Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: august 2012 (side 1 af 3)

Nyt lebbedating-site – også for vampyrer

Er det her ikke det mest uhyggelige billede, I længe har set? To umiddelbart søde kvinder, der tilsyneladende er så meget vampyrer, at deres øjne fortsat har farve selv på et sort/hvid-foto?
Billedet er forsideilllustration til et helt nyt datingssite kun for lesbiske og biseksuelle kvinder, Wmen.dk hedder det. Jeg læste om det henne hos Homotropolis og måtte straks undersøge sagerne. 
Umiddelbart er konceptet vel meget sympatisk, men jeg vil alligevel holde vejret i spænding og vente på, om de kan vippe Girlfriend.dk af pinden. Et datingsites succes hænger vel primært sammen med antallet af brugere?
Nå. Men jeg oprettede straks en profil derovre. SåkaldtLebbe hedder jeg vist. Eller noget skåret over den læst i hvert fald. Nysgerrig er mit mellemnavn. Mit Såkaldt Lesbiske Nysgerrig-Liv. Med bindestreg.
Nogle gange kan jeg godt savne at være single. Altså – ikke at jeg ville bytte Lebben I Mit Liv væk for noget som helst, bevares, men jeg kan sgu godt huske den der spænding, der var forbundet med rent faktisk at skulle vente på, om den lækre dame, man havde mødt (det værende sig online eller offline), svarede på sms’en, man havde sendt – og ikke bare vente på at hun gør det (og i øvrigt blive lidt gnaven, når der går for lang tid, før svaret falder. Og naturligvis højlydt ytre nævnte gnavpotteri). 
Hele den der spændingsfase. Den forsvinder lidt, når man først én gang har haft snakken om, hvorvidt det er comme-il-faut at efterlade sine beskidte nylonstrømper på badeværelsesgulvet om aftenen. Det er det i øvrigt. Mener jeg. Livslebben er ikke enig. 
Nå, men i min søgen henne på Wmen.dk (jeg er altså ikke tosset med det navn – men har svært ved at forklare hvorfor. Jo – måske fordi jeg ikke forstår det. Hvorfor ikke bare “Women.dk”? Jeg forstår ikke incitamentet for det udeblivende O.) faldt jeg over en kvinde, der i sin profiltekst havde skrevet, at det var rart med et mødested, hvor der ikke var mænd, der kiggede med. 
Det gjorde mig lidt trist. For helt alvorligt. – Hvor irriterende kan det være, at der i ny og næ er et tilfældigt liderligt hankønsvæsen som inbox’er dig med spørgsmålet “Frisk på en chat?”, som tilfældet er på Boyfriend.dk (jeg kan ikke vænne mig til at kalde det Girlfriend, so sue me)? 
Jeg svarer altid bare med et høflig, “Nej tak, ellers tak. Men held og lykke med jagten.”
Og så er den ikke længere.
Men lav jer lige en profil ovre på Wmen.dk under alle omstændigheder, for initiativet er prisværdigt og har brug for støtte. Sgu.

“…Skal vi danse?” – “Øh. Nej.”

Jeg vil gerne fortælle om dengang, jeg mødte Lebben I Mit Liv. Det er en sindssygt uromantisk historie, så bare læs med selvom du almindeligvis brækker dig over den slags.

Here goes…

Jeg havde været til kollektivfest på Nørrebro og drukket idiotisk mange og idiotisk billige (og tilsvarende dårlige) gin & tonics af små hvide plastickrus. Da festen lukkede, var jeg ingenlunde parat til at tage hjem.

En veninde ringede. Hun var på Never Mind. Og Never Mind lå jo lige på vejen fra Frederiksborggade til Vesterbro alligevel. Jeg kigger lige forbi, tænkte jeg.

Da jeg skubbede døren til Never Mind op, blev jeg overrasket over, hvor proppet der var. Klokken var relativt sent. Jeg undersøgte hurtigt lokalet og fik øje på en flok sure lebber (“Vi var ikke sure, vi var trætte,” siger Livslebben, når jeg fortæller anekdoten).

Den ene hang mere med næbbet end den anden. Men den tredje i rækken fangede min opmærksomhed. Hun er megalækker, tænkte jeg.

Jeg var ret fuld. Ikke at det påvirkede min æstetiske dømmekraft – Livslebben er megalækker. Men. Når jeg er ædru, er jeg dårlig til at flirte. Eller – der gør jeg det vel egentlig bare ikke. Bliver altid forfjamsket og begynder at vrøvle, når nogen flirter med mig. Når jeg er fuld, til gengæld, er jeg AFSINDIGT dårlig til at flirte. Men almindeligvis meget effektiv. Så i direkte forlængelse af tanken: “hun er megalækker”, kom tanken: “Hende må jeg score”, efterfulgt af denne sørgelige, sørgelige, sørgelige udveksling:

Mig, mens jeg nærmer mig bordet, om hvilket de fem trætte lebber befinder sig, henvendt til Livslebbe in spe: “Hej. Skal vi danse?”

Hun, mens hun kigger op og ned af mig: “Øh. Nej.”

OMG!

Ja. Livslebben sagde nej til at danse med mig. Det kunne ellers have været super-ømt – mig uden rytme i kroppen i fuld gang med running man eller den-der-trippen-fra-side-til-side-pardans-man-dyrkede-i-sjette.

Med sin afvisning reddede hun mig med andre ord fra 100 pct. ydmygelse.

Og heldigvis sluttede hendes svar ikke med “Øh. Nej”, hun fuldendte nemlig sætningen således:

“…Men vi kan snakke?”

Og der stod vi så og snakkede lidt. Jeg var primært liderlig og anså snakketid for spildtid. Hun var bare træt. Jeg når til sidst til konklusionen: Det her går for langsomt, jeg gi’r op. Og siger derfor, at nu smutter jeg altså hjemad. Hvortil hun svarer:

“Jeg kan lige følge dig ud.” (jeg tænkte helt ærligt ikke over, at hun tog sin taske med sig.)

Udenfor er solen stået op, det var sommer, og hun presser mig op mod Never Minds facade og kysser mig, som jeg sjældent er blevet kysset. Halleluja!

Efterfølgende fragter jeg hende hjem på bagagebæreren af min cykel, og vi knalder natten – og den efterfølgende formiddag – lang.

Og så gik der faktisk en måned, før vi så hinanden igen. Men den historie kan I få en anden dag.

(Min veninde nåede jeg i øvrigt kun lige at vinke til. Hun råbte til mig fra bardisken, hvor hun dansede med sine bøsser. Så det.)

Save Fernanda Milan

Jeg gider ikke skrive noget lige nu. Måske gider I heller ikke læse noget lige nu. Men så kan vi vel mødes om at se denne her:

God søndag derude.

Lidt (meget) om porno

Det her indlæg er, som man siger henne i Amerika, “NOT SAFE FOR WORK”. Det skal nemlig handle lidt om porno.

Lebben I Mit Liv er i Jylland, hvilket betyder, at efterladte græsenker må underholde sig selv. Når katten er ude…

Jeg bliver altid en lille smule træt, når jeg hører kvinder (og mænd) tale om, hvor lidt ‘visuelle’ kvinder er i deres fantasier. Nu kan jeg selvfølgelig ingenlunde tale generelt. Men jeg er personligt ganske visuel. Og jeg ser porno, ja jeg gør så.

OMG! Jeg ser porno. Jeg ser porno. Jeg. Ser. Porno.

Det er faktisk et af de tabuer, jeg meget lidt gerne fortæller om i samtale med mindre nære bekendte. Faktisk kan det også være svært for mig at tale med de nære om. Jeg ved ikke, hvorfor – men tilsyneladende er det stadig totalt tabubelagt, at man som kvinde har en seksualitet, der ikke koncentrerer sig om at tilfredsstille nogen anden end sig selv. Og især at man benytter stimuli i form af levende billeder, gud forbyde det.

Når jeg skal finde porno, kigger jeg gerne under videoerne på Klitoro, som er en blog jeg også tidligere har henvist til. Ellers besøger jeg Pornhub.com, men det er altid lidt farligt, for jeg bliver helt ked af det og tænder helt og aldeles af over at skulle sortere forbi videotitler som “Two hot bitches get fucked hard up the ass” eller “Big titted redhead milf gets what she deserves” for at finde mit fix

Sådan rigtig ked af det.

Men jeg dækker for frontpage-skærmen med min hånd, klikker på ‘Categories’, og klikker mig så videre – ikke til fanebladet ‘Lesbian’ (der er mere mandlig fantasi om lesbianisme, end der er tale om egentlig lesbisk sex: Uhada, hvor det får mig og mine lange, lange(!) polerede negle til at stønne sådan at slikke på en dildo med lukkede øjne), men derimod til kategorien “Female Friendly”.

Her er der nemlig rigtig gode lebbesexvideoer at finde, hvor man fornemmer, at der rent faktisk opnås nogle rigtige orgasmer – og gives nogle dybfølte og nydelsesfulde ditto. Begge dele er vigtigt.

Man kan med held pejle efter videoer fra produktionsselskabet Lesbea. Fx denne her:

Den ligger lige på grænsen. Altså mellem lebbesex til mænd og lebbesex til lebber. For de er næsten for pæne og perfekte, kvinderne. Men der sker et eller andet, og der bliver delt om ikke flere – så trods alt én – helt ægte orgasme ud. Ligner det.
Jeg tror det i hvert fald – for jeg kender godt de der efterveer, hvor man slet ikke kan tåle at blive rørt mellem benene lige efter, man er kommet.  Og så er det altså også noget ret rutineret tungeføring, hun lægger for dagen, hende den anden.

Endnu en sladrehank er, at der bliver sakset i videoen. Jeg tror nemlig ikke – og her er det udelukkende mine fordomme, der taler, jeg undskylder på forhånd – at heteromænd på udkig efter lesbisk porno interesserer sig synderligt meget for saksesex. Fordi saksen måske ikke (i hvert fald ikke hvis man ikke ved, hvordan det føles) er en specielt æstetisk stilling. Men lortet virker.

Pornodebatten er for mig at se lige så svær at gribe om som prostitutions-debatten. Måske endda sværere. Fordi der er så skidemange brodne kar i begge brancher. Så mange triste skæbner.

Og disse er for mig at se vigtigere at tage hånd om end ‘den lykkelige luder/pornostjernes’ ret til at udføre det arbejde, hun elsker. For dem med privilegierne, der rent faktisk vælger karrierer som prostitutter eller porno-starletter, skal sgu nok finde en vej rundt om reglerne, hvis man lovgiver mod skidtet. Ikke at jeg mener, man nødvendigvis skal lovgive om porno. Det skal jeg lige tænke lidt mere over, om jeg har en holdning til, førend jeg ytrer mig/den.

Men de der purunge østeuropæiske piger, man fra tid til anden falder over, hvis man ikke vælger sin porno bæredygtigt, de gør mig så ked af det. De er der sgu ikke efter at have fravalgt karrierer som jurister og hjertekirurger. Tror jeg. Igen: fordomme.

Under alle omstændigheder.

Man skal selvfølgelig gå efter bæredygtigt produceret porno – jeg har hørt godt om, selvfølgelig, svenske Dirty Diaries og alt hvad Candida Royalle (bag Femme Productions) rører (høhø) ved. I det hele taget virker lesbisk porno altså også bare lidt mindre smertefuldt. Jeg har så usandsynligt svært ved porno hvor kvinder har et lidende udtryk i øjnene. Det har de ikke i videoen ovenfor. Og det har de generelt ikke i videoer fra Lesbea. Eller Dirty Diaries.

Under alle omstændigheder: Enjoy!

Skam jer!

Jeg overnatter i meget ufærdigt håndværkertilbud i nat. Og bliver flov. Fordi jeg rent faktisk havde læst om denne historie i sidste uge – og derfor burde være den, der havde skrevet det her. Gid jeg var lige så klog som kommentatoren.

Jeg skal nok skrive mere, når spartle-vablerne på mine skrive-(med mere)fingre er helet.

Mit såkaldte lebbeliv / Mit liv som såkaldt lesbisk / mit lesbiske såkaldte liv / Livet som såkaldt lesbisk + dyresex

Nå. Jeg synes lige, det var ved at være på tide med endnu et af disse selvrefererende og -forstærkende metaindlæg. De burde have en fælles tematitel, lad os kalde dem:

“GOOGLE-SJOV MED DEN SÅKALDTE LEBBE”
Jeg burde totalt arbejde i sloganindustrien, hvilken ovenstående er et strålende eksempel på. Anyway. Her er en oversigt over hvilke søgeord, der har ført læsere forbi på en mandag i august (det bliver sjovt hvis du klikker ‘læs mere’):

Som den, well, ikke-analfabete læser (hvilket egentlig er hamrende dobbeltkonfekt. En pleonasme, som vi siger, os der har travet KUAs gange) hurtigt bemærker, er ‘dyresex’ stadig den søgning, der fører absolut flest læsere til bloggen. 
Det skærer mig i hjertet. 
Men mest fordi de jo ikke finder det, de søger. God vind med den videre søgning, dyresex-fetichister! – Måske finder I, hvad I søger henne på Jubii Debat (der i øvrigt stadig ligner noget fra 1990’erne).
På femte- og sjettepladsen finder vi dem, der har besøgt bloggen før – eller har fået den anbefalet – men ikke liiiige kunne huske i hvilken rækkefølge ordene faldt. Props til alle jer på tredjepladsen, dog! Og betryggende at flere dog husker den rigtige titel på bloggen end den næsten rigtige…
Så kommer vi – apropos dobbeltkonfekt (jeg bliver sliksulten nu) – forbi de “lesbiske damer”. Det er en kløgtig googlebruger, der har fundet det nødvendigt lige at sortere alle de lesbiske mænd fra i søgeresultaterne. 
På tiendepladsen ligger min absolutte yndlingssøgning. Fordi jeg fuldt ud fanger, hvordan min blog er dukket op i resultaterne. 
“Min hund er bange for fodbolde” (det er i øvrigt en helt reel bekymring. Homohunden er bange – læs: panisk angst – for koste. Det er både sjovt og irriterende)
Den søgning opsummerer nemlig elegant indholdet i ikke et men to tidligere indslag. Eller fyrre.
Dels det ene indslag, der omhandler min gevaldige boldskræk (og boldkyndige lebbekæresters varierende held med kureringsforsøg), og dels de omtrent en milliard indslag, der handler om homohunden.
HURRA!

Majoriteten gør minoriteten synlig (mere om Priden)

Forleden beskrev jeg, hvem der (foruden mig) var til pride.

Jeg nævnte provinslebber, latextyper og englevingebøsser. Halalhippier og Amnesty-udsendte. Blandt andre. Men jeg glemte helt en meget, meget vigtig gruppe:

Heteroerne.

For fanden da. For både i optoget og langs med det vrimlede der med heteroer af den slags (som heldigvis tæller en del), der synes, det er præcis lige så langt ude, som ‘vi’ gør, at der ikke hersker lige rettigheder for alle seksuelle orienteringer i praksis – såvel som på lovgivningsplan.

Fx stod Livslebben og jeg ved siden af et heteropar, der var tilstede af to årsager: Dels for at bakke op om den gode sag, og dels fordi de – præcis ligesom jeg selv – blev helt glade i låget af al den…glæde.

Jeg kender personligt mange heteropar, der støtter Priden og går med i optoget, men de fleste er af den slags, der er meget bevidste om at opdrage deres drengebørn i lyserødt og tøserne til at klatre i træer. Der siger “politimand – eller kvinde”. Måske kender jeg bare ikke så mange hverken heteroer eller homoer, der ikke er meget kønspolitisk bevidste. Lucky me.

Men det her par var anderledes. De læste sgu ikke Politiken og havde sandsynligvis aldrig hørt om Judith Butler. De gik bare ind for lighed. Med deres – for hendes vedkommende – lange kulsort-farvede hår, malede øjne og stramme ONLY-top, og – for hans – store muskler under meget stram T-shirt samt noget med Ed Hardy.

(Og så havde de i øvrigt to franske bulldogs, som vi så billeder af på deres mobiler (parrets, ikke hundenes), mens de beundrede Homohunden, der ligeså fint lå os snorksov, til trods for Ma Baker på 100+ dB fra optogets transportable lydsystemer.)

Selvom glitterbøsserne er langt mere synlig under Priden, bliver optoget altså kun så stort, som det er, fordi der er rigtig mange majoritetsmennesker, der bakker op.

Husker jeg at takke dem? Gør du?

Du er lesbisk, siger du? Så skal du (desværre) dø

Der er syv lande i verden, hvor homoseksualitet straffes med døden.

  1. Iran
  2. Saudi-Arabien
  3. Yemen
  4. De Forenede Arabiske Emirater (Dubai, Abu Dhabi, etc.)
  5. Sudan
  6. Nigeria (kun i de nordlige provinser)
  7. Mauretanien

Er det ikke bare helt afsindigt uhyggeligt? Altså. Ubeskriveligt uhyggeligt? Tænk lige over det.

Ved priden lørdag handlede et delelement af optoget om netop dette faktum. Jeg havde desværre ikke kamera med, så jeg vil i stedet forsøge at beskrive, hvordan optoget illustrerede de syv landes politik.

Det rislede mig vitterligt, 30 grader til trods, koldt ned ad ryggen, da de passerede forbi mig midt i al glæden og regnbuefarverne:

Syv kvinder havde taget opstillet på linje. De to yderste holdt en afstivet anordning, der førte en tværstang henover alle syv kvinder. Fra denne tværstang hang syv reb-løkker, og hver kvinde havde en af disse om halsen.

Død ved hængning. For at være dig. Eller mig.

Forestil dig, at det eneste, du har gjort forkert, er at elske den, du elsker. Forestil dig det lige.

Bøsser har det på verdensplan hårdere end lesbiske. Men der er ikke desto mindre ifølge data på ILGA.org (International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Organisation) flere lande, hvor “female to female relationships” kan koste dig 10+ år i fængsel – eller livet, hvis du vover at holde din kæreste af samme køn i hånden (Iran).

Apropos: Har du ikke allerede set denne lille film, som jeg tidligere har henvist til, så er nu en udmærket lejlighed til at gøre det.

Eksempelvis gik alle planer om at tage Lebben I Mit Liv i hånden på en vinterferie til Sri Lanka lige i vasken. Jeg gider sgu ikke rigtigt:

1. Risikere at havne i fængsel
2. Støtte et land med en grotesk lovgivning.

På samme måde som jeg lige har fortrudt min – ellers skønne – ferie i Marokko med Bedstebøssen sidste år ved denne tid. Så tror da fanden, det var så svært at opstøve en homobar (endsige et sted med udskænkning af alkohol) i Marrakech. 

NYHED: Til Pride uden at krumme tæer

Jeg blogger jo fra tid til anden lidt ovre hos Homotropolis og har i anledning af Priden skrevet følgende indlæg, som du nu kan læse både der og her.

Jeg har lige været til Pride. Uden at det egentlig var planen. Da jeg stod dernede på hjørnet af Vesterbrogade og Sundevedsgade, blev jeg helt ked af, at jeg havde glemt min telefon. For så kunne jeg ikke tage billeder. Det var ellers meget fint og farvestrålende. På en mere rigtig og sød måde end jeg i min fordomsfuldhed havde forventet.

Undertegnede og Lebben I Mit Liv havde sådan set bare ved middagstid pakket Homohunden og fundet en café til en omgang brunch for at kvæle tunge hoveder og mavesyre efter to gange våde arrangementer aftenen i forvejen.

Men da vi så var ved at være igennem anden kop kaffe, hørte vi i det fjerne en tung bas, der akkompagnerede Me&Mys “Dubidub”.

Priden.

Almindeligvis kan jeg godt være lidt skræmt over den slags optog. Jeg har tænkt meget over hvorfor, og måske handler det om en angst for at opsøge det selskab, man burde passe ind i, og så erfare, at man ikke en skid passer ind.

Men vi lod alligevel vores nysgerrighed pirre og bevægede os mod Vesterbrogade, hvor vi blev mødt af det mest forrygende optog.

Jeg blev bare i så godt humør af det.

Der var alle (disclaimer: Kliché coming up) former, farver, seksualiteter og køn repræsenteret, og der var ikke noget, der var mærkeligt. Alt passede ind og passede sammen i diversitetens smukke navn.

Vi stod og så hele optoget – måske halvanden time? Og jeg blev så glad, at jeg faktisk ved flere lejligheder måtte tørre en tåre væk fra øjenkrogen, det var rørende, fordi det var så, tja, det bedste ord, jeg kan komme på, er glædesfyldt. Ægte? Fordomsfrit?

Jeg talte forleden med en ven om det her med, at det “altid er den flamboyante bøsse med englevingerne” der havner i medierne i forbindelse med nyhedsdækningen af priden – at det kan være et noget stereotypt billede, der tegnes af homoer udadtil i forbindelse med arrangementet.

Men for fanden. Sensation vil vel altid være et nyhedskriterium, og hvis man overværer paraden, ser man i hvert fald netop, hvor fucking forskellige homoer er – præcis som alle andre er det:

  • Der var provinslebber med barnevogne og regnbueflag
  • Der var latexfetichister, der vred sig i deres bure
  • Der var VU’ere i formløse T-shirts
  • Der var feministiske topmaver i bikinier
  • Der var dreadlock-damer til kamp for LGBT-rettigheder i Yemen
  • Der var københavnske Bears med ølvomme og fuldskæg
  • Der var nøgne overkroppe, indsmurt i glimmer
  • Der var ABBA
  • Der var Boney M
  • Der var Shirley Bassey

Og så var der alle os andre.

Og hold kæft, hvor er der bare ingenlunde én stereotyp beskrivelse, der passer på os alle sammen. Og hold kæft hvor er det dejligt.

Du kan også læse indlægget på Homotropolis (lige her). Eneste forskel er, at udgaven ovenfor rettes for nyopdagede kommateringsfejl, hver gang jeg ser den.

Et lille rejsetip

I skal da have et rejsetip i anledning af at det er søndag (naturligvis).

Here goes:

Skulle du have planer om at lade turen gå til Lesotho eller Swaziland, skal du nok lige lade mohawken gro en tid endnu. Her lukker de dig nemlig ikke engang ind over grænsen, hvis de har mistanke om, at du – gud forbyde det – er kvinde med hang til the punani.

Jeg har brugt lang tid på at granske kortene på denne her hjemmeside. Mere om det i morgen.

Kort fra ILGA.org.

Ældre indlæg