hold kæft, en(dnu en) sidesporsfest, jeg holder.

Og nu får Marie Key fanme også det tag, hun har fortjent. Sgu.

Ældre indlæg