Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: maj 2013 (side 2 af 3)

Hvis Frederik var til fyre, var Carsten Lykke (stadig ikke) dronning nu

Jeg faldt lige over dette interview. Fordi vi snakkede om Ibens på kontoret. godt er mit kontor. Og Ibens er – for (idiotiske) uindviede – det der band fra halvfemserne, som sang om en blå (blå) cykel.

Carsten Lykke, forsangeren i Ibens, er nemlig slet ikke homo. Det var jeg ellers helt sikker på, han var. Nærmest alle popstjernemænd, som jeg var afstandsforelsket i, da jeg var teenager, har nemlig siden vist sig at være homoer. (Det samme gør sig så i øvrigt gældende for de kvindelige popstjerner, jeg afstands-elsker i dag.)

All the same.

Først var jeg frygteligt skuffet, men så mindede klog kollega mig om, hvor fedt det faktisk er, at Carsten Lykke har gået rundt og været ligeglad med at hele verden (come on, jeg kan ikke have været den eneste?) har troet, han var bøss’, de seneste femten år.

Og det er jo faktisk rigtigt – det er sejt.

Åh, Boyfriend.

Håhåhåhå.

Jeg har jo en profil henne på Boyfriend. Og der er simpelthen stof til så mange blogindlæg at hente på (i?) det skønne, skønne forum.

Problemet er bare, at jeg alt for nemt kommer til at hænge nogen ud, og det ønsker jeg faktisk ikke. Jeg kan egentlig bedst lide bare at hænge mig selv ud – alternativt andre i meeeeget generelle vendinger.

Jeg hed engang Belle du Jour på Boyfriend. Det var min allerførste profil derovre. Og måske det mest prætentiøse brugernavn i universet. Jeg var helt nyindskrevet på uni og havde sagt goddag til en fransk film eller to. For fanden da.

Nå. Men den stil, kan jeg se, der stadig er ret mange, der kører derovre. Så har jeg ikke sagt for meget.

Jeg mødte min første damekæreste (som det hedder) på Boyfriend. Jeg skrev i første omgang til hende, fordi vi hed det samme. Og det brugte vi så som udmærket udgangspunkt for tre års parforhold.

Navne-deleri er en af mange fordele ved lesbisk dating – man kan spare usandsynlige summer på navneskilte. God lesbisk fornuft.

God weekend, ladies!

Jeg har en aftale klokken 19. Jeg er dybt, dybt rastløs. Og har så meget lyst til en øl. Selvom jeg føler mig noget ussel efter en hel arbejdsdag-i-vindues-solstråle.

Men jeg kender mit fredags-selv godt nok til at vide, at hvis jeg fx lige tager hjem og skifter mascara under øjnene ud med mascara på vipperne, råber min seng mit navn så højt, at den overdøver alt. Så jeg stritter imod. Og tager fat i alt, hvad internettet har at tilbyde.

Åh. Og i realtime. Som hørte Bedstebøssen mine bønner: SMS. Han sidder i Kgs. Have med øl og godt selskab.

Later, suckers!

(Og god lesbisk weekend!)

Lebbestorken kom forbi. Eller gjorde den?

Forleden nat drømte jeg, at jeg så nyheder. Rimelige heftigt indre liv dér, alligevel.

Der var i drømmenyhederne et indslag om, at Stork Klinik måtte lukke. De panorerede med kameraet rundt i det storcenter(!), hvor klinikken havde ligget, mens speakeren forklarede, at klinikken ikke længere kunne løbe rundt. Nå, tænkte jeg i drømmen.

What the what?

Bedstebøssen og skæreost.

Noget af det bedste i mit liv er min ven M, aka Bedstebøssen. Vi har ikke set hinanden i hundrede år, men her til aften grillede vi (i – grænsende til – stormvejr, men fanden heller om vi ville give op).

Han er den eneste af mine venner, jeg ikke lige lukker toiletdøren hos, når jeg skal tisse. Man skulle jo nødigt gå glip af al for megen snak. Der er intet at berette fra aftenen. Ikke noget, der ville være interessant for eksterne ører som jeres i hvert fald.

Men hold kæft, jeg holder meget af den mand.

En ting jeg til gengæld ikke kan lide og/eller finde ud af er, viser det sig, at skifte streng på min ostehøvl.

Efter at have indkøbt tre stykker ståltråd med knuder i enderne for 20 kr. (er det ikke sygt dyrt eller er jeg bare lesbisk?) i Føtteren, forsøgte jeg i morges at kaste dem om min Osti-høvl (trademark). Uden held. Så skæreost er vitterligt skæreost her i hytten for tiden.

Livet = begivenhedsrigt ad H. til.

Med Marie Key som borddame

I morgen skal jeg til noget gallamiddag. På en fucking onsdag. Og jeg har netop erfaret, at selveste Marie Key er nomineret til en af de priser, der bliver uddelt.

Hvem skal man knalde for at få adgang til bordplanen?

På den anden side: Who am I kidding? – hver eneste gang, jeg gennem mit liv har været i nærheden af et bare semikendt menneske, er jeg gået i baglås. Især hvis det var en, jeg så lidt op til.

Og det bliver ikke bedre, når jeg optræder i kombinationen:

1. Ædru (i hvert fald ved ankomsten)
2. Med højt hår og angst for læbestift på fortænderne

Sexede damer i bladene giver flere lebber i gaderne

Jeg tænkte på noget i morges. Noget garanteret dumt og kontroversielt. Men.

Hvis vi nu antager, at der er flere lebber i dag end for 30 år siden. Og hvis vi nu antager, at der er kommet flere afklædte/seksualiserede kvindekroppe i mediebilledet i samme periode.

…Kan vi så på nogen måde se en årsagssammenhæng? Kan vi?

Altså. For mig personligt virker det da meget nærliggende selv at erotisere den (type) krop, jeg hele tiden konfronteres med på plakatsøjler og i bladene i forvejen. Ligesom mange pornofeticher vel opstår, fordi udbuddet er der? Eller er det altid den anden vej rundt?

PS. Rimelig ærgerligt, at overskriften ikke rimer.

Ditte Giese ER altså sej

Jeg er ret stor fan af Ditte Giese, der er journalist og debattør i Politiken, og som netop har præsteret denne artikel henne på K-Forum.

Hun er spot-on, og jeg tænker ikke, at jeg er den eneste, der føler mig ramt…jeg genkendte i hvert fald både mig selv og samtlige mine feministiske venner i Gieses karakteristik. Host-host.

Læs artiklen her.

Cowboybukser = lesbisk

Kollega:

“Jamen, i Århus er der mange, der spørger, om jeg er lesbisk. Fordi jeg engang havde nogle lidt store cowboybukser på.”

Well. Hvis ikke min veninde M. allerede var løbet med titlen, ville det imidlertid nok være denne kollega, der løb med præmien som verdens mest heteroseksulle kvinde.

Hun fulgte også op med et:

“De er så heeeeteronormative i Århus.”

(Mens hun gloede på mig. Jeg har lært hele mit kontor at sige ‘heteronormativt’. Flot.)

Homo-sårethed

Kender I det der med, når man møder en homo-bekendt? Altså ikke en rigtig ven, bare en man kender? Altså, ikke en man rigtigt kender – bare en, man ved også er lesbisk? Altså en, man ved er lesbisk, og som man også ved, ved at man er lesbisk (sprogligt flair er gået på ferie. Undskyld).

…Og at man så forventer, at hun skal være venlig. Fordi vi jo begge er homoer.

(og at man så bliver en lille smule stødt, når hun er lidt arrogant og i hvert fald slet ikke føler, vi er i samme båd. Hvilket vi heller ikke ville være, hvis ikke det lige var for en delt interesse for vulva.)

Hold nu kæft hvor dumt.

Jeg skriver i øvrigt lige vulva igen: Vulva.

Og god weekend.

Ældre indlæg Nyere indlæg