Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: december 2012 (side 1 af 2)

Åh, lebber. Vi skal vel til det…

Jeg har aldrig været den helt store nytårshøne. Jeg bliver indadvendt og melankolsk og kender – efter mange år med mascarastribede kinder klokken kvart over midnat – mig selv godt nok til, at jeg helst ikke skal lave alt for store planer den aften.

I hvert fald helst ikke med mindre, jeg kan sikre mig, at selskabet er godt, trygt, gammelkendt og 100 % kontrollabelt. Således var forrige år en stor succes, menneskemængder til trods. Da samlede jeg og Bedstebøssen de tyve (tror jeg) mest fantastiske mennesker i verden til treretters i min lejlighed.

Det var en formidabel aften med fucking hjemmebagt kransekagetårn (min fortjeneste) og beef Wellington (ikke min fortjeneste), og et af de der selskaber, hvor alle m/k er fulde og glade og bruger hårbørster som mikrofon og/eller fløjte. Og vihiiirkelig god restemad dagen efter. Men det var altså undtagelsen.

Sidste nytår var helt perfekt på den klassiske mig-måde, til gengæld: Mig og lebben og en stadig relativt hvalpet bulldog og ingen andre, afsindig god mad (jeg dater sgudda ikke en gourmand for sjov. Lakrids-creme brulée, ja tak) og ro til at holde i hånden og fælde obligatoriske tårer ved midnatstid.

Men i år ville Livslebben gerne feste. Og hvem kan bebrejde hende det. Ikke mig i hvert fald. Jeg var derimod mere loren. Jeg er bare som hovedregel ikke god til store menneskemængder nytårsaften, men mindre menneskene befinder sig i mit hjem, inviteret af mig.

Nå. Men mit hjem er ikke klar til middagsinvasion, så gæstelistekontrol var ude af mine hænder. Derfor ender min nytårsaften med at være en helt simpel duet af en konstellation: Mig og min skønne hjemvendte fortabte søn-veninde M + sushi i håndværkerhylet.

M er megakarriere og altid ude på en mission i Udenrigsministeriets/FN’s/Verdensbankens tjeneste. Lige nu i Afrika. Før det fx Haiti, Irak og årevis i Egypten. Hun er sej. Jeg tror, vi primært skal drikke champagne og udtænke ‘Verdens bedste brætspil med fokus på quiz, humor og selvudvikling tilsat en lille håndfuld lær-dine-venner-bedre-at-kende’.

Det skal I nok høre nærmere om, hvis det bliver aktuelt.

Alt imens er Livslebben i et sommerhus fyldt med alkohol og gode mennesker i det mørke og jyske. Jeg kommer garanteret til at fortryde, jeg ikke sprang på galejen, men jeg kunne ikke overskue ikke udelukkende at være sammen med nogle, der kender mig tilbunds. Og omvendt. Det var Livslebben heldigvis forstående omkring. Men jeg ved, jeg kommer til at savne hende mere end sjovt er, når DR gjalder rådhusklokkernes dumme tolv slag ud over Danmark.

Men none-the-less.

For mig er nytår en indadvendt affære. Jeg er, som en kær kollega og ven har beskrevet “det mest overtroiske ateistiske væsen”, han kender.

Jeg er så karmatroisk, at det næsten kan betegnes et handicap. Jeg er ikke (hvis jeg da er…) et godt menneske af mit hjertes godhed. Jeg er (hvis jeg da er…) et godt menneske, fordi jeg er pissehamrende bange for, det kommer tilbage og bider mig bagi, hvis jeg ikke er det.

Og nytår er for mig at skue tilbage, reminiscere (stavemåden er jeg lige nu for doven til at slå efter) og planlægge mine mål for det nye år. Jeg synes, det er så, så, så vemodigt med det skide årsskifte.

Men måske melder dansetrangen sig, når klokken bliver halv et – hvem ved – og så er der heldigvis masser af stående invitationer til festivitas. Jeg er glad for mange ting i mit liv. Men en af de ting, jeg oftest tænker på med taknemmelighed, er mine venner. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har gjort mig fortjent til i en alder af 31 år at have skrabet de bedste mennesker på kloden sammen omkring mig.

Det er ret vildt. Og hvorom alting er:

Allerkæreste lebber. Tak for mit første rigtige år som såkaldt lesbisk blogger. Må det nye år bringe jer alskens godt og smukt og kærligt.

Få så besteget den bloghest

Jeg har svært ved at bestige den berygtede bloghest for tiden, kan jeg mærke. Vintersumpen har ramt mig hårdere, end jeg erindrer, den har gjort i mange år. Måske husker jeg forkert, måske handler det om gudsbenådet elendig hukommelse. Men i hvert fald føler jeg mig ikke det mindste morsom these days.

Jeg flygtede fra Jylland tre dage efter jul. Jeg er virkelig (som min kære ven D (som selv er fra Sønderborg, mind!) morede sig over i går) en godt gammeldags selvhadende eksiljyde.

Nogle gange kan jeg få en seriøs form for klaustrofobi af Århus. Men jeg tror måske mere, det handler om ikke at være i (nærheden af) sit hjem. Hvis mit hjem (min seng, mine ting, mine venner) var i Århus, ville følelsen ikke være så intens.

I juledagene skrev et fantastisk væsen, jeg kender, på sin facebook:

“Er det uetisk at have det fremtidsfortsæt at føde sin egen nye familie udelukkende med henblik på at bruge den som et menneskeligt skjold mod den gamle?”


Jeg synes: nej.

Alternativt skulle man føde den, bare så man havde en valid undskyldning for at holde jul i eget hjem frem for i sine forældres. Jeg vil bare gerne være hjemme. Byggeplads eller ej (ja, det blev så ikke i 2012, Håndværkerhylet blev færdig. Men sådan er der så meget).

Men fluks fra Jylland til København, skarpt fulgt af en smuttur på Vela, der igen skuffede. Hvornår holdt Vela op med at være sjov? Folk var så unge. Men. Måske spillede det også lidt ind, at selskabet bestod af mig med akut winter downer syndrome, bedstebøssen i yderst træt udgave, hans veninde, som   var single på kun fjerde dag med naturlige hjertekvaler til følge, og hendes veninde, der egentlig hellere bare ville hjem “fordi hun havde en træningsdate kl. 11 næste formiddag”. OH MY GOD – lesbisk mådehold much?

Der er noget…

Der er noget, jeg er umanerligt ulykkelig over.

Og det er, at jeg i min syvhestes i fredags ikke har formået at uploade det her billede. Fra verdens bedste julefrokost. Med verdens bedste homoer (og heterobesøg af allerfineste karat!).

Snapsen var naturligvis ikke bare almindelig kedelig heteronormativ snaps i det selskab. Ser I vel.

Nå jo. Og så skal man vel tilføje et “glædelig jul” (eller happy White Anglo Saxon Winter Privilege Night)?

Du er lebbe? Hold kæft hvor må du være et godt menneske

Havde ansættelsessamtaler i dag. Naturligvis fulgt af hurtig rundvisning på kontoret. Den store test står, når vi når det kontor, hvor Livslebben for tiden arbejder (hun laver fra tid til anden freelanceopgaver for nogle kolleger).

“Det er for øvrigt min kæreste,” siger jeg i forbifarten til potentiel kommende medarbejder på rundtur.

Og så holder jeg den her lidt for lange pause, før jeg forklarer videre. Fordi jeg naturligvis føler mig SÅ speciel, fordi min kæreste HAR DET SAMME KØN SOM MIG. Fuck, hvor særligt. Jeg må vel nok være et helt ubeskriveligt tolerant og rummeligt menneske.

Lad os lige pause og tage det ind, ikk’?

Weekend i hovedet

Det er allerede weekend i mit hoved.

Dumme dinosaur – læser du ikke Mit Såkaldt Lesbiske Liv, eller hvad?

Via

Goddag, mit navn er Heteroblufærdig

I dag skal jeg til julefrokost med mit arbejde. Det er et årligt højdepunkt, for det er ikke for sjov, når jeg siger, jeg arbejder på byens sjoveste kontor. Det er ramme alvor. Ramme. Alvor.

En ting hyler mig dog altid ud af den:

Frivole heterokvinder.

Jeg er vant til at omgås meget bramfri mennesker. Men nok faktisk mest meget bramfri homoer. Egentlig. Og på mit kontor er jeg eneste lebbe. Og omgivet af meget frisindede (og ditto-talende) heterodamer.

Almindeligvis er jeg ikke synderligt blufærdig. Men når heterokvinder snakker åbent og detaljeret om heterosex (herunder sexstillinger, sexlugte og sexskader), bliver jeg simpelthen så lille og rødmende genert (rødmende i overført forstand, altså. Jeg hører heldigvis til det iskolde blege segment. Intet bider på mine kinder), at min mås kunne være i en tændstikæske. Måske endda i noget endnu mindre. Et fingerbøl, sgudda.

Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Og jeg ved ikke, om jeg gider analysere mig selv. Måske gider jeg godt. Måske er det noget med, at – nej. Jeg ved det ikke. Og jeg er for hjernedoven til at gøre en indsats for at finde ud af det lige nu.

Hvad tror I – hvorfor bliver jeg mundlam, når snakken falder på den form for sex, jeg selv havde flittigt for en syv års tid siden?

(OMG – jeg kan fejre homotiårsjubilæum i 2016 – yaiiy me!)

Ro på, Henrik H.

Nu rådyrker jeg ikke ligefrem Ekstra Bladets Nationen.

Kun, i hvert fald, når jeg er i så godt humør, at jeg er sikker på, det ikke kan blive ødelagt. For det er altså reglen mere end undtagelsen, at man bliver trist til mode af læsning derovre.

Jeg ved derfor heller ikke præcis, hvad det var, der fik mig til at klikke på linket “Hidsig pige-far: Lucia-brud var en dreng!“. For et eller andet sted burde overskriften i sig selv have været en advarsel om nært forestående indtræf af tristesse. Måske var det masochisme. Noget til at opveje alt det gran og kugleværk (detsagdehunogsåigår).

Men det var det faktisk slet ikke. For selvom farmanden Henrik H bestemt er en idiot, viste kommentarsporet faktisk Nationens læsere fra en meget mindre klaphattet side, end jeg havde forventet (og tidligere erfaret).

Meget herligt at se så mange (Ekstrablad’ske mænd) have lidt til overs for stenalder-Henrik.

Om PMS og Gwen Stefani

Jeg har menstruation. “Jeg menstruerer”. 

Det er ikke mit yndlings.

Men det forklarer, hvorfor jeg forleden i et anfald af PMS’isk influenzaeufori råbte til Lebben I Mit Liv, der temmelig uskyldigt i en bisætning havde sagt, at hun synes Gwen Stefani var ret lækker:

SÅ FORSTÅR JEG SIMPELTHEN IKKE HVORDAN DU KAN VÆRE SAMMEN MED MIG JEG LIGNER JO OVERHOVEDET IKKE GWEN STEFANI MÅSKE SKAL VI IKKE VÆRE KÆRESTER HVIS DET ER DEN TYPE DU TÆNDER PÅ.

Sooo….that escalated quickly.

Livet som lebbe. Jeg har en veninde, der ikke tror på PMS. Hun har obviously aldrig været kærester med mig.

Om transseksualitet – eller: Mænd er bare mere aggressive

Euroman er seje. Ultimativt afsindigt meget sejere end Eurowoman. De berører emner, som der faktisk ikke er ret mange andre mainstreammedier i DK, der piller ved.

Jeg læste for nyligt denne artikel på Euroman.dk. Om en transseksuel (FTM). Caspian. Jeg vidste faktisk ikke, at Caspian var et unisexnavn – ligesom Robin, Bo og Kim. Men det er det. Det er meget flot, synes jeg.

Jeg har altid haft en fantasi om at være sammen med en FTM, fordi jeg er så afsindigt tiltrukket af kønsbøjningen, der ligger i det valg. At man kan stræbe men alligevel befinder sig kropsligt inbetween i noget, som i princippet er der, hvor vi alle sammen hører til. For nok har jeg bryster og let til tårer, men jeg har fanme også overskæg og fænomenale lederegenskaber.

Og jeg synes stadig, det er spændende. Alt hvad der handler om trans.

En ting, der dog altid kommer lidt bag på mig, når jeg læser om kønsskifteopererede / testosteronpåvirkede, er imidlertid denne her “jeg bliver mere aggressiv og har mindre lyst til romantisk pladder”.

…Really?

Altså. Aggression og romantiske tilbøjeligheder er for mig at se 100 pct. miljø – ikke en skid biologi.

Anser man især opfarenhed etc. som et biologisk maskulint træk bliver det alt for fucking nemt at undskylde forfærdeligheder som voldtægt – manden kunne jo ikke gøre for det – det var hans iboende drifter. No control. Eller er jeg hypersensi?

Jeg kan til nød respektere den der med større muskler og lettere ved at nå toget. Trods alt.

Det kan da også godt handle om bøsser

Nå. Men all the rage henne i homoverden går i retning af Kyniskqueer. Det er en dansk tumblr, der tilsyneladende har vakt opsigt af den vrede slags.

Det var lige gået hen over hovedet på mig, men jeg er heller ikke bøss’ (‘bøs’, bevares, men ikke bøss’). Det er min undskyldning og jeg holder fast i den, selvom jeg et eller andet sted godt ved, at det i virkeligheden handler om, at jeg er 100 pct. ude af loopet. Efter lejlighedsprojekt fra helvede. Men også efter kombination af fast parforhold, hund, og 31+. Fuck jeg er lesbisk kedelig.

Historien er, at den ukendte blogger bag Kynisk Queer lægger meget, meget private billeder af (primært, tror jeg) københavnske homofyre ud til offentlig skue. Og så ellers gør sig (såkaldt) morsom over københavnerparnas-bøssernes påklædning, ansigtsudtryk, kropstyper og -behåring.

Det er ikke specielt sjovt, og det er bestemt overhovedet heller ikke spor sødt.

Der er mange, der (med rette, hvis du spørger mig) er blevet lidt stødte over bloggen – blandt andet har der (siges det) ligget et billede af en fyr med sperm i ansigtet. Hallo! Det billede var tænkt til lukket forum ikke åben tumblr.

Jeg kender ikke  mange bøsser, men jeg genkender måske fire af dem, der optræder på billederne. Og nu er jeg meget nysgerrig efter at vide, hvem den anonyme bagmand (nå ja, eller -kvinde) er – for jeg tror vedkommende kunne gå hen og få det lidt stramt (på den dårlige måde) på Never Mind meget, meget snart.

Og let’s face it – så hemmelig kan man altså heller ikke være ret længe ad gangen i København (kun hvis man er verdens nok snedigste såkaldte lebbe i hvert fald!) – Copenhipster, anyone?

Ældre indlæg