Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: september 2012 (side 1 af 2)

Mest om en konkurrence (men også lidt om et badeværelse)

Så skete det fan’me!

I dag er en god dag. Både for mig og for jer.

Det er en god dag for mig, fordi jeg har fået et badeværelse (og således kan nøjes med at have beskidte tanker fremadrettet). Så mangler jeg kun et køkken for at have et fungerende hjem. Håndværkertilbud er langsom under forvandling til lesbian love nest.

Det er til gengæld en god dag for JER, fordi seje Eloïse (alene navnet, ikke?) fra Lust har fundet en fremragende præmie til min allerførste (af utallige, håber jeg!) blogkonkurrence.

…Lad mig præsentere:

(Selvfølgelig phthalatfri og i 100 pct. medicinsk silikone)


FUN FACTORY SONIC – 40 cm fleksibel og megaaerodynamisk silikonefornøjelse for en eller to lebber.

Jeg er SÅ glad for, at valget (jeg lod eksperterne i Lust vælge præmien) faldt på en dobbeltdildo (Sonic’en kan bøjes på midten til et ‘V’ – voila!).

Så glad.

Og jeg var, indrømmet, lidt bange for, om præmien ville være en kildefjer eller en massageolie. Ikke at der er noget som helst i vejen med fjer og olier, men der er sgu noget fedt ved, når man nu er lesbisk blogger, at kunne præsentere en rigtig lesbisk præmie.

Okay. Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over konkurrencebetingelserne. Jeg kunne selvfølgelig bare køre med en tilfældig læg-dit-navn-så-trækker-vi-lod-metode, men det er da lidt kedeligt, er det ikke?

Jo det er. Så vi gør det sjovere – men stadig demokratisk…

Sådan deltager du:

Fortæl om din mest kiksede first date i kommentarfeltet nedenfor senest fredag den 5. oktober kl. 12.

Måske vil du gerne være anonym. Det forstår jeg godt. Men hvis du ikke opgiver navn nedenfor, er det megavigtigt, at du lige sender mig en kort mail med din historie på mitsaakaldtlesbiskeliv@gmail.com også. (Jeg lover at din emailadresse ikke bliver brugt til noget som helst andet end kontakt, hvis du vinder! Ama’r!)

Husk: Du må gerne lyve. – En god historie er bedre end en sand historie, som jeg altid har sagt. Du kan lade dig inspirere af de (sande?) historier lige her…). Og stikordsform er præcis lige så fint som lange forkromede fortællinger.

Nå jo: Og de trofaste læsere, der allerede har lagt deres bedste historie på det her indlæg må altså gerne genbruge. Andet ville være unfair.

Og så lige endnu en gang tak til fantastiske Lust for sponsoratet – tjek deres webshop ud, den er lækker, pæn og lige til at købe sig fattig i.

Den her går ud til alle lebberne i Århus

Jeg er i Århus. Hos mine forældre.

Egentlig flot, at jeg efterhånden (i en alder af 31 og efter godt 10 år med bopæl i København) er holdt op med at kalde det ‘hjemme’. Nu hedder det bare ‘i Århus’.

Jeg har aldrig rigtigt været lesbisk i Århus. Jeg har selvfølgelig haft kvindekærester med hjemme hos mine forældre, jeg har været på G-Bar (findes det stadig?) med den ene og også hængt ud med Livslebben i midtbyen (ja. “Midtbyen”).

Men jeg har aldrig rigtig hørt til i Århus og været lesbisk. Ikke boet her og knaldet damer og sådan.

Selvom den første kvinde, jeg var i bukserne på, var en jeg mødte i forlængelse af en våd julefrokost for alle os hjemvendte eksiljyder hos min gamle flatmate i Århus C.

Det havde jeg nærmest glemt indtil dette øjeblik. Den historie får I en anden gang.

Jeg ved med andre ord slet ikke, hvad her foregår af homosager. Er der barer? Klubber? For lebber? Og hvad med bøsserne?

Jeg kender faktisk en lebbe fra Århus (ikke i Århus – hun er også rykket fra byen), som først sprang ud, efter hun flyttede til København. Hun vidste godt, hun var homo, allerede da hun gik i gymnasiet her i Smilets By. Men hun sagde det ikke højt. Kyssede endda med et par mænd hist og her. For at holde facaden og passe ind.

Og Dico-bukser og korte læderjakker, der ikke var spor vintage men gerne måtte ligne. Og diskotek M/S Broen og Kurts Mor.

Sådan var Århus. Jeg ved ikke, om Århus stadig er sådan, men da jeg og min omgangskreds voksede op her og var unge og gik til privatfester i hinandens forældres kældre i midt-/sluthalvfemserne, var der ikke særlig meget plads til at træde uden for den smalle og temmelig tyndslidte sti, der var trådt af et ret provinsielt normsæt om, hvad der var rigtigt og forkert.

Man skal nok ikke helt glemme, hvor privilegeret man faktisk er i hovedstaden. Misforstå mig ikke. Jeg er ingenlunde en provins-hater. Århus kan uendelig meget godt. Men da jeg boede her, var Århus ikke så dygtig til åbensindet mangfoldighed.

Det kan snildt have ændret sig siden da. Der er trods alt gået ti år.

Ikke, at jeg tror, man er meget mere synlig som homo herovre i Danmarks næststørste by, men jeg tror alligevel, man er lidt mere synlig.

Jeg kan godt huske, hvordan det var at være, hvad der føltes som, Århus’ eneste halvfemserhippie dengang i 1994. Alle de Dico-bukser og så mig med mit partisanertørklæde fra Boutique Fatme og genbrugsbukser med svaj, som jeg selv havde batikfarvet på Husets værksted.

Men fortæl mig – hvordan er det at være homo i Århus i dag?

God weekend!

Kh. N

“Two lesbians by a door”

Det her screendump har jeg tyvstjålet henne hos søde Andrée. Det er det sjoveste, jeg har set i dag, og det gør mig glad, at han faktisk er så sjov, ham der spillede onklen i “Full House”.

Lånt hos Entree.cover.dk

Ak ja, “Full House” a.k.a. “Hænderne Fulde”, der kørte på århusiansk lokal-tv i halvfemserne, lige når man kom hjem fra Byggelegepladsen.

“Hvorfor ser du de crap-serier, N.?” spurgte min far ofte. Crap-serier er stadig en term, der fra tid til anden benyttes i min familie.

Sjov er han i hvert fald, ham John Stamos.

Kh. N.

Mere om de kiksede dates. Fordi det er sjovt.

I går skrev jeg et indlæg om de der kiksede Boyfriend-første dates. Kommentarsporet til indlægget er virkelig sjovt. Jeg håber, der kommer endnu flere eksempler til. Mine historier er i hvert fald vand sammenlignet med, hvad I, kære læsere, er blevet udsat for derude i virkeligheden.

Men jeg kom bare straks til at tænke på, hvor skrækkeligt det ville være, hvis en af de der historier fra kommentarfeltet pludselig vakte mistænkelig genkendelse. Hvis jeg pludselig helt tydeligt så mig selv beskrevet, fx siddende på en sofahynde på gulvet, mens man reciterer egen poesi.

Det er dog heldigvis ikke tilfældet. Endnu.

Til gengæld havde jeg helt glemt hende speedtalkeren, som jeg mødtes kort med på en cafe på Nørrebro for mange år siden. Hun talte uafbrudt om sig selv i to timer, hvorefter jeg kiggede på klokken, lavede en vag ‘nåmenjegskalvistogsåtilatafsted’-hentydning.

Hertil svarede hun, at det-havde-været-så-hyggeligt-og-gerne-snart-ses-igen. Samme melding gav hun mig senere pr. sms, endda med en tilføjelse skåret over læsten ‘du er virkelig sød’.

Jeg forstår stadig ikke, hvordan hun overhovedet kunne have fået noget indtryk af mig og hvorvidt jeg virker sød, eftersom vi kun havde talt om hende. Men jeg svarede alligevel høfligt. Dum som jeg er.

Egentlig har jeg tendens til altid – lige meget hvor fucking kikset en date har været – at have sådan en helt uforståelig trang til lige at sende en sms mere.

Jeg ved ikke, om det er god opdragelse, taget til et usundt niveau, en iboende gigantisk pleaser-gen, eller bare et behov for at imødekomme enhver – ligemeget hvor minimal og ligegyldig – mulighed for yderligere bekræftelse, men jeg kan virkelig tænke tilbage på mange post-dårlig-date-sms-udvekslinger, jeg bare burde have stoppet, før de overhovedet var startet.

Heldigvis blev jeg kærester med både hende, jeg hældte kaffe udover på første date, hende jeg kom til at kalde ved et forkert navn den første nat (vi var altså også fulde og musikken var høj) og endelig hende, der sagde nej, da jeg spurgte om en dans. Heldigvis ville hun gerne snakke…

Kh. N.

De der kiksede lesbian first dates (der aldrig bliver til flere)

Håhåhå. Jeg sidder i toget. På vej til IKEA. Jeg er ikke helt så sur mere. Dels fordi der er udsigt til billig (man er vel lebbe) fransk hotdog i nær fremtid. Men også fordi S-togkørsel (pudsigt nok foreslår iPhone-stavekontrollen “togkæreste” – et ord jeg må have opfundet ved en forlængst bortglemt lejlighed) i forstadsland bringer minder tilbage om de helt kiksede first dates, jeg og lebbebekendte alle har været på efter korte virtuelle Boyfriend.dk-rendez vous’er.

Jeg husker fra egne og andres historier:

– Den unge mor i Albertslund (23 år, to børn og en mand der stadig boede på sofaen – hvordan havnede jeg der?)
– Jongløren (enough said – prøv selv at sige ‘cirkusskole’ med et straight face)
– Hende, der kun havde barberet en af to armhuler – uden i øvrigt at forklare hvilket statement der lå bag. Om noget.

Fortsæt selv listen.

Kh. N.

Sur og lesbisk. Men mest sur.

Jeg er egentlig ret sur i dag.

Jeg vågnede og var sur, jeg tog på arbejde og var sur, og efter arbejde kan jeg se frem til en fuldstændig overflødig lyntur til IKEA. Og jeg har bestemt tænkt mig at være sur hele vejen derud.

Sur hele vejen derud, sur igennem møbelafdelingen, sur forbi kødbollerne og tyttebærsylten, sur forbi duftlysene og skulle-man-lige-købe-100-servietter-med-hjem-nu-man-er-her, og sur hele vejen ud gennem plukselvlager og selvbetjeningskasser. Sur. Sur. Sur. Og også i toget hjem.

Eneste lille bitte knap-så-sure pitstop er, mens jeg indtager en fransk hotdog til to kroner med no brand-sodavand ad libitum til en femmer. For syv kroner fastfood, tak. Only in IKEA.

(Det er min belønning for at rage hele vejen til Taastrup for at købe to åndssvage håndvask-monteringsbøjler, som IKEA-typerne burde have udleveret sammen med den røvfuld udstyr, jeg købte derude for to uger siden. Deres fejl. De indrømmede det selv lige før i telefonen. Sur.)

Nå. Men jeg tror faktisk primært, jeg er sur, fordi jeg i lige så høj grad, som jeg er en karma-overtroisk lebbe, er en tryghedsnarkomanisk lebbe.

Og lige for tiden er tilværelsen ikke spor tryg. Jeg har jo ikke noget hjem. Jojo, jeg har godt 60 skønne kvadratmeter med mit navn på skødet. Men ikke noget hjem.

For et hjem er et sted, der er hyggeligt. Nåja, og et sted der har et toilet. Giv mig nu bare det badeværelse.

Kh. N.

Girls! Girls! Girls!

DR skal lave lebbe-tv. Det har været i støbeskeen en tid nu, men blev først mig bekendt, da en (lesbisk) veninde lagde en telefonbesked til mig for en måneds tid siden. Den lød sådan her:

“Hej N, DR skal lave et realityprogram om lebber, og de spurgte, om jeg kendte nogen, så jeg gav dem altså en henvisning til din blog. Ikke noget med dit navn, bare webadressen.”

De havde også spurgt hende, om hun ville deltage. Men det ville hun ikke. Så det. Og nu skriver jeg “også”, hvilket faktisk er en stor fed løgn. De tog nemlig aldrig kontakt til mig. Og godt det samme. (den katapult til mediestjernehimlen er jo da også bare en katapult til mediestjernehimlen. Det er såmænd nok bare en skrækkelig dum, kedelig og fuldstændig…fuldstændig vidunderlig katapult til mediestjernehimlen).

Jeg havde også sagt nej, selvom jeg måske, når det kommer til stykket, er mere medieliderlig end jeg vil være ved. Og det handler altså ikke (kun) om rævesure rønnebær.

For selvom jeg ikke er det mindste flov over hverken min homoseksualitet eller at tale om den, har jeg simpelthen så svært ved at se, hvordan mit liv (og flertallet af mine lebbevenners, for den sags skyld) skulle være en tv-udsendelse værdigt.

I hvert fald når der, som det fremgår af programmets Facebook-side, er tale om et reportage-program (altså et program, hvor vi følger hovedpersonerne i deres daglige arbejde) og ikke et interview-program, hvor deltagerne i højere grad kunne meta-ytre sig. Som vi så det i den noget så fine dokumentar “Goddag mit navn er lesbisk”.

Jeg – og de fleste af mine lebbevenner – lever vores daglige liv helt og aldeles ulesbisk. Hvis vi da lige ser bort fra de lesbiske kropsvæsker, der udveksles bag lukkede døre. Men selvom nogen gav DR lov til at hoppe med mellem lagnerne, ville en public service-kanal alligevel se sig nødsaget ti lat klippe størstedelen af de detaljer fra.

Og I behøver for øvrigt slet ikke indvende et “jamen hvis du ikke er flov over din seksualitet, hvorfor må vi så ikke vide, hvem du er?”. Og det er netop derfor, jeg ikke er på tv (nuvel, en af flere årsager, så skidt da). For der bestemmer jeg ikke selv, hvilken ramme der lægges ned over mig.

Og jeg lover at tale ligeså åbent om mit sexliv og mit parforhold, hvis du en dag støder på mig i byen, som jeg gør det her på bloggen, i øvrigt. Men lige nu klæder anonymiteten mit sprog godt her på bloggen. Synes jeg.

Kh. N.

Candy Bar…eller?

Jeg tror faktisk, vi tager på Candy Bar. Selvom flere har sagt således til mig:

“Tag ikke på Candy Bar. Lige meget hvad, hvor mange mennesker siger.”

Jeg er fuld nok til, at I nu har set min mund. Mega-uhemmelig i Shoreditch. Så ved I det.

Kh. N.

Heteromænd i lesbisk selskab

Jeg er jo i London i disse dage i arbejdsøjemed. Jeg er af sted med en kollega, som jeg holder meget af og også ses med privat. Lad os kalde ham H.

H. er sjov og klog, og vi klikker godt. To alen af samme politiske ukorrekte stykke. Alt er fint. 

I går sagde H. noget interessant. vi benyttede a night in London til at tage til Jens Lekman-koncert i Hackney. Sjovt, som man altid ender til koncerter med bands hjemmefra (eller næsten), når man rejser ud.

Vi havde drukket et par pints, da vi kom til at tale om min 31-årsfødselsdag, som jeg holdt i sommer, og hvor H. og hans dame var med. H. fortalte, at han havde fået et heteroseksuelt angstanfald på dagen.

Jeg kender en del lebber. Ikke enormt mange, men til min fødselsdag var der vel:

Mig
Lebben I Mit Liv
Ekskæreste-turned-veninde (man er vel lebbe)
Lebben K.

Lebben K2
Parret M + S
Så seks lebber. Dertil to bøsser og otte heterodamer. Og så H.
H. er almindeligvis ganske højtråbende, men oplevede sig selv som enormt afdæmpet den aften.
Han var i tvivl om, hvorvidt det var fordi han var bange for, at hans ellers så løsslupne (han har sagt ”pik” tre gange alene her til morgen) jargon var for meget for det kønsbevidste publikum, eller om det blot handlede om almindelig generthed på grund af fremmed selskab.
Men interessant er det da – også jævnfør det her indlæg – at heteromænd kan komme til kort i lesbisk selskab. Jeg fryder mig en lille bitte smule, selvom det da om noget er dårlig karma at gøre.

Kh. N.

Plusord

Puhada. Jeg tilbringer disse dage på konference i det london’ske. Og er ved at være godt træt af syntetiske tæpper, grå jakkesæt, airconditioneret ilt (med svitsede næsebor til følger) og faren for at skulle smalltalke over frokosten, hvis man kommer til at fange en fremmeds blik blot et sekund.

Og så er jeg den uprofessionelle lebbe, der er kommet af sted uden mine visitkort. Flot.

Men hver eneste gang, jeg er udenlands i arbejdsøjemed, bliver jeg så enormt imponeret over, hvor dygtige forretningstyper er til at networke. Det er som om det falder dem helt naturligt at indlede samtaler med vildt fremmede mennesker.

Selv ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg har nu tre gange på 24 timer undskyld mig og forladt venlige fremmede, fordi jeg simpelthen ikke orker at høre på endnu en centraleuropæer, der laver innovative e-pay solutions to the independent fashion retailer for a future of unprecedented change

Plusord, much?

Heldigvis kunne jeg putte mig ind til Livslebben i nat. Hun greb chancen for gratis London-ophold i  min executive dobbeltseng, så vi forlænger med en weekend uden hund og med masser af beer on tap.

Jeg tror, jeg vil invitere hende ind at se musical i weekenden. Sådan lidt cheesy guilty pleasure.

Ældre indlæg