Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: november 2012 (side 1 af 2)

Fisse eller kusse?

Der er sket noget forfærdeligt.

Jeg og Lebben I Mit Liv talte for nyligt om ‘fisse’ vs. ‘kusse’. Altså sådan rent sprogligt. Og Livslebben fortalte mig, hvilket af de to ord, hun foretrak. Og det var det modsatte af det, jeg brugte. Og jeg kan for min GUD ikke huske, hvilket et af dem det var, endsige hvilket et jeg plejer at bruge.

Det er ikke helt godt, for fra tid til anden vover hun at klandre mig for ikke at høre efter. Når hun snakker og helt generelt. Det passer ikke. Og så alligevel. Jeg er meget nærværende, når jeg taler med folk. Det er jeg altså. Men efterfølgende glemmer jeg. Jeg er pissedistræt. Sådan lidt dum-i-det.

Men nu gælder det. Nu må jeg komme i tanker, om jeg skal bruge ordet ‘kusse’ eller ordet ‘fisse’.

Kusse er 70’er-ordet. Jeg kan godt lide det. Det er rundt og lesbisk og i hvert fald ikke glatbarberet eller noget i den stil. En kusse behøver man ikke være bange for at røre ved. Med mindre man er bange for at blive opslugt af dens varme favn. Og det er jeg generelt ikke. Jeg kunne godt have brugt ordet ‘kusse’ sådan helt generelt når jeg taler om…kussen.

Fisse, på den ande side, er lidt sådan et ord, man som kvinde tager tilbage. Det er blevet et skældsord, men ved at claime det, fratager man navnekalderne en del af deres magt. En fisse er lidt skarp og svitsende. Den kan sagtens være glatraget. Og det er jo ikke min yndlingsfrisure. Men bare det  at der er noget bevidst provokerende i at bruge termen, kunne være grund nok til, at det er ordet ‘fisse’, jeg har brugt om…fissen.

Damnit.  

Hjælp?

Den endelige test

Det står meget stille her på Mit Såkaldt Lesbiske Liv, der er gået hen og blevet et massivt vandfald af dårlig samvittighed.

Til gengæld går det betydeligt fremad i Håndværkerhylet. Jeg har – næsten – et køkken nu. Og har inviteret til indflyttergilde på lørdag om en uge, så da er der ligesom deadline for sagerne. Host host.

I dag har Livslebben og undertegnede sat bagbeklædning på nogle køkkenskabe. Det krævede fire hænder og voldsom præcision (vi snakker vaterpas. Pattervas), og vi blev enige om, at hvis vi klarede den uden at komme op at skændes, måtte vi have bestået den endelige parforholdstest. Tror nok, vi klarede den til UG. Sikkert især fordi vi begge var mega-overtroisk-angste for at jinxe lortet.

På min cykel fra arbejde i dag, gik det op for mig, at det er ved at være længe siden, hun og jeg “havde været kærester i knap et år”. Faktisk nærmer en form for 16-månedersjubilæum sig hastigt. Men det er vel lidt ligesom når jeg kalder mig selv for 29-årig. Her to år senere.

Der er så meget, jeg har lyst til at skrive om her. Men tiden er knap og vågne timer bruges på fysisk arbejde med nyindkøbt skruemaskine (jeg købte den fra Bosch uden alt muligt lir. Den skulle ligne noget håndværkeragtigt, helst. Den er mørkegrøn.).

Men jeg glæder mig til at rable indlæg af mig om:

– Regeringens vattede tilbagetrækning af forbud mod sexkøb
– At ‘tranny’ tilsyneladende er blevet et skældsord på den anden side af Atlanten
– Et blogindlæg, skrevet af en dansk mor til et sandsynligvis transseksuelt barn
– Mine fisse-øreringe

Noget meget vigtigt

Jeg ved ikke helt præcis hvorfor. Men i dag i mit (såkaldt lesbiske) liv er der et eller andet umådeligt vigtigt ved disse to billeder:


Billedet til venstre er Lana Del Rey. Det kan I nok godt se. At billedet til højre også er Lana Del Rey – blot et par år tidligere – er straks sværere at se. I hvert fald (eller især) hvis man er 50 pct. ansigtsblind ligesom undertegnede.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her. Jeg tænkte længe over, om det mon var skadefryd, der fik mig til at gå så intenst op i disse to billeder. Men jeg tror ikke, det er det. Jeg tror snarere, det handler om, at selv smukke, smukke – nærmest perfekte – Lana Del Rey ser ud som på billedet til højre, når hun ikke har været forbi en makeupartist (endsige konsulteret sin sminketaske).

Når jeg kun ser Lana Del Rey, som hun tager sig ud i udgaven til venstre, kommer jeg til at sammenligne det (usle, usle, usle) jeg var vidne til i mit eget spejl i morges fuldstændigt ude af kontekst. Og her har jeg ikke engang taget højde for retouchering og de afsindige Photoshop-værktøjer, der kan gøre arme tyndere og ben længere.

Når man ser på smukke mennesker i mediesammenhænge, skal man lige huske på, hvilket maskineri der ligger til grund. Sygt banalt. Javist. Det beklager jeg.

Jeg har samlet køkken hele weekenden (og nej, tak fordi du spørger, jeg er ikke færdig endnu), og det sidste jeg husker i aftes er, at jeg og Lebben I Mit Liv så Dexter. Hun faldt i søvn – med al tøjet inklusiv hue på. Jeg så det godt. Og så lagde jeg mig til rette. Den sidste tanke, jeg husker, før jeg vågnede lidt i ni (knap halvanden time for sent) i morges, er:

“Jeg lukker bare lige øjnene. Jeg vågner igen. Jeg har jo stadig alt mit tøj på, og lyset er tændt.”

Flot. Jeg lignede døden fra Lübeck, da jeg hoppede ud af sengen kl. 8.58. Apropos ovenstående.

Den slags sker meget sjældent for mig. Det der med glemte vækkeure og sådan. Når jeg kommer for sent skyldes det som ofte mere eller mindre kalkulerede snooze-sessioner. Men ikke i morges. Jeg må jo have trængt til det.

Den, som er vældig stærk…

Pippi. Jeg havde glemt hende, men to kloge konferencekvinder havde – uafhængigt af hinanden – valgt at citere hende i deres præsentationer:

“Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar.”

og:

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg godt jeg kan.”

Det gør mig meget, meget glad.

(Endnu) mere om Girls! Girls! Girls!

Yes!

Se så begynder det at ligne noget. Hvor skønt, at der er blevet indføjet nogle konkrete problematikker i beskrivelsen. Nu glæder jeg mig til at se udsendelserne.

Lesbianisme – hvordan gør man?

Det kunne snildt blive meget, meget slibrigt med den overskrift. Men det er det faktisk ikke. Denne her gang.

Jeg får fra tid til anden mails fra unge semiudsprungne lebber. Og når jeg læser om deres kvaler, går det op for mig, at man sgu alligevel bliver ældre med årene…

BREAKING-BREAKING: Man bliver ældre med årene

Banalt, javist – men skidehamrende sandt.

Ofte kan jeg have en fornemmelse af, at jeg ikke har flyttet mig en skid, siden jeg fik mit første tungekys. Alt for sent. Jeg var 15 og sikker på, jeg ville dø som jomfru.

Men når man så ser tilbage på de – gulp – 16 år, der er gået siden da, gennem øjnene (eller, bevares, tastaturet) på en, der selv er yngre end tyve lige nu. Så kan man alligevel fornemme en tydelig udvikling mod det bedre.

For selvom livet stadig er pissemærkværdigt – hvis jeg var single, ville jeg også være i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe scoreriet an (i hvert fald indtil den femte øl var under vesten) – og selvom man ikke en skid bliver voksen (‘…nogensinde’, fristes jeg til at tilføje, for jeg tror ikke, den følelse af at træde ud midt i ingenting, hver gang man skal noget nyt, forsvinder med årene. Heller ikke selvom man bliver hverken 60, 80 eller 100 år gammel), så sker der alligevel noget, efterhånden som man får flere og flere års erfaring med sig.

Erfaring er virkelig nøgleordet.

For efterhånden har man prøvet så meget af det, der skal prøves gennem et liv, at man ved, at det hele nok skal gå. Vil I, søde unge lebber, ikke nok lytte til en røvgammel 31-årig ditto og tro på hende, når hun siger:

“It gets better.”

Og: Hvis det kan være jer til nogen som helst hjælp, så vid, at ingen har det nemmere end dig. Nogle er bedre til at se ud som om, de har det nemt. Men meget få af dem, der ser allertryggest ud, er spor trygge på indersiden. Det ved jeg – for jeg har talt med dem om det ti år senere. Ja, dem alle sammen. Hver og en.

Tomgang med fremgang

I fredags var jeg på Lesbisk Kaffe & Øl. Først var jeg forbi Annika Loris fernis i Kødbyen. Og så på Lesbisk Kaffe & Øl.

Hvis ikke I vidste bedre, ville I måske gætte på, jeg havde en fixie bike. Undskyld. Hipstervittigheder er ved at være lidt old, ikke?

Jeg blev frygteligt fuld og var i frygteligt godt selskab men var nok ikke helt så godt selskab – i hvert fald ikke, da gavmilde lebbevenner (selvmodsigende) hældte nok sprut i mig, til at jeg i hvert fald fem gange spurgte den flinke (og overbærende, bevares) bartender, om hun IKKE NOK VILLE SPILLE ‘STARSHIPS’ MED NICKI MINAJ. Det er min nye guilty pleasure. Meget guilty. Men også meget pleasure.

Anyway.

Jeg var positivt overrasket over, hvor festligt der rent faktisk var. Jeg har primært forholdt mig til ‘kaffe’-delen af stedet hidtil – max. en tidlig torsdagsøl i hvert fald. Men der var jo simpelthen både druk og flirt og dans og mig, der fældede de obligatoriske fuldemandstårer efter femtende genstand. Det skal til.

Men hold kæft hvor er lebber unge. (Eller alternativt: ‘…jeg gammel’).

I dag har jeg fået et nyt køkkengulv. det er endnu et ikke ubetydeligt flueben, der kan sættes i håndværkerhylet. Det er meget, meget dejligt. Der går ikke mange dage, så er walk-in-garderoben (oh yes, sådan en får jeg) færdig, og vi kan gå i gang med projekt køkkenalrum. Lebben I Mit Liv er en uvurderlig en af slagsen. En uvurderlig livslebbet en af slagsen, ja.

Lesbisk kaffe og øl

Lesbisk kaffe og øl er slet ikke så tosset. Nærmere update følger.

Lækker lebbe eller ‘køn dreng’?

Over frokosten på kontoret kom samtalen pludselig til at handle om, hvilke kendte damer jeg helst ville knalde. Jeg tror, det begyndte med, at det faldt et par af mine heterokollegadamer for brystet, at jeg ikke ville knalde Anne Linnet. Men hun er altså ikke min type.

Men hvem er så din type, spurgte de?

Og jeg lovede naturligvis at sende forklarende billeder, når vi havde tygget af munden. Så her er lidt safe-for-work-porno at holde fredag på…

Jeg sendte dem disse to billeder:

JD Samson fra Le Tigre

…Og Kim Ann Foxman fra Hercules and Love Affair. Ja tak.

En af mine kollegaer sendte for øvrigt følgende kommentar som svar:

“…altså jeg ville jo umiddelbart der sige “køn dreng”.”

And I get her point. Måske er jeg i virkeligheden bare heteroseksuel og pædofil.

God fredag!

Mere om Girls! Girls! Girls!

Jeg fik netop en Facebook-opdatering om, at DR-damerne præsenterer Girls! Girls! Girls! (til de uindviede: En nye public service-lebbedoku) på Lesbisk Kaffe i næste uge engang. Jeg kom til at kommentere noget med, at “det var interessant, fordi lesbiske er interessante”.

Jeg kommer pludselig i tvivl, om ironien er tydelig nok?

Åhhhhada. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om konceptet. For dels er det da bestemt skønt, at der sættes fokus på de hemmelige homoer. Men omvendt er vi altså i bund og grund hamrende uinteressante.

Vi er i hvert fald ingenlunde interessante qua vores seksualitet. – Så er nogle af os måske interessante, fordi vi er dj’s, modeller eller Anne Linnet. Bevares. Men fordi vi er lebber? Nøh.

…Så konceptet er at sætte nogle interessante kvinder, der har det ualmindeligt aparte tilfælles, at de alle tænder på kvinder, sammen. Men hvad så derfra? Og bliver præmissen ikke hurtigt en af to:

“Næhh, hvor spændende – interessante kvinder kan sagtens være lesbiske, det havde jeg dog aldrig troet.”

eller:

“Hold kæft, hvor er lesbiske kedelige. Det havde jeg dog aldrig troet. Det er godt nok kedeligt fjernsyn.”

…eller en af følgende endnu mere ærgerlige:

“SE! Lesbiske kan også have langt hår!”

eller:

“SE! De lesbiske vil jo i virkeligheden bare hellere være mænd, derfor har de kort hår og går med praktiske bukser med lommer på låret.”

Eller er jeg pessimist?

Ældre indlæg