Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: september 2012 (side 2 af 2)

Høhø.

Sæsonpremiere på Glee. Jeg har ellers sprunget hele tredje sæson over, fordi jeg kedede mig.

Jeg håber således ikke, jeg er gået glip af alt for mange Brittany-perler som denne:

Co-star: “So how’s Santana (for den uindviede er det Brittanys kæreste)?”

Brittany: “She’s good, she’s just really busy with cheerleading practice. And it’s hard making out over Skype. You can’t really scissor a webcam.”

Den observante læser vil for øvrigt bemærke, at klokken er ni og det er søndag. Jeg var oppe klokken syv. Jeg glæder mig så meget til alt det her flyttehejs (skrev “flytteheks”, hvilket faktisk er meget rammende) er OVERSTÅET.

Karmalebben

Jeg er ret overtroisk. Eller – karmatroisk. For det er et ord.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har fortalt hele historien om, hvordan min besættelse af bogstavet N startede. Jeg har vist blot nævnt, at jeg fandt et N i en marskandiser på Bryggen for snart mange år siden. Så here goes (dette er i øvrigt overspring par excellence. Jeg skal have ryddet og rengjort en lejlighed inden i morgen formiddag).

Den lange historie er, at jeg og min første rigtige kæreste S – dengang var det jo mænd, så der gemmer sig et drengenavn bag forbogstavet – var ude at gå en aftentur på Bryggen. Vi boede der begge, og jeg var så forelsket. Så forelsket. Både i Bryggen og i S, for øvrigt.

Vi gik forbi en lille fint-kurateret marskandiserforretning og stoppede foran vinduet. Jeg husker det ligeså tydeligt. For dér i vinduet lå to store plastikbogstaver, der sikkert engang har pyntet på en butiksfacade: et S og et N.

Vi faldt naturligvis fuldstændig i svime over displayet. Og gik videre.

Relativt kort tid efter, slog S op med mig. Vi havde været kærester i et års tid, og jeg var sønderknust. I dag kan jeg nok i lidt højere grad se, hvorfor vi ikke just var et match skabt i paradis. Vedhænget mellem hans ben er fx en indikator.

Jeg tudede på den hjerteskærende måde, der – i hvert fald for mit vedkommende – var så kendetegnende for de tidlige tyvere, i en uge. Så bevægede jeg mig ud. Og uden at det egentlig var planlagt gik jeg forbi marskandiseren. Og bemærkede, at der i hans vindue blot lå én enkelt bogstav tilbage – ikke længere to – and you guessed it:

Jeg købte straks n’et, og sådan begyndte min besættelse.

Men det var faktisk slet ikke der, jeg ville hen med indlæggets første par sætninger. Jeg ville derimod fortælle om min oplevelse, da jeg lige var på loftet for at rydde kælderrummet. Jeg flytter nemlig i morgen.

Der er en meget mærkelig kirkegård over efterladte genstande på loftet. Helt tydeligt tæller den alle de ting, folk har smidt i pulterrummet, men som de alligevel ikke gider have med, når de flytter fra ejendommen. Så to store rum på loftet, der i sig selv er et lidt specielt sted at opholde sig – så stille og støvet, er helt spækket med gamle tørrestativer, billedrammer, hylder til reoler og tv-bænke.

Da jeg ryddede mit rum, fandt jeg naturligvis også adskillige ting, der ikke skal med videre. Fx tre sække med tøj, der har gennemgået og ikke bestået den der “vi sætter det lige på loftet i et par måneder, måske kommer jeg til at savne det”-test.

Først satte jeg et gammelt garderobestativ ind på Kirkegården. Overvejede at placere en sort sæk gammelt overtøj der også. Og begyndte så at bære de genstande ned på første sal, der skal med videre i håndværkertilbuddet.

Men efter at have båret ned ad et par omgange og tænkt og tænkt, vendte jeg tilbage til Kirkegården, hentede garderobestativet og har nu båret det ned. Jeg kunne ikke rigtigt bære tanken om at efterlade mere rod til den stakkels vicevært, der helt sikkert en dag får opgaven at tømme loftet.

Og så føltes det også bedre lige at smutte forbi genbrugsbutikken i morgen. Jeg ved ikke, om karmakonto-point gælder, når man selv tænker, at man da vist lige har opnået dem i hobetal. Men jeg har det bedre med mig selv nu.

Og så ved jeg også, at jeg ikke ville kunne lade være med at tænke på tingene på loftet, hvis ikke jeg ryddede op efter mig. Jeg spekulerer stadig på, om mine gamle Bauer-rulleskøjter stadig står i skunken i den minilejlighed på Østerbro, jeg boede i med min første damekæreste.

Verdens. Bedste. Livslebbe. Nu med A38.

Verdens bedste livslebbe er livslebben selvfølgelig af talrige årsager.

Men lige nu er hun det også, fordi hun netop har serveret følgende morgen(host-host)måltid for mig.

Og ja, det er hjemmelavet mysli, du ser på min A38.

Hvorfor vil lebber ikke være venner med mig?

Forleden (nej, nu lyver jeg, for det var ikke en skid forleden, det var for halvanden uge siden. Undskyld. Jeg er en forfærdelig blogger). 

Nå. Men forleden (whatever) skrev en af mine søde venner, lad os kalde ham D, følgende til mig på Facebook:


“Kan vi lege “spørg en lebbe” på din blog? Sidste weekend var jeg til en lebbe-synth koncert (I know, I know), og nogle dage senere møder jeg forsangeren i hendes butik. Jeg sagde tak for koncert til hende, men hun lukkede fuldstændig ned for en videre samtale. Altså hun havde masser af tid og ingen kunder… Jeg mener at have oplevet ret ofte, at lebber virkelig er svære at socialisere med (som heteromand), så mit spørgsmål er: Hvorfor vil lebber ikke være venner med mig (som heteromand)? Jeg er sgu helt oprigtig. Altså de må da kunne regne ud, at jeg godt ved, de er lebber…?”

Uhada. Det er et godt spørgsmål, D!

Jeg har ikke selv det mindste imod at omgås heteroseksuelle mænd og tæller flere i min omgangskreds. Heldigvis. 

Umiddelbart har samtlige mine egne lebbevenner og -bekendte også heteromænd blandt deres venner. Både de af lebberne, der går med kjole og hæle, og de, der dyrker mohawks og hængerøvsbukser. 

Så jeg kan slet, slet ikke genkende det billede, du tegner.

Spørgsmålet er så, om det er mig eller D, der er den sorte svane i dette regnestykke. Er du, D, simpelthen så grundlæggende utiltalende et menneske, at folk lader som om, du ikke findes, eller er jeg så afsindigt dårlig en lebbe, at jeg ikke engang kan finde ud af Regel #1: Had. Alle. Mænd?

…Eller kunne det tænkes, at du har været dødsens uheldig med de par lebber, du har mødt den seneste tid? Sidst jeg tjekkede, var vi da venner. Og jeg er da lebbe.

Jeg kender ikke svaret. Desværre. Vi må spørge læserne:

Hvorfor vil lebber ikke være venner med min heteroven D?

Hvor ulesbisk må det blive?

Jeg har spekuleret på noget.

Er det ok, at jeg også bare skriver helt almindelige ikkelesbiske ting her på bloggen – eller udvander jeg så konceptet totalt? Altså. Skal det hele helst handle om køn og seksualitet, eller må jeg gerne bare skrive om mit røvkedelige helt almindelige såkaldte liv?

For hvis det kun bør handle om mit såkaldt lesbiske liv, så bliver der længere mellem indlæggene. Mit liv er nemlig ualmindeligt lidt lesbisk for tiden. Der er hverken lesbisk sex eller lesbiske oplevelser. I særlig høj grad i hvert fald.

Til gengæld gik det, da jeg pakkede skabene i mit køkken i flyttekasser her til aften, op for mig, i hvor lille grad jeg er husmoderlig. Jeg kasserede blandt andet en uåbnet pakke soltørrede tomater, der havde sidste holdbarhedsdato i juni 2011. Ja, 2011. Til gengæld vælter jeg mig i helt spiselige halve og kvarte poser pasta. Come nu on, mig. Hvordan kan jeg have fem (ja, jeg talte) åbne halvt- og kvartfyldte pakker pasta?

My god.

Jeg har i øvrigt tagget dette indlæg med ’sex’. Fordi jeg ikke har et tag, der hedder ‘minus-sex’. Det burde jeg måske oprette, dog. Jeg er jo lebbe.

Verdens. Bedste. Ord.

Jeg har fundet på et ord. Og det er så godt, at jeg vitterligt straks kommer i tvivl om, hvorvidt det kan være mig, der har opfundet det:

Lebster.

…OMG – ER DET IKKE GODT?

(Jeg er så bombet, at mit hoved står stille. Måske går mit hoved baglæns, endda. Håndværkertilbudet ligner stadig alt for meget et sådant, til at jeg kan overskue at flytte mine ting derover på lørdag. Men det skal de. Flyttes altså.

Så bloggen ligger dødsensstille, og jeg tog på arbejde med maling på nylonstrømperne i morges. Og jeg havde endda godt set det i tide. Men havde ikke energi til at skifte. Det er der, vi er.

Jeg kunne muligvis græde lige nu. Af udmattelse. Så lebbebloggerierne må vente, til lebben igen har et såkaldt liv. Både et såkaldt lesbisk et – og helt generelt.)

Igen: UNDSKYLD

Jeg ved godt, jeg er en svigtelebbe for tiden. Men jeg gør det godt igen. Jeg lover det. Jeg har tusind gode indlæg i ærmet – bare ikke tid til at skrive dem.

Junkiebule under tidspres.

Kære alle dejlige damer. Undskyld igen for radiotavshed. Undertegnede arbejder under skrap deadline på Håndværkertilbud a.k.a. Junkiebulen, som skal stå færdig snart. Det betyder, at alle – seriøst alle (jeg spartlede til kl. 4 i nat) – vågne timer bruges iklædt malertøj.

Ingen tid til bloggeri her.

Men jeg har både et par, hvis jeg selv skal sige det, formidable indlæg i ærmet til jer. Og også en KONKURRENCE. Lust, som nok er verdens bedste legetøjsbutik, har nemlig sagt ja til at sponsere en lille præmie til mine lebber. Når vi runder 150 likes på Facebook, går det løs. Og så skal jeg også nok afsløre, hvad præmien er (og hvordan man vinder den. Hæhæ).

Men hold ud. Jeg elsker jer stadigvæk.

Nyere indlæg