Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: august 2013 (side 1 af 3)

Sex på dansegulvet.

Når du læser dette, sidder jeg i et sommerhus i Kalundborg med eftersigende rædselsfuldt dårlig netforbindelse. Så disse linjer er simpelthen forudproducerede. Jeg har snydt lidt, som man siger.

Men jeg faldt lige over denne udveksling i kommentarsporet under et tidligere indlæg. Og grinede højt igen. En af fordelene ved mild demens er, at man kan more sig over de samme ting med ganske få måneders mellemrum.

God lørdag, folks.

Lidt om lesbisk konfliktstyring og/eller -eskalering. Spids evt. ører, Syrien.

Om et par timer drager Bedstebøssen og jeg i sommerhus ovre på Vestsjælland hele weekenden. Og søndag tager jeg direkte videre til Århus (med bolle-å for evigt), hvor jeg skal tilbringe hele næste uge i såkaldt arbejdsøjemed.

Det betyder en uge væk fra Livslebben. Hvilket jeg naturligvis lige markerede i går aftes med at starte en dum diskussion om ingenting. Megakonstruktivt.

Jeg er en lille dramagris og en gigantisk tryghedsnarkoman, og jeg hader afsked. Well. Jeg hader i hvert fald tanken om at være adskilt. Det er også slemt at være adskilt, jovist, men tanken om det er faktisk ofte værre.

Sådan har jeg vist altid haft det.

Jeg kan huske, dengang jeg lige var flyttet hjemmefra og var på besøg hos min mor i Jylland. Lige inden jeg skulle hjem til København, startede jeg fuldstændigt tossede pubertetsskænderier, mine tyve år til trods.

Den var stensikker – hver eneste gang.

Dengang gik der en del besøg, før min mor regnede den ud. Når jeg blev gal og – bevares – ret urimelig søndag aften, spurgte hun: “Er du fordi du snart skal hjem?” Og så begyndte jeg at tude. For det var det.

Ikke mit livs stolteste øjeblikke…Som altså nu gentager sig, hver eneste gang jeg skal til eksotiske egne af verden – så som Lima, Berlin eller Kalundborg. Nu bare med LL som emotionel boksebold.

Således altså også i går. Vi skulle fejre hendes nye megaseje job (tre samtaler, tre tilbud om ansættelser på tre uger – hun er seriøst en vinder) og tage ordentligt afsked, inden jeg drog vestover.

I stedet skabte jeg mig. Blev en usikker lille høne. Vores sidste aften sammen i mere end en uge. Og jeg insisterede på at diskutere. Vel at mærke diskutere ligegyldigheder. Eller ‘diskutere ingenting’, mere præcist.

Jeg kender mit mønster, og LL kender det efterhånden også. Jeg bliver hys, hiver fat i en eller anden petitesse, klandrer hende og afkræver hende så naturligvis samtidig midt i min urimelighed, at hun skal være den voksne, der kan gennemskue, hvad det egentlig handler om (at jeg er ked af at skulle væk) – selvfølgelig uden at jeg forklarer det – og trøste og konfliktstyre.

Og det gider hun (selvfølgelig, for fanden!) ikke. Ikke hver gang i hvert fald – og det kan man vel ikke rigtigt bebrejde hende. Det ender med, at jeg eskalerer, og hun bliver vred. Og så har vi spiralen. Indtil en af os formår at stoppe op og trække vejret.

I går var det LL, der var den voksne.

Til sidst sagde hun – efter knap en times totalt ligegyldigt og 100 pct. stillestående skænderi, der – fordi der egentlig ikke rigtigt var noget at skændes om – mest på metamåden handlede om, hvem der havde sagt hvad den seneste time:

“Klokken er 21. Og nu hygger vi os. Punktum.” 

Og selvom det i cirka to minutter var påtaget og awkward, at hun krævede, jeg smilede, mens jeg tudede (“Det der er det dårligste fake-smil jeg har set i mit liv. Prøv igen. Smil.“), så lykkedes det faktisk. Vi fik vendt stemningen. Blev glade igen. Puttede og kyssede og faldt i søvn helt tæt.

Man kan godt snappe out of et skænderi. Det er pissesvært. Men man kan.

Fuck, jeg kommer til at savne hende.

Også selvom BB og jeg de kommende dage skal drikke al rødvin i verden og gå lange ture og midnatsbade og se film og drikke kaffe og sove middagslur (flertal) og spille scrabble (jeg vinder) og måske også snakke en lillebitte smule sammen. En lillebitte smule.

Åh, lesbiske stalkere. Hvem kunne leve uden?

Hahaha. Fra tid til anden skriver dedikerede lebber jo til mig, at de har fundet ud af, hvem jeg er. Og de har aldrig ikke ret i deres gæt.

Det er mest sødt og kun lidt creepy.

Og så er jeg frem for alt vild med fortællingerne om, hvordan de finder frem til mig.

Jeg vil ikke dele fortællingerne her – jeg behøver jo ikke lige frem opfordre til yderligere lesbisk detektivarbejde.

Men jeg må alligevel fortælle historien om lebben, der havde fundet frem til, hvem jeg var, og var sikker på, hun havde set mig på G-Bar i Aarhus.

Hun afslørede for mig ovre på Facebook, at hun simpelthen var så sikker på, det var mig, der stod der i baren i Smilets By, at hun resolut var gået hen til kvinden – der selvfølgelig viste sig ikke at være mig – greb hende om armen og drejede hendes hånd opad.

Naturligvis for at tjekke om mine N’er (ænder) skjulte sig på indersiden af håndleddet. Det gjorde de ikke. For de er jo lige her.

Jeg er topvild med ideen om, at en stalker har hevet fat i fremmed dame for at afsløre mig.

Smigret og kun en lille smule skræmt.

I røg og damp for DHL

Der står så frygteligt stille i det her lesbiske liv lige nu. Hele kontoret slimhoster – ja, seriøst – efter DHL-stafet i heftige grill-gasser i Fælledparken i går.

My GOD, det er nok den værste løbetur, jeg har lagt bag mig i årevis. Men jeg gjorde det.

Hvis man som jeg har en lille bitte smule tendens til angst i store menneskemængder, forbedrer det ikke ligefrem præstationen at løbe på grønt filttæppe mellem 20.000 heppende motionsentusiaster.

Eller måske gør det netop. Jeg løb faktisk et par minutter hurtigere end jeg plejer. Med følelsen af at ville væk. Var omtrent to åndedrag fra at dø samtlige fem kilometer. For god’s sake.

Absolut lavpunkt: Jeg blev overhalet af en mand i et af de der tunge-gummi-sumobryder-eventudlejnings-polterabends-kostumer. Fuck my life.

Absolut højdepunkt: Jeg overhalede ham retur (og så overhalede han mig igen. Og SÅ overhalede jeg ham igen).

Åhada.

I dag står den på yoga hos hippiewoman, skateboard med hund og livslebbe og forhåbentlig noget mad, jeg ikke skal røre en finger for at tilvejebringe.

(Og derudover: Jeg gider ikke fortælle om min hunds fordøjelsessystem, men jeg blev måske/måske ikke vækket af irritabelt bjæffende bulldog klokken 2.30 i nat. Måtte pille ham ned på plænen til en skidning, der lød akkurat ligesom, når man forsøger at presse det allersidste remo fra plastikflasken ud på sin fiskefrikadellemad. Og nu kan jeg nok aldrig spise fiskefrikadeller igen.)

Homobøssians – en form for skattejagt

Okay. Jeg kender en af de dygtige filmfolk, som er i gang med at producere den nye dokumentarserie “Bøssestudier” til DR3.

Serien bliver en form for bøsset pendant til Homolesbians, som blev sendt i foråret.

Laura, som min bekendte hedder, har bedt mig spørge jer, om I måske kan hjælpe med en case. Det er en svær case.
Hun skal bruge en kilde, en bøssesingle eller et ditto par, som ikke har så meget sex, måske fordi vedkommende:

  • Vil gemme sig til ægteskabet 
  • Bare ikke har specielt stor sexlyst 
  • Er i et langt forhold, hvor hans partner har mere lyst, end han selv har (hverdagskonflikt i parforholdet)
  • Har barn eller børn og derfor ikke tid og overskud til dating og sex 
  • Har en forhudsforsnævring, der aldrig er blevet taget hånd om, prostatakræft eller anden forhindring 
  • Eller noget helt andet
Laura understreger: Det behøver ikke være sensationelt, snarere tværtimod. 
Kender I nogen? 
Det har ifølge Laura ikke været svært for DR-folkene at finde kilder, der dyrker meget sex. Interessant, ikke? Sikkert fordi det stadig er forbundet med et vist tabu som mand at have lavt libido? Men hvor kunne det være dejligt at få afkræftet fordomme om alle bøsser som sexgale, Ørstedspark-frekventerende typer. 
Vigtigt: I har lebbens ord for, at Laura og crewet behandler alle henvendelser diskret og med stor respekt! Det er trods alt et DR3-program, det skal ikke handle om crazy mærkværdighed men netop om at vise, hvor diverst homoseksualitet eksisterer ude i Danmark.
I kan skrive eller ringe til Laura på: lals@dr.dk / tlf.: 2684 2353
SPRED ORDET!

Sov godt.

Stadig post-absint-træt.

…Eller begyndende influenzasyg. Hvilket – kombineret med mild insomnia – passer skidegodt med, at jeg skal løbe DHL-stafet i morgen. Med folk, der lægger en kilometer bag sig på fire-og-et-halvt minut. Jeg er personligt ovenud lykkelig, når jeg kommer under syv minutter per K. Flot.

Godt, jeg ikke har været ude at løbe én eneste gang i august. Man skal jo restituere inden sådan en fem-kilometers satan.

Nå.

Men internettet har handlet om Miley Cyrus i dag. Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, at Billy Rays datter ikke længere er en Disney-prinsesse. Ikke at der på den anden side er noget som helst galt i det.

Det her er relevant.

Imgur.com, selvfølgelig.

Kærlighed på regnbuemåden. Det er sødt.

Åh, den Pride.

Jeg overværede paraden siddende og bag solbriller, fordi absint aldrig er en god ide, således heller ikke i fredags. Noget medtaget.

Men hvor var det bare fucking fint – tømmermænd eller ej – Regnbuer, kærlighed og mangfoldighed ud over alle grænser. Og jeg kunne efterfølgende læse, at det er den største danske Pride-parade nogensinde – knap 20.000 deltagere! Stolt på alle måder.

Jeg oplevede med paraden, at jeg blev rørt på præcis samme måde, som jeg kan huske jeg blev det sidste år. Fordi der bare er så meget inklusion. Plads til alle.

Yndlingsøjeblikket, var da lille kamplebbe fra regnbuefarvet paradelastbil signalerede “ring til mig” med en telefonrørs-formet hånd mod øret til en kvinde, der overværede optoget med sin mandlige kæreste fra sidelinjen. Jeg skal love for, at han lige tog lidt bedre fat i hendes bukselomme efter lebbens utilslørede come-on. Og klogt af ham – for vognlebben var ret så lækker. Fantastisk.

I går aftes var det egentlig meningen, at jeg og LL skulle have fejret Pride med en flok lebber på Fortunen, men jeg kunne ikke. Jeg var seriøst ude af stand til at rejse mig fra sengen. Så med dårlig smag i munden – både bogstaveligt talt pga. sindssygt absint-indtag og i overført betydning, fordi jeg ikke bakkede op om hverken homostolthed eller gode veninder – smadrede vi nogle temmeligt beskidte burgere sammen og vegeterede i sengen.

Jeg hoppede i aftenens løb forbi Facen, hvor en lesbisk bekendt linkede til den her artikel på EB.dk.

Som Facebook-lebben også bemærkede, spændte kommentarerne under artiklen fra det deprimerende “bøsser er klamme” til en enkelt kommentator, Anders B., der skrev et par decideret uhyggelige indlæg*:

Jeg fik virkelig ondt i maven og ville straks ringe til Bedstebøssen, som netop havde sms’et om jeg kom forbi Rådhuspladsen. Men som LL sagde – og hun har jo ret – så opnår klovnen, hvis jeg advarer mine homovenner, bare præcis det, han ønsker: 
Nemlig at skræmme folk fra vid og sans.
Jeg ringede nu alligevel til BB, som sagde, at stemningen var fantastisk i Studiestræde. Jeg bad ham passe på sig. Og kunne klokken 23.20 se, at der i hvert fald ikke ifølge Politikens festlige afrapporteringer var sket ulykker på Rådhuspladsen.
Måske er jeg pissenaiv. Men det kommer stadig bag på mig, at der sidder idioter ude bag skærmene og har så ondt over homoseksualitet. Kom nu over det. Det er jo bare kærlighed.
*Nå. Jeg kan se, at “Anders B.”s kommentarer er blevet slettet fra artiklen i mellemtiden. Men altså.

Absindigt.

“Det er fredag, og det eneste, jeg har lyst til, er at drikke mig aldeles sanseløst beruset i den sidste sol sammen med dig.”

Skrev jeg til LL. 
Og som sagt, så gjort. 
Vi ses til Priden med poser under øjnene i morgen. 

Tilfældig lebbesex – lige i lommen. Eller not.

Brenda er Grindr for lebber. Altså en mobil-app, der lader dig vide, hvilke homoer, der befinder sig i nærheden… og er villige.

Eller.

Brenda burde være Grindr for lebber.

Anyway. Jeg befinder mig jo pludselig og igen i en form for rimelig lykkelig lesbisk tosomhed. Men når jeg lover en anbefaling, holder jeg naturligvis nævnte løfte. Og jeg fortryder intet.

Så jeg lavede en profil, loggede ind, satte mine søgekriterier til damer fra 28-39 år, der er online lige nu.

Og se så! En laaang liste med lebber. Inddelt med de geografisk nærmeste først. Så langt så godt. Men. Det var lige præcis i det øjeblik, det blev deprimerende. For Brenda er da bestemt og helt tydeligt en populær app.

I Tyskland.

…Nærmeste lebbe, der var online, befandt sig 339 km fra København.

Nå. Jeg loggede lige på igen, mens jeg sad på toilettet (hold nu op. Vi gør det alle sammen. Det mærkeligste ved at spille Wordfeud med sine venner er, at man ved, de sidder på kummen, når man får en notifikation om, at “It’s your turn. Bedstebøssen played “Tubas” for 39 point“).

Og jeg kan se, at der er flere kendte lokale lebbeansigter blandt brugerne nu, hvis bare man slår kriteriet om, at de viste homoer skal være online, fra. Men hvad er der så egentlig ved det? Så er det jo bare Boyfriend (jaja, Girlfriend) med færre damer. Det sjove var jo netop, at man kunne homospotte ude i virkeligheden.

Og nu kommer jeg i tanker om, at jeg sgudda skulle have tjekket den i går til demoen. Æv. Må prøve til priden på lørdag.

Ses vi i øvrigt der?

Hvor om alting er. Du kan finde BRENDA – THE LESBIAN DATING APP i iTunes Store. Og jeg ville gerne have vist et screendump af app-forsiden. Men den ligner noget fra ’97. Eller 2002, som er det nye ’97.

Og jeg har tagget dette indlæg med “fisse”. Fordi jeg tænker, at app’en henvender sig til damer, der gerne vil have fisse. Så det.

Fra lesbisk venlighed til kutprutter. Et studie i ufrivillig stream of consciousness.

Jeg var til yoga i går. Jeg har nemlig langt om længe fundet et sted, hvor kvaliteten af undervisningen overgår min indædte angst for kutprutter (det hed det altså på min efterskole i slut-halvfemserne. I ved, når man ved et uheld – eller med fuldt overlæg – pruster luft ud af kussen).

Et yogacenter, hvor man ikke behøver at føle sig som verdens stiveste menneske, fordi alle andre tilstedeværende er gået i spagat, allerede inden timen er gået i gang. Og hvor stillinger og ind-/udånding bliver pædagogisk forklaret, fordi samtlige deltagere ikke har været på tomåneders bikram-ophold i Indien.

Hurra!

Og glad tog jeg derfra efter veludført downward-facing dog, hvor mine hæle kun var omtrent tredive centimeter fra måtten. Og ja – det sagde hun ganske rigtigt også i går.

Ringede til Livslebben, og sandelig om ikke det passede præcis med, at hun var i parken med Homohunden.

(Må lige indskyde, at jeg både er stolt og flov over, at de tre navngivne væsner på bloggen er: Livslebben – LL, Bedstebøssen – BB (som i øvrigt har udtrykt meget klart og præcist, at han hader sit pseudonym. Oh well. Synd, at det ikke er hans blog, hva’) og Homohunden – HH. Bogstavrim. Jeg synes, det er formidabelt)

Jeg drønede op af bakken på min cykel. Kyssede og sendte gentagne gange LL af sted på jagt efter homohunden, der er lige så glad for damer som sine ejere. Kræet måtte hentes i alle fire verdenshjørner efter at have jagtet et stykke særligt lækkert hunhundehale.

Og apropos damer, der elsker damer (en titel, som Stieg Larsson i øvrigt overvejede til fjerde bind i trilogien. Inden han indså, at der ikke bare sådan lige kan være fire bind i en trilogi. Parentes i parentesen: Too soon?).

… Og SÅ var der ellers lebbefest i hundeskoven. Eller. Jeg gætter i hvert fald på, at yderligere to hundelufterpar var mere end bare veninder. Også uden at have set hverken snav eller anden form for kærlig kropskontakt.

Første par var ret unge og havde en halvstor hund, som forfra lignede en pageklippet kvinde, der kunne hedde Dorte eller Bodil eller Tove. Hvilket i øvrigt er sjovt, fordi jeg er næsten sikker på, at jeg for halvandet års tid siden delte gade med et lebbepar, der havde en hund med netop det navn. Altså Dorte eller Bodil eller Tove. Eller et andet lignende godt mor-agtigt-plus-halvtreds-årig-folkeskolelærer-navn.

(Selvom ansigtsblindhed forhindrer mig i at sige det med absolut sikkerhed, tror jeg, der her var tale om et andet par. Jeg synes ikke, hunden lignede.)

Nå. Sidespor.

Lebberne i parken sad med kyske ti centimeter mellem sig. Kyssede ikke og var begge to så tilpas laid-back hippe, at det var svært at skelne strikket tophue fra decideret lesbisk hovedbeklædning. Eller klassiske homo-trainers fra smarte New Balance-sneakers. Men jeg tror alligevel, de var et par. De var fx meget fælles om Projekt Hund.

Råbte lige meget på (af) den, når kræet gøede for højt. Svarede i kor, hvor gammel den var. Og sådan. Og sad lidt for længe og lidt for små-tavse på en træstub i en begyndende dunkel park til bare at være veninder. Veninder snakker mere.

Næste levende lebbebillede var lidt ældre end mig og LL. Måske startfyrrerne. Måske ikke kærester. Men klart lebber. Vi snakker vandrestøvler og kansasjakker* (oh! Eller var der blot tale om endnu en hipsteruniform – alting bliver rodet sammen nu om stunder. Og ja. Jeg skrev lige ‘nu om stunder’. Fordi I bare skal tro, jeg er start-30’er-lebbe. I virkeligheden er jeg din mormor).

Og frem for alt udviste begge par – men især #2 – den der helt klassiske lebbevenlighed.

Nu er det mine fordomme, der taler. Men lebber – især dem, der har krydset de 40 – er bare som regel helt vildt venlige over for andre kvinder.

Jeg kan godt lide det. For jeg tror, de flirter. Men jeg tror omvendt også, at alle, der nogensinde har textet mig en blinkesmiley, udelukkende har været ude på at komme i trusserne på mig. Og at alle der lægger en kommentar på bloggen er en lille smule forelskede i mig. Og at de par stykker af jer, der rent faktisk har skrevet, at I er forelskede i mig – altså i blog-mig – (og ja. Det er sket. Mit ego er aldrig blevet det samme siden) sandsynligvis aldrig nogensinde kommer til at elske andre. På den måde er jeg lidt … dum.

Ghaar! Sidespor igen!

I hvert fald: Lebber er som udgangspunkt megavenlige over for andre kvinder. Og måske især andre lebber. Det er det der sære solidaritetsbånd, som man bliver frygteligt – omend totalt uretmæssigt – såret over, når andre lebber ikke anerkender.

*Ha. Eller “sådan en mørkeblå kviltet joggingjakke”, som min veninde – og stolt landbobarn – M. stadig griner af, at jeg kaldte den termojakke, jeg havde gaflet i en genner for år tilbage.

Og i dette øjeblik vil jeg gerne undskylde for ovenstående virvar af indskud og parenteser og dårlig onkelhumor. Jeg har – afsløring! – forberedt dette indlæg på forhånd. “I går” er faktisk “i dag”. Eller “i nat!”. Det er sent. Det er nat. Jeg sover nu. Og fortryder i morgen. Som er i dag. Og carpe diem og alt det pjat.

Ældre indlæg