Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juli 2012 (side 1 af 4)

Buler i biler og kvindelige bilister

Jeg er stadig helt ked af det over at have lavet en bule i fremmed bil. Bilejerdame ringede netop. Hun var meget glad for min seddel og mente også bestemt, den måtte give gode point på min karmakonto. På min bankkonto giver det til gengæld et minus på ca. 5.000 bobs. Mindst.

Jeg kan bare næsten ikke bære den slags. Bliver så ked af at lave fejl, – især dem som jeg absolut helt og aldeles kun kan beskylde mig selv for.

Og så hader jeg, at manden i biludlejningsbiksen, da jeg netop kontaktede ham vedr. skaden, lød nedladende. På en måde, jeg – i mine projiceringers vold – kun kunne tolke som havende et gran af “kvindelige bilister, hvorherrebevares.”

(Denne hurtige konklusion kan dog udelukkende tilskrives mig. Måske var han bare træt af, at jeg m/k lavede ravage.)

Men i hvert fald: Sig gerne noget sødt. 

…Helst i stil med Livslebbens kommentar:

“Men skat. Du er 31 og har haft kørekort, siden du var 18 (man er vel jyde). Det er sgudda på høje tid, du laver en bule i en bil.”

Jeg græd lige lidt. Igen. Selvmedlidenhed ftw.

ALARM! Kvindelige pædagoger er skidefarlige

For fem-seks år siden deltog jeg på et stort seminar, der skulle kortlægge, hvordan man får flere mænd til at tage barsel.

Det var afsindigt spændende. Vi var udvalgt, så der i hver af workshopgrupperne var både en far på barsel, en mor med en mand på barsel, en karrieretype og en vred feminist (guess who!) repræsenteret. 

Der kom rigtig mange rigtig gode løsninger på banen i løbet af de par dage, seminaret varede. Det mærkelige var bare, at alle løsninger ligesom lagde op til, at der skulle gulerødder i form af gratis hightech-barnevogne, lækre cafeer hvor man rigtig kunne være mænd samlet på barsel, takeaway-kuponer, etc., til for at få mændene op af kontorstolene og hjem til bleskifteriet.

HVAD FANDEN? 

Altså, kvinder har sgudda i en menneskealder taget barsel uden at få noget som helst for det (og enhver, der her indvender “ud over masser af skøn alenetid med den lille ny”, kan komme forbi Vesterbro og få en kindhest) – hvorfor skal mændene præmieres for noget, der – for mig at se – er deres fucking pligt?


Nå. Men jeg kom bare til at tænke på det i forbindelse med al den polemik, der har kørt i radioavisen den seneste uge om, hvilke ganske forfærdelige konsekvenser, den “demaskulinisering, der foregår af drengebørn i institutioner med overvægt af kvindelige pædagoger,” har. 


Hvorherrebefuckingvares.


Jeg prøver og prøver og prøver, men jeg kan simpelthen ikke se problemet. Det er for mig at se et problem, der kun eksisterer qua en ide om, at kvinder rummer én ting – en essens, som yndlings-Ninka ville sige – (I ved, piger = overvejende passive, stilleleg og tegninger), mens mænd rummer en anden (aktive, udadvendt handlende, sport og råb).

Bullshit.

Jeg ville fx langt hellere have min vidunderlige kæreste (der – oh yes! – var kvinde, sidst jeg tjekkede efter. Oggudsketakoglovfordet) til at hjælpe med istandsættelse af Lesbisk Håndværkertilbud, end nogen mand, jeg nogensinde har været kærester med. Seriøst. Man kan ikke på den måde plastre bestemte egenskaber op på bestemte køn.

Det holder ikke, og det begrænser den lange række af mennesker, der ikke passer ned i den kasse, deres kønsorganer har bestemt, de skal høre til i.

Det er netop den form for kassetænkning, der fører til hatecrimes mod fyre med lyserødt og løse håndled. Det er den form for kassetænkning, der gør, at der ses skævt til kvindelige brandmennesker – og til mandlige sosu-assistenter. Det er den kassetænkning, der gør, at man som kvinde skal forsvare sig, hvis man fx ikke vil have børn men i stedet højprioritere sin karriere – fordi det er ukvindeligt ikke at have den drift mod familieliv.

Der findes ikke to køn – og alle eksisterende egenskaber i hele verden kan ikke placeres hos enten kvinden eller manden. Vi må deles om skidtet. Sgu.

Man vælger selv.

I dag har jeg været tre gange i Silvan. Som en sand lebbe

I dag har jeg – som en sand lebbe – været på shopping i:

  • Silvan x 3 (to gange i Valby og en gang på Fisketorvet. Eller Fissetorvet, som vi kalder det)
  • Bauhaus
  • Jem&Fix
  • Farvehandler

Jeg har slæbt:

  • Otte stole
  • To gipsplader
  • 2×10 liter spartelmasse
  • 10 liter grundrens
  • To bukke
  • To store ruller afdækningspap
  • + det løse

Op til tredje sal, vel at mærke.

Jeg har desuden fjernet tapet i næsten et helt rum. Hvilket er noget af det mest tilfredsstillende arbejde, jeg længe har udført. Swooooosh, sagde det. Så røg der en bane. Swoooosh. En mere. Ikke noget af det der gnatteværk, man kender fra prismærkerne på IKEAs glas, overhovedet. RIP lyserøde vinyltapet- og hej-hej flotte mur.

Alt imens har Lebben I Mit Liv fjernet en dørkarm og gjort de første forberedelser til at blænde en dør. Meget imponerende. Hun er verdens bedste. Og også fra tid til anden dygtigste. I dag har hun været begge dele.

Først var hun verdens dygtigste, fordi hun lige kunne fortælle mig, hvilke materialer der skulle indkøbes til Projekt Nyt Hjem. Megasejt at være i Silvan med en, der lige kan sige “13 millimeter” på det rigtige tidspunkt.

Dernæst var hun verdens bedste kæreste, da hun trøstede mig, fordi jeg formåede at bakke ind i dum parkeret bil i lejet lortekassevogn. Forbandet. Jeg lagde en seddel til ejeren. Selvfølgelig. Så muligvis er der lige et par tusind mindre at ordne køkken for, hvis bulen i døren er min skyld.

Jeg blev helt lille bitte i en kombination af skam og vrede. Meget blandet følelse, dér. Men Livslebben holdt om mig og fortalte om dengang hun totalskadede fronten på sin fars bil. Det hjalp lidt. Selvom det ikke var hendes skyld dengang.

Jeg prøvede til gengæld lige et dumt øjeblik at skyde skylden for min påkørsel på hende. Fordi hun ikke havde sagt stop. Jeg kunne godt høre, hvor streng jeg var allerede, mens jeg sagde ordene. Derfor var det måske ekstradejligt, at hun bare holdt om og sagde alt ok.

Hun er sød nok.

Læserne mener…

Hej alle lebber

Her går det godt. Faktisk så godt, at der så godt som ikke er tid til at skrive på denne hersens blog. Men det er ikke permanent, det lover jeg. Det hele skal nok blive forfærdeligt igen.

Jeg er bare glad – Det er ikke det samme som optimist.

Jeg har en liste med “blogindlæg til højrebenet”, men den er komplet udtømt (høhø). Så jeg lyver egentlig, når jeg siger, jeg har en sådan liste. Jeg havde en. Men nu har jeg nuppet alle de lette ideer.

Kan en liste egentlig godt være tom – eller mister den så sin status af liste?

Puhada. Mit liv er temmeligt lille og ret så stort lige for tiden. Jeg er post-ferie-træt, og jeg har allerede fortalt om min tatovering, min hund og mit håndværkertilbud. Så jeg venter lige med at skrive, til der sker noget spændende.

Ellers må I, kære læsere, lige komme på banen fortælle mig, hvilke lebbede emner, I gerne ser, at jeg bringer på bane. Jeg er komplet kreativt blokeret.

Hvad vil I læse om her på Lebbelivet?

KH. N.

Garfunkel and Oates. Ikke lebber men sjove

Nå.

Jeg har fundet en ny besættelse. Som faste læsere ved, er jeg ret glad for den amerikanske podcast-brevkasse Savage Love. Det seneste afsnit, jeg har hørt, var en liveoptagelse, hvor satire-bandet Garfunkel and Oates optrådte. Jeg er lidt i tvivl om, hvor kendte de to kvinder, som duoen består af, egentlig er.

Men det var så sjovt, at jeg sad lige midt i bus 10 og grinede højt inde bag solbriller og hørebøffer.

Blandt andet var følgende sang virkelig morsom. Og meget uamerikansk på en eller anden måde. Jeg forbinder ikke klassisk amerikansk humor med en så direkte og hård satire. Men det gør det KUN desto bedre. Se lige videoen først og læs så videre nedenfor:

…Er det ikke sjovt? Eller hvad? Det fungerede klart bedre i radioen end på tv (måske også fordi man så får lov til at danne sig sit eget billede af, hvordan de ser ud), men jeg synes altså stadig, citater som de følgende har en vis berettigelse:

“Pregnant women are smug. I can’t count all the ways now, you speak in clichés now.”

og ikke mindst:

“Pregnant women are smug. You’re just giving birth now, you’re not mother earth now.”

De har deres egen YouTube-kanal, og i mangel af bedre ting at tage sig til, er den altså et besøg værd…

Tjek den ud lige her.

Handling. Gentagelse. Magt.

Min ekskæreste og gode veninde N er kunstner. N arbejder primært konceptuelt med et gran performativitet fra tid til anden. Det med at undersøge normer og grænser har været en betydelig del af hendes praksis i mange år, men særligt på det seneste har hun i nogle videoværker udforsket, hvordan flertallet reagerer, når de udsættes for den samme behandling, som minoriteten (lebber) må tåle. Det er skidehamrende urovækkende og meget, meget interessant.

Nå. Men det er også – til dels – dette indlæg aldeles irrelevant.

For jeg har ikke lige nu lyst til at gå alt for dybt ind i N’s egne værker. Det kommer for tæt på, og som I ved, har jeg ikke det store behov for at give mig til kende. Lige nu. Det kommer måske en dag. De er i hvert fald bestemt det værd. Især hendes seneste video, der fik et helt selskab til at krumme tæer – på netop den måde, god kunst skal – for en måneds tid siden.

Sidespor.

I hvert fald har mit venskab med N ført mig forbi mangt en fernisering, og for nogle måneder siden, var hun en del af en lille lynudstilling her på Vesterbro, hvor også en anden lesbisk kunstner udstillede.

Nå. Men den anden kunstner, Mette Clausen, udstillede et videoværk, der også handlede om tilværelsen som lesbisk.

Videoværket viser en lastbil, der kører rundt og rundt på Kgs. Nytorv.

Still fra videoen “Handling gentagelse magt” (Mette Clausen 2011)

Den hvide lastbil havde Mette Clausen, der er under uddannelse ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, lejet til lejligheden. 

På begge vognens sider havde Mette Clausen sat et skilt. På den ene side stod der:

“Jeg kyssede hende på Kongens Nytorv. Idet han gik forbi os, stak han to fingre i munden og lod som om han kastede op.”

På den anden side stod der:

“Handling. Gentagelse. Magt.”

Jeg synes, det er meget stærkt. De tre ord beskriver meget præcist det, jeg ofte – senest i går – taler om her på bloggen. Nemlig hvordan en handling alt for hurtigt reproduceres og bliver en norm, hvis ikke tilstrækkeligt med mennesker gør oprør.

Derfor er det vigtigt, vi bliver ved med at kysse hinanden på Kgs. Nytorv, indtil den dag det slet ikke vækker kvalm respons – endsige opsigt – at vi gør det.

Tænk over det.

Og se så videoværket lige her. De fire minutter og 12 sekunder af din tid er godt givet ud.

Søvnløs i solo-seng – eller: Derfor sover lebben ikke i ske

Jeg kan ikke sove.

Om otte timer er min ferie slut (og jeg var slet, slet ikke færdig med at sove længe og drikke vin), og om seks timer ringer vækkeuret. Og her ligger jeg med ferie-omvendt døgn og uden Lebben I Mit Liv.

Hun og hunden er nemlig andetsteds pga. familiebesøg, hvilket ikke gør det nemmere for mig at sove. 

Jeg sover afsindigt meget bedre, når Livslebben (og hunden) er hos mig. Ikke at vi sover i ske. Hverken mig og Livslebben eller mig og hunden. Eller Livslebben og hunden for den sags skyld. Jeg skal bare helst lige kunne række en arm ud og mærke hende. Høre hendes vejrtrækning.

Jeg kan huske, at min gode veninde B og jeg var ude at gå en tur for mange år siden. Vores gåtur havde ført os langt ud på Amager og blandt andet forbi en stor reklameplakat med to lykkeligt omslyngede heteroer, der sov med store smil og ansigterne helt, helt tæt.

Reklamen var sikkert for Hästens eller Tempur eller sådan noget:

“Køb denne madras, så kommer du til at sove ligeså fantastisk som parret her.” (Jeg burde skifte karriere. Der er gået en habil reklameslogan-ist tabt her, fornemmer jeg.)

Min veninde – som altid har været i pissegode parforhold (modsat mine egne altid en kende dysfunktionelle men ikke af den grund spor mindre værdifulde!) – pegede på plakaten og sagde:

“Jeg ville dø, hvis jeg skulle sove sådan der.”

Hun påpegede hvor friggin’ varmt, det er at sove tæt, og hvor grænseoverskridende det er at ånde nogen ind i hovedet, mens man sover. Det gjorde mig så glad. For jeg var nok egentlig ret sikker på, at netop hun med de perfekte parforhold sov i lige dele ske og med ansigterne helt tæt sammen med sine kærester. Ligesom damen i madrasreklamen. – Vel at mærke mens jeg selv absolut kun kunne falde i søvn sammen med min daværende kæreste, hvis vi lå ryg mod ryg. Til nød kunne jeg holde til at være en natlig yder-ske.

Og jeg følte mig som en sovende parforholdsfiasko.

Jeg sover stadig bedst ryg mod ryg – eller til nød som yder-ske – men jeg føler mig ikke af den grund som en fiasko længere. Og det er delvist på grund af B’s ord. Når en verdensmester i parforhold ikke kan sove face-to-face, så må det være det endelige tegn på, at det er ok ikke at få sin kærestes overskydende kuldioxid direkte ind i kæften, mens man sover.

Men godnatkysset er til gengæld pissevigtigt. Ligesom farvelkysset. Det holder jeg benhårdt på. Og det savner jeg altså lige nu. Sov godt derude.

I blev skabt som mand og kvinde – Mit Såkaldt Lesbiske Liv til kirkebryllup

I går var jeg til bryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

De seneste par år har jeg været til en tre-fire bryllupper, men ingen af disse har været kirkebryllupper. I går var jeg til kirkebryllup. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Det var for så vidt et rigtig fint bryllup – det var min dejlige kusine, der blev gift – der er bare alligevel en lang række klare forskelle på de borgerlige bryllupper, jeg har været til de seneste år og så dette.

Især gjorde turen i kirken mig paf.

Det er vel gået de færreste homonæser (“homonæse” lyder lidt som noget, man kan dyppe sine pomfritter i) forbi, at kirken nu er forpligtet til også at vie to mænd og to kvinder. Med hinanden, forstås. Jeg tror, der går nogle år endnu, inden bigami lovliggøres. 


For mig er det en ligegyldig sejr. Bestemt er det da kun rimeligt, at en statsstøttet institution ikke må diskriminere, men jeg skulle nu ikke nyde noget af et kirkebryllup under alle omstændigheder. 

Og faren er for mig at se, at denne lillebitte mikrosejr vil blive brugt som et (ligegyldigt) eksempel på, at homoer da har rettigheder – at regeringen da lytter, når homoerne klager (“nu fik I denne her, så kan I sgudda heller ikke forlange mere.”).

Nå, men foruden faktum, at jeg ikke er det mindste kristen (jojo, jeg blev konfirmeret dengang. Men jeg har også stadig den “Absolute Let’s Dance ’95“-cd, jeg købte sammen med mit konfirmationsanlæg, så det var ikke helt forgæves!), bryder jeg mig simpelthen bare heller ikke om biblens måde at snakke om parforholdet på.

Tag nu bare i går til brylluppet. I Jylland. Langt inde i Jylland.

Præsten var meget sød og talte om kærlighed. På den der ekstremt normative måde, præster taler om kærlighed og ægteskab.

Talen til de nygifte-in-spe handlede nemlig i uhyggeligt høj grad om, hvor vigtigt det er, at bruden giver sin mand frihed (og naturligvis om hvor dejligt det var, at min kusine netop formåede at give sin kommende husbond frie tøjler).

Hvorherrebe-fucking-vares. Hvad med brudens frihed? Hva’? Hvad med den? 

Jeg ved godt, det måske lyder som om, jeg hidser mig unødigt op. Men det kræver ikke særligt meget refleksion at se normerne i den opstilling, gør det? Kvinden skal give manden frihed = Manden har brug for frihed, fordi han (modsat kvinden) er aktivt handlende. Kvinden vil helst bare sidde passivt derhjemme (og allerhelst med sin mand – men det behov skal hun undertrykke)?

Jeg synes faktisk, at netop italesættelsen af det heteroseksuelle ægteskab er et supervigtigt sted at påbegynde en bekæmpelse af normerne.

For det er jo i familierne, normerne reproduceres og snart bliver til et fuldt års barsel til kvinden (for manden har jo brug for sin frihed), hvilket igen fører til lavere anciennitet (og dårligere pensionsopsparinger!) til kvinden, når hun er tilbage på arbejdsmarkedet, hvilket igen fører til, at kvinden fravælges til de højeste og bedst betalte stillinger, hvilket igen reproducerer billedet af manden som den aktivt handlende med den høje stilling og minus forpligtelser på hjemmefronten (“han har jo brug for sin frihed”) – og så er cirklen sluttet, og kvinder vil for evigt få 18 pct. mindre i løn end deres mandlige kolleger.

Men det var et sidespor.

Jeg var jo til kirkebryllup. Og selve præstens tale var ikke det eneste, der faldt mig for brystet. Der var jo nemlig også det her med salmerne:

“Med guldkæde himlens gud / binder brudgom til sin brud”. 

Sådan lyder de sidste to linjer i tredje vers af salme nr. 699 i Den Danske Salmebog, “Glæderig og underfuld”.

Jeg bed især mærke i ordene “sin brud”. Med fed streg under “sin”. Ejefald. Possessivt pronomen.

Jeg bryder mig vitterligt ikke om – og I må gerne kalde mig nærtagende – at kvinden på den måde beskrives som mandens ejendom. 

Ikke i det 21. århundrede for fuck’s sake.

Samme tankegang går jo igen i hele ritualet, hvor kvinden som et andet objekt overdrages fra én mand (faderen) til en anden (gommen). Jeg ved godt, det bare er ritualer og bunder i tudsegamle traditioner, men det er virkeligt skammeligt, hvis I spørger mig.

Så få dog det skide ægteskabsritual revideret. Altså – er kirkevielsen ikke lidt blevet overhalet af virkeligheden? Både i hetero- og homoøjemed?

Som min kære bror (og så mange andre) siger:

“Det er da på sin plads, at homoer kan bliver viet i kirken nu, anskuet som et ligestillings-/antidiskriminationsspørgsmål. Men jeg fatter simpelthen ikke, hvis der er nogen homoer, der har lyst til at blive viet et sted, som i udgangspunktet ikke rigtigt anerkender institutionen.”

Hvis homoer skal vies i kirken, synger man så:

“Med guldkæde himlens gud / binder bruden til sin brud”. 

Og her har jeg slet ikke nævnt en anden kirkevielsesklassiker, salme nr. 738, der bærer titlen: 

“I blev skabt som mand og kvinde”. 

I kan læse hele salmeteksten her. 

Det var lige før, man skulle blive kirkeligt viet bare for at kunne synge den salme i en kirke spækket til randen med homoer. Og se præstens ansigtsudtryk.

NU og for evigt

…Det her gjorde så afsindigt ondt, at jeg ikke tror, jeg nogensinde får nummer to. Fødende kvinder, go home.

Men nu sidder den dér – lige midt på armen, verdens bedste kærestegave.

Det sjove var, at tatovøren, der lavede den (jeg lyver ikke, når jeg siger, at det føltes som at få en sløv skalpel ført op og ned gennem håndleddet. Jeg har aldrig prøvet noget lignende), havde skrevet “to ænder” i sin kalender ud for min tid.

Det er ikke første gang, jeg pænt har måtte forklare, at der altså var tale om to gange bogstavet N.

Selvom Lebben I Mit Liv naturligvis plæderede for, at jeg fik et par badeænder tatoveret på højre arm ved samme lejlighed. Her treat.

Tak, men nej tak.

Tatoveringen ser ud præcis, som den altid har skullet se ud. Den ligner nemlig (to gange) det N, der har stået i mine skiftende vindueskarme de seneste otte år (og siden er blevet suppleret af mange yderligere. Jeg tror, jeg havde ni N’er, sidst jeg talte). Min navn begynder med N, og jeg har været lidt besat af N’er, siden jeg fandt mit første i en marskandiserbutik på Bryggen i 2005.

At de to N’er tilsammen danner ordet ‘nu’ gør ikke en meditationshøne som undertegnede mindre glad. Det er sådan lidt mit eget lille fesne take på “carpe diem”. Jeg undskylder på forhånd.

Anyways. Jeg er så sindssygt glad for tatoveringen.

Tak til Lebben I Mit Liv for verdens bedste kærestegave.

(Men seriøst – jeg bliver satanedeme ikke afhængig af det stads, jeg var lige ved at kaste op, så ulækkert føltes det.)

Alkoholikere i slagsmål – nu som sexet catfight

– Ekstra Bladet –
Burde holde kæft i stedet for at turde.

Den her historie er så afsindig usmagelig. Ikke i sit udgangspunkt – fred med at to alkoholikere kommer i håndgemæng. Nej. Det er for mig at se komplet usmageligt, at Ekstra Bladet vinkler, som de gør. 

Egentlig er det faktum, at de overhovedet bringer historien, også usmageligt. For havde de ikke kunnet skrive ‘lesbisk’ (og måske også ‘grønlandsk’) i overskriften, havde episoden aldrig nogensinde fundet vej til spalterne. Tror jeg.

Historien er så ligegyldig. Komplet uinteressant. Eneste årsag til at bruge tid på at skrive den, er håbet om at kunne gafle en liderlig læser eller to i farten. Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg selv fandt artiklen – sikkert via et link på Facebook. Så egentlig er jeg ikke en skid bedre selv. Også min nysgerrighed vækkes af den overskrift.

Men altså – agurketid eller ej – medier bør være sig deres diskursreproduktive ansvar bevidst.

Synes jeg.

Ældre indlæg