Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juni 2013 (side 1 af 3)

Fra saksesex til dildo-schweizerkniv på 30 sekunder

Grill i stiv kuling (det er åbenbart en form for tradition) med Bedstebøsserne og Lebberne E. og K. forleden endte med en (faktisk kun en ja) øl på Sommerstedet og en snak – inklusiv illustrationer – om tribbing.

Som det “at sakse” åbenbart hedder på fint.

Illustrationerne desangående i min notesbog er affotograferet og bor på min telefon. Men min telefon ligger helt henne på køkkenbordet. Og jeg sidder så godt lige nu. Så det må vente. I skal nok få dem at se.

Det korte af det lange er:

Kan man ikke godt holde om hinanden samtidig med, man sakser? Eller er det så ikke “at sakse” (holder meget af at sætte termen i “gåseøjne”. “GÅSEØJNE”)?

Jeg ved det ikke. Ved I det?

Jeg brokkede mig i øvrigt efter to timers snak om sex, lesbianisme og åh-den-kærlighed over, at vi aldrig talte om voksenting. Boliglån og job og sådan.

Men det gør vi jo. Også. Det er bare sjovere at tale om tribbing. Og dildoer. Jeg bør snart lave et blogindlæg om dildoer. Egentlig.

Vi talte meget om at investere i den helt rigtige dildo. En der var multifunktionel. Harness eller ikke.

Nogen (nærige sataner) efterlyste en form for dildo-svejtserkniv. Der kunne det hele. Også åbne vin, når man er på camping. Så det.

Jeg holder i øvrigt meget af at stave Schweiz sådan her: Svejts. Det er en slags hobby.

Og endnu et addendum: Hvis man læser meget med på bloggen, må det virkelig ligne, at jeg kun kender tre mennesker. Det er ok med mig.

DOMA er forfatningsstridig. Yeah.

Nåeh jo. Det her er jo sket. Og det er faktisk bare helt fantastisk. Der er ikke så meget at tilføje, når man er så relativt ukendt med detaljerne, som jeg er.

Det er bare godt (eller er der ting, jeg ikke ved? Ret mig endelig!).

Især er det meget godt for de rigtig, rigtig mange grænseoverskridende homopar, der nu kan søge om familiesammenføring i staterne på lige vilkår med deres heteroseksuelle ligesindede.

Jeg hørte i mit yndlingspodcast Savage Love for nogle uger siden om et amerikansk/kuwaitisk (eller var det Abu Dhabi’sk?) bøssepar, der måtte bo i Kuwait (eller et andet emirat), fordi USA på grund af åndssvage DOMA ikke anerkendte deres ægteskab, så de kunne flytte sammen der. Det vil sige, at de var nødt til at bo i et land, hvor homoseksualitet var strafbart. Kan ikke huske, om det var dødsstraf eller ‘bare’ en årrække i fængsel, der ville stå på regningen, hvis de blev opdaget. Flot.

Så: HURRA!

Blæk på skærm. Juni 2013. Uden titel (men det handler om en strap-on).

A: “Jeg har faktisk lige købt en helt ny strap-on, vi kan indvie?”

B: “Det siger du sikkert til alle søde piger, du møder.”

(PS. Jeg elsker, når jeg kan tagge indlæg med “hahaha”. Det er seriøst noget af det bedste, jeg ved. Selvom jeg stadig overvejer at omdøbe til det mere passende, “høhø”.)

Derfor er jeg ikke hetero.

Jeg elsker Seinfeld. Elsker. Det sværeste ved Seinfeld er at bestemme, hvem af karaktererne, der egentlig er min yndling. 

Nogle gange er det Elaine, nogle gange Kramer. Engang imellem Neumann (Neumann!). Men som oftest er det altså George. I think I could go straight for George
(Jeg tror i øvrigt snart, jeg skal se Seinfeld igen. Altså alle sæsoner. Fra start til slut. Nonstop. Jeg har ikke et liv.)

Lidt – ikke meget – om oralsex og mænd med skæg.

Tilbage i København. Fyraftenskaffe med Bedstebøssen på Sdr. Boulevard. Snakken falder på mænd med skæg. Eller helt specifikt: At kysse mænd med skæg.

Jeg husker det, som om det kradser ad helvede til at kysse mænd med skæg.

Bedstebøssen spørger:

“Men er det egentlig samme fornemmelse at kysse en mand med skæg, som det er at give en kvinde oralsex?”

Den såkaldte lebbe (moi) konkluderer:

“Nej. Skæg er meget mere stridt og stift end kønshår.”


Men lebben er helt på afveje. Vi er på et langt mere lavpraktisk niveau, viser det sig nemlig, idet Bedstebøssen efterrationaliserer:

“Hmm. Nå nej. Munden vender jo selvfølgelig sidelæns dernede.”

Punktum.

(PS. Jeg ved, at BB læser med. Og jeg ved, at han, når han læser nærværende indlæg, vil kræve, at jeg understreger, at han altså godt ved en ting eller to om kvindelig intimanatomi. Så det gør jeg hermed. Altså understreger: BB er skideklog på kvinders kønsorganer.)

Århus + minoritetssnak. Iblandet fødselsdag.

Lebben har fødselsdag og fejrer den – efter alt for tidlig fødselsdagsmorgenmadsvækning – under dynen inkl. kaffe, computer og afsindigt ligegyldig krimi i århusiansk gråvejr.

Rygterne siger imidlertid, at solen skinner hjemme i København. Det var så lidt.

Jeg spiste middag med min far og bror i går og havnede – sædvanen tro – i ophedet omend venligstemt homodiskussion. Det evige minoritetsrettighedsspørgsmål, selvfølgelig.

Har man ret til som lebbe engang imellem at foretrække etablissementer kun for homoer?

Min bror, der er meget chillet og fx besatte en århusiansk kulturbunker for et par år tilbage, mente (forkortet version):

Nej.

Han mener ikke, der foregår nogen diskrimination – i hvert fald ikke i de kredse, han færdes i, og han foretrækker sine crowds så diverse som muligt. Og han forstår ikke, hvorfor jeg kan have det anderledes.

Jeg trak “Den Hvide Mands Hegemoni”-kortet (under bæltestedet, I know) og understregede, at jeg simpelthen ikke tror, han fatter, hvor røvtræls (jeg er århusianer for fanden) det er altid – selv i de mest venstredrejede miljøer – at møde mænd, der synes, det er på sin plads at spørge, hvordan jeg og en evt. kæreste “gør”. I sengen, forstås.

Min bror vovede dernæst et øjeblik at sammenligne min homoseksualitet med sin hestehale:

“Jamen, det er lidt ligesom når jeg får kommentarer, fordi jeg er mand og langhåret. Man må jo bare afværge venligt.”

For real?

Broren ved meget præcist, hvilke knapper der får Lebben op i rødt felt, og han trykker elegant på dem, hvorefter han trækker sig, når jeg hysser. Netop på samme måde, som han har gjort i størstedelen af sit 26 år lange liv. Møgbror. Og samtidig også verdens bedste.

Som jeg altid siger…

Åhada. Som en kær kollega og ven sagde til mig forleden, da snakken – igen – faldt på, at lebber sladrer, som gjaldt det deres liv:

“Ja, ja. På Vela bliver en fjer hurtigt til en hel fjerboa på en lipstick lesbian.”

Sande ord. Sande ord.
Jeg er i øvrigt på vej til Århus (bolle-å) for at fejre min fødselsdag. Sgu. Det er på søndag, hvis nogen har lyst til at sende kage. 
Så vi ses muligvis først på den anden side af weekenden. 

Grimme lebber uden succes, ja tak. (Ordn’ det, Slettigud)

Var på vennedate med Min Nye Bøsse forleden. Og tre rigtige dates inde i foretagendet tegner der sig allerede en form for mønster: Vi går lange ture. Og spiser sammen. På restauranter. Fordi vi er voksne og ret rige.

Første gang spiste vi dim sum (seriøst, hvis du bor i København og ikke har spist på Fu Hao, er du selv ude om, at du ikke er lykkelig), næste gang spiste vi sushi og nogle lidt uhyggelige fiskeskælsnudler, der bevægede sig (seriøst!), og forleden stod den på indisk (smør, mandler, lam og karry. Hvad er der ikke at holde af?).

Nu har vi aftalt, at vi også skal drikke kaffe på sofaer engang imellem. Vores forhold er parat til et sådant næste skridt. Selvom mad nu er dejligt. Meget dejligt. Og vi har fx ikke spist os gennem hverken Thailand eller Frankrig endnu. Eller USA. Åh, USA.

Nå.

Men det handlede – som altid (kan man etablere et “altid” efter tre dates?) – lige dele om livet og kærligheden. Selvfølgelig.

Og jeg tog mig selv i at blive en lille smule irriteret – ikke meget, bare lidt – når MNB fortalte om sine fantastiske parforholdslebbeveninder. Som både var lækre og succesfulde og “meget glade for hinanden”.

Ret småligt af mig. Især fordi jeg tog mig selv i at blive en lille smule gladere, da jeg så et billede af den ene, og hun slet ikke havde lige så pænt hår, som jeg havde forestillet mig.

Kæft, jeg er et ringe menneske.

I øvrigt: “Ordn’ det, Slettigud” er en form for sikring mod jinx. Kommer man til at sige noget, man ikke rigtigt mener, kan man altid lige påberåbe sig Slettiguden og bede om at få det fjernet fra referatet. Det var min ret formidable veninde S., der lærte mig det i sin tid. Skidegodt trick.

Breaking! Reklamer lyver!

I dag skulle jeg finde nogle gamle Bianco-kampagnebilleder. (Don’t ask).

I den sammenhæng faldt jeg over de der “Double your shoe collection“-reklamer. Dem med homoerne. I kan godt huske dem. De var ret fine:

Ud over, at det – naturligvis – viser sig, at jeg kender fire ud af fire lebber (omend perifert). Hvilket er sjovt. Idet alle lebber jo kender hinanden. Og historien om, hvor jeg mødte de to på det nederste billede faktisk fortjener sit helt eget indlæg (note to self). Så er reklamens præmis en stor, fed løgn.

Jeg har i hvert fald kun delt min meget præcise str. 39,5 med én af tre lebbekærester. Men det var da bestemt en god tid. Især fordi hun er en sneaker-tøs (eller: var – jeg mødte hende tilfældigt på gaden for nyligt, hvor hun stolt kunne berette, at hun var begyndt at gå med hæle. Flot. Jeg mistænker dog, at der er tale om wedges, som ikke rigtigt gælder). For når man i perioder er typen, der er lidt en klovn til det der med praktisk fodtøj, kunne man altid låne en god, flad sko.

Og hun lærte mig om glæden ved Converse. Jeg er på mit tredje par nu.

Ellers har damernes fødder været enten et par numre mindre eller større end mine.

Men det har nu ikke forhindret mig i:

1) At låne et par to numre for små sandaler med gode gummisåler, da jeg og min første damekæreste N. skulle ned fra Sinai-bjerget, som jeg havde valgt at bestige i spejlglatte guldsandaler. Apropos det der med det upraktiske fodtøj. Og i øvrigt meget galant af N., der måtte foretage nedstigningen barfodet(!).

2) At sjoske i parken i den andens et par numre for store trainers, fordi jeg var for magelig til at gå i hæle på en søndag.

En form for FYI

Jeg er blevet single.

Det er ved at være et par måneder siden, og jeg har ikke lyst til at gå i detaljer. Jeg tænkte bare, at jeg måtte forklare, hvorfor der pludselig var pokkers langt mellem blogindlæg om Livslebben.

Er man klog og trofast, havde man måske allerede regnet den ud.

Nu skal jeg bare lige finde mine ben. Dem finder jeg blandt andet på mine løbeture. Som fx foregår her. Vestre Kirkegaard. Et af de rareste steder i København.

(Og til de nysgerrige: Det var udramatisk og enigt og fyldt med kærlighed.)
(Og til de bekymrede: I’m OK.)
(Og til dem, der mest tænker på Homohunden: LL har ham. Og det er ok og var aftalen fra starten. Og jeg må gerne låne og besøge og sådan.)

Ældre indlæg