Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juni 2012 (side 2 af 6)

Familiefester med fremmede familier

Min kærestes familie har accepteret mig 100 pct. som deres svigertype. Jeg gør deres datter glad, ergo er jeg elskværdig. På samme måde har min familie accepteret min kæreste. Og det gælder altså inklusiv dem, der har rundet 70 år – både på min og kærestens side.

Det er helt vidunderligt og ret sejt – også selv det fanme var det mindste, man kunne forvente. Vi er ret heldige.

Anderledes kan det være at være til, let’s say, bryllup. Hos fx en heteroseksuel veninde. For hendes morfar er ikke nødvendigvis lige så tolerant – eller har måske bare aldrig behøvet tage stilling til sin egen holdning til homoer, fordi hans egne børnebørn er lykkeligt forenet i hellige mand-plus-kvinde-relationer. Eller i hvert fald godt på vej til at blive det.

Bryllupper er nogle af de mest homo-synlige steder, jeg har oplevet at befinde mig de seneste år. For der er man så. Naturligvis inviteret med vedhæng m/k af sine fantastiske og komplet åbensindede venner.

Første udfordring opstår allerede, når man sætter sig til bords. For man sidder jo gerne parvis til bryllupper. Og det kan virkelig fucke en bordplans herlige dikotomiske yin/yang/mand/kvinde-fordeling gevaldigt op, at jeg skal sidde ved siden af en dame. En dame! Har man hørt magen?

Men også bare blikkene. De er jo ikke uvenlige. Bare nysgerrige. Og de ved godt, at det er uhøfligt at stirre, så de gør det diskret. Eller “diskret”. Og der står man så og har lyst til at give slip på sin kærestes hånd.

Og så er der selvfølgelig også gerne ham der bordherren, der efter fem glas udmærket vin og en god omgang smalltalk mener, at det er på tide at spørge lidt ind til, om der nu også er en, der er manden i forholdet. Jeg plejer altid, når folk spørger (og forventer at jeg med mine skørter og lange lokker – og min kæreste med Converse og korthårsfrisure, svarer, at Lebben I Mit Liv naturligvis er manden i forholdet), at svare, at der naturligvis er en, der er manden. Og at det naturligvis er mig.

Uhada, hvor jeg provokerer, hva’?

Det mest frygtede er dog spørgsmålet:

“Men hvordan gør I (det) så?”

Det hører dog til sjældenhederne. Heldigvis. Min bedste bøsse plejer bare at være ærlig. Forklare pædagogisk og anatomisk detaljeret. Selv dodger jeg ca. halvdelen af gangene. Mere eller mindre elegant. Og fortæller intimiderende explicit den anden halvdel.

Hvad gør du?

En mand, tre damer. Inklusiv en heterodame, sandelig.

Dette indlæg er fortsat fra i går.

Nå. Men jeg har altså, siden jeg skrev dette indlæg for to år siden, været i seng med yderligere én mand og tre damer.

Heraf:

– Et stk. Lebben I Mit Liv
– Et stk. frustreret kvinde, jeg mødte en sen nat på Vela efter en våd fødselsdag. Hun var gift og havde barn, og mine (såvel som hendes, vil jeg tro – hun var hurtigt ude af døren) moralske tømmermænd ankom med den kvalme, der var en logisk følge af alkoindtaget. Men hun synes, jeg var fantastisk, og det var virkelig dejligt. Jeg håber, hun fandt ud af det med sin dame.
– Et stk. heteropige, som var klædt ud som mand i anledning af en hipster-temafest. Det er fanme svært ikke at blive nysgerrig, når kvinder har overskæg på. Vores fælles veninde sagde: “Glem det, hun er lige så heteroseksuel som dagen er lang”. Og jeg sagde:

“Challenge accepted.” (Og følte mig som lidt af en player, da missionen lykkedes.)

Det var hyggeligt nok. One-night stands bliver sjovere, desto ældre man bliver, har jeg erfaret. Man nyder mere og slapper mere af.

Men så mødte jeg jo også Lebben I Mit Liv. På Never Mind, mind!

Det startede meget løst. Jeg forklarede hende, at jeg ikke var parat til et nyt forhold, og vi så hinanden på den absolut mindst platoniske måde, man kan forestille sig. Vi fik så at sige ikke ret meget søvn i den periode.

Men I kender historien. Jeg var nyslået single, så det skulle jo ikke ‘være noget’, vel? Jeg var ikke parat til et forhold, vel?

Nej. Men så ytrede Lebben I Mit Liv ordene (jeg bliver stadig ret så blød i knæene, når jeg tænker på det):

“Jeg vil hellere have dig så meget, som jeg kan, og som du kan overskue, end slet ikke have dig.”

Og i løbet af et par måneder, fik hun mig overbevist. I løbet af endnu et par måneder anskaffede vi os en hund. Man er vel lebbe.

Gåde: Hvad kalder man anden date i en lesbisk relation?
Svar: Flyttedag


Måske den mest seksuelt erfarne lebbe i universet. Måske.

Min forfængelighed fordrer mig at skrive en note til et indlæg, jeg skrev for godt to år siden. Dengang skrev jeg nemlig, at jeg havde været i seng med fire kvinder og færre end tredive mænd. Og det har altså ændret sig. Jeg er blevet en sygt erfaren lebbe i mellemtiden. Sygt.


I maj 2011 gik jeg og min daværende kæreste fra hinanden. Det var et af den slags enige og udramatiske brud, der kun overgås af det her, på nær at vi altså ikke i kor udbrød “I hate you“. Vi hader ikke hinanden. Det hele var bare blevet meget venskabeligt. Note: Jeg har al respekt i verden for min søde ekskæreste. Hun fortjener alt godt i verden.

Anyway. Mig og eksen gik hver til vores. Det gjorde ondt men var den rigtige beslutning. Og så gik der ikke så lang tid, før jeg mødte Lebben I Mit Liv. Men før vi blev kærester, nåede jeg at være i seng med fire. Tror jeg nok. Jojo. Tre damer – heraf én hetero (et flueben, jeg havde ønsket at sætte i en milliard år, cirka) – og så en mand.

Ja. En mand. Jeg tror, min tanke var, at nu havde jeg ikke prøvet sådan en i fem år, så man måtte jo da hellere lige sikre sig, at man ikke gik glip af noget.

Det gjorde man nu ikke.

Selvom han, manden, var mægtig sød og god og klog, manglede der noget. Og der var for meget af noget andet. Han havde fx ikke bryster. Og han havde oven i købet hår der, hvor de burde have været (OMG!). Og han duftede forkert. Ikke dårligt. Bare forkert. Og så skete der også alt for meget mellem benene. Igen – ikke nødvendigvis noget dårligt. Bare ikke noget, der ikke sker meget bedre hos damer.

Åh. Jeg føler mig irriterende u-queer, når jeg skriver, som jeg gør ovenfor. Jeg ville jo virkelig ønske, at køn var pisseligemeget for mig. At jeg bare så mennesket og ikke kromosomerne. Og måske gemmer der sig også en lykkelig biseksuel kvinde et sted i mit bryst. Lige nu er hun altså bare kun til damer.

Indlægget fortsættes i morgen.

Nu med TO kanaler

Øh, hej.

I forgårs skete der det interessante, at de søde mennesker henne på Homotropolis sendte mig en mail. De var faldet over min blog (de har sikkert google enten “hvorfor er lebber så grimme?”, “drengen fanden varm pige” eller “dansk hunde sex forum” og er i naturlig forlængelse deraf havnet her på bloggen), og de skrev (her citerer jeg altså direkte – det kan man blandt andet se på den mangelfulde kommatering):

“Vi har med stor begejstring (og latter) været inde og læse din blog og synes den er skøn!”
Herfra fulgte en længere svada, der endte ud i spørgsmålet: Kunne du tænke dig at blogge for os? Og det kunne jeg da. Så det gør jeg nu. Man kan læse
første forsøg her. Det er ren plagiat af, hvad jeg allerede foretager mig lige her på min helt egen lille såkaldt lesbiske legeplads. Nu har jeg bare to steder, jeg kan være upassende og udelukkende tale om mig selv. Bonus.

Nå, men det, jeg er allermest bange for, er, at det her skriveri holder op med at være sjovt, efterhånden som jeg rent faktisk bliver bevidst om, at der er nogen, der læser skidtet. 


Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at ord falder mig sværere og sværere at sætte sammen på en tilfredsstillende måde, desto mere præstationsangst, jeg oplever. Giver det mening? Dengang det bare var mig og to af mine bedste venner, samt måske en enkelt
luder prostitueret og en lommetyv, der læste med her, var det hele så nemt. Ingen forventninger og ingen, der kunne blive skuffede – eller endnu værre: hate på mig, fordi jeg i bund og grund  fremstår som  er et arrogant og fordomsfuldt røvhul.

Men jeg lover med nærværende indlæg mig selv – og jer – at fortsætte den ærlige tone. Forsøge at skide på, at der pludselig er flere folk, end jeg har venner på Facebook, der læser med. Og fortsat give los for oceaner af vred fordomsfuldhed. 



Og  hvis  når jeg begynder at gentage mig selv, må I skælde ud. Så må jeg sgu starte en modeblog i stedet for. Det er det nye. Vi mangler ærligt talt også flere billeder af, hvilken outfit tilfældige teenagetøser har valgt at tage på en given fredag for efterfølgende at posere med krydsede ben til Distortion i Larsbjørnsstræde.
Bemærk for øvrigt overstregningerne i denne tekst. De er første skridt på den glatte vej mod selvcensur.

Damnit.

Ugens gåde: Drengen fanden varm kvinde(?)

Jeg ved godt, jeg bruger alt for meget dyrebar blogplads på de hersens metaindlæg, der tager udgangspunkt i googlesøgninger, som bringer folk forbi Mit Såkaldt Lesbiske Liv. Men de er seriøst kilde til daglige grin. Her er de seneste sjove…


Allerførst er der selvfølgelig mængden af dyresexrelaterede søgninger, som bringer folk forbi, fordi jeg skriver (for?) meget om verdens sødeste hund. Og om sex.
Dyresexsøgningerne spænder fra den ligefremme:
– “Hund knepper dame”

…til den mere fagsprogligt korrekte:

– “Hund bedækker kvinde”

…til den kortfattede og effektive:

– “Kvinde hanhund” (der selvfølgelig i princippet også kan handle om indkøb af ornespray)

…og endelig til den ordblinde. Det skærer mig i hjertet, at denne har ført en gæst forbi:

– “Hund knebber kvinde


Men! Det er ikke kun liderbukke på udkig efter næste dyresex-fix, der søger sig forbi mig og mit lebbeliv. Min yndlingssøgning fra den senest uge er fx denne: 

– “Hvorfor er lebber så grimme?”


Google kan svare på alt. Vent lige. Jeg bliver faktisk nødt til selv lige at google det, inden jeg går videre.


Så er jeg tilbage.  Jeg prøvede i øvrigt at lade Google autoudfylde “hvorfor er lebber så g…” (lidt lige som
“lesbian b…”), men den hoppede Google ikke på. Det skuffede mig lidt. Men jeg fandt i hvert fald ikke umiddelbart svaret på, hvorfor lebber er grimme.

Til gengæld fandt jeg denne vittighed:

Spørgsmål: Hvorfor er lesbiske så blege?

Svar: De får for lidt jern og for meget slik.

Jeg synes ikke, den er sjov. Lidt sjov. Men ikke meget. Nå. Men min yndlingssøgning i dag er helt sikker denne:

“drengen fanden varm kvinder”

Den mystificerer mig. Meget. Er det en oversættelse af “the boy fucks hot women“? Og hvorfor “drengen” i bestemt form? Og hvorfor den arbitrære oversættelse af “fanden”? Er det “fanden” som i “for fuck’s sake” eller hvad?

Det kan man lige tænke lidt over.

Og så har jeg jo nær glemt søgningen:

“Lesbiske i ske sammen”

Først tænkte jeg, “hvad fanden?”. Men så gik det op for mig, at søgningen garanteret er en billedsøgning efter det der liiiidt irriterende og meeeeeget ikoniske sort/hvid-foto. Du ved godt, hvilket et jeg taler om.

Konklusion: Dyresex fører flere søgninger til bloggen end lesbisk interesse.

En duft af kvinde eller: “Jeg elsker bare smagen af fisse”

For mange år siden, før jeg kastede mig ud i lesbisk love, havde jeg et engangsknald med en unavngiven – men i københavnerkredse ikke komplet ukendt – (mandlig) dj.

Jeg elsker bare smagen af fisse!

Han var i fuld gang med at give mig oralsex (‘yde cunnilingus‘), da han pludselig kiggede op fra positionen mellem mine lår og udbrød:

“Jeg elsker bare smagen af fisse!”

Dengang blev jeg det, der med et godt engelsk låneord hedder mortified (jeg kan oplyse, at Ordbogen.com oversætter det med “angrebet af koldbrand”).

Den udtalelse var så langt ude, synes jeg, at jeg fysisk måtte blinke eller ryste hovedet, når jeg kom i tanker om hans ord ude i virkeligheden i tiden efter. Jeg blev bare så grusomt flov ved tanken.

Jeg var i dén grad afskåret fra mit eget køn. Jeg var ikke en 22-årig af den slags, der havde haft en hyggestund med lidt Janis Joplin, en kop ingefær-te og et håndspejl.

Men!

Her syv år senere forstår jeg pludselig, hvad han mener. For fisse smager godt – og dufter i øvrigt himmelsk. Bevares, en pik dufter også helt fint – men bøsser, I har altså snydt jer selv for en oplevelse, hvis ikke I lige ved lejlighed stikker næsen forbi en kusse.

Jeg er forkælet og privilegeret

Man kan meget let fra tid til anden glemme, hvor godt man har det. Brug lige fire minutter på nedenstående film, så er du en skat:



…og tjek så på
ORAM, hvad du kan gøre for at hjælpe LGBTQ’er over hele verden.

En dybfølt undskyldning. Hvor homo-normativt

Jeg fik en opsang af en (meget klog) veninde i går. Hun læser min blog, og hun er hamrende heteroseksuel med børn (flertal), mand og samtalekøkken. Og så er hun noget af det sejeste, jeg kender.

Og mine evindelige skriverier om to alt for rigidt definerede grupper – heteroerne på den ene side og så os (eller “vi”? Damn, det kommer til at holde mig vågen i nat) homoer på den anden – var faldet hende for brystet.

For som hun sagde (frit genfortalt):

Jo, I like the dick, men jeg er fanme ikke af den grund den stereotype heterokvinde, du tegner på bloggen.
Heldigvis ved jeg, at hun holder meget af mig – og jeg af hende. Og netop derfor var det ufarligt og enormt interessant at snakke med hende om det her. Det var en metasnak, fordi hun godt ved, at jeg ikke mener al min gule galde helt så slemt, som det måske fremgår her (og i samme åndedrag blev jeg lige nu i dette øjeblik meget bevidst om, at alle, der læser med her og ikke kender mig ude i virkeligheden må tro, at jeg er den vredeste ondskabskusse. Dem, der kender mig i virkeligheden, ved, at jeg er det).

Og hun har ret, hende min veninde. Jeg gør et stort nummer ud af at positionere mig som – og klart definere – minoriteten her på Mit Såkaldt Lesbiske Liv. Heldigvis ved min veninde godt, at jeg skarpvinkler. Men snakken var interessant ikke desto mindre.

Veninden er nemlig sådan en hetero, der har opfordret pædagogerne henne i den ældstes børnehave til at holde medarbejderseminar om “Køn og Italesættelse” (jeg sagde jo, at hun var sej) – og til husbondens store morskab siger hun, hver gang hun snakker om fremtidige kærester med sin søn: “Når du engang møder en sød dreng eller pige…”. Hendes mand kalder det kærligt demonstrativt. Jeg synes bare, at det er cooool.

For selvfølgelig findes de derude, de heteroer, der ikke lever den røvsyge norm med lyserøde prinsesseblade til døtrene, det ved jeg jo udmærket godt (jeg omgiver mig for en stor dels vedkommende med netop dem. Altså heteroerne – ikke prinsessebladene!). Og det skal jeg huske.

Men min veninde og jeg blev i samme snak også enige om behovet for alligevel at tale om undtagelsen fra normen – at tale om minoriteten. For som hendes bøsseven havde sagt til hende en dag:

“Forestil dig fx, at du gik i biografen, tændte fjernsynet, læste bøger, og at alle hovedpersonerne – alle hovedpersonerne! – havde homoseksuelle og kun homoseksuelle romancer.”

Et meget fint og brugbart eksempel på, hvordan verden ville se ud, hvis homoerne var majoriteten. For man mangler bare noget at spejle sig i engang imellem – når man godt kan lide the pussy. Og selv har en, forstås.

Og nej, jeg har ikke en skid ondt af mig selv – eller af homoer generelt i Danmark. Det har jeg ikke, nej. Jeg har ondt af homoer i Ukraine, på Jamaica og i Sudan. Ikke i Danmark.

Men der er en forskel på, hvordan man behandles qua sin seksualitet – også i Danmark. Det er naivt at tro andet. Jeg kunne indtil sidste uge have trukket folkekirken og ægteskabsritualet frem som et strålende eksempel. Men selvom vi fik noget ændring på banen på den front (og godt for det), var det ikke den sidste kamp. Heller ikke på dansk jord. For fanden – man har jo ikke indføjet homohad under hate crime-lovgivningen uden grund.

Og Mit Såkaldt Lesbiske Liv er mit frirum til at være lebbe for alle pengene. Men også mit frirum til at italesætte alle normerne – og alle undtagelserne for normerne. Og jeg skal nok huske de seje blandt heteroerne også. Det lover jeg. 

Blowjobbets magt (og også om Lamebook og Postsecret)

På hverdage har jeg et eneste fast onlineritual, og om søndagen har jeg et andet. Ritualerne foregår i blogosfæren og har været en del af min rutine i årevis.

I hele den her skriv-en-blog-proces har jeg tænkt meget over, hvordan man (jeg) bør skrive sin (min) blog.

Og jeg tænker – indrømmet – meget på, hvad mine læsere gerne vil have. Men det er svært for mig at regne ud, måske fordi jeg ikke selv følger så mange blogs.

Men jeg har gjort mig nogle tanker – naturligvis primært om, hvad jeg ikke kan lide:

Jeg bliver nemlig hurtigt ret træt af blogs, der er personlige på en måde, hvor jeg ikke føler mig inkluderet. Men de skal heller ikke være for upersonlige. Det er også røvsygt. Jeg hader også grimme blogs. Og blogs med mange stavefejl.

Men der er altså to blogs, jeg følger religiøst:

  • Lamebook bliver opdateret på hverdage med nye åndssvage statusopdateringer, direkte skærmdumpet og tilføjet fra Facebook. Engang var det sjovt. Måske er det det stadigvæk, men min daglige tilbagevenden til Lamebook er ligeså meget et udtryk for min neurotiske tvangstilgang til livet. Jeg bliver nødt til liiiige at tjekke sitet hver dag. Der er længere og længere mellem guldkorn som dette, men siden er ikke desto mindre stadig en udmærket daglig overspringshandling.
  • Postsecret opdateres hver søndag med nye hemmeligheder, som folk fra hele verden sender ind på hjemmelavede (vaskeægte papir)postkort. Postsecret var også finere i begyndelsen, hvor man rent faktisk kunne falde over hemmeligheder som den ovenfor, der om så den er sand eller ej i hvert fald sætter gang i fantasien.

    Men der er stadig gode hemmeligheder imellem, og jeg er især glad for homo-historierne.
    Sådan en var der i søndags, og den fik mig til at tænke lidt over, hvordan jeg selv har det med heterosex. Nu om dage. 

Hemmeligheden så sådan her ud:


Jeg savner ikke selve det heteroseksuelle P-I-V-samleje (Penis-I-Vagina – endnu et Dan Savage-udtryk). Overhovedet. Men det er rigtig nok, at der er noget helt særligt over at give et blowjob.

Den underkastelse, man lidt oplever – sikkert ansporet af for meget pornoeksponering – kombineret med modtagerens helt tydelige og synlige lyst qua det stive lem, adskiller sig på en eller anden måde fra at yde cunnilingus (ha, det lyder fuldstændig åndssvagt, ‘yde cunnilingus’).

Måske kun fordi jeg selv er så indoktrineret i det heteroseksuelle hegemoni, at tanken om mandens lyst er vigtigere end den om kvindens ditto? Irriterende. Det kan vi tale mere om en anden gang.

Nå. I må have mig undskyldt + hav en dejlig tirsdag.

Pan og de sure lebber

Jeg har været på Pan to gange. Første gang var før jeg havde været sammen med damer. Jeg var derinde med mine bøsser og fandt det vidunderligt. Jeg er en skidegod fag hag, måske fordi jeg går i kjoler.

Er din veninde korthåret, og vil hun knalde?

Første gang jeg var på Pan, scorede jeg en mand. Vi var måske de eneste heteroseksuelle derinde – sådan lidt en Adam&Eva-situation – han var fra Århus, og jeg bryder lige nu mit hoved med at erindre hvad fanden han hed (og kommer i dette øjeblik i tanker om, at han vist ikke er noteret på min bolleliste – I ved, det der primitive forsøg på at holde styr på, hvem man har været i seng med. Nå. Så må han blive indført som “ham-på-Pan-der-var-fra-Århus-og-havde-en-ret-så-grim-brun-Jack&Jones-agtig-læderjakke”).

Anden gang jeg var på Pan var i forlængelse af, at jeg var blevet lebbesingle for første gang. Min første damekæreste og jeg var gået fra hinanden efter tre år sammen, og jeg var efter mange tårer ved at være parat til at sondre det lesbiske terræn. Så at sige.
Pan fandtes faktisk ikke mere men afholdt dengang (som nu, tror jeg) fra tid til anden “Pan Retro”-arrangementer på det, der i dag hedder K3, og som i tidernes morgen (aka 2004) husede det gamle Pan. Jeg kan for øvrigt slet ikke klare termen ‘retro’. Men det er en anden historie.

Nå, men vi var på Pan – mig og et par venner. Jeg skulle ud og vifte med mine nyfundne singleøren. Jeg havde taget min fineste grønternede kjole på til røde læber og glædede mig lidt til at se på damer, men fik mig en gevaldig lang næse, da vi ankom til Knabrostræde 3.

Lidt på samme måde som min oplevelse på Kifak, havde jeg også på K3 en følelse af ikke at høre til. Der er simpelthen så mange grimme lebber. Det er ikke sødt at sige, men hvor fanden ser man ellers folk gå i byen i de der t-shirts, man kan købe med mængderabat i Føtex?

Og det jeg siger handler ingenlunde om, at jeg selv er smuk – endsige gennemsnitlig. Jeg prøver bare i det mindste at kamuflere brede hofter og vigende hage bag lidt pænt hår og høje hæle. Og det var heller ikke kun de uformelige t-shirts, der gjorde ankomstfornemmelsen flad. Et helt diskotek spækket med oplandslebber, der sidder i grupper og drikker fortyndet fadøl, mens de skuler til nabobordet, hvor deres ekskæresters nye ekskærester fletter fingre med andre kæresters one night stands, er bare ikke nogen god fest.

Det gjorde mig ret bedrøvet at opleve, husker jeg.

Jeg sad lidt tilbage med en “shit, er det dét her, jeg er blevet single for…”-følelse. Og var på vej hjem. Men så kom en kvinde over til mig på vegne af sin veninde. Sødt nok. Veninden, på vis vegne kvinden over for mig henvendte sig, kendte mit ansigt fra Boyfriend.dk og havde endvidere læst nogle klummer, jeg skrev for en nu hedengangen københavnersprøjte. Hun synes, jeg var sjov.

Jeg spurgte – and this is a true story:

“Er din veninde korthåret, og vil hun knalde?”

Og så hentede kvinden sin smukke korthårede veninde og drønede selv hjem. Vi drak en drink eller to og tog hjem til hende.

Den korthårede knaldevillige endte i øvrigt med at blive min lebbekæreste #2.

Ældre indlæg Nyere indlæg