Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: november 2013 (side 2 af 2)

Der kom et brev

Nu har LGBT svaret. Det var ret flinkt af dem. 

Jeg er godt tilfreds med svaret. Og jeg har faktisk fundet på verdens mindste lillebitte oprør. Seriøst et kyllingeoprør. Og ret hemmeligt. 
Men jeg venter lige med at afsløre det. Lidt endnu. 

…Og hvis I har oprørsforslag, altså af den diskrete ikke-punk-i-en-kirke-agtige slags, så er jeg stadig frisk. 
Giv lyd!

En til lebbehusarerne. Det er jo onsdag.

Okay.

Den her post er ikke en, du nødvendigvis skal se på kontoret (den er med andre ord NSFW, som de siger ovre på internettet). Derfor er den (forhåbentlig, hvis det her shit virker) gemt lige bag det der lille link nedenfor, hvor der meget passende står, at du kan læse mere.

Men bare fordi du nok liiige skal kigge dig over skulderen, før du stikker dine høredutter i ørerne og lytter med på nogle skønno harmonier med tilhørende og spillevende billeder, betyder det bestemt ikke, at du skal lade være med at stikke høredutterne i ørerne og lytte med.

… På nogle skønno harmonier med tilhørende spillevende billeder.

Du fortryder det ikke. Det lover jeg. Og man bliver på blot to minutter lidt klogere – fx på livmoderhalsen. Og så har jeg vist ikke sagt for meget.

//player.vimeo.com/video/59658050

Er det ikke flot? Og sjovt? Og fantastisk og informativt? Og kan nogen fortælle mig, om der er tale om deciderede piercinger eller bare en stram klemme (og det sagde hun også i går)?

No homo og et sidespor hele vejen til Norge

Jeg faldt over en form for online-tælleapparat forleden. Det vil jeg lige dele med verden. Og jeg skal også nok fortælle, hvad online-tælleapparatet tæller.

Om lidt.

Først vil jeg lige skrive online-tælleapparat en gang mere. Eller to. Online-tælleapparat. Jo flere gange, jeg skriver det, desto mere sikker er jeg på, at der må findes en smartere og mere 21.-århundred-agtig måde at beskrive det.

Vidste I – apropos-ish – at en USB-nøgle hedder en “mindepind” på norsk?

Det er rigtigt. Og det får mig til at holde lidt mere af Norge. Og jeg holder ret meget af Norge i forvejen. Især af Erlend Loe, Singelmann-bloggen og Kings of Convenience. Og også A-Ha. Og Sissel Kyrkjebø sang så fint som Den Lille Norske Havfrue. Og Hamsun. Og Thor Heyerdahl. Og alt det der.

(Jeg stavede ikke “convenience” rigtigt i første forsøg. Måske var min hjerne endda et øjeblik så tabt, at jeg skrev “kongveinience”. Måske. Det får I aldrig svar på)

Nå. Men nu tilbage til … tælleren.

NoHomophobes tæller nemlig, hvor ofte og hvordan fire nedladende homo-begreber bliver benyttet på Twitter, i et forsøg på at afdække “hverdagshomofobi”.

Screenshot, NoHomophobes.com

Det betyder, at man blandt andet lige nu kan se, at:

Faggot er blevet brugt 23.087 gange på Twitter i dag og således fører over begreberne No homo, So gay og dyke.

Det gør mig ret trist, at faggot tilsyneladende er et heeelt legitimt skældsord (“You know a man is a faggot when he drives a Prius”, “Don’t lie to me, you were crying because you’re a faggot”, “You’re such a f***ing faggot”, etc.), og at to heteromænd ikke kan vise hinanden venskabelig kærlighed uden at understrege, at de altså ikke er homoer (“Bro, I miss you man #nohomo”).

Og det er faktisk meget rigtigt, som der står på hjemmesiden, at hverdagsracisme (heldigvis!) ikke tolereres længere, at hverdagssexisme (heldigvis!) også har hårde kår, men at hverdagshomosexisme har relativt frit spillerum stadigvæk.

Den uge, jeg tilbragte som lærervikar (en historie, vi i øvrigt gemmer til en anden god gang) i en syvende klasse, viste i hvert fald med al tydelighed, at bøsse for få år siden var – og velsagtens endnu er – et højt skattet skældsord i den danske folkeskole.

Lad os lave om på det. Please.

Og tjek under alle omstændigheder NoHomophobes ud, det er et tankevækkende projekt, som giver et godt indblik i, hvor hjernedødt visse termer bliver smidt rundt ovre i såkaldt cyberspace.

Nå. Bare hvis det ikke i sig selv var deprimerende nok, at det er fucking mørkt udenfor, selvom klokken knap har passeret fem.

(Endnu) en af de der dage, hvor det er helt ok at være bloggers anonymous

Jeg bort-voksede mit dameskæg forleden og kan nu prale af tre sirlige moustache-bumser som perler på en overlæbesnor.

I mit lille univers hedder afvejningen:

Overskæg eller acne?

For de der lyserøde strips fra Veet smadrer huden omkring min mund som kun cunnilingus på barberede-men-ikke-nybarberede damer ellers gør. Det er hård kost.

Og jeg husker stadig dengang, jeg hjembragte lokal overlæbevoks fra en ferie. Åbnede pakken og fandt små strips, der mest lignede tape, indeni.

Jeg må le.

Som om man kan gøre kål på noget som helst af min stride ansigtshårvækst med blid klister, der end ikke kunne holde en opskriften på rævekage på plads på min køleskabsdør.

Tsk-tsk.

Det er ikke lutter lagkage at være begavet med lige præcist så mørke lokker, at folk (lyver og) kalder dig sorthåret. Det er altså brunt. Mørkebrunt, bevares. Men stadig brunt. Både på hovedet og på overlæben.

Og nu kommer de tre røde pletter til at sidde der i hjørnet af overlæben for evigt. For findes der i virkeligheden noget så skønt som at kradse skorpen af et nyhelet bumsesår?

Jeg tror nej.

Helt vildt åben (for oprørske forslag)

Nå. Men jeg har skrevet en mail i dag. Og sendt den til LGBT. Og. Hvis I har bud, byder jeg også dem meget velkomne!

Den Lillebitte Bagedyst

Jeg tænker rigtig meget på Den Store Bagedyst. Muligvis også for meget. Og jeg tænker også ret meget på miniature. Ikke for meget. Men meget. Jeg holder ualmindelig meget af alt, der er småt og detaljerigt og sødt og dækket med smeltede skumfiduser.

Det ved min gode kollega H., der derfor foreslog (i en af vores – daglige – tv-konceptudviklingssnakke. Vi arbejder på at skabe det nye X-Factor. Og blive rige og sådan), om ikke man kunne kombinere de to ting i:

Den Lillebitte Bagedyst

… Gode zoomlinser og femten kagekonkurrenter, der bager småbitte miniaturekager. OMG. Jeg ville se det. Og dette indlæg kan hermed betragtes som et patent.

Hvis I ikke følger bloggen ovre på Facebook (og det burde I altså!), har I i øvrigt måske dette her billedgalleri til gode.

Jeg faldt over det forleden – det var faktisk det, der affødte miniaturekagekonkurrencesnakken – og kom en lille smule i nylonstrømpen ved synet af de bittebittebittesmå anretninger.

Kunstneren hedder Shay Aaron og jeg dør seriøst en (lillebitte) smule indvendig, når jeg kigger på billederne.

SE LIGE BANANEN (som hun også sagde i går).

http://www.flickr.com/photos/shay-aaron/4368025155/in/set-72157618675112894/lightbox/

Og ikke homokagen!

Nåårhhh.

Typisk Lesbisk på puden

Jeg var til middag hos Bedstebøssen i går med et par fælles venner. Frygteligt hyggeligt, selvom jeg blev frygteligt træt frygteligt (relativt) tidligt.

Egentlig havde jeg glædet mig til at skulle ud-ud, men da snakken faldt på en fødselsdagsfest i Kødbyen ved 01.30-tiden, havde jeg allerede ligget på BBs seng i et kvarter og puttet med lukkede øjne, mens jeg lyttede til de andres efterhånden noget afsporede samtale om begrebet “Fisselette” og om, hvorvidt det er ok at bruge den betegnelse om en helt bestemt type bøsser.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at BB blev stødt, fordi vores (hetero)veninde brugte begrebet i vores snak. Hvilket affødte en lang samtale om, hvorvidt det måske er ok at bruge den slags betegnelser, så længe man selv tilhører minoriteten, men ikke når man selv sidder lunt og godt i majoritetens trygge gyngesofa.

Jeg tror egentlig ikke selv, jeg har taget stilling. Rigtigt. Nå jo! Nu kan jeg huske, hvor snakken startede. Det handlede om det her med at out’e sig på sin arbejdsplads. På min arbejdsplads – og nok også i min branche generelt – er det ret nemt. Alle på mit arbejde ved, at jeg er homo, og det er der alt rigelig plads til.

Men har man som homo decideret pligt til også at opmærksom på sine seksuelle præferencer – også hvis man fx 1) ikke har en kæreste og derfor ikke har en særligt udvalgt person at benævne “hun” eller “han”, når man taler om sine weekendplaner, eller: 2) arbejder med mennesker, der – hypotetisk – bruger betegnelser som “fisselette” eller bare befinder sig i den anden ende af et givent holdnings/fordomsspektrum?

Jeg tror, jeg mener ja. Det skal man sgu. Fortælle hvilket køn man kysser med. For alles bedste. Ideelt for at dræbe nogle fordomme.

Men jeg ved også godt, det ikke er så nemt.

Nå, men derfra bevægede vi os naturligt videre henover alt, der handler om pligt til/ansvar for at råbe vagt i gevær, hvis nogen opfører sig politisk ukorrekt in any way. Når man hører mennesker bruge begrebet “fisselette”, fx.

Jeg får personligt herredårlig samvittighed, hvis jeg ikke påtaler det, når jeg hører nogen sige noget racistisk/sexistisk/homofobisk. Men – indrømmet – det sker, at jeg ikke orker eller synes, det er det værd.

Og så er der de tilfælde, hvor man taler med nogle, man ved, at man deler værdier og holdninger med. Hvor man ved, at ens samtalepartner (bare) bruger termen “betonlebbe”for lynhurtigt at forklare en helt bestemt type, som vi straks kan se for vores indre blik. En form for kommunikationseffektivisering.

Og der skilles vandene. Skal man eller skal man ikke sige fra der?

Jeg har en veninde, der er 100 pct. imod brug af alle nedsættende termer i alle sammenhænge. Inklusiv såkaldt “for sjov”. Og det har jeg meget dyb respekt for. Selv er jeg nok lidt mere loose i det. Men det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg bør være.

Nå. Meget passende faldt jeg semi-i-søvn på den her fine pude hos BB:

Så da de andre begyndte at snakke om høje sko og dans, kapitulerede jeg og vendte snuden hjemover.

Og i dag passer det mig faktisk fint, at der ligger en lille hund og sover på mine tæer, og at jeg mest bare skal koncentrere mig om at vaske op og spise sushi med Seinfeld og Zoey Dechanel.

Nyere indlæg