Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: oktober 2013 (side 1 af 3)

Hej Rusland!

Shiiit. Jeg skal sgu til Rusland. Om godt en uge. I knap en uge. Var forbi ambassaden til en lille legemliggørelse af begrebet Kafka’sk for at få et business-visum i mandags klokken to sekunder i storm.

Livslebben var med mig på visumkontoret, og det var først, da den russiske ansøgningsdame kaldte mig ind, at det gik op for mig, at jeg sad og holdt min kvinde i hånden. Slap den med et sæt.

Hvor hårdt slår de ned på den slags? Er jeg paranoid? Hva?

Nå.

Men min ansøgning blev ikke godkendt, blandt andet fordi min invitation (man må kun komme ind i deres land, hvis man har en officiel invi) var på engelsk og ikke på russisk.

Ja.

En anden årsag til, at jeg fik stemplet “Visa denied”, var, fordi det foto, de kræver, at man indleverer (og som i mit tilfælde præcist tilsvarer det, der er i mit pas, I ved – det der identifikationsdokument, som alle andre instanser anerkender som 100 pct. fuldgyldigt) havde mere end seks måneder på bagen.

Jeg fik i protest mod bureaukratiet taget et nyt foto i går – akkurat magen til det gamle, samme stramme sideskilning og store tørklæde og tomme spionblik (you have learned my secret and now I must kiiiiill you) – og sørgede for at medbringe datostemplet, så jeg kunne bevise, at der var tale om et splinternyt billede.

Mit eget lille oprør, der blev godkendt, selvom jeg havde seriøst ondt i maven. Og pludselig er ganske glad for, at nærværende blog ikke lige kan kædes sammen med hverken mit navn eller mit pasnummer.

Så nu skal jeg til Rusland. Sgu.

Homohund i alle regnbuens farver

I denne her lille lesbiske husholdning er nogen (mig) af os større fan af tøj-til-hunde end andre (Livslebben).

Og med Halloween ret forude er frekvensen af links til hundebutikker, der sælger fx T-Rex-kostumer til hunde, afsendt fra mig i retning LL steget ret betydeligt.

Altså.

Og hvem kan stå for fx et Miley Cyrus/Wrecking Ball-kostume?

Tak til Petco for foto

Det kan LL (altså “sagtens stå for”).

Hun står i det hele taget reeet stejlt på, at man ikke skal klæde hunde ud. Og måske har hun ret. Mopsen på billedet ser jo faktist ret mopset (…) ud.

Men! LL gik i går med til – og det skal stå lige her for evigt – at Homohunden må få et regnbuefarvet tylskørt på til Pride næste år. To lag tyl i hver farve, fik jeg forhandlet mig frem til. Et strutskørt lige rundt om livet. Som den ret så veludrustede hanhund så kan overpisse undersiden af.

Nå ja, det er måske ikke et full-on dinokostume, men lad nu i første omgang det ligge. Det er udklædning, og hvad LL ikke ved er, at hun lige har rakt mig en lillefinger.

Og det betyder, at der er max et års tid, til Homohunden kan ses i den her mundering på en tilfældig tirsdag:

Foto fra Clickertraining.com
Der er jo ikke noget ved at have en hund, hvis man ikke fra tid til anden kan klæde den ud som karse.

Det med de korte negle

Hvis ikke man kender Postsecret.com, er man altså – foruden indehaver af et garanteret hyggeligt lille enfamilieshus under en sten – gået glip af noget.

For mig er det et fast ritual liiiige at tjekke ugens hemmeligheder. Og nogle af dem er endda lesbiske:

http://2.bp.blogspot.com/-aTYrof8u3Jw/UmMJzHmtzTI/AAAAAAAAZw4/RHIqZP7NO6s/s1600/10nails.jpg
Tak til Postsecret.com

Lesbisk øjeblik #2

Apropos lesbiske øjeblikke, som jeg vist ikke har talt om siden 2011.

Jeg kan huske en juleaften for en del år siden, hvor jeg sad hos min mormor i en landsby med så jysk et navn, at man skulle tro, det var noget jeg havde fundet på…

Og der sad jeg så og skulle pakke en julegave op fra min daværende kæreste.

Og så pakkede jeg den op (tro det eller lad være).

Og så lå der et (i øvrigt mægtig fint) Casio-ur inden i julepapiret.

Og det i sig selv var nok ikke så morsomt.

Hvis ikke det da lige var, fordi hun sad et andet sted i landet. Samme aften. Med sin familie.

Og pakkede en gave op, indeholdende et ur, der var magen til.

Som jeg havde pakket ind til hende tidligere på måneden.

OMG. Lesbian moment. Sødt og dumt på samme tid.

Vrangforestillinger og tandpasta på patten

Det gode var, at jeg kun nåede at have min skjorte på på kontoret i halvanden time, førend jeg opdagede, jeg havde vendt vrangen udad.

Det andet gode var, at jeg kun nåede at have min skjorte på med den rigtige side udad i seks timer, førend kæk kollega pegede på tandpastapletten på venstre pat.

Det tredje gode var, at jeg kun nåede febrilsk at forsøge at fumle min hængelåsnøgle ned i omvendt lomme på røven af løbeleggings i FitnessWorld i 45 sekunder, førend jeg fattede, at årsagen til, at lommen ikke virkede (den lader jeg lige stå et øjeblik), var, fordi jeg havde taget træningsbuksen på – you guessed it – med vrangen udad.

Jeg synes ellers, det var en meget god dag.

Men nu er den endnu bedre, fordi det eneste der er tilbage af min dag er rejsen fra køkken til sofa med gode rester og fem pariserlinser (megayndlingsslik), som LL gemte for mig i går (“der er ikke flere”), fordi hun vidste, hvor glad jeg ville blive for at have dem i aften.

And boy, was she right.

Resten af pastillerne havde hun placeret på mig, hvorfra hun insisterede på at snuppe dem med munden. “Dem” betyder i denne sammenhæng helt præcist den ene, hun nåede at få fat i, før jeg havde spist resten.

Jeg kan virkelig godt lide pariserlinser.

Så det.

1970’erne var altså ikke en tirsdag.

Min weekend har været så stille, så stille. Og min dag i dag har været så stille, så stille. Hård og travl og noget så stille. 

På work var det tydeligt, at vi alle sammen syntes, at netop vores historie om morgencykeltur i regnvejr med skybrudsmindelser mod kontoret var den vigtigste. 

I virkeligheden var vi nok alle sammen blevet omtrent lige våde. 
Jeg drønede i Politikens Boghal efter arbejde. Fordi man gerne må købe Martin Kongstads nye-ish roman, selvom den stadig koster 300 kr., når nu man blandt andet har haft en stille weekend, fordi man har haft svært ved at hive snuden op af hans debut. 
Jeg kunne virkelig godt lide “Han danser på sin søns grav”. Meget ligetil og fornøjelig og grusom og præcis. 
I bogen konkluderer Martin Kongstad, at halvfjerdserne helt klart er en tirsdag. Hvis vi skal snakke om, hvilken ugedag et givent årti svarer til. 
Jeg ved simpelthen ikke, om jeg er enig. Jeg tænker, at halvfjerserne enten er en mandag, sådan lidt “Wow, velkommen til virkeligheden, rimelig heftig kontrast til søndagstresserne, alligevel, sikken masse vi kan udrette”. 
Eller måske en torsdag: “Vi danser bare rigtig meget, selvom vi godt ved, vi måske har pligter og skal op i morgen, men det er nuet, der tæller, og fuck hvor er det fedt med spontanitet”. 
En af delene. Men ikke en tirsdag. 

Pas på hinanden ude i natten

Jeg skulle have været til housewarming i aften. Men jeg havde læst invitationen lidt forkert. Og jeg er smadret i hovedet og i asocialt humør, så nu har jeg i stedet bestilt indisk mad og har en undskyldning for at se hele niende sæson af It’s Always Sunny In Philadelphia.

Tænker jeg.

Og jeg kan godt lide det cyklisk smukke i, at jeg faktisk for ret præcist et år siden, da LL var til fødselsdag hos samme ven, som hun er ude at fejre i aften, også spiste indisk… og (opdager jeg lige nu og kommer lidt i trussen over) så ottende sæson af It’s Always Sunny.

OMG. Tradition, much?

Jeg fulgte lige damen til S-toget. Og kyssede hende farvel i afgangshallen på Valby Station.

Der var lyst og larmende og mange unge mennesker med Bacardi Breezers og dynejakker. Og pludselig føltes det megasårbart at kysse hende kun for at vende mig rundt og være alene. Blandt så mange, der havde set mig kysse en anden kvinde.

Hysterisk, måske. Men folk – omend mest mænd – bliver slået ned fra en kant af i København for tiden. For at vifte med homoflaget, altså. Det er megauhyggeligt.

Senest røg realitystjernen Gustav i asfalten med tilråbet “bøsserøv” til dessert i nat.

Det er simpelthen bare ikke i orden. Og lige meget hvor omsonst, det kan virke at anmelde det (“politiet kan jo alligevel ikke gøre noget”), så er det sindssygt vigtigt, at man anmelder overfald og hatecrimes ikke desto mindre. Fordi det er vigtigt, at hvert eneste tilfælde af homorelateret chikane optræder i statistikkerne.

Så det bliver synligt, at det fucking er et problem.

Selv havde jeg jo min gigantiske kamphund med, så jeg slap aldeles uskadt hjem til LL. Og jeg kan ikke love, at der er mere is tilbage, når hun vender snuden retur.

Såkaldt lesbisk hykleri

Jeg er lige blevet inviteret til Skt. Petersborg til noget prisuddelingshalløj i november. Jeg ved ikke, hvor det ender – invitationen er stadig meget tidligt i proces, så lad os nu se.

Men da jeg (noget overgearet) fortalte LL om det, svarede hun – ret tørt:

“Aha. Så må vi se, hvor langt dine principper rækker.”

Og så kunne jeg pludselig huske, hvor mange gange jeg en fordrukken aften har slået i bordet og kæftet op om, hvordan jeg aldrig mere vil bakke op om regimer, der ikke behandler deres homoer ordentligt. Om hvordan jeg aldrig kunne finde på at tage til Rusland, når jeg ikke ville kunne gå rundt hånd i hånd med min damekæreste uden at risikere arrest.

Men…men…femstjernet hotel.

Og det er jo faktisk arbejde.

Host. Host.

(Og god weekend!)

Og Sipsippenipsipsirumsip fik … Ruchbrødslachkach

Var på besøg hos verdens mest nuttede par i går. Min lille veninde S. og jeg snuppede en spinningtime post-work og tog så hjem til hendes lige så lille husbond.

De er så søde. Og små. Hun er en af de gamle helt tilbage fra det århusianske, og han er fra Sønderjylland, hvilket naturligvis resulterede i, at jeg straks måtte bede ham sige, “Kage, kage, kage.”

Fordi Den Store Bagedyst. (Åh Katja).

“Kach, kach, kach,” lød det da også straks på klingende sønderjysk.

Og jeg blev så glad. Han måtte også lige sige “rugbrødslagkage” [ruchbrødslachkach].

Bare for en sikkerheds skyld.

Endnu gladere blev jeg, da jeg erfarede, at den danske version af programmet faktisk er et franchise af et engelsk program, The Great British Bake Off, der er lige så godt – faktisk bedre, siger veninde. Og kan findes på Youtube. Siger hun.

Så nu smutter jeg snart fra work og lige lukt hjem til:

1. LL’s favn
2. En hund til at varme fusserne
3. En evig strøm af britiske tv-bagerjomfruer

Tak.

Svenske tilstande. Is that a thing?

Det her er virkelig et stærkt og velskrevet og præcist debatindlæg. Tænk hvis det en dag var i Jydepotten og ikke Informeren, man kunne læse den slags. Preaching to the choir og sådan.

“De negative konsekvenser af en mere åben og queer-præget tilgang til køn og seksualitet er til at overse, men i Danmark taler man med gru i stemmen om ’indoktrinering af børnene’, ’svenske tilstande’ og ’nedbrydelse af køn og kernefamilier’. Man taler i fuld alvor om, at samfundet jo ikke skal manipulere med børns seksualitet og ikke skal udfordre den sikre kønsidentitet. Men er det ikke netop, det vi gør?” – Camilla Tved.

Læs hele debatindlægget lige her på Information.dk

Ældre indlæg