Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: oktober 2012 (side 1 af 3)

Kærlighedssandwich på hvedetoast

Lebben I Mit Liv og Homohunden kom hjem fra Jylland i nat.

Jeg havde glædet mig så meget til at se dem (mest hende), at det endte med, at jeg blev helt lille og skuffet, fordi Livslebben mest bare var træt-træt-træt efter togtur med en lille times forsinkelse og således ikke var helt lige så meget en hoppebold af indestængt gensynsglæde, som jeg selv var. 

Men da vækkeuret så ringede i morges, og jeg kunne hive hunden op i min favn og putte os begge to ind mod Livslebbens ryg, så vi tilsammen dannede verdens bedste kærlighedssandwich med mig og Lebben som hvedetoast og Homohunden som hønsesalat, så var alting faktisk godt igen.

Hvor var lebberne?

Puhada.

Jeg drønede – med indbygget lur – mere eller mindre direkte fra Polen til Helsingør, hvor min allerbedste bøsse holdt sin kandidatfejring hos forældrene. 
Mig og Bedstebøssen blev hængende som de sidste og drak os småsnalrede med hans forældre i et yndigt bindingsværkshus, tog toget med en pose øl tilbage til København lidt over midnat, direkte til Cosy med hurtig afstikker hos ham inklusiv vodkashots (my god, min hals) og videre på Never Mind. En afsindig begivenhedsløs aften af den bedst tænkelige slags.
Havde lang snak med biseksuel bekendt – mand – der var mere og mere overbevist om, at han er bøsse. Selvom han aldrig har haft hardon når han har været sammen med mænd. Han spekulerede på, om det var et tegn på noget. Jeg måtte være ham svar skyldig.
For øvrigt – Der var pakket med mennesker både på Cosy og Never Minds – men nærmest udelukkende med bøsser. 
Hvor var lebberne i går?

“Beautiful name”

Tilbage på universets mest højloftede hotelværelse. Der er – og jeg mener det – otte meter til loftet her.

Det er ret vildt.

Den ældre moustache-bærende taxachauffør, der kørte mig fra modeshow til hotel for nogle timer siden snakkede ikke engelsk. Overhovedet.

Eller. Nu lyver jeg. Halvvejs gennem halvlang og hel-tavs taxatur peger han gentagne gange på taxameterskærmen, hvor der står “Marika Et-eller-andet-russisk-klingende-efternavn” foruden den rørende pris i zloty (eller ’slutty’, som jeg kalder de polske penge. Ikke at nogen kan høre forskel) for turen.

“Marika. Beautiful name,” siger chaufføren. Prikker på skærmen. Jeg nikker og giver ham ret.

Han peger igen. Gentager: “Beautiful name.” Han prøver at fange mit blik i bakspejlet. Jeg smiler og nikker, signalerer, at ja – Marika er et superflot navn.

Jeg er ret sikker på han troede, jeg hed Marika. Jeg er ret sikker på han flirtede. Men jeg hedder altså ikke Marika. Og så er jeg i øvrigt til damer.

En anden ting: Jeg bliver hentet klokken 04 foran hotellet. Det er så tidligt, at det faktisk bare er sent. Og jeg føler mig gammel, fordi jeg ikke bare tog med til obskur modeugeefterfest med de andre inviterede og tog direkte med brandert i blodet mod Warszawa. Men jeg ville hellere i karbad (ligeså dumt ord som ‘gåtur’) og læse J.K. Rowlings forsøg på en voksenbog, som jeg købte til overpris i Kastrup i…går.

Hold kæft, det føles som en evighed siden. Måske er jeg bare gammel.

Godnat, lebber.

Såkaldt Lesbisk. TV 2. Polen.

Nå. Men jeg er jo i Polen. Det startede superduper med fem timers ventetid i Warsaw Airport, fordi et fly med andre konferencedeltagere var forsinket.

Og ikke at Kepcik (?) Flying Bistro ikke er et skønt sted (fx er det måske det sidste sted i Europa, de rent faktisk har muzak i højtalerne), men fire timer er omtrent tre timer og 45 minutter for længe i syntestiske lædersofaer og kål i alle afskygninger.

Dernæst to timers bustur gennem grå, grå og grå – for endelig at lande på et afsindigt lækkert konferencehotel i Lodz. Jeg har karbad. Og brusekabine. Adskilt. Faktisk har jeg et badeværelse, der er omtrent ligeså stort som hele Håndværkertilbudet derhjemme.

Meget rart at slippe for murerstøv og savspåner et par dage. Selvom jeg seriøst savner Livslebben i emperor size-sengen. Verdensherre-size. Master-of-the-Universe-size.

Nå: Polen er sødt nok. Jeg har fundet Braun Silk-epil-epilatoren, jeg har været på udkig efter, til (seriøst) en syvendedel af prisen. Og jeg tror ikke, den er fake.

Så nu kan Livslebben atter glæde sig over at gå i seng med en kvinde og ikke en bjørn. Det var også ved at tage overhånd. Man ved, man har ladet benhårene gro for længe, når de kan flettes. Fact. En eller anden i min fortid må have været i seng med en mammut.

I øvrigt er de stadig glade for kogte grønsager (oh yes, inklusiv bølgeskårne gulerødder) i Polen.

Til gengæld er kollektionerne mindre russer og mere skandi, end mine fordomme havde ladet mig forvente. Så det.

Polen på polsk

I morgen tidlig tager jeg til Polen. Jeg har aldrig været i Polen før. Det står for mig af årsager, jeg har meget svært ved at gøre rede for, som det absolut mindst glamourøse rejsemål i verden.

Jeg har tænkt meget over, om der ville være et sted, jeg kunne sige, jeg skulle rejse hen, der var mindre glamourøst. Men jeg kan ikke komme i tanker om noget.

Det i sig selv gør faktisk, at jeg glæder mig en lille smule (mere). Jeg skal blot være af sted tre korte dage, work-work-work, og har for en gangs skyld ikke snuppet Lebben I Mit Liv med på en forlænget weekend. Der er et eller andet med, at Polen ikke er verdens mest homovenlige land…

Nå. Jeg er ikke stolt af det, men jeg er nok lidt slumromantikerirriterende. Jeg kan godt lide at opsøge det uprætentiøse. Men bare det, at jeg lige har ytret den sætning, – at jeg godt kan lide at opsøge det uprætentiøse – gør mig jo faktisk deprimerende nok til verdens mest irriterende prætentiøse væsen. Men grå beton og mulighed for at gemme sig lidt tiltaler mig bare til tider uhyre meget.

Anyway, gode tip til what-to-see-and-where-to-go i Lodz (som udtales ‘ckhodzj’, kan jeg forstå) modtages med kyshånd.

Det aller-allerbagerste hjørne af Vesterbro

Der er et bosted for handicappede i karréen over for min. I (på?) bostedet bor der blandt andet en fyr med Down’s Syndrome (store forbogstaver? Små forbogstaver? Engelsk stavemåde? Dansk? Ingen ved det. Ingen.). Jeg har set ham flere gange. Første gang blev jeg lidt bange – for han følger efter mig.

Men første gang, jeg så ham, var det ikke lige så meget ham, der skræmte mig, som det var…hans dukke. Han bærer nemlig konsekvent rundt på en Anna-dukke – du ved: garnhår, venner med Lotte, børnetime i firserne. Den sidder på hans arm som en bugtalerdukke. Det kan også være, det er Lotte, egentlig. Jeg tror aldrig, jeg lærte, hvem af de to der var hvem. Det her er den mørkhårede. Den som altid var lidt striks. Jeg tror altså, det er Anna.

Nå. Men jeg er ikke bange for ham og Anna længere. Her til aften passerede jeg dem på min aftentur med Homohunden. Jeg vinkede til ham. Han greb Annas lille dukkearm og lod hende vinke tilbage til mig. Og så fulgte han ellers – på behørig afstand – efter mig på hele turen rundt i kvarteret med hunden.

Hver gang, jeg drejede om et hjørne, kunne jeg ca. femten meter senere vende mig om og se ham – og dukken – kigge om hjørnet. Dukken først. Den tittede frem med hans hoved gemt bagved. Når de opdagede mig, stak de hovedet tilbage i skjul.

Langt ude, at jeg skriver ‘de’. Men han er selv så pædagogisk og inddragende over for dukken. Så det er jeg åbenbart også.

Anyway. Det er hyggeligt nok. Jeg trives med at være rykket lidt tættere på originalerne her oppe i det aller-allerbagerste hjørne af Vesterbro.

“Det er så let, også for let, bare at gå, når tvivlen kommer.”

Der er nu noget ganske, ganske særligt fint over Anne Linnet. Kliché eller ej. Hun var mit første lesbiske soundtrack.

Kvinden, der var den anden halvdel af mit første – og nok mest intenst stormfulde – lesbiske forhold, introducerede mig for “Glor på vinduer”. Sådan rigtigt.

Jeg havde nok hørt den før, men fordi jeg pludselig på egen krop oplevede alt det, der er så ganske særligt, når man er sammen med en kvinde, blev den i det øjeblik min.

Og så har Anne L. og undertegnede i øvrigt gået på samme gymnasium – og min egen skønne mor bor 100 meter fra der, hvor Anne L. voksede op. I Århus.

Anne Linnet fylder tres næste år. Derfor – men mest fordi hun udgiver nyt album i morgen – har Berlingeren interviewet hende. Du kan læse portrættet lige her.

“Det er så let, også for let, bare at gå, når tvivlen kommer.” Sådan siger Anne Linnet i artiklen. Det lyder som et citat fra en af hendes sange, synes jeg.

Smukt og såre simpelt.

Lebbe x Lebbe på ekskursion til Skovlunde

Jeg er alene hjemme.

Livslebben er til fødselsdag, jeg har spist indisk takeaway, set alle mine serier (omg! Ottende sæson af It’s Always Sunny In Philadelphia er gået i gang. Det er måske min yndlingsserie), taget mobilbilleder af træt hund, der var for stædig til at give efter for søvnen (og vitterligt sad op og sov med hagen på mit knæ. Søde dumme hund), grinet ret meget af det her billede, som jeg fandt på nettet:

http://imgur.com/gallery/ZxgkW

…Og så har jeg ikke lavet ret meget andet. 
Lebben og jeg var i XL Byg i Skovlunde tidligere i dag. Ja. XL Byg. Fordi deres træ er billigere end Silvans. Den slags er sådan noget, jeg ved nu. 
Der sker i øvrigt noget fedt, når man tager S-toget sydvest på ud af København. Noget dynejakke-og-Adidasbukser-med-knapper-ned-ad-buksebenet-fedt. 
Jeg kan ret godt lide det. 
Jeg følte også lidt, vi var et lebbepar fra Skovlunde på den tur. Som vi sad der side om side med (dog ikke matchende) joggingbukser, converser og en stor og farlig muskelhund. Og var på vej i XL Byg for god’s sake. Uden skyggen af hverken hæle, kjole eller endsige hår, der var friseret. 
(Jeg har arbejdet hjemme i dag. Med andre ord har jeg vist ikke lige fået børstet tænder i dag.)
På vej tilbage var vi bare nomademennesker. Med fire af verdens nok længste brædder (vi taler i hvert fald 2,5 meter pr. stk), en bøjlestang, en boremaskine (Livslebben insisterede på at købe en ny (‘ny’ er nøgleordet her – holddakæft – jeg har ikke engang en boremaskine) boremaskine, fordi der var “en på tilbud fra Boschs professionelle serie”. My god. Women and their tools), en plastpose med det løse (blandt andet et laser-vaterpas. For sådan et er også livsnødvendigt, mener nogen i mit parforhold) og førnævnte bulldog. 
I S-toget. 
Jeg var tæt på at give op, men vi klarede den faktisk hele vejen til Vesterbro. Og blev kun lidt sure på hinanden, fordi nogen-af-os-slæbte-på-mere-end-nogle-andre-af-os-men-så-skulle-nogle-andre-af-os-altså-til-gengæld-også-holde-styr-på-hunden. 
Host. Host.

This is what I was wearing.

Det her er et ret stærkt billede. Synes jeg.

Billedet er fundet lige her.

Hat

Nå, men vil I høre, hvor sindsoprivende interessant et liv, jeg lever for tiden? Ja, siger I? Jamen, så vil jeg fortælle om det mest spændende, der skete for mig i går:

Jeg og Lebben I Mit Liv opfandt et nyt spil. Spillet hedder ‘Hat’. Og det er ikke et forkromet, gennemtænkt og elaboreret brætspil med særlige spørgsmål til parforhold eller den slags. Nej. Man fristes til at sige tværtimod.

Det opstod sådan her:

Homohunden havde slæbt en halvstor gummibold med hjem fra en gåtur (studser i dette øjeblik over ordet ‘gåtur’. Hvis det da er et ord. Jeg kommer pludselig i tvivl?). Der gik ikke mange øjeblikke, før hunden havde bidt igennem gummiet og semi-piftet bolden, som således nu kan klappes sammen til en lidt trøstes- og skyggeløs kasket. Og her opstod Hat:

Hat går såmænd bare ud på, at jeg forsøger at give hunden boldhatten på hovedet.

Jeg får et point, hvis det lykkes mig at placere den på hans flade bulldoghoved (det er sværere end som så med sådan en hyperhundi). Omvendt får hunden et point, hvis han får fat i hatten. Lebben I Mit Liv fører point.

Vi spiller til tyve. Det ved jeg ikke, om hunden ved. Men i går vandt hunden 20-16.

Hold kæft, mit liv er lille.

Ældre indlæg