Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juli 2012 (side 2 af 4)

Er du “lesbisk omkring det”?

Hæhæhæ. Jeg er jo, som I ved, ret tosset med den amerikanske homobrevkasse Savage Love. Forleden faldt jeg over et ret hjerteskærende indlæg om en lesbisk kørestolbruger, der fandt ud af, at hendes kæreste havde postet fotos af hende på online handicap-fetishsider.

Dan Savage, brevkasseredaktør og agony aunt opfordrede – selvfølgelig! – til, at den sårede lebbe skulle DTMFA – dump the motherfucking asshole. På sin plads.

Og Dan Savage er en sjov mand, for efter beskeden om at DTMFA fulgte følgende notabene:

“You have to dump the motherfucker like you mean it. You can’t be lesbian about this.” 

Det fik mig til at grine højt. Lebber er så megalesbiske omkring den slags. Jeg har ikke hidtil forladt et lesbisk forhold uden i hvert fald fem tilløb.

Dan Savage fortsætter:

“No “taking a break,” no “putting things on hold,” no “scheduling an appointment” with your couples counselor. You’re dumping her. The end.”

Hvor er det fedt, at det er nødvendigt med den slags tydelige forklaringer af, hvad et brud indebærer, når man snakker med (og om) lebber.

I kan læse hele brevkasseindlægget lige her.

Hvad er dine lesbiske breakup-erfaringer – har du nogensinde været lige vel lesbian about it?

Boyfriend.dk – Udvalget er overvældende

Boyfriend savner dig.
Men savner du Boyfriend?

Jeg fik lige en af de der “Boyfriend.dk savner dig!”-mails.

Jeg loggede naturligvis straks pligtopfyldende på. Og så tjekkede jeg som altid lige, hvem der var online.

Det kunne jo være, der var nogen, jeg kendte.

På min Boyfriend-profil søges som default på damer i hovedstadsområdet mellem 25-35 år. Det må være noget, jeg har indstillet skidtet til – uden at jeg helt kan huske, hvornår jeg har gjort det.

Men det er nok meget passende. Jeg ville således med søgningen kunne finde mig selv. Og lesbianisme – såvel som homoseksualitet per se – handler jo i virkeligheden bare om, at man er hamrende forelsket i sig selv. Narcisisme på et helt nyt niveau.

Det ved I godt, ikke?

I dag var der otte jævnaldrende lebber online i mit nærmiljø. Hele otte. Den ene havde fem indlæg i sin dagbog om, at hun følte sig ensom. Det gjorde mig lidt ked af det. En anden havde femten (jeg talte) af de der animerede smileys i sin profiltekst. En af dem var den der med en stor pistol. Pistolen affyrede med præcise mellemrum mod sætningen “ingen fyre tak”. Det gjorde mig også lidt ked af det.

Jeg bliver aldrig en smiley-pige. Selvom jeg øver mig i arbejdsøjemed. Og i mails til min bankrådgiver. Intet bløder anmodninger om bevilligede overtræk op som en morsom bemærkning efterfulgt af ham her:

🙂

Penisproteser på en tirsdag

Jeg faldt over den her hjemmeside for nyligt. Jeg husker ikke, hvordan jeg havnede der. Men jeg husker, at Lebben I Mit Liv lå ved siden af mig i sengen (vi er sindssygt dårlige til at håndhæve feng shui-korrekte regler om ingen elektronik i soveværelset), og hun vendte sig om og kiggede på skærmen i præcis samme øjeblik, som jeg forstørrede billede til højre.

Hun spurgte (og jeg blev igen en lille smule glad for at være kærester med lige præcis hende) i et relativt neutralt tonefald:

“Hvad laver du?”

Hvortil jeg svarede, at jeg naturligvis var i gang med at kigge på penisproteser. Det var jo tirsdag.


Hun svarede med et ok og vendte sig rundt igen. Fuck, jeg er tosset med hende.

Jeg tror, jeg sad og læste på en FTM-blog (Female-To-Male/transseksuel), da jeg fandt linket til proteseshoppen. Jeg har i al min lebbetid været meget fascineret af netop transseksualitet, men mere om det i et andet indlæg. Og da muligheden bød sig for at kigge nærmere dyrene, slog jeg naturligvis til. Jeg er meget fascineret af, at man kan købe modeller med urinledning. Det er sgudda smart.

Men jeg er simpelthen for snævertsynet til at forstå, hvorfor der sælges en model, som er erigeret og har urin-rende. For hvordan fanden fungerer det? Kan man overhovedet lade vandet med stiv pik? Tænk at jeg ikke ved det.

Jeg føler mig irriterende normativ og uåbensindet, når jeg ikke kan regne det ud selv. Æv!

Og hvis der er nogle FTM’er blandt læserne, så bland jer (I kan gøre det anonymt) – jeg vil så gerne vide meget, meget mere om jer!

Film – Det’ gratis (og for lebber)

Circumstances (Keshavarz, 2011)

Nå ja. Hvis man er i København den sidste weekend i juli, bør man lægge vejen forbi Ørstedsparken.

Her blænder MIX Copenhagen nemlig op for tre udendørs-smugvisninger af, hvad LGBTG-filmfestivalen, der afvikles til oktober, byder på.

Fredag vises nyeste skud på Tom Tykwer-stammen (ham der har instrueret bl.a. “Lola rennt”, “Heaven” og – min personlige favorit fra hans hånd: “Krigeren og Kejserinden”), nemlig trekantsdramaet “Drei”.

Lørdag står i lebbernes tegn (jeg spekulerer lige på, hvilket tegn, der er lebbernes. Er det saksen? Er det to knyttede håndflader gnedet mod hinanden? Er det noget helt tredje?).

Denne dag vises nemlig det iransk/amerikanske drama “Circumstances” (instr. Maryam Keshavarz). Ifølge MIX’ hjemmeside handler den om forbudt lesbisk kærlighed og iranske frihedsdrømme. Filmen fik publikumsprisen (vist endda med en overvældende andel af stemmerne) ved indiefilmfestivalen Sundance i 2011.

Søndag viser MIX komedien “Beginners” om en far, der i en høj alder springer ud som homo. Den tror jeg også, jeg vil over og se. Mest fordi min søde mor har anbefalet den. Mit elskede mødrende ophav går nærmest i Øst for Paradis (Århus’ svar på Grand Teatret) en gang om ugen, og hun ynder at ringe og fortælle om filmene, hun ser. 


Således også da hun så “Beginners”. Den mente hun bestemt, jeg skulle se (hun sagde det ikke, men jeg ved, det var fordi den handler om homoer). Den var så sjov, sagde hun. Og det plejer faktisk at være pålidelige anbefalinger, hun kommer med. Plus at jeg har været helt væk i Ewan McGregor, der spiller sønnen, lige siden “A Life Less Ordinary”. Jeg ville ønske, jeg kunne sige siden “Trainspotting”, men så hip var jeg ikke (så tidligt).

Circumstances – MIX Copenhagen 2012-sneak peak
Tid: Lørdag den 28. juli. Der er homoøl og homomusik fra klokken 19, og filmen starter ca. kl. 22 (m.a.o. når det bliver mørkt nok).
Sted: H.C. Ørstedsparken (ml. Nørre Voldgade og Nørre Farimagsgade i Kbh. K) – lebbefilmen spiller lørdag den 28. juli.
Tilmelding: Ikke nødvendig – men tjek deres Facebook-gruppe for mere info.
Pris: Det koster lebbernes yndlingsbetaling: gratis. 


Komse-lebber-lebber-lebber-komse-komse-komse.

Er mænd pæne?

I morges da min kæreste tog på work (jeg har jo ferie, har jeg nævnt det?), tog hun en undertrøje på under sin skjorte, og hun er bare så hottt i undertrøje. Det går lige i trussen. Eller i manglen på samme. Jeg sover bundløs. Primært af dovenskab. Nej. Udelukkende af dovenskab. Undertøj er besværligt. 

Nå. Men det, at synet af min kæreste i en wifebeater har den effekt på mig, fik mig til at tænke på en anden situation. For i forgårs da jeg gik hjem fra byen forbi Rådhuspladsen og Tivoli, hvor der i ferietider er fuldstændigt tæt af turister, passerede jeg tæt forbi en (anden) smuk kvinde. Androgyn i det. Korthåret, spejlglas-wayfarers, brune stumpebukser, sejlersko og en – hvis ikke jeg husker galt – gul t-shirt.


Jeg tog seriøst mig selv i at søge hendes blik bag brillen og bide mig i læben. Og jeg er ingenlunde nogen stor flirt. En anden dag skal jeg fortælle, hvordan jeg i sin tid scorede Lebben I Mit Liv. Uelegant må være nøgleordet.

Kvinden var så lækker. Helt væk i coolness og garanteret turist (jeg var lige ved at tilføje “ellers ville jeg have set hende før”). Og havde nogenlunde samme effekt på mig som Livslebben har. Og som de fleste

Men det fik mig bare til at tænke på, om jeg nogensinde har fået samme sus i maven ved synet af en lækker fyr. Jeg kan ikke huske det.

I ved jo, at jeg for nyligt brugte det meste af min nat på at se “For lækker til love”. Og fordi Boffy(!) seriøst selv ser sig som guds gave til x-kromosomet, kom jeg i tvivl om, hvorvidt han vitterligt ER lækker, eller om jeg har lidt ret, når jeg synes, han ligner en af de onde vampyrer fra Buffy The Vampire Slayer. Og det gik seriøst først i det øjeblik, jeg nedfældede ordene, op for mig, at det faktisk er ret sjovt i sig selv. Boffy(!) ligner Buffy.


Så jeg spurgte Livslebben. Hun mente, at han ikke var noget særligt, men gennemsnitligt pæn. 

Har jeg nogensinde fået sug i maven idet jeg har krydset en smuk mands vej? Jeg erindrer det ikke. 


Til gengæld kan en lækker lebbe virkelig få det til at svimle for mine øjne.

TV-narkomani og “For lækker til love”

Jeg holder sommerferie – har jeg allerede nævnt det? – og har fået en adgangskode til Viaplay.com stukket i hånden. Hvilket er lidt ligesom narko, når man ikke almindeligvis har adgang til TV3.

Så min sommerferie tilbringes med sovende hund på tæerne og Gustav på computerskærmen. I det mindste regner det udenfor.

Jeg vil lige skynde mig at understrege, at årsagen til, at jeg lever uden fjernsyn, ikke er spor, spor, spor hellig. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Min adfærd bliver 100 pct. tvangspræget, hver eneste gang, jeg præsenteres for noget, der giver den mindste mulighed for afhængighed.

Jvf., at jeg i går så 4 x 42 minutter “For lækker til love” i træk og af samme grund først sov kl. 4.30. Og har planer om at tilbringe dagen i dag på samme måde.

Nå. Men jeg er af en eller anden grund hidtil gået helt og aldeles ram forbi “For lækker til love” – og tilbragte således små fire timer i en kombination af dyb, dyb forundring og dyb, dyb forargelse.

“For lækker til love” præsenterer, som de fleste sikkert ved, en lang række karikerede og skarpvinklede personager. Og det er faktisk ikke engang bøssen Gustav, jeg bider særligt mærke i her. Ham vil jeg sgu se agere i virkeligheden, før jeg tror på, det ikke er en tyk, fed rolle, han iklæder sig i programmet.

Nej. Snarere vil jeg hive fat i karakteren Boffy(!).

Boffy(!) er en veltrænet gut fra Vejle, der afviser den ene smukke pige efter den anden, fordi deres numser er bredere end hans max.-grænse på ca. 30 cm.

Ja – seriøst.

Boffy(!) kan have en skønno date med en smuk pole dancer, som han til kameraet fortæller er rigtig sød og pæn, men idet hun fortæller, at hun ærligt talt spiser chokolade, når hun har lyst til det, så er daten slut for Boffy(!). For “hvornår skal hun forbrænde alle de kalorier, når hun samtidig har droppet sine elitesvømmer-planer for at have tid til både gymnasiet og vennerne?”. OMG.

Jeg ved godt, at “For lækker til love” baaare er fjernsyn. Og jeg er udmærket klar over, at såvel stjernerne som klipperne ved, hvad der giver flest seere, og redigerer efter præcis den præmis. 


Men i min lille lukkede akademia-omgangskreds glemmer jeg bare nogle gange, at den virkelighed, der præsenteres igen og igen i massemedierne, reproducerer nogle fuldstændigt forrykte kropsidealer. 


Og det kan godt være, det hele er for sjov. Men der er fandenedeme noget galt, når Boffy(!) kun kan opridse følgende to kriterier til en kommende kæreste: 


1. Hun skal have en lille røv. 
2. Hun skal være blond med blå øjne (så han kan få børn med blond hår og blå øjne). 


Jeg ved ikke, hvilket ansvar man lovgivningsmæssigt som producent har i den sammenhæng. Sikkert intet. Jeg ved, at det fx af Medieansvarsloven fremgår, at man ikke bør beskrive selvmord i pressen, fordi der er en påvist afledt effekt: Når man skriver om selvmord, inspirerer man desværre sårbare sjæle. 


Men for mig at se er der også en risiko – omend, bevares, ikke lige så alvorlig – for, at man inspirerer til idioti ved at beskrive idioti så indgående, som tilfældet er i “For lækker til love”.


Jeg frygter desværre, at Boffys(!) semi-sindssyge kropslige kriterier også påvirker sårbare sjæle. Og eftersom manden tilsyneladende selv er hamrende spiseforstyrret, er risikoen overhængende for, at hans forrykte standarder vedrørende korrekt ernæring og ditto kropsmål kan påvirke unge piger ude i virkeligheden, der er nok så sunde, men fucking ligesom guttens date i Aalborg spiser chokolade, når de har lyst til det.


Det er lige før, jeg kunne drømme om, at Boffy(!) pådrog sig en periodisk stofskiftesygdom. Men det gør jeg altså ikke. Det er ikke zen. 


Nå. Jeg ser lige et afsnit mere. Eller tre. Eller syv.

Tre gange sødt

Jeg er en pissehamrende doven lebbeblogger i disse dage. Det beklager jeg helt oprigtigt.

Men mit liv er – med undtagelse af lidt let maveinfluenza (en smule post-Roskilde roskildesyge, så at sige) – skidegodt.

Og på samme måde, som min dagbog kun får en ordentlig omgang, når verden er uretfærdig, er det også sjovere at brokkeblogge end at lykkeblogge. Og der har du hovedårsagen til, at jeg aldrig kunne bliver en speltblogger. Det og at jeg er en skoddårlig husmoder.

Jeg har bare ikke rigtigt noget at bloggebrokke mig over lige nu:

1. Jeg er på nippet til at blive boligejer.

Jeg har vist – hvis alt går vel – netop erhvervet mig et håndværkertilbud af en treværelsers på Vesterbro. Kontrakten er underskrevet og banken har givet grønt lys. Så hvis alt går vel…

Det betyder, at Lebben I Mit Liv og undertegnede drømmer om glasmosaikfliser og samtalekøkkener. Meget voksent. Tegner skitser og indhenter tilbud på VVS-arbejde. Fedt liv, hva’?

Anyway. Jeg er så fucking heldig med, at jeg deler seng med et handy menneske. Som Livslebben sagde i går: 


“Hvad fanden ville du egentlig gøre med den lejlighed, hvis ikke du havde mig?”. Vel at mærke ytrede hun ordene uden et eneste gran selvfedhed. Hun sagde det mere bare i utilsløret undren over, at jeg ganske enkelt ikke fatter, at et køkken er noget, man kan skifte ud. Jeg har stadig en ide om, at det jo sidder fast, køkkenet – at man flår lejligheden i stykker, hvis man fjerner et komfur.

2. Jeg er noget, der minder om nyforelsket. 

Jeg har de seneste par dage med flere venner haft børnesnakken. Jeg er meget anti-børn lige for tiden. Altså anti at skulle have dem selv. Jeg synes jo, de er søde (nok), men lidt nuttethed i bytte for noget, der tilsyneladende er verdens hårdeste og mest altoverskyggende job, er sgu ikke en god forretning. Sagde egohønen.

Og alligevel blev jeg helt lun om hjertet, da Lebben I Mit Liv i morges (læs: klokken 13) over blødkogte æg og kaffe sagde, at hun satanedeme kunne love mig, at hendes potentielle børn skulle i folkeskole. “De skulle gå i klasse med både Hussein og Brian, fanden heller!”.

Ja, det fik mig til at smelte.

Her bør tilføjes, at en af mange helt store forskelle på Livslebben og undertegnede er vores politiske overbevisning. Hun hælder i blå retning, hvor mit eget kryds sættes så højrødt, som det kan lade sig gøre. Men hun giver fanden i privatskoler, viser det sig. Og det elsker jeg hende for. Jeg elsker hende for at være usnobbet. Og i et halvt øjeblik fik jeg alligevel lyst til at poppe de skide unger – bare for at sende dem på kommuneskole med Livslebbens velsignelse.

3. Jeg har ferie.

‘Nuff said.

Ja. Velkommen tilbage til Frk. Starter-i-øst-ender-i-vest. Jeg undskylder den udeblivende røde tråd. Og kan ikke skrive “rød tråd” uden at tænke på brugte tamponer. Og med det billede installeret godt og grundigt på din nethinde siger jeg hermed:

Over and out.

Jeg lover aldrig at tie…

Jeg har jo en lille sidegesjæft henne hos Homotropolis. Frugten af mine seneste anstrengelser kan du se enten derovre eller lige her: 

Jeg har en hund. Rettelse. Jeg har verdens sødeste hund. Ingen over, ingen ved siden af. Denne oplysning er ikke nogen nyhed for faste læsere af min blog, det ved jeg godt og undskylder på forhånd.
Som hundeejer-skråstreg-feminist-skråstreg-lebbe må man fra tid til anden vælge, om man orker at tage den helt store normative kamp, hver eneste gang muligheden byder sig.
Tag nu fx her til aften.
Jeg og min kæreste, herefter kaldet Lebben I Mit Liv, var ude at lufte kræet. Herefter kaldet kræet. Vi mødte en heftigt tatoveret gut, der gik tur med to semistore hanhunde. Vores hund er også en han. Ikke at jeg går op i køn eller noget. Host-host. Men her har kønnet altså relevans for den videre fortælling – for hør bare her:

De i alt tre hanhunde begav sig nemlig straks i gang med det mest massive sexorgie i mands minde. Når den ene hund ikke havde den andens hofter låst i et fast og humpende greb, gav den tredje den førstes ædlere dele en gevaldig omgang animalsk oralsex.
Det var en lyst at skue.
Min kæreste og jeg er nok begge to ret ligeglade med den slags. Lad dyrene lege, tænker vi. Men tatoveret dobbelthundeejer reagerede med noget, der grænsede til febrilsk hundehomofobi:
”Coco, hold op med det der, det er jo en HANhund,” sagde han.
”Det er sgu for klamt at slikke ham der, addd,” sagde han.
”Han har vist ikke fattet, at han også SELV er en han,” sagde han.
”Ulækre bøssehunde,” sagde han.
Alt imens jeg og Lebben I Mit Liv – to ulækre homoer, forstås – så tavse til. Jeg havde lyst til at råbe, at det vel var lige så naturligt, at hundene hyggede sig med lidt uforpligtende mundsex, som det er, når jeg slikker Livslebben derhjemme. Men jeg sagde ingenting. Og nu spekulerer jeg på, hvorfor jeg undlod at gøre det.
Min kæreste og jeg holder ikke det helt store i hånd, når vi er offentlige. Jeg tror, det handler mere om hendes blufærdighed end om min. Men lad nu det ligge. Hundeejeren kan ikke have været i tvivl om, at vi var et par:
Vi refererede konsekvent til Kræet som ”vores”, og hvor jeg måske almindeligvis kunne forveksles med en uskyldig heterotøs qua min evige hestehale og upassende korte nederdele, ser Lebben I Mit Liv ualmindeligt homoseksuel ud med undercut og sneakers. 
Man er godt blind, hvis man ikke fanger, at vi er kærester, og deraf slutter, at vi sandsynligvis fra tid til anden dyrker homosex hjemme mellem lagnerne. Og alligevel gav han i klare vendinger og direkte op i vores åbne ansigter indirekte udtryk for, hvor upassende han syntes, homoseksualitet er.
Gad vide om han selv et øjeblik studsede over sine kommentarer. Om han lige tog et kvart sekund til at reflektere over, at hans homohundefordømmelser svarede lidt til at kalde mig og min dame for ulækre. Eller er jeg bare sart?
I nogle situationer griber jeg selv den mindste mulighed for at irettesætte den slags snævertsyn. Især hvis det er min mor, der kommer for vanvare at sige, at ”der nu altså ER noget, der er typisk kvindeligt og noget andet, der er typisk maskulint”. Min mor får i det hele taget ikke lov til at træde mange skridt uden for den på én gang brede og meget, meget smalle queerpolitisk korrekte sti. Men i hundeparken holdt jeg min kæft.
Det gør jeg ikke næste gang. Det lover jeg. Samtidig lover jeg også at være sober og ikke alt for retorisk vred.
Så kan vi altid en anden dag tage en snak om det her med at kalde sin hanhund for Coco og samtidig brokke sig over, når dens seksualitet afviger. Host-host.

De lesbiske gav aldrig op

Når jeg skal i Netto, går jeg forbi en lokal skole. Denne lokale skole har tilsyneladende for nyligt haft et projekt af den slags, der munder ud i at eleverne producerer en række forslag og ideer, der malende beskrives på papplader, udskåret som talebobler, der siden pynter på gitteret omkring skolebygningen. Du ved – et af dén slags projekter.

Nogle af disse talebobler giver fx gode ideer til, hvordan skolens udendørsarealer udnyttes bedst:

“Vi vil gerne have en stor boldbane med basketnet”og “Det kunne være dejligt med flere borde og bænke at sidde ved når vi spiser frokost”

Men pludselig en dag, da jeg drønede mod Matthæusgade for at indkøbe mælk og toiletpapir, hang der et skilt, jeg ikke tidligere havde bemærket langs den ene mur:


Jeg er så vild med det. Jeg forstår det ikke
helt. Men jeg er VILD med det. Tror jeg nok. En lille del af mig frygter selvfølgelig, at der slet ikke er noget at være vild med, og at de lesbiske i legen er ‘de onde’, lidt som at lege røvere og soldater, cowboys og indianere, nazisterne efter jøderne (den berømte leg).



Nederst i taleboblen står der “Se den på YouTube” – 6.C.’s klasselærer har tydeligvis haft valgfag i interaktivitet på seminariet – og jeg håbede her at finde en nærmere forklaring på “Den lesbiske leg”, men videoen viste sig bare at være en 26 sekunders let vaklende oplæsning af skiltet. Så det.

Men altså – enten er jeg top-forudindtaget og selvglad på min seksualitets vegne eller også er der altså bare i teksten en solid undertone af, at de lesbiske – som vi jo alle et eller andet sted ved – er de sejeste i hele verden.

FOR DE LESBISKE GAV ALDRIG OP.



Undskyld på forhånd

Skønne lebber og vedhæng (strap-ons, forstås).

Jeg ved godt, at jeg her på bloggen lever et dovent såkaldt lesbisk liv i denne tid. Der er ikke megen aktivitet, hverken anskuet kvali- eller kvantitativt. Undskyld.

Jeg har sommerferie og opfører mig i den forbindelse ualmindeligt ikke-lesbisk. Hvis vi da ser bort fra, at jeg har haft sweatpants på i tre dage i træk. Og at mit hår er så fedtet, at det kunne forveksles med en hanekam.

Så jeg har intet nyt at tilføje. Det kommer med andre ord kun drypvist de næste par uger.

Undskyld på forhånd.

Til gengæld kan I glæde jer (eller frygte eller rynke brynene) over, at der snart er nyt på Homotropolis-fronten – og det indlæg havner selvfølgelig også lige her efterfølgende.

Ældre indlæg Nyere indlæg