Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: september 2013 (side 2 af 3)

Fra korthårede Barbie-dukker til “Er jeg lesbisk?”. Den strukturløse lebbe er tilbage

I dag over middag talte vi på kontoret om min meget skønne og lidt unge kollega. Hun er sygt forkælet. Mægtig fantastisk og sød. Og sygt forkælet.

Bevis #1: Hendes forældre har en swimmingpool.

… Men havde hun en af de der eldrevne minibiler, da hun var barn, spurgte min anden kollega?
Det havde hun nu ikke. Men den bil var vitterligt det ultimative statussymbol. Og så antallet af barbier. Jeg havde ikke så mange Barbie-dukker. Måske fem.
Jeg klippede en af mine barbier korthåret for at have en mand. Fordi jeg ikke havde en Ken-dukke. Og fordi mit lille dukkesamfund ville bryde sammen uden maskulint islæt.
Det sagde jeg til mine kolleger i dag. Og studsede så over, om det var der de første kim til min homoseksualitet og betragtelige betagelse af korthårede damer blev lagt?
Min weekend forsvandt i bloody marys og godt selskab fredag, semigrove tømmermænd, kort besøg af Bedstebøssen lørdag eftermiddag. Han havde hindbærsnitter med, hvilket resulterede i, at jeg voldtog Livslebbens den-der-box-hvor-man-kan-se-gamle-tv-programmer-på for DR’s Den Store Kagedyst resten af dagen.
Søndag forsvandt i gåture og resterne af den arbejdsbyrde, jeg ikke havde nået fra mandag til fredag.
Nå jo. Og så gik søndag også med at besvare en mail fra en forvirret måske-lebbe. Jeg får den slags henvendelser engang i mellem – og jeg kan rigtig godt lide dem – Fra kvinder (faktisk i alle aldre – fra 18 år til et-par-og-fyrre. Plus alt derimellem), der er i tvivl om de er lesbiske og spørger om min … vurdering. 
Det er skidesvært. For det eneste råd, jeg kan give, er egentlig, at de skal prøve det af. Jeg var ikke i tvivl om, at der var et eller andet rigtigt ved det med damerne, da jeg vågnede op morgenen efter mit første kvindekys for en otte-års tid siden. 
Du ved det nok først, når du prøver det. Og hvis det så føles totalt fejlagtigt, så er der jo ikke noget forgjort ved det. Så er det vel bare bye-bye punani og på gensyn penis.
Nå. Det var det hele.

Den perfekte lesbiske datingprofil

Hvis man nu var single og utilfreds med situationen.

Hvis man nu ikke orkede at feste (rent hypotetisk selvfølgelig) med flere 23-årige unglebber, der helt tydeligt allerede i en alder af 14 hvilede mere i deres homoseksualitet, end man selv (hypotetisk) gjorde, da man var 30 (hypotetisk).

Hvis man nu allerhelst bare ville møde sin eneste ene stille og roligt og online på et vilkårligt datingforum for homoer.

Hvis og hvis og hvis – Så tror jeg altså nok, jeg har formuleret den perfekte datingprofiltekst.

Og nu, hvor jeg selv har masser af dame i mit liv, er det min store fornøjelse og ypperste pligt at videregive den til værdigt trængende.

SÅ det her er en form for servicemeddelelse. I kan bare bruge følgende profiltekst helt frit og præcis, som I vil. En slags gave fra mig til jer. Det er jo fredag.

Så uden yderligere ståhej – her kommer den perfekte lesbiske datingprofiltekst til 100 pct. fri afbenyttelse (og sig så ikke, at jeg aldrig giver jer noget):

Jeg spiller ikke håndbold. Til gengæld er jeg nærig. Smid mig en mail.

Værsgo. Og god weekend.

Med veninden under bruseren – I ved godt hvad jeg mener. Måske.

Nå. Men jeg startede så dagen med en spinningtime klokken syv.

Pause. Pause. Pause.

For første gang i to år.

Pause (der fx kan udnyttes til at indsætte passende mængder applaus).

Nu sidder jeg i høje hæle (for første gang i i hvert fald to måneder) på mit kontor og sveder al min nøje påførte ansigstcreme lige ned i culturaen. Egentlig er det skyr. Men pludselig virkede det svært prætentiøst at spise skyr oven på en spinningtime. Så jeg løj. Men det er altså skyr. Endda økologisk.

Fuck dig, Lebbe (altså mig).

Nå. Reelt set begynder arbejdsdagen først om tretten minutter, så et blogindlæg er vel egentlig på sin plads – især fordi jeg har været totalt fraværende de seneste to dage på grund af venindebesøg helt fra Århus. Veninde-med-baby-besøg. Nårrh.

Nå. Men spinning gik glimrende, skodform til trods.

Og til spinningtimer er alle kvinder lebber. Lidt som med katte i mørket. Seriøst. Mennesker med bryster ser aldrig heteroseksuelle ud i cykeltøj.

Fint med mig.

Efter timen skulle jeg i bad, men jeg var faktisk kun kommet op og af sted (jeg stod op, da vækkeuret ringede kvart over seks! Åh nej. Nu løj jeg igen. Jeg snoozede én gang. Men hallo! Fireogtyve minutter over nul-sex er vel også en slags bedrift), fordi jeg havde aftalt med min veninde S., at nu – NU – gjorde vi det sgu. Kom af sted sammen.

… Så jeg endte med at bade på mit arbejde.

Fordi jeg pludselig synes, det var frygteligt akavet at skulle stå under bruser med god gammel veninde, der endda kender mig helt tilbage fra mine heteroseksuelle dage. Gad vide hvor nylesbisk mine gamle venner egentlig anskuer mig, her syv-otte år inde i mit homoforetagende?

Well. Det var ikke så meget for mig, jeg tænkte det ville blive akavet, egentlig. Bevares, jeg er ret blufærdig et eller andet sted derinde bag ved al sprøjeorgasmesnakken, men det var faktisk mere fordi, jeg ville være ked af, hvis S. troede, at jeg stod og seksuella-vurderede (det er et ord) hende. For det gør jeg altså ikke, når jeg står under bruseren

… Ikke med mine veninder i hvert fald. Seriøst. Og nu lyver jeg ikke. Jeg har en meget klar mental barriere, der adskiller veninder og potentielle elskere.

Måske handler afgrænsningen også meget om, at jeg foretrækker mine damer bredskuldrede, korthårede og i sneakers, og selvom S. nyligt har tillagt sig en – i øvrigt meget klædelig (hvis du læser med, S.!) – kort page, så kvalificerer hun altså ikke.

Nå + i øvrigt:

Da jeg åbnede døren til badet, efter jeg var kommet i tøjet og var ved at frisere mig, møder nyansat praktikant selvfølgelig ind i samme sekund. Og nu er jeg sikker på, hun tror, jeg bor her helt hemmeligt. Jeg havde lyst til at løbe efter hende og råbe, at jeg altså bare havde været til spinning.

Men var det ikke netop det, man ville bruge som undskyldning, hvis man boede på sit kontor?

Lidt om lesbisk opmærksomhed og sådan. Og lidt noget vrøvl. Og undskyld.

Gør det mig egentlig til et dårligt menneske, at jeg stadig bliver helt stolt og føler mig lidt som noget særligt, når jeg kysser med min damekæreste i det offentlige rum?

Jeg ville på en måde ønske, jeg bare var sådan en, der ikke gav en skid for, hvad andre tænkte om mig.

Men det holder jeg nok op med omtrent i samme uge, som jeg holder op med at blamere mig over for semifremmede mennesker. Eller i det åndedrag, hvor jeg pludselig også viser mig at være et toptjekket individ med styr på mine aftaler.

Det vil sige aldrig. Den fangede I godt, ikke?

I morges, fx, da jeg måtte tage 1A på arbejde, fordi jeg havde efterladt min cykel ved Hovedbanen efter spontantur til Sveriges største mad-eksportør (vidste I det? IKEA eksporterer flere köttbullar end Kalle eksporterer kaviar), da fulgtes jeg med Livslebben, hvis cykel i nærmest al den tid, vi har kendt hinanden, har stået efterladt ude i forstæderne med en tiltagende bortrustet kæde. Hun kender med andre ord efterhånden det københavnske busnet ganske tilbundsgående.

Nå. Da jeg skulle af bussen, gjorde jeg et gigantisk nummer ud af at kysse-kysse-kysse hende. Og kunne ikke lade være med at tænke, at “nu tænker alle mennesker omkring os sikkert deres.”

I virkeligheden var der garanteret ikke et øje, der bemærkede os.

Det minder mig i øvrigt om en kronik, jeg læste for nyligt. Den er lige her og hedder “Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg gerne vil have en trekant med dig”. Den handler om en nyforelsket kvinde, der er træt af at blive passet op af liderlige mandfolk, når hun kysser med sin kvindekæreste på en trappesten ved København H.

Kort fortalt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den. For jeg er egentlig komplet enig med kronikøren i, at man skal kunne passe sig selv i det offentlige rum – også selvom man kysser (med en af sit eget køn). Og så tænker jeg også lidt semikynisk, at nederen tilnærmelser er noget, man som kvinde får uanset seksualitet. At dét så i øvrigt er et problem for sig – og et strukturelt af slagsen – er en anden sag. Det er vel mere kvinder, end det nødvendigvis er lebber, der ikke kan være i fred på gaden. Åh. At de fleste lebber så faktisk – har jeg hørt – er kvinder, er selvfølgelig en form for dobbelt-op.

Men anyways – det der med antastninger: En del af mig kan altså på en måde godt lide opmærksomheden. Nogle gange. På gode dage. Af og til.

Eller – jeg er i hvert fald … opmærksom på den.

I øvrigt er det, nu jeg tænker efter, tusind år siden nogen i det offentlige rum har råbt efter mig og LL. En del af mig er lidt stødt (“så jeg er ikke lækker nok til jeres trekanter, som jeg alligevel ikke vil deltage i, eller hvad?”). En anden er egentlig bare lettet.

Disclaimer: 
Jeg ved seriøst ikke, om jeg i virkeligheden mener et eneste ord af ovenstående bavl. Jeg er ikke i stand til at sammensætte to intelligente tanker lige nu. Den er helt gal. Jeg er træt. Og så synes jeg også bare, det er så synd for homoer i de lande, hvor man ikke bare får en lummer kommentar men et fucking slag over nakken for at vise same sex-ømhed i det offentlige rum. Men omvendt skal man jo ikke forklejne hjemlige problemer, bare fordi konsekvenserne er mere alvorlige i, say, Rusland.

Hold da kæft en sludder for en sladder. Jeg beklager og henviser til føromtalte træthed.

Nå. Nu til yoga med den rare hippiedame og derefter hjem til Vesterbro, hvor min århusianske bästis og hendes lillebitte baby venter på mig hjemme i min stue. Måske med aftensmad, hvis man er heldig?

IKEA og lidt om lesbisk overtøj

Temmelig ondt i maven efter spontantur til IKEA med Bedstebøssen efter arbejde. Nøjedes ellers med blot ti köttbullar til at skylle mine vanillefyrfadslys, sugerør og 100-servietter-til-seksten-kroner ned med.

Jeg spotter altid homoer i IKEA. De der homopar, der virkelig sætter parforholdet på prøve med en tur forbi Brogårdsvej i Gentofte.

…Faktisk talte BB og jeg om, at andet afsnit i den der nye DR1-serier hvor man gifter en række par på deres allerførste date, faktisk burde handle om parrenes første tur i IKEA. The final test.

Jeg så nu kun to homopar på dagens visit. Dels 2 x langhårede ladies – en med lange baggy short og Adidas-sweatshirt, den anden i stramme jeans og en t-shirt med noget, der kunne have været glimmertryk. De virkede mistænkeligt rolige, omgivelserne taget i betragtning. Så måske var de bare veninder.

Selvom Frk. Træningsjakke klart spillede på mit hold.

Og så et bøssepar, hvor jeg er perifært bekendte med den ene. Ham kender jeg tilbage fra mit første rendezvous med Boyfriend. Engang i 2006. Han læste med i min “Boyfriend-dagbog” (gåseøjnene = distance) dengang. Og passede mig op på Pan et par år senere og spurgte, om jeg var mig. Og det var jeg jo. I sagens natur.

Det var rart at se ham igen her i aften – omend akavet, fordi han lige havde erhvervet sig tyve (ja, jeg talte) köttbullar med det hele. Svært at give en knuser tværs over tyttebærsyltetøjet.

Nå. Bedstebøssen har netop meddelt mig, at han er kommet godt hjem med to IKEA-net plus en skifteramme og kun har foretaget to fejlkøb ud af omtrent syv hjembragte varer.

Det må betegnes som en slags succes.

Og da jeg kiggede op fra computeren, trådte LL ind ad døren. Hun var lige nede på gaden i et forsøg på at få Homodyret til at aftentisse.

Men kræet er nærmest mere mageligt end mig: LL åbner gadedør, hund ser regn, hund bakker tilbage i opgangen og stæser retur til tredje med LL i hælene. Hun så ellers øm ud i min regnfrakke.

Åh. Eller “regnjakke“, som LL oplyser mig, at alle, der ikke har rundet 70 år, kalder det. Anyways – Synd den ikke blev våd (det sagde hun også i går).

Pudsigt nok kunne jeg, mens jeg skrev ovenstående, kun koncentrere mig om, hvad fanden sådan en rød Adidas-trøje-med-lynlås-og-striber-ned-ad-ærmet egentlig hedder? En træningsjakke?

LL foreslår tørt: “Træningsfrakke.”

…Og jeg fatter først lige nu – omtrent tre minutter for sent – at det var ironi, jeg kunne høre i hendes stemme.

I kender det godt, ikke?

I kender godt de der dage, hvor man haster af sted fra arbejde i lortevejr for at aflevere hund, der kigger bebrejdende og gennemblødt op fra cykelkurven i regnen. Hvor man lige når verdens hurtigste kys (især taget i betragtning, at nogen først kom fra Jylland efter midnat i går … eller altså i dag) og straks må ile videre til vigtig aftale hos dygtig dame af den type, der tager 900 kr. for 50 minutter af sin tid?

Smadrer gennem modregn til nærmeste hæveautomat, der melder om “elektronisk fejl” (wtf?!) og no-go til udbetaling, smadrer videre i mere modregn og kaster sit dankort i en ny hæveautomat, der forholdsvist velvilligt spytter en tusse ud.

Smadrer atter af sted – nu med arbejdsrelateret it-support i røret i én hånd og verdens tungeste cykel i den anden (seriøst Batavus, I kan stikke jeres hollandske kram skråt op – det er garanteret en kvalitetscykel, bevares, men den vejer det samme som en mindre ladvogn), fordi man måtte forlade kontor i utide for at nå at aflevere hund og hæve penge og ankomme rettidigt til vigtig og halvdyr aftale.

Og så ringer man sig ind i opgangen hos vigtig aftale. Ser lige sin refleksion i messingskiltet ved dørtelefonen og sandelig: Der drypper regn fra næsetippen og driver sorte streger fra øjenkrog og nedefter. Vejen til helvede er brolagt med ikke-vandfast mascara.

Buzz’es ind i opgang og venteværelse. Bliver mødt af spørgende type. Der lige vil dobbelttjekke, hvad man tror, man skal dér på det tidspunkt?

… Og kan så pænt sætte sig til at skrive blogindlæg i venteværelset, fordi man lige havde fået skrevet aftalen en time for tidligt i kalenderen.

Nå.

Men så kan jeg jo fx fortælle om den der følelse af at blive ufrivilligt outed, som jeg havde tidligere på dagen.

Der er startet et nyt hold praktikanter på min arbejdsplads i dag. Over frokosten går snakken. En gammel kollega nævner Livslebben.

Jeg bliver forlegen. Sgu.

Det må hænge sammen med, at jeg ikke selv lige fik lov at kontrollere, hvilke detaljer om mig der kommer nyansatte for øre hvornår. Og egentlig er det dumt, ikke? For jeg prædiker jo altid selv om, hvordan jeg ikke flover mig over min seksualitet og insisterer på åbenhed. Men lige i det øjeblik følte jeg mig bare så … anderledes. Fordi jeg pludselig følte, jeg var hende den lesbiske.

Det var udelukkende mine egne fordomme-om-andres-fordomme-om-at-være-lesbisk, der var i spil i det øjeblik. Ingen sagde noget, endsige løftede et øjenbryn.

Så det var nok meget godt, jeg bare lod som ingenting. 

Lille Lebbelyd #2

Nå. Så gør jeg det igen – det, jeg er bedst til: Snakker med mig selv om ingenting, mens ingen hører efter.

Så flot.

Jeg tror, det bliver bedre, desto længere man lytter … jeg skal nok lige snakke mig varm (og efterredigering – dét er jeg sgu for fin til).

Anyways. Det handler om søgeord – altså de søgninger, folk foretager på Google, hvorfra de havner på bloggen. Måske mit yndlingsemne og kilde til absolut evig morskab.

Relevante indlæg:

Ornespray, for fanden

Mit hjerte tilhører Marie Key (og alle andre lebber, der synger om romantiske ting)

Hvis blikke kunne dømme og noget om blodpik vs. kødpik

Og der kommer garanteret flere til, som jeg har glemt, hvis I gider minde mig om det?

Udrejsetristesse, returmelankoli og lidt om urinslæder. God søndag.

Jeg kom fra Århus med toget halvsent i går aftes. Tog hjem og smed kufferten + mit noget usle rejsetøj på gulvet. Og blev så ked af det.

Returmelankoli, forstås.

Jeg lider nærmest ligeså meget af mild nedtur over at vende hjem til et sted, som jeg gør af udrejsetristesse. På den måde er mit liv og de relativt mange arbejdsrelaterede rejser, det byder på (og som jeg seriøst elsker), til tider en lille smule besværlige.

Heldigvis havde jeg min yndlingscoach i røret, da jeg trådte ind af døren, og selvom jeg allermest havde lyst til at melde afbud til det selskab, jeg var inviteret til samme aften, og blot hoppe ind under dynen og københavnerakklimatisere, fik Livslebben mig telefonisk overbevist om et hurtigt bad (“Jeg ved, du er mesteren i at gøre dig lækker på et kvarter. Jeg har set dig om morgenen, for fanden.“) og så af sted.

Jeg parerede selvfølgelig ordrer, og det var den rigtige beslutning af mange, mange årsager.

Blandt andet fik jeg bekræftet, at det er muligt at vende melankoli til en pissehyggelig aften – også uden dødsdruk endda. Det kan måske for ikke-følsomme høner lyde fjollet, at det skulle være nødvendigt at erfare helt praktisk igen og igen (altså at verden – og man selv – ikke går under af at mødes i et skrøbeligt øjeblik), men hvis man er sådan lidt hemmeligt introvert, så er det altså en lektie, der skal læres flere gange.

Nå.

Vi var vel en syv stykker – en håndfuld af de virkeligt gode bøsser, et par vidunderlige faghags og så mig, lebben – til fisk og bagt græskar, vino og fri leg.

Aftenen bød foruden en sindssygt interessant diskussion om korporlig afstraffelse som opdragelsesmiddel(!) blandt andet på den mest eksplicitte omgang “Jeg-har-aldrig” i verdenshistorien.

Jeg har seriøst aldrig (hæhæ) hørt noget lignende. Og jeg synes ellers ikke, jeg plejer at komme i decideret tilbageholdende kredse.

I kender vel det gode gamle ølspil, hvor man udtrykker en handling, man aldrig selv har udført (“Jeg har aldrig været i seng med mere end to på én gang”), hvorefter alle der har været på dét eventyr skal drikke?

Godt så. Men jeg har aldrig før spillet “Jeg har aldrig”, hvor nogen har været tvunget til at drikke på følgende præcist malede billede:

“Jeg har aldrig hængt fastspændt i en urinslæde/sexgynge i en fremmed mands soveværelse.”

Eller hvad med:

Jeg har aldrig i forbindelse med sex oplevet, at nogen tissede på mig, hvor det ikke var aftalt.”

… Jamen er det ikke fantastisk?

Jeg bliver i SÅ godt humør af at omgås seksuelt frigjorte mennesker. Fordi jeg bliver konfronteret med, på hvilke punkter jeg selv er bornert og fordomsfuld. Det handler jo i bund og grund bare om, at finde ud af lige præcis hvad det er der tipper skibet, og så være så åben og ærlig og sex positive omkring det som overhovedet muligt.

Og apropos det:

Selv måtte jeg faktisk som den eneste i stuen gribe mit glas, da “Jeg har aldrig fået en sprøjteorgasme” røg på bordet. For det har jeg. En del gange endda. Selvom jeg i en årrække, før jeg selv oplevede en, nægtede, at de fandtes, og anklagede Joan Ørting for blot at skabe nye potentielle barrierer og fiaskooplevelser i kvinders sexliv. Men måske mere om det en anden gang.

Nu vil jeg indtage en ikke uanselig morgenmad i sengen med Seinfeld på computeren og derefter forsøge at få en lille smule styr på mit hjem, inden LL returnerer fra sit Jyllands-besøg i aften (planlægning hører ikke til blandt spidskompetencerne hos de her lebber). Kan jeg vente? Nej. 

NU har jeg regnet den ud!

Google må have autoudfyldt mit forsøg på at stave til ‘Pejazzle’. Og sådan havnede lebben hos et revisionsfirma i Serbien.

Ah.

Nu kan jeg sove roligt i nat.

Flere billeder i et indlæg end nogensinde før.

Godt så. 
Jeg har lige ryddet søgeordshistorikken på Google på min telefon. Den så sådan her ud:
Af oversigten kan vi udlede, at jeg:
1. Ikke kan stave til dobbeltdildo i første forsøg.
2. Ikke har godt nok styr på mine argumenter vedr. mænds holdning til prostitution til ikke lige at kombinere et toiletbesøg i en ophedet diskussion med lidt hurtigt fact checking.
3. Tilsyneladende i samme stive brandert som den, hvor min absolut mest kamplesbiske veninde insisterede på, hun ikke vidste hvordan en dobbeltdildo så ud (come on, Lebbe K, you fool noone), har haft behov for at billedillustrere en juvelbesat henholdsvis fisse og pik.
4. Lige skulle tjekke, hvordan Gamle Tobias’ tårn egentlig ser ud. Fordi jeg på smuttur til Frankrig havde set et tårn, som jeg var helt sikker på lignede hans. Det viste sig dog, at det ikke var tilfældet men blot endnu et udslag af min komplet bundhullede (detsagdehunogsåigår) hukommelse:
Tårnet i omegnen af Nice:
Tårnet i Kardemommeby:

Jeg ved ikke, hvordan jeg totalt kunne glemme den der svalegang. Det er jo for fanden der, Tobias står og tjekker vejret.

Hvorfor jeg har googlet “pejak handel banja koviljaca”vil for evigt stå som en gåde. Jeg gensøgte lige og kan se, at Pejak Handel er et revisionsfirma på gaden Banja Koviljaca i Serbien. Så det blev jeg ikke klogere af.

Alle forslag er velkomne – hvorfor har jeg googlet revision i Serbien? Nej. Vigtigere. Hvorfor er det ikke engang fucking nødvendigt for mig at google “revision serbien” – hvorfor kan jeg bare lige ryste en virksomhed ud af ærmet? Hvorfor?

Nå. I får lige afslutningsvist et billede af en vajazzling. Fordi det muligvis er eneste gang i verdenshistorien et sådant og forsiden af Folk og røvere i Kardemomme By vil optræde side om side.

Kæft hvor smagfuldt. Og praktisk.

Ældre indlæg Nyere indlæg