Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: oktober 2013 (side 2 af 3)

Lidt om pølsepiger

Var på Mother og spise en strålende pizza, der smagte lidt af pandekager bagt over bål, med god veninde i går.

Hun gik efter mortadellaen, mens jeg hoppede på en med bøffelmozzarella og tomater.

“Jeg er bare ikke rigtigt en pølsepige.”

Badum-tji.

Time-out. Please?

Jeg er utilpas. Derfor tyer jeg til overfladiske betragtninger og miniindlæg med maksimal ligegyldighedsfaktor.

Beklager.

Men jeg har lovet mig selv ikke at droppe bloggen, heller ikke selvom det bliver svært. Men lige nu er det pissesvært. Jeg er meget, meget ked af alt det dumme med min far. Mere ked af det, end jeg kan forklare – og forsvare. For selvom følelser er følelser og det modsatte af fornuft, så burde jeg ikke være ked af det.

Ikke  ked af det, i hvert fald.

For operation gik godt, og lymfer viser minimal spredning og det er jo gode nyheder og nu skal kemo bare overstås og nej, man må vist ikke rejse, når man er syg, ellers kunne man jo tage væk en uge til et varmt land, inden behandlingen går i gang, men forsikringen dækker vist ikke den slags, og nu gælder det bare om at holde fokus, og et halvt år går jo hurtigt.

Altså.

Alle prognoser vender tommeltotten opad. Alligevel hopper jeg rundt med permanent snøften og røde øjne (“forkølelse”) og ville allerhelst bare tage en time-out.

Men det kan man ikke. For man er faktisk voksen med ansvar og forpligtelser og husleje og telefonopkald og strategimøder.

Og en måske-igen-kæreste, der er bekymret, fordi man hele tiden er ked af det. Og det er man også. Og man ville bare så gerne være glad. Og hun rummer og favner og omfavner og forkæler og forstår og giver plads og stiller de rigtige spørgsmål.

Men hun får også nok. Når jeg ikke formår at gøre gode ting for mig selv. Og hun vender ryggen til. Og svømmer op efter luft, så hun kan dykke ned til mig igen. Og dét kan jeg ikke rumme og ikke favne og ikke forstå. Ikke i øjeblikket, hvor det sker, hvor hun bliver fjern. Da giver det ikke mening.

Da gør det mig (endnu mere) ked og vred og forvirret.

Og misforståelserne spreder sig som ringe, der kryber ind over hinanden og skaber nye ringe, og man kan ikke gemme sig under en dyne for evigt. Og jeg ved måske godt, at jeg er lidt urimelig. Og at jeg kræver det umulige.

Time-out. Please?

Lejrliv for drenge, der kan lide lyserød

I har sikkert set det her – Politiken bragte fotos derfra forleden og samme fotoserie har også cirkuleret på Slate.

Men! En amerikansk summer camp har gjort det til sin opgave at tage et gedigent opgør med genusnormer og alt det pjank. Her får drengene lov at lave modeshow, sminke sig og proppe viskestykker på hovedet, så det ligner, de har langt hår.

I reportagen på Slate bliver camp’en kaldt You Are You, men det er ikke dens rigtige navn, for selvom drengene i lejren er sat 100 pct. fri fra trange ideer om drengeleg, så skal de stadig beskyttes ude i den såkaldt virkelige verden, hvor knægte i Disney-prinsesse-natkjoler ikke altid bliver behandlet lige kærligt.

Billederne (tip: der er flere på Slate end på Politiken) er sindssygt rørende. Og projektet er prisværdigt. Men for fanden, tænk hvis en dag, det også bliver okay også at give sin søn neglelak på i børnehave ude i det der, de kalder samfundet. Civilisationen. Tsk-tsk.

Og bemærk i øvrigt, at der står i begge artikler, at det ikke nødvendigvis er alle børnene, der vokser op og kommer til at identificere sig som enten homoer eller transer – måske er det for fanden bare en fase (eller måske er det bare helt okay hele sit lange liv som heteroseksuel mand at tage kjole på engang imellem!).

Tag den nu med ro.

Otte linjers ingenting. Værsåartig.

Jeg har haft verdens mest indholdsløse weekend.

Inklusiv en indholdsløs tur på værtshus fredag og en indholds- og udbytteløs svampetur i Dyrehaven søndag (kom hjem med tre – tre – karljohanlignende sataner, som vi ikke turde spise, da det kom til stykket). Og en lørdag med absurd meget næringsløst mad og intelligensforladte film.

My god.

Weekenden har faktisk været så indholdsløs, at det både føles som en enorm lettelse og en gigantisk byrde, at det allerede er mandag.

Der er smukkere uden for skabet. Selv i en overfyldt 1A’er i morgentrafikken

Vel hjemme fra Paris og meget klogere på retail … og på Martha Stewarts skræv, som jeg havde frit udsyn til, da hun blev interviewet på konferencens første dag. Bevismateriale, værsågod – hun sad ikke med kysk samlede ben hele tiden, men jeg fik ikke foreviget trussen, desværre:

Nå.

Men det er – tro det eller lad være – ikke det, det skal handle om.

For i morges sad jeg så i 1A, fordi jeg var for doven til at hente min cykel (der er strandet foran LL’s opgang) med en ret sød homohund på skødet, da den ældre dame på sædet overfor pegende udbrød:

”Ih, sådan en (læs: fransk bulldog) var der også med bussen i går!”

Pudsigt nok fortalte Livslebben netop i går aftes om en ældre gangbesværet kvinde, der altid var med bussen om morgenen, og som hun havde haft en snak med om blandt andet Homohunden (som LL havde æren af at have med under armen den dag).

Okay, men jeg svarede damen:

”Ja, men det kan sagtens være, det er den samme hund, du har set, for min kæreste tager denne bus om morgenen.”

Shit. Og der fik jeg så lige – uden egentlig at ville det – sat mig selv i en af de her ufrivillige outing-situationer. Understreget af, at morlil helt klassisk svarede:

”Nej, for det var en kvinde, der havde hunden med i går.”

Jeg tog en dyb indånding i den tavse og temmelig fyldte bus. Og svarede – som jeg har lovet mig selv altid at gøre fremover:

”Ja, men jeg er faktisk kæreste med en kvinde, så det er nok hende, du har mødt.”

(Ydrk. Hej alle medpassagerer, nu ved I at jeg er lebbe. Det føles lidt grænseoverskridende.)

Men hey – igen fik jeg bevist, at det aldrig er værd at tie. For den ældre dame svarede lige så frejdigt:

”Jamen så er det da helt sikkert hende, jeg har mødt. Det er godt nok en sød hund, men er den ikke tung at bære rundt på for jer?”

Og så forløb snakken videre som om intet var homo-hændt.

Det er i bund og grund oftest mine egne fordomme om andres fordomme, der bremser mig fra at spille med åbne seksualitetskort. Og det er slet ikke det værd. For de negative kommentarer, når man rent faktisk sidder over for et andet menneske og kigger dette ind i øjnene, mens man fortæller, at man er homo, er forsvindende få.

Og de gode ud-af-skabet-oplevelser venter bare på os derude.

Jeg er homo. I ved det bare ikke.

Jeg havnede på bar med et par af de andre konferencedeltagere foruden min gode kollega H. i forgårs.
Der sad vi så på et parisisk gadehjørne, mig og H., og så en belgisk gut iklædt gråt skinnende jakkesæt med stelløse briller + en spansk kvinde i powersuit fra Desigual eller noget der minder om.
Spansk skørhedstøj, erindrer jeg, at en spanskofil (ja) eks og jeg døbte det efter en shoppingtur i Barcelona. I Spanien er det nemlig seriøst svært at opstøve en neutral beklædningsgenstand uden efterfølgende at dreje den om og finde noget spraglet blomstertryk på ryggen. Med andre ord: 
Ornamentering er ingenlunde et fy-ord i spanske millionbyer.
Nå. På baren talte vi naturligvis om homorettigheder, og jeg føler vitterligt ikke, at det var mig, der pushede den agenda. Men det kommer meget ofte til at handle om ligestilling på den ene eller den anden måde, når jeg taler med fremmede. 
Også selvom det kun var mig og H., der vidste, jeg var lebbe. Det sagde jeg ikke højt.
Mærkeligt, hvordan det pludselig kan virke privat at afsløre sin seksualitet.
Okay. Sidespor.
Jeg kom fra det her med, at det er sært, at det altid kommer til at handle om forholdsvis betændte emner med risiko (mulighed! Mulighed!) for at komme rigtig barskt op at værdidiskutere, når jeg sidder med ved bordet.
Jeg tror ikke, det er min skyld.
Okay, måske fik jeg på et tidspunkt spurgt retorisk, om de andre mon vidste, at det var fuldt lovligt at nægte at servere for homoer i 27 (eller er det 29?) ud af 50 stater i USA.
Jo! Nej! Nu kan jeg huske det.
Vi startede faktisk med at snakke om børn. Om adoption, og frk. Barcelona fortæller om en gay guy hun kender i USA, som via en klinik i Californien har sammensat sit lille idealbarn i maven på en fremmed rugemor.
Totalt webshopping med ni måneders levering.
Bare vælg øjenfarve, hårfarve, forældres IQ, forældres baggrund, kropsbygning, højde, så sørger vi for resten og leverer til din hjemmeadresse.
Og så kom vi til at tale om frk. Barcelonas børn. Hendes datter går i børnehave med en pige, der er adopteret fra Rusland til et spansk bøssepar.
Nu må homoparret så bare desværre seriøst overveje, hvordan de skal forholde sig, hvis det her russiske lovforslag omkring tvangsfjernelse af børn fra homoer bliver gennemført.
For, hvad jeg ikke lige hverken fik med sidst, jeg nævnte det (eller for den sags skyld overhovedet var klar over), er, at lovforslaget er stillet med fucking tilbagevirkende kraft. Og gælder uden for Rusland også.
Ja. Din bange antagelse er helt korrekt.
Det betyder ganske rigtigt, at det spanske homopar i Spanien kan risikere at miste deres datter, selvom hun har været hos dem i Barcelona i to år.

Shit, det er noget scary hejs.

Nå. Men skal vi få gjort en ende på den heteroseksuelle verdensorden?

Okay. Der har jo været TEDx i København for nyligt.

Blandt talerne var seje, seje, seje, seje Mads Ananda Lodahl, der TED-talte om at gøre en ende på den heteroseksuelle verdensorden.

Det er et rimelig heftigt emne. Der ret hurtigt bliver ret indviklet og sådan, jo-jo-men-nu-har-jeg-ikke-lige-læst-Foucault-til-min-morgenkaffe-agtigt. Og derfor er det så heldigt, at man har sat lige netop Mads Ananda Lodahl til at holde foredraget.

For han gør det så ligetil og forståeligt. Se lige talk’en, og vis den også til alle dine straight venner.

De TEDx-talks der får flest views, havner, så vidt jeg er informeret, på forsiden af den rigtige TED-side. I ved, Mads Ananda Lodahl i selskab med Steve Jobs og Al Gore og sådan.

…Så man kan da sagtens lige se videoen både derhjemme og i Paris og på arbejdet og hos kæresten, ikke?

Og kender man ikke konceptet TED, kan man læse mere om det her, men helt kort fortalt er det små snakkevideoer – der er mange virkelig rørende/tankevækkende/inspirerende/fascinerende/smukke/sjove imellem – et menneske med en mikrofon på en scene.

Period.

Kan heterosex være queer?

Jeg vil bare gerne lige anbefale en artikel. Den er god, velskrevet, interessant og skrevet af en af de klogeste undervisere, jeg havde, da jeg gik på uni.

“Så legede vi, at jeg var manden”

God læselyst.

Tonsvis af bøsser og klokkeren fra Notre Dame

Jeg har været i Paris et par gange. Måske fire. Men jeg har aldrig boet så bøssoidt i Marais, som jeg gør på denne tur.

Når jeg drejer af min gade og ud på Rue des Archives, er der sort af mænd, der går hånd i hånd med andre mænd. Det er meget fint og gør glad. Jeg tænker hele tiden, at jeg skal herned med mine bøsser på et tidspunkt. Det ville være godt for alle.

Det eneste, der mangler, er noget lebbe. Jeg har ikke set en eneste.

Til gengæld har jeg siddet med skoene plantet på orange syntettæppe ude i et kongrescenter ved den nye triumfbue fra klokken ni i morges til klokken halv syv. Nu har jeg ditchet min kollega, købt cherrycoke og chokoladekiks og skal sove temmelig meget tidligere end tilfældet var i går. Hvor jeg oven i købet vågnede af mareridt ved nul-tretiden, da min krop endelig synes, den var færdig med bare at ligge søvnløst og rulle frem og tilbage.

Første nat i ny og fremmed seng er hård.Selvom sengen er så fin og blød og god.

Åh ja.

Vi – min gode kollega og mig – gik for øvrigt aftentur ned forbi Notre Dame (asyyyylum!) i går aftes. Jeg ved ikke, hvordan jeg har undgået den katedral på mine hidtidige ture til Paris, men jeg har seriøst ikke set den før. Og jeg var VILDT imponeret. Og tilskriver dele af min fascination, at jeg holder meget af 90’ernes Disney-tegnefilm. Mest Skønheden og Udyret. Men også den med Quasimodo … selvom jeg måske mest så Klokkeren fra Notre Dame hen over skulderen på min lillebror.

Teknisk set var jeg vel for stor til at se tegnefilm af egen drift i 1996. Teknisk set.

Omkring årtusindskiftet gik jeg på højskole, hvor hele holdet var i London. Inklusiv musicaltur. Vi så netop Klokkeren fra Notre Dame, og selvom jeg også svagt husker de tonserdårlige sange, er det minde, der står klarest, helt bestemt, at min veninde og jeg måtte løbe ud af teatersalen med den slags fnis som absolut kun hører 19-årige kvinder til, fordi det simpelthen er det mest corny teaterstykke i universet. Især når man sidder så tæt på, at man kan høre hvert et utilsigtet tramp i gulvet og se hvordan Quasimodo ser ud under sminken.

Med andre ord: Mine allermest iskolde anbefalinger til The Hunchback of Notre Dame. Hvis det da stadig kører. Og hedder sådan. Jeg husker det ikke. Ha. Jeg googlede det lige. Musicalen hed(der?) Notre Dame de Paris, og jeg kan ikke finde noget omtale fra efter 2000. Det kan være, det var mit og N’s grineanfald, der fik dræbt dét West End-foretagende. Så undskyld.

Nå. Vi kom fra de chokoladekiks.

Paris. Pæne Paris.

Live fra Paris!

I en lejlighed, der er så pæn, at det er helt ærgerligt, man ikke er her på ferie med en, man gider knalde. Derimod kan man se frem til tre dage med crazy – omend spændende – oplæg i et konferencecenter ude i La Defense, hvorefter man sandsynligvis vender hjem onsdag med let aircondition-snue og komplet udtørrede porer.

Porer? Porrer? Jeg kan ikke huske, hvad der er hvad. Når man er fra Århus udtaler man begge dele på samme måde. Så never mind.

Nå.

Kender I det der, hvor man altid afslutter alle emails og sms’er til venner, bekendte og livslebber med et “kys”, og så kun LIGE i sidste sekund når at opdage, at man har skrevet samme afsked i mail til perifær kollega? Jeg nåede at afværge. Heldigvis.

Nu: Simremad med and og rødvin, tak.

Ældre indlæg Nyere indlæg