Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: august 2013 (side 2 af 3)

Plat. Undskyld.

Jeg kørte på skateboard ned til Bedstebøssen i fredags. For første gang helt alene. Det gik … langsomt. Men! Jeg faldt ikke (sejr!). Til gengæld følte jeg mig nogenlunde sådan her alligevel:
Tak, imgur.com
Jeg øver mig virkelig i at være ligeglad med, hvad folk tænker. For nogen stor skateboardstjerne er jeg langt fra. Passerede jævnaldrende mand i mit rullende skildpaddetempo ned ad Sønder Boulevard. Og han sagde noget kækt. Måske “you go girl”. Måske noget andet. Og jeg tror ikke, det var venligt ment.
Og apropos “rullende skildpaddetempo”, kan I da lige (nu vi alligevel leger sjovheds-gif-legen) se den her video (fordi jeg givetvis aldrig nogensinde i mit liv igen kommer til at kunne droppe det filmklip med et “apropos rullende skildpaddetempo”).
Det er en af mine all-time-favoritter. Husk at skrue op for lyden. 
Hæ. Så den lige igen. Og grinede. Igen. Videoen er blevet set mere end 5,4 mio. gange. Jeg har nok forestået ca. 400.000 af dem.

Homodemo og kylling i Dexter

Homodemo var mægtig fin. 

Havde nok kun været finere, hvis såkaldt lebbe ikke havde valgt tre kilometers demomarch til at indvie sine splinternye flotte lebbesko (en lebbesko er fladt, lidt råt herreinspireret fodtøj, hvis du vil vide det).

Vabler.
Havde LL i en hånd, homohund i en anden og en klar fornemmelse af, at samtlige homoer, jeg nogensinde har mødt, var der og hilste på. En stor regnbuefarvet familie. 
Sagde nej til Lebberne K&E’s forslag om post-demonstruel fællesspisning. Fordi LL og jeg måske/måske ikke havde glædet os det meste af dagen til at spise verdens bedste rester og se Dexter i sengen. 
Vel hjemme hos mig, gik det dog op for os begge, at – O ve! – ingen af os havde tænkt på at tage computer med. Hendes stod i Valby, min efterlod jeg på kontoret (hvor jeg også burde have efterladt lebbeskoene). 
Men LL tog en for holdet. Og mens anden halvdel af verdens lækreste helstegte økokylling hygger sig i ovnen, er hun fanme hoppet over bakken for at hente sin Mac. 
Vi er ret dedikerede Dexter-fans her i huset. 

Kære heteromennesker…

Okay. Vi ses jo til en virkelig vigtig demonstration senere i dag (seriøst – kom!).

Men jeg ville lige smide jer denne her ret så fantastiske lille bid stand-up-poetry også – den er bare virkelig simpel og elegant og præcis.

…Og performet af en temmelig hot lebbe: Denice Frohman, som i øvrigt er verdensmester i poetry slam.

Nå. Nok snak – bare se den:

Jeg fandt videoen, fordi jeg havde set en anden video fra Upworthy igen og igen. Og igen. Nemlig en bid poetry slam med en hjerteknust OCD-poet, Neil Hilborn.

I har sikkert allerede set den, den bliver beskrevet som “the video that blew up the internet” og er gået super-viral på meget kort tid:

Den er vild, ikke?

Jeg har set Neil Hilborn-videoen fire gange nu. Og har fået tårer i øjnene hver gang. Og jeg er altså ikke såååå meget en tuder (lige meget hvad Livslebben siger).

Jeg følger Neil Hilborn på Facebook nu, fordi det er sjældent, jeg har oplevet så stor umiddelbar sympati for et menneske på en skærm. Det er bare så pinefuldt. Og ærligt. Nå. Men jeg like’de ham vist i torsdags på Facen, og da havde han så vidt jeg husker omtrent 1.000 likes – måske endda mindre. Jeg tjekkede lige igen – og han har så i mellemtiden rundet 42.000 likes!

Fuldt fortjent. Han er et godt menneske. Det er jeg helt sikker på.

Nå. Men det var via hans profil, at han anbefalede homo-videoen øverst med en meget sød status, der bare lød:

“I like this poem. I think this poem is quite good. You should check out this poem that I think is quite good. http://www.upworthy.com/dear-straight-people-we-have-to-talk

(Hans sprog i den status minder mig i øvrigt om to af mine yndlingsforfattere rolled into one: Erlend Loe og Jonathan Safran Foer. Kan I se hvad jeg mener?)

Hverdagslesbisk. Bare hverdagslesbisk.

Jeg har skrevet knap 400 indlæg på knap halvandet år. Og jeg kan ikke huske, om jeg allerede har skrevet om det her.

Det her med at holde i hånd.

Der er mange aspekter af en homokærlig hverdag, der er sårbare. Men for mig er intet så sårbart som at holde i hånd – eller ikke at holde i hånd – ude i virkeligheden.

Jeg sprang ud for otte år siden. Jeg var 25. Det var ikke svært. Snarere tværtimod, egentlig. Jeg nød nok lidt at være ‘noget særligt’ – at tilhøre en minoritet, som kunne undersøges og foldes ud. Provokere.

Lige som da jeg var teenager og malede peace-tegn på mine lilla Doc Martens. Jeg havde ikke noget problem med at skille mig ud (og har nok i øvrigt ikke skilt mig helt så meget ud, som jeg gik og troede/håbede – hverken med hippie-udklædningen eller homoseksualiteten. Ha).

Min første damekæreste og jeg lavede fisseøreringe i fimo-ler. Dem har jeg vist endda engang lovet at vise frem her på bloggen (det må jeg lige gøre alvor af snart). Købte feministiske t-shirts og gjorde en dyd ud af at tage hinanden i hånden i en katolsk kirke i Madrid. Ned med autoriteterne!

Og her står jeg så i dag. Og vil bare gerne være i fred. Ikke provokere, bare være på lige vilkår med alle andre.

Hvor homoseksualitet nok for mig startede som et valg – bevares, et dejligt valg, men jeg prøvede det i første omgang mest af af nysgerrighed – så er det det bare ikke mere. Jeg er blevet mere og mere lesbisk med årene. Mere og mere tilpas i min identitet som hverdagslesbisk. Ikke som vred lesbisk eller oprørsk lesbisk eller feministisk lesbisk. Bare hverdagslesbisk.

Jeg har meget svært ved nogensinde at se mig selv sammen med en mand igen. Selvom jeg stadig har været sammen med flere mænd end damer i mit liv. Jeg vil bare gerne have et ret så helt almindeligt kærligt liv med en kvinde. Stille og roligt og uden at vække opsigt.

Men nogle gange er det bare tydeligt, at både Livslebben og jeg laver en lynhurtig kalkyle og slipper taget i hinandens hænder. Hvis vi går tur og der fx kommer vestegnslignende knægte imod os. Fordi det ikke er værd at vække opsigt. Måske er det bare den der oprørsfølelse, jeg havde i metermål i mine tyvere, der så småt bliver afløst af noget ro. Måske har jeg bare givet op.

Og egentlig meganederen af mig, at jeg lader mine fordomme om deres fordomme definere måden, jeg handler. Så får ingen jo nogensinde lov at modbevise noget.

Jeg tænker – og skammer mig – over, at jeg slipper taget i hånden. Allerede i øjeblikket. Men jeg slipper alligevel. Accepterer, at jeg vælger mine kampe.

Men hey! Hvor vover jeg egentlig at skjule min kærlighed, når jeg lige har skrevet en klumme til Homotropolis om aldrig at tie om min seksualitet igen.

Måske skulle jeg finde fisseøreringene frem fra gemmerne?

NB! Husk, at der er homodemo i morgen kl. 17 fra Christiansborg Slotsplads!

Verdens bedste weekend. Igen. Gid det var overskriften på alle søndags-indlæg.

For en uge siden sluttede modeugen. Det vil i min branche sige benhårde – omend skægge – arbejdsdage fra helt tidlig morgen til et godt stykke efter midnat. Mange dage i træk. Og for mit vedkommende faktisk uendeligt lille alkoholindtag. Deprimerende lille, egentlig.

Hele den netop overståede uge har derfor været lidt en sløret omgang pusten-ud og mærken efter, om man mon – ligesom resten af kontoret – faktisk var ved at blive syg, fordi man presser sig lige hårdt nok.

Og med så elendig planlægning, som jeg formår, havde jeg ikke sørget for at have én eneste stille og rolig aften i ugen-efter-ugen. Livslebben og undertegnede havde faktisk ikke set hinanden siden sidste søndag!

Derfor foreslog jeg hende, at vi tog ud i det blå lørdag. Og selvom jeg prøvede at trække i land, da jeg vågnede lørdag formiddag til silende regn og med lidt tung pande efter fredagsmiddag med Bedstebøssen, kom vi faktisk af sted. Sgu. Selvom det stod ned i såkaldte stænger.

Vi pakkede Homohunden, den bærbare Weber og et par soveposer, og så tog vi en bus to timer ud til nogle hemmelige shelters, hvor man kan være i fred.

Mit soveværelse og mit køkken i går og i dag.

Lavede mad, drak øl, kogte kaffe over bål og puttede.

Og det var kun lidt uhyggeligt, da det blev mørkt – meget mørkt! – for LL lå på den ene side af mig og Homohunden på den anden. Og man var helt i læ for støvregnen under det græsbevoksede sheltertag.

Jeg er ret tosset med kontrasten.

For lige så vild, som jeg er med de der dage med røde læber og flydende eyeliner på Fortunen med fashion-slænget, lige så lykkelig føler jeg mig i jeans, der gerne må blive snavsede (læs: der nok ikke var helt rene, da jeg tog hjemmefra. Som måske endda blev fisket op af vasketøjskurven. Ret sikkert, faktisk), tissetår bag en busk og laaaange gåture i modvind langs en strand med verdens tryggeste hånd i min.

(…Og ikke mindst fjollede nætter, hvor man vågner en gang i timen, fordi en yogamåtte faktisk ikke er særlig velegnet som liggeunderlag.)
 
Bonusinfo: Jeg har lige – måske som den første nogensinde – slået “tissetår” op på Dansk Sprognævns hjemmeside. For at undersøge hvordan man sætter begrebet i flertal. Jeg blev ikke meget klogere.

PS. Jeg har tagget det her indlæg som ‘typisk lesbisk’. Fordi jeg trods alt har sovet i et shelter af egen fri vilje. Også selvom jeg ikke ejer et par bukser med lommer på lårene og lynlåse ved knæet, så de kan konverteres til shorts i varmt vejr. Seriøst.

Bøf Bearnaise med Bedstebøssen på Boulevarden

I går bød Bedstebøssen på Boeuf Bearnaise på boulevarden (alliteration for the win).

Vi kævlede og kævlede, og det var formidabelt at se ham efter måske to uger uden rigtig bøssetid.

Kender I de der venner, hvor man aldrig rigtigt taler om, hvad der er sket siden sidst, fordi man altid er 100 pct. opdateret og kan hoppe direkte til den rigtige snak?

Sådan plejer det totalt at være med BB, men sikkert fordi vi begge har haft så travlt den seneste tid, skulle vi ligesom lige finde ind forbi trivialiteterne først: “hvad lavede du sidste weekend?”, “hvordan har xx det?”, “går det godt på arbejdet?”.

Ikke at vi ikke kom igennem opremsningerne og ind til det gode. Det tog bare lige en times tid, før vi landede der.

En del af mig savner dengang for fem år siden, da jeg var roommates med søde M. ude i Nord(læder)vest, og hun megagrinede, når hun gik forbi mit værelse, hvor BB og jeg ofte hang ud. Fordi det eneste hun kunne høre gennem døren var vores spæde røster, der sang med på Abba-karaokevideoer fra YouTube.

Eller dengang for syv år siden, hvor jeg boede inde ved Søerne og skrev min BA sammen med BB på mindre end en uge. Først med tandpine, dernæst i herlig morfinrus som resultat af udtrukken visdomstand. Men vi klarede den. Og vi fik 10.

Eller dengang jeg boede i Indre By og et par gange arbejdede bag baren på Vela, og BB naturligvis var med hele vejen. Og vi spiste franske hotdogs fra 7eleven på vej hjem, mens solen stod op. Og blev enige om, at det værste der kunne ske var, hvis vi tabte nævnte hotdogs. Det værste.

Eller alle fredagsbarerne på uni, alle de nætter vi sov sammen, fordi vi ikke gad tage hjem til os selv, al kaffen, alle søndagene, alle scoringerne. BB og jeg har ikke kun hørt hinanden dyrke sex. Vi har set det. Set det.

I et vemodigt øjeblik ville jeg gerne være 23 igen. Eller 25. Eller 27.

Men det er virkelig også toppen at være 32. For i de sanseløse bytures, al usikkerhedens og den endeløse weltschmerz’ sted er er jo landet noget mindst ligeså fint.

Nemlig en helt ny ro – og en historie om et venskab, der fylder fucking ti år næste sommer. Ti år!

Og så står man her så småt på vippen til midt-i-30’erne. Går stadig i byen og har ikke umiddelbart planer om familieliv. Men er pludselig også fornuftig nok til at vende snuden hjem fra middagsselskabet ved totiden, fordi man skal tidligt op lørdag. Og ikke gider have tømmermænd. Og egentlig havde planlagt en weekend-telttur med Livslebben på en naturlejrplads i Tisvildeleje i dag. Men nok godt kan se, at en regnvejrsgåtur på Fælleden er mere realistisk. Hej efterår.

Egentlig er alting jo faktisk bare præcis, som det skal være.

Orange is the New Black er SÅ meget det nye sort.

Åh. Jeg har sagt det før. Jeg ved det godt.

Men! Den nye Netflix-only serie Orange is the New Black er seriøst fantastisk. Lesbisk drama i et kvindefængsel. Bare bryster og cunnilingus i badet.

Som min (søde men liiiidt bonerte) heteroveninde sagde, da hun anbefalede mig den: “Der er altså rigtig mange bryster. Rigtig mange.”

Hun har ret. Og der er lesbisk sex og lebsisk kærlighed. Og lebber. Masser af lebber. Jeg er forelsket i alle de korthårede. Inklusiv Crazy Eyes og Boo. Ja. Dem alle sammen.

Nu har jeg set hele første sæson. Det gik godt nok hurtigt. Livslebben og undertegnede prøvede at rationere. Men det gik ad helvede til. Mere vil ha’ mere. Og det sagde hun også i går – det hele på nær første sætning i det her afsnit, egentlig.

Anyways. Netflix-menneskerne har heldigvis allerede lovet en sæson #2.

Og mens jeg pænt venter, skamlytter jeg til Regina Spektor. Som jeg nærmest havde glemt. Men som faktisk har lavet den sang, der i årevis var det eneste, der kunne stoppe min panikangst, når jeg befandt mig i en flyvemaskine.

Ja.

Jeg er ikke kun lidt flov over at jeg repeat’ede “Samson” med Regina Spektor på en hel flyvetur Kbh-Barcelona for nogle år siden. Men den er bare så god og fin og meget, meget beroligende.

Jeg kan også spille den på klaver. Faktisk.

Og titelsangen til Orange is the New Black er altså også virkelig fed. Bliver nok aldrig en decideret fobi-beroligelsessang (mest fordi den er ret punket).

Men god, dét er den:

Den såkaldte lebbe er en form for berømthed

Jeg blev for en tid tilbage spurgt af de megarare og ret så seje mennesker henne på Homotropolis, om jeg kunne have lyst til at skrive et bidrag til deres rigtige, vaskeægte, trykte, fysiske, virkelige magasin, som man kan holde mellem hænderne, og som udkommer i forbindelse med Priden.

Jeg sagde selvfølgelig ja.

Kogte i min egen sovs af dårlig samvittighed og komplet idefattigdom et par måneder men fik alligevel – naturligvis i elvte time – afleveret en klumme. Og glemte så ellers alt om det.

Indtil jeg forleden dag var forbi Oscar. Jeg spurgte bartenderen – Min Nye Bøsse – om de havde bladet? Han svarede ja, men at alle magasinerne dælme allerede var væk. Rygter om lebbeklummer spredes sygt hurtigt, og homogribbene havde været der og ribbet standeren.

Men! Skulle det samme være hændt jer, så fortvivl ikke – I kan naturligvis læse mine viise ord på nettet. Og gør det da lige i Homotropolis’ flotte magasin. Det finder I her – jeg bor på side 28-29:

Homotropolis Pride Issue 2013

Og hvis I falder over et fysisk magasin, må I gerne sende det til mig, så jeg ikke kan sende det til min mor. Som efterhånden er det eneste menneske, der ikke ved jeg er homoblogger.

To Russia With Love – demo for bedre homo-vilkår i Rusland!

Okay. Egentlig gider jeg ikke gå ind i sladderfnidder. Men det her – som er all over the facebookses – får mig alligevel relativt højt op i det røde felt.

Jim Lyngvild, modediktator og ny-fyret fra tjansen som vært for Priden (Homotropolis forklarer dén sag aldeles fint lige her), er nemlig blevet fanget i følgende opdatering forleden:

Hvilket i øvrigt må tjene som en udmærket reminder om, at lige meget hvor lukket og privat din facebookprofil er, er dine statusopdateringer kun et skærmdump fra at havne på resten af the interwebs. Jeg er fx ikke venner med JL, men statusen er blevet delt flittigt i min feed ikke desto mindre.

Ja. Jim Lyngvild får lige sammenlignet de vilkår, der førte til hans fyring fra Pride-værtsrollen, med forholdene for homoer i Rusland.

Megaflot alligevel.

Jeg lader statusen stå for sig selv og vil egentlig blot opfordre ALLE, der befinder sig i København på tirsdag, til at komme forbi Rådhuspladsen ved fyraftenstid og støtte op om demonstrationen To Russia With Love.

Så går vi nemlig i samlet flok mod den russiske ambassade. Og apropos russiske ambassader, har vores naboer Hinsidan malet fodgængerfeltet foran den russiske ambassade i Stockholm sådan her:

Svenskere er virkelig seje.

To Russia With Love
Demo fra Rådhuspladsen til den russiske ambassade
Tirsdag den 20. august kl. 17

Blogpost, jeg døber dig Æblemost. Selvom Ævlebævle måske er mere præcist. Eller Ævlekævlebævle. Eller bare Kævl.

Jeg smuttede fra work allerede ved halv tre-tiden i dag. Jeg synes, jeg havde fortjent det.

Skulle bytte et par sko, som jeg udelukkende havde købt, fordi de ikke havde fået dem hjem, jeg egentlig var på udkig efter. Og så føltes det bare så tomt at forlade butikken uden i det mindste bare et vilkårligt par sko. Som jeg godt vidste, jeg ville bytte. Nærmest allerede da jeg betalte for dem. Forbrugerisme i tredje potens. Så flot.

Nå. Fik en sms lige inden jeg tog fra kontoret.

Min Nye Ven – og senest tilføjede Bøsse-M i rækken – spurgte, om vi skulle mødes til en kop, når han havde fri ved 20-tiden? Jeg havde imidlertid lige sekundet før udsat en anden aftale samme aften med Bedstebøssen (første Bøsse-M i rækken), fordi mit hjem var ved at nærme sig et stadie, hvor jeg ikke engang selv (og mine standarder er under gulvbrædderne på den front) kunne holde det ud.

Og fordi jeg faktisk var så træt, at jeg kunne sove for evigt oven på den der begivenhed i sidste uge, der sætter sig overskrævs på mig to gange om året (hver gang i nye klæder) og kræver min fulde opmærksomhed. (I ved godt, det er modeugen, jeg mener, ikke?)

Så jeg takkede pænt nej. Eller. Nu lyver jeg faktisk. For jeg gjorde det, jeg ofte gør med sms’er: Puttede telefonen i tasken med en note a la “jeg svarer senere” til mig selv.

Men på vej fra arbejde til byttebutik cyklede jeg alligevel lige forbi Oscar. Hvor Min Nye Bøsse arbejder. Kiggede efter ham på vej forbi og sandelig! Der stod han jo. Stak hovedet indenfor, blev udstyret med en æblemost og en stol i baren og kævlede så ellers en halv times tid, inden jeg brød op.

…I samme øjeblik som jeg hoppede ned fra barstolen (dog ikke ned fra baren, som jeg først fik skrevet, hilsen Coyote Ugly), trådte naturligvis hende-med-det-hebraiske-alfabet ind ad døren. Hun kender også M.

Vi konverserede kort, og jeg bød adjø. Og først da jeg låste min cykel op, blev jeg – igen – flov over den forfærdelige sms-besked, der kun ved et ganske særligt lykketræf ikke eksisterer i en skærmdump-version et eller andet sted derude (please).

Og nu er klokken tyve over ni. Og jeg har fejet hele hytten (nogle gange er det simpelthen bare for meget et projekt – et projekt – at finde støvsugeren frem). Jeg har købt ind, og jeg har rent faktisk spist noget, der vækker mindelser om fornuftig aftensmad.

Og lige nu putter jeg i rent sengetøj. Og livet er ret ok.

Ældre indlæg Nyere indlæg