Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: marts 2013 (side 1 af 2)

De kan ikke holde fingrene fra hinanden. Som man siger.

Havde lebberne K. og E. til middag i går.

(Køkkenalrummet bliver, hvis det skulle være gået nogens næser forbi, indviet med manér i disse dage.)

K. og E. har fundet sammen igen efter otte måneder hver for sig. De kyssede første gang (i anden omgang altså) til min indflytterfest i december og har ikke rigtigt kunnet holde fingrene(!) fra hinanden siden. Selvom “vi er altså ikke kærester, vi dater bare”. Right.

Men så – klokken tre i nat på Lesbisk Kaffe – kunne E. (med heftigt sejlende øjne) proklamere, at K. havde spurgt om de skulle være kærester (igen). Sødt og meget rigtigt. Og – nå ja – tillykke.

Vi spiste og snakkede om livet, døden, kærligheden og Blachman, og aftalte engang over midnat at mødes med et par flere på Lesbisk Kaffe.

Jeg har, som nævnt, tendens til angst, når mange lebber er samlet på et sted. Jeg har undersøgt det tidligere, men lige nu er jeg for doven til at spore linket til et evt. tidligere indlæg desangående. Jeg tror, det handler om, at deres – lebbernes – blik på en eller anden måde er mit male gaze. Det blik, jeg spejler mig i, og altså det blik, der vejer mig og potentielt finder mig for let (I wish. I ved, hvad jeg mener).

Da vi ankom til LK var der proppet. Vi overså vist et skilt i vinduet om “Lukket – privat arrangement” og trådte direkte ind i mit værste lebbemareridt:

Totusind (plus/minus) unge, smukke damer, der gjaldede gigahøjt, spillede sære (øl)spil og fyldte så meget, at man ikke kunne klemme sig forbi dem uden at påberåbe sig deres opmærksomhed. Scary shit.

Men vi fik møvet os op i baglokalet, fandt et bord, købte et hold mango dreams (hvad er det med lebber og tacky drinksnavne – “jordbærkys”, anyone?) og kævlede derudaf. Vi var asociale. Men det var resten af gæsterne også, så det er vel fint nok.

Velsmurte muffinforme (det sagde hun også i går)

Påsken er forsvundet mellem hænderne på mig. Jaja, siger du, det er jo stadig påske og fridag i morgen, men jeg er græshoppen, der spillede en lille smule violin på arbejde i onsdags, så mandag bliver desværre delvist inddraget.

Karriereveninden tog videre på familiebesøg i går eftermiddags, men fredag aften nåede vi dog lige at tilberede og til-livs-sætte fire retter i selskab med Bedstebøssen og gode gamle K., der er en fælles Århus-ven (jeg nægter det med dobbelt-a’et) from way back.

Mit nye fungerende(!) køkken-alrum indbyder, viser det sig, til præcis de middagsselskaber, jeg havde håbet, det ville. Og når jeg ser mig omkring derude kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er det mest voksne rum, jeg i mit liv har beboet. Inklusiv skiftende bopæle i barndom og ungdom.

Således var vi alle fire i køkkenet. K. tog styring på thaisuppe og vietnamesiske forårsruller, mens jeg klarede sushien og i tæt parløb med Bedstebøssen også de – i teorien – fineste miniatur-tartes au citron (i bakspejlet og praksis skulle vi nok lige have smurt muffinformen…).

Vi valgte desserten først, og da temaet for resten af menuen langsomt tog form fra sin mest asiatiske side, nedlagde karriereveninden veto – “vi dropper ikke citrontærten. Så hellere ændre resten af menuen til finere fransk.”

Bevares.

Vi åd til klokken to om natten, cirka, til tonerne af Otto Brandenburg. Og så tog Bedstebøssen og jeg på Bakken (Karriereveninden, der er ret heftigt ude af loopet, fordi hun fx bor i et land, hvor pardans er strafbart, spurgte – helt oprigtigt – om vi klokken to om natten virkelig havde tænkt os at drage til Klampenborg og høre Morten Messerschmidts kæreste synge revy-viser?).

På Bakken gik det pludselig op for mig, da dj’en spillede Blur, at mig og Bedstebøssen måske var de eneste på etablissementet, der rent faktisk var født, første gang Girls & Boys hittede. Cirklen er så småt ved at sluttes. OMG. Gammel.

Det der øjeblik

Kender I det?

Det der øjeblik, hvor ens karriereveninde (hende der residerer i Sudan these days) kommer hjem på påskebesøg ved middagstid medbringende to flasker god champagne der så udmærket flankerer de to man allerede har i sit køleskab gemt til en særlig lejlighed som denne og der går hvad der føles som to sekunder så sejler tre mand høj rundt til Boney M’s Rasputin og nogen aflyser deres togtur til Provinsen og påske og en kaster op og og en anden lægger sig til at sove og det er vel hvad man kan forvente når tre kvinder sætter fire flasker bobler til livs på to timer og tom mave og vi ringer efter vores venner men de kan ikke komme med så kort varsel for de er på vej til påskefrokost hvilket nok egentlig er meget heldigt for pludselig sover alle og vågner igen og så er klokken fem minutter i syv.

Og nu er overboens fest gået i gang og karriereveninden sover stadig. Dunk. Dunk. Dunk.

Novra! Venneflirt!

Der er sket det fantastiske, at jeg er blevet venne-kurtiseret. Det sker ikke så tit, og jeg er totalt smigret.

Bøsse-M. (en af to forrygende yndlings-M.-bøsser – og potentielt fremtidigt af tre, forklaring følger) havde fødselsdag og havde samlet en god flok til en god middag med rigelige mængder gooood rødvin.

Kender I de der af ens venners venner, som man altid glæder sig helt vildt til at se til årligt tilbagevendende begivenheder? De der venners-venner, man nærmest kun ser til sine venners fødselsdagsfester? Men som man praktisk talt elsker?

Sådan en ven har M. Vennen er – for at gøre forvirringen totalt – også bøsse og hedder også M. Et andet M.-navn, godt nok. But still. Forbogstavet er det samme.

Og til fødselsdagsfejringen snakkede og snakkede vi og dansede siden alt, hvad remmer og jerseykjoler kunne holde til Kifak-fest (og sikken fest).

Dagen efter fik jeg følgende besked på Facebook:

“Du fa’eme sød, du er!”

Hvortil jeg naturligvis svarede:

“Åh, M! I fucking lige måde. Tak for i går – gange tusinde.”

Han skrev:

“Jeg havde en fest! Jeg har et lille drenge-pige-crush på dig…på den der måde, hvor jeg tænker, at vi skal flette hinandens hår?! There, I said it!!”

…og nu skal vi drikke kaffe kun os to på mandag. Det er SÅ spændende. What to wear!?

I øvrigt fedt, hvordan det i samtalen mellem de to homoer bliver til noget andet en et heterocrush, når man har et ‘drenge-pige-crush’. Det er ret sødt.

Men hey + jubii! Potentielt endnu et klogt, sjovt, dejligt og sympatisk menneske til vennestalden! Not bad. Not bad at all.

Skod-påske fra fronten

Herlig uge so far.

Først faldt jeg over Steubenville-voldtægtssagen og over, hvordan victim blaming finder vej helt ind i CNN. Jeg blev en lille smule syg af at læse om det.

Det er sjældent, jeg føler mig decideret fysisk påvirket, når verden viser mig grelle eksempler på, hvor lang vej, der er endnu, før vi kan kalde vores samfund ligestillet, men Steubenville-sagen gjorde det.

Især fordi jeg samme dag hørte om det nye DR2-koncept “Blachman ser på nøgne damer“(!). I programbeskrivelsen finder man blandt andet følgende guldkorn af et citat fra X-factordommeren, som jeg egentlig altid (hidtil) har synes ganske godt om:

“Kvindekroppen tørster efter ord. En mands ord. Det er derfor, jeg er her nu – for at påbegynde et meget nødvendigt stykke arbejde: Nemlig den noble ambition at ’repositivere’ kvindens syn på mandens syn på kvinden.”

HVAD FANDEN?

Jeg var målløs – mundlam – da jeg læste om programmet. Mener Blachman seriøst, at kvinder tørster efter at få deres kroppe beskrevet med mænds ord? I hvilket udgave af verden sker det ikke allerede i afsindig målestok?

Anyways, de seneste dages onlinemediesurfen returnerede flere triste hits. Men jeg giver jer kun ét eksempel yderligere og satser således på ikke at ødelægge mere af jeres påske end til og med Skærtorsdag:

En mand i et JetBlue-fly mente nemlig, at hans medpassager var noget snerpet, idet han – da hun sov under flyvningen – lige synes, han ville massere hendes lår oppe under nederdelen. Da hun vågnede og skældte ham ud for overgrebet, var hans kommentar:

“Det er jo ikke som om, jeg forgreb mig på dig. Jeg stak jo ikke en finger op i din fisse, eller tog dig på brysterne.”

Han blev heldigvis dømt. Men fucking hell, der er lang vej igen.

Hvad lebber tænker om pikke…

Jeg faldt først over en video med titlen “What lesbians think about penises”.

Den er sjov nok, men måske liiiige en kende for stereotyp. Synes jeg. Men jeg kan godt lide, at lebberne – til en vis grænse – taler ret så lige ud af posen. Og så er flere af dem også ret så pæne.
For at fortsætte min udmærkede overspringshandling, klikkede jeg mig naturligvis – som den internet-ørn jeg nu engang er – videre til følgende video, What gay guys think about vaginas:

“Det er lidt ligesom at se et maleri på et museum: Det er ikke nødvendigvis et maleri, jeg synes er flot, men jeg er da sikker på, at det er mange andre mennesker, der ville betale en masse penge for det.”
Eller hvad med:
“A vagina is a necessary ingredient for gay sex” 
(Se videoen og forstå, hvordan en af interviewpersonerne når til dén konkusion)

Er det ikke sjovt? Jeg ved ikke, om det bare er mig, der lægger en helt subjektiv læsning ned over lortet, men er det ikke lidt ligesom om bøsserne – i hvert fald i denne video – til at begynde med har massivt meget mere berøringsangst – nej, beSNAKningsangst – over for de kvindelige kønsorganer end det omvendte (i hvert fald i lebbevideoen) er tilfældet?

Nå, egentlig er det ikke spor sjovt nogen af delene. På nær det med maleriet. En perfekt metafor. 

Paven og kjoler. Ja.

Det går mig lidt på, når folk, der er trætte af, at paven hater på homoer, siger, at han (paven) da nødigt skulle tale – med ‘alle de kjoler og guldringe, han render rundt i’.

Jeg kan selvfølgelig godt se pointen:

“Paven og den katolske kirke er nogle røvhuller, fordi de modsætter sig homorettigheder og abort, men se bare – de er da selv megahomoseksuelle.” Feje for egen dør og sådan.

Men øv altså! Dels sættes der et dødirriterende lighedstegn mellem homo og mand-i-kjole, og dels burde vi sgudda være bedre end bare et mod-diss? Især et mod-diss, der i en eller anden grad går ind på præcis den præmis og dagsorden, katolikkerne m.fl. ønsker at sætte: at homoseksualitet er baaaad:

“Se hvor gay paven ser ud – den taber!”

NEJ!

More power til dig, hvis du er mand – hetero eller homo – og går i kjole. Og lad os lige komme ud over, at mænd i kjole nødvendigvis er bøsser, tak.

Nå. Det var bare det. Usammenhængende og forvirrende – undskyld.

(Selvom de her billeder altså er ret sjove lige meget hvad. Men mest fordi han bare ser så glad ud. Som et barn med nyt flot tøj.)

Fissetrusserne er ikke (kun) til mig

Jeg faldt over de hersens trusser i en artikel på Ekstra Bladet (og vælger i øvrigt benhårdt at ignorere, hvor meget jeg refererer til tabloidpressen her på bloggen).

EB har nemlig skrevet en lille artikel – nok mest for billedernes skyld – om flotte fissetrusser, men især om, hvordan journalisten ikke forstår, hvorfor man dog skulle købe sådan en trusse – når man nu allerede har en fisse i forvejen.

Og jeg nikkede et øjeblik med præcis samme undren til artiklens spørgsmål.

Men fulgte så også lige linket til forhandleren på Amazon.com. Og for fanden hvor blev jeg så flov – over mig selv og min normative tænkning, sgudda. For de er jo ikke nødvendigvis til bio-damer, de trusser.

Nej, de bliver selvfølgelig markedsført til transgender-typer, m-t-f’ere, you know. Det burde jeg sandelig have været queer nok til at forudse. Nu hader jeg mig selv og mit snævertsyn en lille smule.

Men jeg vil stadig gerne have trusserne. De ville gå hamrende godt til mine kusseøreringe, som I stadig har til gode at opleve. Jeg bor – ja, vi snakker syv måneder efter overtagelsen – stadig i flyttekasser i Håndværkerhylet, men når smykkeskrinet pakkes ud, skal I få min genitalie-accessoriessamling at se.

Og I kan godt glæde jer.

Glædelig kampdag, sgudda

GLÆDELIG KAMPDAG, LEBBER!

Sådan her fejrer de Kvindernes Internationale Kampdag i Herning. Det kan man så græmmes lidt over, hvis man gider. Kageopskrifter, slanketips og mænd ingen adgang.

I Rusland sker det her – også en skønno måde at tilbringe dagen. I fængsel.

Nå jo, og på Ekstra Bladet vælger de den her nyhedsprioritering i dagens anledning. Så det.

Screenshot af forsiden på EB.dk i dag kl. lidt over tolv. 

Og så vidt jeg husker, har min ven D., der bor og arbejder i Shanghai fortalt mig, at kvinderne på hans kinesiske arbejdsplads hvert år bliver forkælet 8. marts. Vi snakker manicure og sådan. Så fint. Så man kan fejre kampdag med pæne negle. Det er sgu vigtigt shit, det der.

HELgjort er velgjort

Livslebben går inde ved siden af og maler i min stue, hvilket snildt kunne give mig dårlig samvittighed, men ikke gør det lige nu. For LL kommanderede mig ind i seng med Mac på maven og Homohund i fodenden. Hun havde også købt rød vingummi til mig. Jeg trængte til det hele (mest vingummi).

Status: Jeg har set alle mine serier (i dag: Girls, Parks & Recreation, Community, How I Met Your Mother, The Office og Modern Family). Og tjekket Lamebook, hvilket er dagligt ritual (grænsende til neurose). Måske skulle jeg læse videre i afsindigt dårligt oversat Naomi Wolf-bog om kvindefrigørelse.

Apropos neurose læser jeg den kun til ende, fordi der er en vis risiko for, at verden bryder sammen/der sker noget forfærdeligt med en, jeg holder af, hvis ikke jeg læser den færdig. LL spørger mig nærmest dagligt (fordi jeg hver aften brokker mig over, hvor irriterende bogen er), hvorfor jeg ikke bare dropper den?

Men DET KAN MAN JO IKKE. Altså med mindre man vil være sikker på, at andelsmarkedet falder helt sindssygt i 2014, eller man falder ned ad trappen (fuck jeg er bange for, at jeg med disse linjer placerer mig i en veritabel jinx-fælde. Gad vide om denne parantes ophæver? Eller om denne – denne – sætning gør det hele endnu værre?). Man kan jo ikke bare lade være med at læse en bog til ende. Det siger KG selv. For den uindviede: KG = Karmagud.

(Jeg har vist nævnt, at en bekendt har beskrevet mig som den mest hyperreligiøse ateist, han har mødt.)

Nå men tilbage til bogen. Hold kæft, den er dum, maaan. Den hedder noget så irriterende som “Frigjort?” (spørgsmålstegn. Spørgsmålstegn! Hvad gi’r du mig?) på dansk og er ikke halvt så hverken god, gennemarbejdet eller interessant som samme forfatters “The Beauty Myth”, som jeg til gengæld varmt kan anbefale.

Måske skulle jeg bare sove. Kæft, hunden snorker. Søøødt. 

Ældre indlæg