Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: december 2012 (side 2 af 2)

For 3000 kroner Ikke-Sex, tak

Tilbage fra jordens mest kiksede lesbian romantic getaway i Malmø. Kan I tælle til to gange influenza?

Skønne planer om byture, fuldskab og gode middage måtte i al hast omgøres til mad på værelset, kanelbullar, vand med smag/vatten med smak og plock själva-godis fra Pressbyrån. Og dårlig tv. Og mig der lagde kolde omslag på dødssyg(-ish) kærestes varme pande. Hun var hårdere ramt end mig.

Jeg så det samme afsnit – og jeg lyver ikke – af Two and a Half Men (nok til referatet verdens mest forrykt ringe tv-serie i øvrigt) tre gange. Tre. Gange. Og spillede alle offline-spil, min telefon kunne tilbyde, fordi jeg var for doven/dårlig til at finde koden til wifi. Henne på bordet.

Nu hjemme i Danmark igen – og hej vinter i øvrigt – med kolde tæer og alt for meget fattigere i forhold til hvor relativt lidt sex, den dyre kingsize-hotelseng gav mig. Øh ja – Det skal køres gennem en cost/benefit-analyse. Lorteinfluenza. Men sandt. Svært at tungekysse, når mundvand blander sig med den salte smag af snot. My god.

Og – ikke for at gøre mig sjov på verdens ældste vittigheds bekostning – Men toget, der kørte fint fra Malmø over Triangeln og så videre gennem svensk snestorm, satte ud så snart, vi ramte dansk jord og dansk snestorm.

Først den obligatoriske “Vi skal liiiige vente lidt, før vi kan køre videre”, der bliver til den ligeså obligatoriske “Vi skal holde her en halv time. Tretti minuter”, der naturligvis traditionen tro munder ud i en “Alle skal stå af, toget kører nu tilbage til Malmø”. Heldigvis var vi de eneste i verden, der skulle fra Kastrup til KBH med metroen. Not.

Åh, DSB for fanden da også. 

Put i egen puttekasse

Åhada. Jeg er blevet klassisk post-stress-influenzasyg og ligger limet til egen seng. Lebben I Mit Liv har lige Gmail-chattet mig, at hun er på vej i puttekassen.

Hun: “Du burde putte i min puttekasse”
Mig: “Det sagde hun også i går.”

Sov godt, lebber.

PS. Det er ikke særligt sjovt. Jeg er pinligt bevidst om det. Jeg giver feberen skylden.

Hvad kan Malmø, sådan rent lesbisk?

Min kæreste er jo verdens bedste. Det har jeg vist nævnt. Derfor har jeg inviteret hende til Malmø på et hotel og noget med glögg og skøjtebane og kalas og ficka i weekenden. Hele weekenden. Som tak for, at hun har hjulpet mig gennem komplet uoverstigeligt uforudset umulig håndværkertilbudsfase.

…Men hvad kan Malmø egentlig? Hvor skal man drikke sin alkohol – og kan man overhovedet homofeste Hinsidan?

Vi skal bo i centrum. Tæt på Gustav Adolfs Torg. Og vi skal selvfølgelig forbi Mølla. Men det er ved at være en del år siden, jeg havde min faste gang – og min bedste bästis – i det sydsvenske. Hun flyttede til Århus og fik sig et barn (og gar guddødeme endnu et på vej nu), og jeg afsluttede de fag, jeg tog på Lunds Universitet, og kom aldrig igen.

Så: Va görrrr jag, ni måsta väl hjälpa en flata på resan?

Hvor skal man spise? Drikke? Shoppe? Se på pæne ting?

Alle forslag bydes velkommen!

Håndværkerhyl indviet med manér

Holddakæft hvor har der været stille på bloggen den seneste lange tid. Det beklager jeg selvfølgelig, men det har den meget naturlige forklaring, at det er gået meget lidt stille for sig i Håndværkerhylet. (Undskyld søde naboer).

Lørdag var der indflytterfest. Og det var en af de der fester, som bare gjorde så, så, så, så glad.

Og en af de fester, der var meget klassisk mig: de to høje køkkenskabe kollapsede en time, før de første gæster var inviteret. Ja. IKEA har så valgt, at relativt solide køkkenskabe skal monteres på tynde, hule ben af hård plast.

Det var dømt til at gå galt.

Og efter ellers at have stået nogenlunde stabilt i en uge, gav de, benene, altså efter klokken 18 lørdag aften. Så mig, Lebben I Mit Liv og Bedstebøssen i fællesskab oppeholdt dem, indtil Sjakbajs-Livslebben besluttede, at bedste bud var at knække samtlige ben, så lortet i det mindste stod stabilt på gulvet.

Som sagt så gjort. Og så trådte Lebben K. ind ad døren. Mens vi stod der og holdt om et højskab. Der lå stadig afdækningsplast på gulvet i stuen, malerspandene stod fremme, der var ingen møbler, og vi stod tre mand høj og holdt et skab. Og man skulle lige passe på de der ledninger, der stak ud af væggen i hjørnet, for de gav altså stød.

K. begyndte heldigvis at grine og sagde:

“Holddakæft, N. Jeg havde måske ikke troet, at du ville være helt færdig – Men det her. Really!?”

Kort efter kom resten af de, der som tak for utrolig hjælp og indsats var inviteret til præ-VIP-middag inden festen. Men det endte med, at S. blev udstyret med rent sengetøj, M. fik besked på at samle spisebordet, K. lå på knæ og rengjorde spisestuestolene (som var blevet brugt til at tørre spartelklatter af på de seneste tre måneder), T. blev sat til at støvsuge, Bedstebøssen og Livslebben klarede skabet, og jeg gik rundt om mig selv og en lille smule ned med skrald.

Det var en farce. Der stod de i deres fineste puds og skulle spise takkemiddag. Men det var heldigvis muligt at grine af det. Og selvom jeg stadig havde malertøj på og lugtede af gammel armgas, da de første festgæster ankom efter middagen (pizza fra den lokale – og nok verdens bedste – pizzabager: YCH! på Enghave Plads), nåede jeg både bad og makeup og to slices, før der var fyldt op i køkkenalrummet, der hermed må erklæres indviet med maner. Det var så godt. Så mange gode mennesker, så meget god-dårlig musik, så meget alkohol.

Der ligner stadig dagen-derpå i Håndværkerhylet. Livslebben og jeg tog direkte ud til hendes rene hjem, da vi vågnede søndag. Men det gør jeg noget ved …i morgen.

Nu har I mig i hvert fald tilbage derude. 

Nyere indlæg