Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: august 2012 (side 2 af 3)

Homofobi handler lidt om frygt og meget om idioti og snævertsyn

Det her billede har floreret henne på Facebook i dag. Måske fordi det er Pride. Billedet er et screenshot fra skuespilleren Morgan Freemans Twitter-profil.

Jeg delte det naturligvis også, hvilket førte til følgende minidiskussion i kommentarfeltet:

Bøssebekendt: Er ikke sikker på om jeg er helt enig… Tror da had og intolerance har ret meget med frygt at gøre…

Mig: Hmm. Har for ondt i hovedet til at argumentere. Tror jeg. Men jeg synes ærligt talt at det i fx forbindelse med racisme og homofobi er alt for humanistisk at tale om ‘angsten for det fremmede’. Nogle gange behøver man ikke at undersøge årsagen. Nogle gange skal man bare blive vred over snævertsynet.

Bøssebekendt: Enig (vi behøver ikke argumentere). Men synes ligeledes det bliver for nem at bare sige, at det ikke har noget med frygt at gøre. Weee, jeg sidder inde og nyder en kold øl og observerer priden via Instagram.

Mig: Jeg så den live, sgu (for noget der minder om første gang), og fik faktisk tårer i øjnene af glæde over al den mangfoldighed.

Bøssebekendt: Ej, du burde blive politiker

Hvad synes I – er det vigtigt at finde ud af, hvad der ligger til grund for den snævertsynede ondskab (undskyld mig), jeg mener, homofobi (og racisme, fx) er? Eller er det ok bare engang imellem at konkludere, at idioterne er idioter og bør tvinges til et holdningsskifte?

Selv er jeg opdraget til meget (måske for?) stor empati. Til at det altid handler om, at folk ‘har det svært indvendig’, når de opfører sig urimeligt. Men jeg kommer mere og mere i tvivl om det er nødvendigt altid at have den mellemregning med, før man tager stilling til snævertsyn.

For nogle gange er årsagen fanme underordnet.

Medina trak lebbekortet

Jeg faldt over denne her semigamle artikel på Ekstra Bladets hjemmeside, da jeg i et helt narcissistisk (Yææi, jeg stavede “narcissistisk” rigtigt i første forsøg) øjeblik googlede ‘lesbisk’ i håbet om at finde min egen lille blog på søgeresultatets side et. No such luck.

Artiklen er, som artikler på eb.dk er det flest: Åndssvagt skarpvinklet, vulgær og sensationspræget med en noget misogyn undertone.

Men jeg studsede alligevel over ordet “lebbekortet”. Jeg føler nemlig lidt, det er mit ord. Som de har stjålet. Jeg gør nemlig ofte det, at jeg “trækker lebbekortet”.

Fx når jeg skal have fingre i en ny lejlighed, og jeg ved, at udlejer ser sig selv som åbensindet og politisk korrekt (ja, det er en situation fra virkeligheden, jeg beskriver her – jeg fik en dejlig lejlighed med udsigt over søerne ved at nævne min daværende kæreste ved fornavn). Eller hvis jeg fyrer en lidt for grov homovittighed af (“jeg må gerne, jeg er jo lebbe”).

Men nu har Ekstra Bladet besudlet ordet.

For man må ikke bruge begrebet “at trække lebbekortet” med mindre man selv KAN trække lebbekortet. Det er faktisk forbudt. Men det kan selvfølgelig godt være, at Pernille Christensen, journalisten bag artiklen, selv er lebbe. Og altså kan trække det dertilhørende kort. Hvem ved.

Hvornår har du senest trukket lebbekortet?


Er hun lebbe, eller går hun bare i Converse?

Jeg har for nyligt i arbejdsøjemed været i kontakt med en kvinde. Ja, I tror, det er løgn. En kvinde.

Nå, men vi sad i møde: mig, min gode kollega og hende. Under mødet tænkte jeg, “gad vide…?”, men slog det hen.

Da min kollega så dagen efter spurgte “Hør hov, var hun ikke lebbe?”(han sagde muligvis ikke ‘hør hov’, men I fanger meningen) var jeg næsten helt sikker.

Når to gaydarer sådan slår over i rødt felt samtidig. Hun måtte være homo.

Vi sendte den efterfølgende tid omtrent 70 mails frem og tilbage, mig og Den Potentielle Lebbe (herefter DPL). Hun sendte en blinkesmiley hist og et par personlige sidenoter pist.

Flirter hun?, spurgte jeg mig selv (og afslører dermed mit helt proportionsforladte ego – er hun lebbe, og har hun mødt mig, MÅ hun jo flirte. Oh god).

Men jeg var stadig i tvivl. Ingen endelige konklusioner kunne fremtvinges, for:

  • DPL har børn og er netop flyttet i håndværkertilbud (det lugter af skilsmisse på nær hvis man er mig og bare er nærig/fattig). 
  • DPL går i Converse (tjek)
  • DPL har afklippede shorts (tjek)
  • DPL har den der langhårsfrisure, som lebber ofte har. Langt hår på sådan en mandlig-rockstjerne-måde. (tjek)

Pludselig en aften (vi arbejder begge 24 timer/døgnet, så intet upassende ved tidspunktet) kom følgende mail fra hende. Bare forestil dig, at XX er et alt for genkendeligt navn til, at jeg vil nævne det:

“Kender du XX? Jeg så lige, I var connected på LinkedIn.”

HA!, tænkte jeg. For XX er lebbe. Sol og måne pegede på, at DPL faktisk bare var 110pct.L.

Faktisk tænkte jeg ikke bare “ha!”. Jeg råbte “HA!” højt ud i stuen til Livslebbens og Homohundens store forskrækkelse. Homohunden vendte snart tilbage til egne vante gøremål (sove og være nuttet), Lebben I Mit Liv spurgte, hvad det drejede sig om, jeg forklarede hurtigt forhistorien og sagde så:

“Nu giver jeg hende lige en lille flig af mig, og så får jeg endelig – endelig! – opklaret, hvorvidt DPL er L eller ikke-L.” Og så skrev jeg følgende mail tilbage til hende:

“Ja, jeg kender XX perifert. Vi arbejdede begge på XXX samtidig. Og så er vi begge to lebber = alle kender hinanden = min eks’ eks og hendes eks var eks’er. My god. Mit såkaldt lesbiske liv.”

Nu var den sikker. Nu ville hun da også out’e sig. Men nej. Hun svarede prompte følgende tilbage:

“Hold da kæft verden er lille, når det er eks’er der er eks’er på kryds og tværs.”

…Og jeg ved stadig ingenting. Og er således fortsat døden nær af uudløst ud-af-skabet-nysgerrighed. Vi kan i et andet indlæg tale om, hvorfor det er så vigtigt for mig at kende alle andre menneskers seksualitet. Jeg gider ikke snakke om det lige nu.

Håndværkertyper og så mig

Jeg er ved at sætte lejlighed i stand. Hvis det skulle være gået en næse eller to forbi.

Lejligheden er min, og faktisk er det ikke planen, at Lebben I Mit Liv flytter ind med mig i første omgang. Måske ender det sådan alligevel. Vi tager den bare med ro. Men hun er håndværkeren i det her forhold, så hun har mildt talt også noget at skulle have sagt i processen.

Jeg tænker af og til helt angst på, hvor jeg ville stå, hvis der skulle ske et eller andet med hende. For fanden da.

Shit, hvor kynisk.

Bevares. Jeg ville selvfølgelig både være meget, meget ked af, at hun var kommet noget til. Men jeg ville godt nok også stå med en ubeboelig lejlighed og et massivt banklån. Men mest ville jeg være forfærdeligt ked af at stå uden min kæreste, selvfølgelig.

Nå, men vi kom fra mine evner udi at bruge hænderne til andet end at skrive på en fjollet blog:

Jeg. Føler. Mig. Så. Dum.

Jeg fatter ikke faldstammer og bærende konstruktioner. Jeg aner ikke noget om, hvor svært eller mindre svært det er at føre en ledning. Jeg gør mig ikke begreb om gipstape og japanspartler. Jeg kan ikke forestille mig noget som helst og er derfor en stor, gigantisk nejhat i det her projekt.

Jeg er ikke engang særlig stærk, så jeg kan løfte tunge ting. Jeg er lidt bare i vejen.

Og Livslebben bliver irriteret på mig, når jeg for fjerde gang skal have forklaret, hvordan man indkapsler et rør (eller bare, at det er en mulighed og kan lade sig gøre). Jeg forstår det godt, men det skærer mig alligevel i hjertet.

Jeg må huske på, at jeg er god til andre ting. Når nu jeg er så eminent dårlig til at rive køkkener ned, endsige lave en ordentlig aftale med VVS’eren, der skal lave badet.

Jeg kom iøvrigt til at sige “men du er sådan en VVS-type, ikke? Du er ikke elektrikertype, vel?” til mureeren (murertypen). Livslebben noterede bagefter, at håndværkere ikke bryder sig om at bliver kald “-typer”. Jeg kunne godt høre det, da hun sagde det. At det lød nedladende og akademikeragtigt. Men sådan var det faktisk slet ikke ment. Jeg er tværtimod – særligt i forbindelse med denne proces – dybt, dybt, dybt imponeret over, hvor sejt det er at kunne et håndværk. For fanden da.

Anbefaling: Pride With A Purpose

Hvis du er i København – eller har planer om at tage turen hertil – i forbindelse med Priden på lørdag, så vil jeg gerne give denne her fest en anbefaling med på vejen.

Jeg kender et par af arrangørerne bag Pride With A Purpose (jeg har endda selv haft fornøjelsen af at lave fest med Simon Holk og Rosa Lux for nogle år tilbage) og jeg ved, at de er garanter for en sublim fest.

Og én ting er den gode fest – en helt anden og mindst lige så vigtig ting er det gode formål.

Overskuddet fra festen, hvor alle medhjælpende kræfter er frivillige, går nemlig til overfaldsalarmer til ugandiske LGBTQ’er – rygterne siger, at det ikke er synderligt sjovt at have en såkaldt afvigende seksualitet i det lille afrikanske land.

Hvis jeg selv og Lebben I Mit Liv kan finde hundesitter, ses vi derinde. Ellers kommer hun alene (jeg skylder på pasningskontoen) – og så har I fanme bare at holde snitterne for jer selv. Selvom hun er lækker som ind i fanden.

Pride With A Purpose
Tid: 18. august fra kl. 22.
Sted: KB3, Kødboderne 3, Kbh. V.
Line-up: Rosa Lux, Ida Corr, Knox & Skurk, Mai Schaarup, Sort Samvittighed, Thomas Madvig, etc.
Billetter: 150,- i forsalg (Følg linket her) eller 200,- i døren.

Oprør med fissen

Så har I mig tilbage. Jeg arbejder i en branche, der fejrer sig selv(-højtideligt) to gange årligt, senest sidste uge – gæt selv hvilken. Det giver mig arbejdsdage på den forkerte side af 14 timer . Til gengæld rummer en arbejdsdag også hårde, hårde punkter som “at drikke gratis champagne med udsigt til Jim Lyngvild”, så det går lige.

Nå. Men en Facebook-bekendt postede det her billede fra priden på Island i dag: 

Historien bag det russiske punkband Pussy Riot kender de fleste vel efterhånden – ellers er den forklaret lige her.

Men årsagen til, at fotoet ovenfor er ekstrainteressant, er, at personen under den orangerøde raid-hue på vognen er ingen ringere end den reykjavikanske (!?) borgmester Jon Gnarr. Sgu. – Som Facebook-vennen kommenterede på billedet: “Glæder mig helt vildt til at se, hvad Frank Jensen gør på lørdag til CPH Pride.”

Det glæder jeg mig også til. Men jeg ved ikke helt, om jeg kommer ud og ryste med nummi på lørdag. Jeg skylder nemlig lidt på hundesitterkontoen efter en benhård modeuge, så hvis Lebben I Mit Liv insisterer på alkotid med sine homoer, stikker jeg med gode miner piben ind og venter en uge med mine egne udskejelser. Jeg har heller aldrig været så tosset med Hal D.

UNDSKYLD

Jeg beklager virkelig fraværet i disse dage. Jeg har så travlt, at jeg ikke selv helt forstår det. Men jeg kan li’ det. Og jeg er jo sød nok og snart tilbage og alt det der. Alting halter på nær de få områder, der ikke halter. Job, love og hund. Kort fortalt.

Hilsen Ms. Obvious.

Homomobning handler om homoer – eller gør det?

Jeg faldt lige over bloggen Owldolatrous, som skrives af en amerikansk teaterinstruktør (bøsse). Indlæggene er ret lange, så der røg lige en god time af min formiddag derovre. Men det var det hele værd.

For lige præcis dette indlæg synes jeg, I skal læse. Det er faktisk et par år gammelt, men Wayne Self (bloggeren) skriver et vigtigt udredende indlæg om et vigtigt emne, nemlig den række af teenage-selvmord, der har været i USA som følger af mobning (bullying) af homoer.

I blogindlægget funderer Wayne Self over, at der faktisk ikke i skolerne er tale om mobning af homoer men helt generelt om mobning af drenge der ikke er hoppet med på alfahan-bølgen (nørder, bøsser, fløjtespillere, etc.).

I hans blogindlæg handler det mest om hankønsvæsner, men mon ikke teenagepiger, der klæder sig traditionelt maskulint er lige så meget i skudlinjen? Det handler vel om at være udsat, fordi du ikke passer ned i en af de to kasser, der opstilles: Har du en pik, skal du være en alfahan, har du en fisse, skal du agere feminint og underdanigt.

Anyway, I får lige en teaser:

“Even in this anti-bullying discussion, what’s the first thing you hear? “Well, you have to stand up for yourself! It teaches you how to be a man. It builds character!”

I’m all for a fair fight, but it never is. This isn’t the movies. The victim isn’t merely fighting an individual bully; the victim is fighting an environment: an environment where his mannerisms, his way of being in the world, are deemed unacceptable–an environment of our creation.

OUR creation. We’ve chosen to make it it a man’s world. Sure we’ve allowed women to join it (to an extent), as long as they can match men in what we value: the aggressive, the competitive, the athletic, the big, over all else. We select our celebrities, our CEO’s, and our Presidents based on these factors. Kids are shrewd. They see this. They know what we value and what we ridicule.”
Og voila, der er en af årsagerne til, at jeg er for affirmative action, positiv særbehandling.

Vi bliver for mig at se nemlig nødt til at bidrage aktivt til at skabe en verden, der ikke reproducerer ideen om “feminin opførsel” (i mangel på et bedre ord at oversætte effeminate med – Google Translate foreslår “kvindagtig”, “blødagtig”. Hmm.) som noget negativt, som noget mindreværdigt. Sgu.

I sin tid (1915 to be exact) var det jo også positiv særbehandling, der førte til, at kvinder fik stemmeret i Danmark. I hvert fald hvis man ser lidt firkantet på det. Og i dag er det – håber jeg – de færreste, der ikke kan se at stemmeret til alle køn er en menneskeret.

Aftenens dilemma: Løbe fem kilometer eller spise fem kilometer slik?

Jeg googlede lige “fedtsugning”. 
Hvilket gør mig en lille smule gal på mig selv. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gjorde det. Måske handler det om de fire ostemadder, jeg netop har fortæret, om som har efterladt mig med en solid halsbrand. 
Måske var jeg bare nysgerrig.
Under alle omstændigheder er det i hvert fald alt for dyrt til, at det nogensinde bliver aktuelt.

Plus at jeg måske ville have lidt svært ved at argumentere for en sådan beslutning samtidig med, at jeg deler billeder som dette ovre på Facen:

Med samt at der er virkelig, virkelig meget andet i vejen for, at jeg nogensinde kommer til at gennemgå en sådan behandling. 

Jeg lider fx af ærligheds-tourettes. Som min ekskæreste døbte det. Jeg kan ikke finde ud af at lyve. Eller en mere præcis beskrivelse af fænomenet: Jeg kan ikke finde ud af at lade være med at sige alt, hvad jeg tænker. 
Jeg formåede fx på den første date, efter den nat vi var sammen, at sige, at jeg huskede hende som mindre pæn end tilfældet var. For det gjorde jeg. Så det måtte jeg da fortælle hende (Lebben I Mit Liv ved fx også godt, at jeg googlede hende efter den første nat. Jeg er ikke så god til det der med hemmeligheder). 
Med andre ord ville jeg aldrig post-fedtsugning med et straight face kunne sige til folk, at jeg bare “havde været på slankekur i min ferie”. Jeg ville være nødt til at sige det, som det var: At jeg havde ladet overbetalt privathospitalsdoktor stikke kanyler ind i mit maveskind for efterfølgende at trække fedtvæv ud af mig. 
Og det kommer ikke til at ske.

Anyways. Jeg har ligget på langs med besværlige tømmermænd hele dagen, sovet til meget sent, og jeg kender efterhånden mig selv godt nok til at vide, at det gør mig pissehamrende rastløs og spækket med selvlede. Så. Lige nu er jeg fuldstændig præcist 50/50 splittet mellem at løbe en tur og drøne i kiosken efter slik i lange baner. Flot.

Jeg bilder mig ind, at jeg helt sikkert ville løbe mig en tur lige nu, hvis bare ikke jeg boede lige midt på Vesterbro. 

Der er bare noget grundlæggende ufedt ved at drøne af sted i t-shirt og tights og så passere forbi perifære hipsterbekendte i færd med at indtage jægermeister (det er det nye skinny bitch) foran Bang & Jensen.

Måske skulle jeg gøre det alligevel. Bare for at prove a point. Så er jeg sgudda ret sej. (og skal klart have slik som belønning)

Disclaimer: Nogle gange glemmer jeg at praktisere feminisme. Dette indlæg er beviset.

Efterlysning: Lebbeaktivitet uden bold

I går var jeg til min meget, meget gode vens fødselsdag. Det blev sent, og det var jeg egentlig 100 pct. forberedt på, så jeg tog fri i dag og har sovet til klokken halv tre. Hvilket jeg elsker.

Jeg har spist fire ostemadder, seks riskiks med chokolade (jeg holdt op med at føle, at det var ‘et sundt alternativ’ efter nummer tre) og drukket en ordentlig spand kaffe. Ja. Det er mine største bedrifter i dag.

Nå ja. Jeg har også set en afsindigt dårlig film. Den hed You May NOT Kiss The Bride. Man ved, man ser tømmermændsfilm, når ordene “kiss” og “bride” begge indgår i overskriften. Jeg er lidt flov over, at jeg så den til ende.

Lebben I Mit Liv er i Jylland på familievisit. Det sidste jeg hørte var, at hun spillede kongespil i mørke. Og vandt. Jeg savner hende sgu. Tømmermænd er sjovere med selskab i sengen.

I morgen kommer mine skønne lebbeveninder K og K og hjælper med at spartle en vægs penge i Håndværkertilbudet.

Derefter går turen vist til Vela. Hvis jeg kan få K (en af to) overbevist.

K1 er meget anti-Vela. Jeg må få den præcise forklaring i morgen. Jeg fik den vist også i går aftes, forklaringen …Men glemte den i min iver over (for første gang nogensinde) at være en vellidt dj.

Jeg spillede det, de unge vil have. Aerosmith, Abba og Beyonce.

Der er et eller andet lebbearrangement på Onkel Dannys Plads i morgen. Men det starter allerede om eftermiddagen, og det lyder til, at der er lidt for meget boldspil for my liking. Men lad os nu se.

Arrangementet er beskrevet her, hvis nogen er interesserede.

Mit liv har været ualmindeligt ligegyldigt på det seneste – jeg beklager derfor fraværet her på lebbelegepladsen. Og ligegyldigt er slet ikke så skidt endda. Bare ikke så godt stof på en blog.

Jeg skal nok vende tilbage med nyt fra Lebbefronten (krigen i morgen udkæmpes åbenbart i lige linje mellem Viktoriagade og Halmtorvet).

Vi ses i Lebbe-byen i morgen (kig efter tatoveringen).

Ældre indlæg Nyere indlæg