Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: september 2013 (side 1 af 3)

Glatbarberet, trimmet eller urskov?

Jeg har fået et brev. Og et spørgsmål. Kort og lige til sagen. Sådan her lyder det:

Nuvel. 
Godt spørgsmål. Og jeg vil ingenlunde gøre mig klog på “hvad kvinder foretrækker”, for mon ikke, der er temmeligt delte meninger om den sag?
Men! Personligt er jeg ikke til glatbarberede fisser overhovedet. 
Jeg synes, det er ret usexet, faktisk, når en voksen kvinder lidt ligner et lille barn mellem benene. Men der er bestemt delte meninger, og jeg har været sammen med kvinder, der foretrak den frisure både på sig selv og på deres elskere. Det kunne de nu godt pakke sammen, når det var mig, de var i trusserne på. Jeg synes slet ikke, det er rart at være glatbarberet, så den stil har jeg faktisk ikke kørt i virkelig mange år. 
Jeg synes, det kradser. – Ud over at det ikke behager mig rent æstetisk, altså.
Egentlig kan jeg rigtig godt lide at kigge på urskoven, som du kalder den. Jeg synes, der er noget formidabelt naturligt over en god 70’er-busk, men rent logistisk foretrækker jeg ved nærkontakt et noget mere trimmet … havebed. 
Mest fordi det er lidt irriterende at få hår i munden. 
Så en trimmet trekant – gerne relativt korthåret der, hvor der skal være plads til min tunge. Det må være svaret. Men jeg taler absolut kun for mig selv. Dog har jeg indtryk af, at de fleste af mine veninder – lebber såvel som heteroer – dyrker nogenlunde samme klipning. En kontrolleret naturlighed. Så at sige.

Fra Rasputin til et hypotetisk zombie shelter via Pussy Riot. Godt så.

Verdens mærkeligste weekend.

Jeg talte ikke med nogen hele dagen i går. Overhovedet. Ikke engang LL. Men jeg gjorde rent og spillede klaver og så Seinfeld. Og købte urtepotter. Og spiste en rimelig stor pose bland-selv-slik.

Og måske var det lige præcis det, jeg havde brug for. Er lidt ramt oven på den seneste (lorte)uge.

Jeg bliver ofte nødt til at høre podcasts, når jeg er alene. Fordi mine tanker ikke rigtigt vil holde kæft. Uden at det skal lyde alt for psykotisk. Og nogle gange gider man faktisk ikke rigtig tænke. Så jeg lærte en masse om Rasputin. Fx at han havde fem koner og 800 konkubiner. Så det.

Og apropos Rusland: Jeg så den der Pussy Riot-dokumentar i sidste uge. Så I den? Helt alvorligt: Se den. Den er superinspirerende. Og giver instant dårlig samvittighed over aldrig nogensinde at blive en lige så sej aktivist som de tre ladies. I øvrigt er den ene af de fængslede – Katya (hende der bliver frikendt) – virkelig pæn. Altså sådan virkelig, virkelig pæn. Er det upassende at skrive?

Hun hedder i øvrigt i virkeligheden slet ikke Katya men Yekaterina. Og der har I årsagen til, at jeg heller aldrig bliver stor fan af russisk litteratur. Det er jo komplet umuligt at følge sporet i en roman, når alle hovedpersoner konsekvent har i hvert fald tre navne. Der alle bruges i flæng.

Nå.

På mig havde dokumentaren blandt andet den effekt, at jeg fik svært lyst til at blive aktivist og komme i fængsel og være sej. Men så læste jeg også Nadias åbne brev i Information (man kan vist ikke læse det online, sorry – men så kan man læse den engelske version på The Guardian). Nå ja. Eller Nadezhda (see my point?).

Og så kom jeg i tanker om, hvor afsindigt kort tid jeg ville holde i et fængsel. Især i et arbejdsfængsel i Mordovien (bare navnet!). Det tænker jeg nærmest hver gang, jeg ser tv, der foregår i en eller anden form for undtagelsestilstandsland.

Jeg bliver fx den første, der bukker under i apokalypsen.

Eller!

Faktisk har min veninde A. – i øvrigt samme veninde, som jeg skal drikke kaffe hos senere i dag – organiseret et zombie shelter. Vi er efterhånden 10-15 potentielle beboere. Problemet er, at størstedelen af de indbudte sheltergæster er uduelige humanister. Vi mangler virkelig nogen, der kan lave et våben eller bygge en satellittelefon. Man standser ikke særligt mange levende døde ved hjælp af en knivskarp analyse med afsæt i Benthams panoptikon-teori.

Tilbage.

Tilbage i København. Uden det, der ligner aftaler hele weekenden (med undtagelse af en omgang eftermiddagshygge på sofaen hos højgravide A. i morgen). Det er godt nok. Ro på.

Det har været en helt afsindigt rodet uge i det århusianske. Jeg har godt nok været ked af det. Men nu sender min far kække sms’er fra post-op. Fx er han lige nu topstolt af allerede at være tilbage på fast føde (“…det er man normalt først efter fem dage. Og her sidder jeg og spiser kylling i karry!”) og stæser frem og tilbage med sit dropstativ på gangene på amtssygehuset.

De små sejre og sådan.

Nå. Jeg har planer om at bruge dagen på at få lidt orden på mit hjem. Og hvis I har tid, kan I se denne her video, der trods et noget amerikansk tilsnit alligevel rørte mig ret så meget.

I al sin enkelthed.

Det kom i øvrigt bag på mig, at der er friggin’ 29 stater i USA, hvor det er fuldt lovligt at nægte at servicere homoer. Det er jo for sygt. Det er mere end halvdelen!

Kender I det?

Kender I det der med, at ens far ringer fredag aften. Og man gider ikke lige besvare hans opkald, fordi man egentlig har bedre ting at tage sig til, fx semi-drunken trivial pursuit?

Og kender I så det der med, at ens far ringer igen lørdag formiddag, hvilket egentlig ligner ham vildt dårligt, men man er faktisk lige i gang med at brunchfantasere med LL, så man tager den ikke. Men lytter alligevel telefonsvareren, mens man sidder på toilettet.

Og så lyder beskeden bare sådan her:

“Hej. Vil du ikke lige ringe tilbage. Jeg har noget, jeg skal tale med dig om.” 

Og sådan lyder det aldrig, når han ringer. For lidt kækhed og for få far-vittigheder. Og man bliver lidt bekymret. For han har lidt af heftige mavesmerter i et stykke tid. Og han er blevet undersøgt for mavesår og alt det jazz, uden at lægerne har fundet en skid.

Og man kan ikke få fat i ham, når man prøver at ringe tilbage.

Og LL trøster, fordi man græder og tager alle sorger i verden på forskud, og fordi det vækker grimme minder om dengang, ens mor ringede med beskeden om, at lægerne havde fundet et eller andet i venstre bryst, men at “det nok ikke var noget alvorligt”, og dagen efter ringede og fortalte, at brystet skulle fjernes asap. Og kemo og stråler og flextid og senskader – og et bryst for lidt lige der, hvor man krammer sin mor. En mor, i øvrigt, der stadig ikke er helt sig selv her fem år senere.

Og kender I det med, at man ringer og ringer og ringer til sin far, men han tager ikke telefonen?

Og man prøver at sige til sig selv, at man nok overreagerer. At han nok bare ville aftale et eller andet praktisk og var lidt kort for hovedet, da han indtalte beskeden. Og det kan jo være så meget. Og man skal ikke male fanden på væggen.

Og så får man endelig fat på ham.

Og så har han kræft i tyktarmen.

Og så sidder man lige pludselig i Århus (bolle-å) på en mandag, hvor man burde arbejde og slet ikke er syg. Og man begyndte at græde, mens man ventede på toget. Og i toget. Og i bilen fra stationen. Og ned i den sene aftensmad, som ens mor havde tilberedt. Og ned i Homohundens nakke. Og også ret længe på gulvet i LL’s entre hjemme i København.

Og det skal nok gå alt sammen, siger de.

Og i dag dør man jo ikke af kræft. Og de har opdaget det tidligt. Og der er ingen metastaser. Og hvad fanden er metastaser? Spredning. Og er det overhovedet ok helst ikke at ville med på hospitalet? Fordi hospitaler lugter og minder om mødre, der er helt afkræftede og græder, fordi det gør ondt, og fordi de er bange?

Og mødre skal ikke være bange. Og fædre skal ikke lade som om, de ikke er det. Ingen af delene gælder. For forældre skal slet ikke være syge.

Og jeg er et skrækkeligt menneske, for jeg synes, det er synd for mig. For mig. Jeg er jo ikke syg. Men det er bare så urimeligt, at de begge to får kræft. Med fem års mellemrum. Det er ikke fair. Hvad satan bilder de sig ind?

Nå.

Hvis der bliver stille på bloggen de næste dage, er det årsagen. Og hvis der bliver masser af blablabla-indlæg, er det også årsagen.

Og hvis jeg må komme med en bøn:

Jeg ville ønske, jeg kunne rumme det. Men. Jeg har slet, slet, slet ikke lyst til at høre om andres erfaringer med pårørende med kræft. Det hjælper mig ikke. Det er for tæt på. Og jeg har selv masser af erfaring med pårørende med kræft. Og det gør ikke noget som helst spor bedre. Det gør faktisk det hele værre.

Det er jo min far.

Mere om det med børn. Eller: “Hånden dyyybt ned i hvepsereden”

Wow.

Hold da kæft nogle omfangsrige kommentarer, I har lagt henne under det der indlæg om at få/ikke få børn. Tak for alle jeres holdningstilkendegivelser.

Jeg kan allerede fornemme, hvordan det her risikerer at blive så betændt, at det bliver faaaarligt for en lille konfliktsky høne med evig angst for at blive hadet og misforstået som undertegnede.

Men!

Jeg synes, det er tankevækkende, at der som en understrøm i faktisk samtlige kommentarer under gårsdagens indlæg eksisterer et klart ideal, nemlig at:

Man skal da have børn. 

Måske er det havnet der mellem linjerne helt ubevidst – det, tror jeg egentlig, er tilfældet. Men hvis man kigger efter det, er holdningen lidt, at et fravalg af børn (og selve brugen af begrebetet ‘fravalg’ i denne sammenhæng vender jeg tilbage til) altid bunder i, at man fx befinder sig i en situation, hvor (også) andre positiver mangler i livet: Man er ikke sammen med den rigtige partner eller har ikke fundet ‘den store kærlighed’. Altså lidt, at det ikke-at-få-børn er det ‘mindre gode valg’. Agtigt.

Og det skurrer i mine ører.

Åhada.

Jeg får hele tiden lyst til at indskyde i bisætninger, at jeg personligt bare er i tvivl, om jeg vil have de fjollede unger. Jeg har hverken taget stilling for eller imod.

Jeg har masser af kærlighed at give og tror (på gode dage), at jeg ville blive en fab forælder. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg køber den der med, at det at få børn er den absolutte altruistiske handling.

Det er ikke mit indtryk, at forældre er særligt meget mindre egoistiske end os barnløse (og SÅ havnede hånden i hvepsereden) – og bevares, man skal da ofre sig for et andet væsen – men uden sammenligning ellers: det skal man altså også, når man har en hund. Eller en kæreste. Eller et job.

Og er der ikke også gennem historien et par eksempler på nogle sindssygt selvopofrende barnløse kvinder, nu vi graver helt dybt ned i argumentationsposen? Jeanne D’Arc? Florence Nightingale? Mother Theresa?

Det er som om man ikke engang kan tale om det ‘ikke at få børn’ som et decideret valg. Det bliver altid formuleret som et fravalg, se bare i kommentarerne under indlægget i går: “nu hvor jeg har fundet den rigtige kærlighed, SÅ skal jeg have børn.”

Jeg ville gerne hen et sted, hvor jeg kunne træffe valget – det ene eller det andet – uden at alle så den ene mulighed som et fravalg.

Fordi jeg føler, jeg allerede her i valgprocessen er enormt farvet af, at der – dybest set – er et rigtigt valg (børn) og et forkert valg/fravalg (ikke børn). Hvis jeg vælger at få børn, tror jeg ikke, der er nogen, der vil spørge mig hvorfor, jeg har valgt sådan. Men vælger jeg at lade være – så kommer spørgsmålene.

Derfor gad jeg i virkeligheden godt høre forældre, der var ærlige nok til at sige højt, at det også er et fravalg at FÅ børn. For mine venner fortæller mig, at det af og til er netop sådan, det forholder sig … men kun under fire øjne.

Men igen:

Jeg er i tvivl. Ad helvede til. LL bliver verdens bedste mor, ingen tvivl om det, og jeg har også selv et udmærket potentiale, skulle jeg mene. Masser af kærlighed fx. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver parat til at opgive et liv, jeg faktisk holder helt vildt meget af – med udeliv, træning, kærestetid, spontane venneaftaler, en hel dag foran computeren med serier – for moderskabet.

Men det er umuligt at træffe et oplyst valg, så længe ‘fravalget’ (eller lad os sige tilvalget af sig selv og et rigt socialt/arbejdsmæssigt liv) er så tabubelagt.

En veninde fortalte for nyligt om en undersøgelse, der peger på, at forældre er ulykkelige. At mennesker med børn – sådan helt gennemsnitligt – er mindre lykkelige end mennesker uden børn. Helt fra ungerne bliver født … og lige til de flytter hjemmefra. Sgu. Jeg fandt lige en artikel om undersøgelsen i Berlingske.

Det er da også tankevækkende?

Lille Lebbelyd #3

Her var der sgudda lige lidt mere lesbisk lyd. 
Denne gang handler det om det der med at få børn. Nok ikke så meget med den deciderede lebbebrille på – mere bare helt generelt. Det andet kommer garanteret en anden gang.
Jeg er bange for, der er rigtig meget af det, jeg snakker om, som jeg slet ikke får forklaret grundigt nok. Så hør det mere som et indblik i denne her såkaldte lebbes børnebekymringer end som noget som helst forsøg på at tale i finitte sandheder. 
Ikk’?

Jeg = verdens værste lesbiske husmor.

Det er ikke, fordi jeg ikke er glad for min indflyttergave fra min far. Ikke decideret.

Den er bare en konstant reminder om hvor elendig en forælder, jeg bliver en dag. Hvis jeg da vælger at få børn, selvfølgelig. Og mere om det ganske snart. En af de nærmeste dage.

Men.

Jeg skulle bare lige se, hvad der ville ske, hvis jeg rystede det dumme appelsintræ. Bare lige tjekke.

Sur smiley.

Og appelsinerne kan ikke engang spises. De er giftige. Good-for-nothing-appelsiner.

Bemærk også, hvor sygt overbelyst fotoet er. Jeg har skruet på alle solskinsfiltre, jeg havde til min rådighed, efter jeg vågnede til torden-og-lynild og efterårstristesse i morges.

I øvrigt. 
Da jeg så mit gulv på billedet, tænkte jeg i knapt et millisekund, at det kunne have været fedt at være mand i 1950’erne. Så kunne man bare tage sig en lille kone. Og så ville ens gulv nok aldrig være så beskidt nogensinde igen. Så slettede jeg det billede fra nethinden og sagde syv Ave Judith Butler.

I går i logen talte vi faktisk om det her med fasttømrede kønsroller – heldigvis på konstruktiv (eller faktisk måske snarere dekonstruktiv!) vis.

Kort fortalt snakkede to logesøstre om deres mænd, der ikke var så ryddelige, men vi var helt enige om, at det selvfølgelig ikke var en egenskab, der kunne tilskrives det maskuline køn som sådan. Heldigvis. De var tværtimod begge trætte af at blive mødt af den der “åh-men-det-er-også-bare-så-typisk-mænd-de-ser-bare-slet-ikke-rodet”.

Det handler sgudda bare om god opdragelse.

I denne her lille lesbiske en-mands-husholdning må jeg så nok siges at være den dårligt opdragede.

Jeg er seriøst et svin.

Kaffehøj ad helvede til.

Jeg er komplet skæv i hovedet af kaffe lige nu. Har været til bønnesmagning (cupping, hedder det. Viser det sig) med min loge. Og ja, jeg er med i en loge. En sej, ekskluderende og ambitiøs netværksloge med ondsindede optagelsesritualer og hemmelige ordener.

Min mave opfører sig topmærkværdigt lige nu. Muligvis oven på tredive kopper kaffe. De andre spyttede ud. Jeg slugte. Og ja. Det ved I godt, hvornår hun også sagde.

Men jeg lærte virkelig meget. Jeg lærte fx, at:

  • Kaffekendere overhovedet ikke beskæftiger sig med Robusta-bønner – kun med Arabica
  • Vand skal være 92-95 grader varmt, når det hældes over bønnerne
  • Jeg kan stikke min mokkakande (I ved, den der vi alle sammen kaldte en espressokande for tre timer siden – den der ottekantede satan, man stiller direkte på gasblusset) skråt op – det er en baristas værste mareridt og den mindst præcise måde at brygge sin kaffe på

Og så fik jeg ros. Ros! Jeg er en sucker for ros. Og tilsyneladende et naturtalent ud i kunsten at smage bønnens nuancer. Som man siger.

Nå. Nu vil jeg kaste mig under dynen … og ikke sove.

Hvis I, når I vågner, læser om en 32-årig kvinde på Vesterbro, hvis hjerte har banket sig vej ud gennem hendes brystben i løbet af natten, så ved I, hvad klokken er slået (ordn’ det Slettigud).

Jeg kan seriøst høre mig selv trække vejret lige nu. Helt heavy. Og ret klamt på koffeinmåden.

Åh. Søvn og sådan ville ellers være godt, tænker jeg. Jeg er nemlig bange for, at jeg har fået jinxet mit gode helbred grundigt og gedigent. Livslebben er syg, hver anden af mine kolleger skranter, venner og bekendte ligger i sengen, og jeg har bare alt imens smilet selvtilfredst og klappet mig på skulderen over tilsyneladende at være usårlig. Ingen influenza bider på mig.

Men nu napper al den smugness mig godt og grundigt i strømpebuksebagen. Jeg kan mærke svage sygdomstegn i mine øjne og i huden på mine arme.

Well – mon ikke det er væk i morgen?

Jeg ville gerne vise et billede af kaffesmagningen. Men syntes pludselig, det blev så bloggeragtigt. Nå. Nu får I det alligevel. Jeg er jo blogger. Se lige en masse kaffe.

The Coffee Collective ftw.
Ved I godt, de betaler bønderne 25 pct. mere end på Fairtrade-mærkede plantager? Og det her indhold er altså ikke sponseret.

Nå jo!

Mit yndlingsøjeblik, var da jeg duftede til den ene kaffe og tænkte, at den lugtede meget præcis lige som lort lugter dagen efter en rigtig slem bytur. Jeg sagde det ikke højt. Turde ikke (så godt kender jeg heller ikke flertallet af mine logesøstre). Men så blev det S.’s tur. Og hun sagde det så. Mere eller mindre direkte.

“Den lugter altså ret meget som et toiletbesøg når man har rigtig slemme tømmermænd.”

JA, udbrød jeg. JA!

… Og så viste det sig faktisk, at der var tale om såkaldt naturfermenterede bønner. Sgu. Altså bønner, der har fået lov at ligge og gå i forrådnelse i deres egen saft og kraft. Lidt ligesom den shawarma, man indtog på vejen hjem efter en lang aften på tequilashots og rødvin. Rent hypotetisk.

Det var et herligt øjeblik. Jeg var sikker på, det kun var her på matriklen, post-alkoholisk skidning lugtede sådan.

Jeg vil også have gaver. Og ting. Dyre ting. Gratis.

Jeg havde besøg af min gode gamle Århus-veninde i sidste uge. Hun driver en af de helt store livsstilsblogs herhjemme og får gaver i hoved og røv.

Og fuck, hvor jeg dog under hende det.

Hun er sygt dygtig og har så god smag, at jeg sagtens forstår, hvorfor hun er en genial ambassadør for alt fra ammetøj til pusletasker og luksussengetøj. Og så er hendes blog nok omtrent tyve gange så velbesøgt som Lebbelivet.

Men jeg vil OGSÅ have gaver.

Jeg vil kapitalisere på bloggen. Jeg sælger ud til højeste bud. Eller eneste. Eller hvad som helst. Giver gerne noget igen. Min krop og sådan. Hvis nogen vil give mig gratis ting (bare helst ikke musemåtter med reklametryk), så kan de skrive til mig anytime.

Omvendt forstår jeg også godt, hvorfor Georg Jensen, eller hvem dælen vi nu kan komme i tanker om, tøver med at sende mig deres nyeste lysestage.

For hvad kunne jeg dog ikke finde på at bruge sådan en til. Udråbstegn.

Men hvis nogen har et bud på, hvordan jeg kan få gratis ting. Hvadsomhelst. Lukrere på bloggis. Så sig lige til. Jeg er jo lebbe. Nærig, I ved. Eller måske mere bare grådig. Topcharmerende.

I øvrigt er der faktisk et billede fra min megalesbiske stue ovre på Julias blog. Jeg siger ikke hvilket foto, der er fra mit liden lebbehjem. Men jeg tror godt, I kan gætte det, hvis I har fulgt lidt med herinde.

Poesi.

Jeg tog til spinning direkte fra work
50 minutters Fatburner
Bagefter tog jeg hjem
Spiste is til aftensmad
(Og også en toast)
På den måde opretholder jeg
En slags balance i universet
Ældre indlæg