Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Måned: juni 2012 (side 1 af 6)

Hun, han og man

Stilleben fra vindueskarmen. Bemærk N-toget.

Jeg holder fredag aften alene på sofaen, og stearinlysene er så småt ved at være brændt ned.

Det lyder mere kedeligt, end det er. For fanden da også. Det værste er næsten forventningerne… altså til mig selv. For selvom jeg vitterligt ikke gider ud, sidder den der frygt, man husker så godt, fra da man var yngre, helt dybt i brystet: 


For tænk hvis man går glip af noget?

NB! Jeg gider ikke ud. Jeg skal holde fødselsdagsfest i morgen. Jeg har været omgivet af for mange mennesker i for mange dage i træk. Jeg er træt. Jeg har lovet en meget, meget kær ven at gennemlæse og grovkommatere et specialeafsnit. Jeg bør gøre rent. Jeg bør skrive indkøbsseddel. Jeg bør smide en dej til hævning. Jeg bør gøre noget ved hårene på mine ben og den noget flossede lak på mine negle.

Det er vildt, den er så svær at slippe, den frygt. (Og egentlig en sjov lille opremsning, jeg foretager ovenfor – for den understreger helt af sig selv, hvor stort behov jeg har for at forklare – undskylde – at jeg ikke er med de andre på Bakken i Kødbyen i aften. Jeg er for øvrigt ikke så tosset med Bakken. Eller Kødbyen.)

Nå. Men det er faktisk slet ikke det, det her skal handle om. Nej. Det skal nemlig handle om det specialeafsnit i min gode ven M’s speciale (der skal afleveres meget snart. Så snart at det – oh skræk – ikke er sikkert, han når forbi min føller i morgen!), som jeg har brugt de seneste timer på at læse igennem.

Det er ved at være mange år siden, jeg blev BA i Film- og Medievidenskab og kunne huske, hvordan man udtale Althusser og Schopenhauer (løgn. Jeg mener bestemt at kunne huske, at det udtales hhv. på fransk, “alty-sææær”, og med bløøøødt, laaaangt ‘o’. Som i ‘opel’, “sjooo-penhauer”). Men det var virkelig dejligt at læse en tekst med begreber som ‘habitus’ og ‘kulturel kapital’ strøet ud mellem linjerne. Havde kommaerne blot været ligeså gavmildt uddelt (…). Men for fanden, han er klog, ham M.

Og så elsker, elsker, elsker jeg min M, fordi han konsekvent i sit speciale bruger ‘hun’, når han beskriver ikke nærmere definerede subjekter (“man’er”) i teksten.

Det er sjovt. Og fantastisk. For det virker (og er, hvis jeg kender M ret) enormt demonstrativt.

Men hvorfor fanden egentlig? Vi er lige mange kvinder og mænd derude. Vist endda lidt flere kvinder, når vi kommer over teenagealderen. Og emnet, som hans speciale omhandler (amerikanske tv-serier og seernes ageren på sociale medier. Sådan helt kort fortalt), fordrer nærmest, at man bruger ‘hun’ og ikke ‘han’ om undersøgelsens subjekter.

Og alligevel virker det så…tydeligt. Nærmest opstillet.

Lidt på samme måde, som når jeg konsekvent bruger termerne ‘tillidskvinde’ og ‘talskvinde’, når jeg skriver (og der ikke er tale om en specifik tillids- eller talsperson af hankøn).

Jeg er træt af, at alle aktivt handlende væsner i det offentlige rum partout er han’er.

Det var bare det, jeg ville sige.

Lebber. Ikke kun nærige – også grådige

…Hun er heeeeelt sikkert lebbe.

Den her gif blev optaget foran Jägermeister-bussen på Rossen i 2011.

Verdens sjoveste blogger-bøsse (jeg skriver “blogger-“, fordi jeg kender op til flere ikke-bloggende bøsser, der ville blive let fornærmede over beskrivelsen, ellers) har uploadet den på sin Cover-blog (som du finder lige her, og som jeg varmt kan anbefale).

Bemærk, hvordan hun rydder displayet fuldstændigt. Typisk lesbisk.
God fredag.

‘F’ som i Facebook. Og Fisse.

Altså.



Mit Såkaldt Lesbiske Liv er jo også på Facebook. Lige nu har min side faktisk hele 23 fans, hvor af kun ni – KUN NI – er venner fra mit såkaldt virkelige liv. Det er alligevel ca. 14 fremmede fans. Fjårten, sgu.

Jeg er med andre ord en lille smule stolt.

Men! Det, jeg vil frem til, er jo bare, at jeg gerne vil have endnu flere fans på Facen. Det er i øvrigt en god måde at få besked så snart, der er nye indlæg på bloggen.

Du kan like Mit Såkaldt Lesbiske Liv her

Og så kan jeg da lige meddele, at jeg har planer om lidt såkaldt lesbiske konkurrencer i fremtiden.

Apropos konkurrence…

Hvad ville I allerhelst vinde i en såkaldt lesbisk præmie? (Og det er ikke flovt at sige gratis jordbærshots på Vela.)

Hold kæft en 1970’er-busk

Jeg havde en mandlig elsker, da jeg var i begyndelsen af tyverne. Lad os kalde ham F. Første gang han gik ned på mig, faldt følgende ord:

“Hold kæft, en 1970’er-busk.”
Og ja, han talte om min kønsbehåring.

“Hold kæft en 1970’er-busk!”

Jeg var vel 23 år, havde aldrig skænket intimbarbering en tanke, og min nedre frisure var altså 100 pct. au naturel.

Her bedes nye såvel som tilbagevendende læsere have i baghovedet, at jeg  (aka jødisk-udseende) med alt, hvad dertil hører af aggressiv hårvækst.

F var ret ligeglad – det blev først problematisk, da jeg rent faktisk begyndte at barbere mig og så alligevel var for doven til at gøre det grundigt.

“Det må være enten eller,” sagde F og fortsatte:

“…ellers stikker det ad helvede til.”

Så jeg lod skægget stå for ikke at give ham skægpest.

Siden har jeg selv slikket fisse. Og jeg må sgu indrømme, at det faktisk rent logistisk kan være en fordel med lidt tilretning i de nedre regioner. Og jeg er altså ingenlunde til det glatbarberede look – jeg vil faktisk gå så langt som at kalde det frastødende. Jeg kan godt lide en såkaldt trekant på mine damer.

Men rent praktisk kan lidt trimning i kanterne varmt anbefales. Så man ikke vikler hår om tungen, når man udfører sine sindrige orale gulvøvelser. Det kan faktisk være smertefuldt. Sådan lidt papercut-agtigt, bare i munden.

Tre fingre, tak

I 2005 var jeg i New York. Jeg var nok ret irriterende selskab, vil min heteroseksuelle veninde og rejsefælle mene. For jeg var helt hooked på alt, der lugtede lesbisk (dvs. af makrel).

Jeg nåede således på en uge blandt andet forbi:

1. En queerfeministisk tegneserieoplæsning i Bronx

2. Et vaskeægte New Yorker-lebbedisko – i øvrigt i selskab med frontfiguren (hotttt) fra Hercules and Love Affair. Jeg fik kontakt til hende gennem en fælles ven på nu hedengange MySpace.com (jaja, jeg ved godt, det stadig findes, men I ved også godt, hvad jeg mener). Hendes kæreste var også sød nok (…).

3. Den famøse femi-boghandel Bluestockings, hvor jeg købte mig fattig i bøger, jeg stadig stolt har stående i reolen. Jeg har læst ca. halvdelen. Måske. Men de signalerer det helt rigtige på hylden.

4. New York Gay Pride. Det var vitterligt (promise) et tilfælde, at der var pride, mens jeg var derovre. Men fanden heller, om ikke jeg slæbte min veninde med til lebbeparade. Sikkert flankeret af masser af bedrevidende nyudsprungen martyrsludder: “Jamen du forstår slet ikke, hvor svært det kan være at være en minoritet…”

Nå. Men til lebbepriden tog jeg et foto. Et rigtigt fedt foto, syntes jeg dengang. Og det samme syntes jeg sjovt nok her til aften. Jeg har nok ikke syntes det så meget i mellemtiden. 

Fotoet forestiller ryggen af en kvinde. Iført hvid wifebeater og tribaltatoveringer. Bag på toppen står der med sprittusch:

“Three fingers, please”

Jeg prøvede først at genfinde fotoet på min harddisk, men jeg har vist skiftet computer (naturligvis fra én mac til en anden) så mange gange, at gamle fotos er røget i et sving på et tidspunkt. Eller også er det bare så småt på tide at blive genforenet med min eksterne harddisk, der stadig bor hos en ekskæreste?

Foto #1 – Three Fingers Please

Nå. Men efter at have ledt forgæves i iPhoto (der vitterligt er Apples akilleshæl – my GOD, et skodprogram), googlede jeg ordene på t-shirten, “three fingers please“, og fandt ret nemt frem til Foto #1 (til højre).

Først tænkte jeg, det var lige godt satans. Det er sgudda det foto, jeg tog. Og ganske rigtigt var billedet taget til NY-pride i 2005, fremgik det af billedteksten på den i øvrigt udmærkede lebbeblog, hvorfra billedet stammer.

Men jeg erindrede ikke, at kvinden på mit foto havde blond page. Så jeg ledte videre. Og pludselig kom jeg i tanker om, at mit foto sgudda måtte være at finde på min MySpace-profil! Den har ikke har besøgt i årevis. Men den ligger tilsyneladende stadig, hvor den gjorde. Koden var nem nok at gætte – den samme, som jeg stadig bruger til alting. Egentlig ikke så smart, men altså.

Foto #2 – Three Fingers Please

Og ganske rigtigt – der lå mit billede! Det mærkelige er, at “min lebbe” – ganske som jeg huskede – har mørkt, kort hår. Men t-shirten er sgudda den samme, er den ikke? 

Døm lige selv på foto #2 og opklar gerne mysteriet for mig. Selvom mysterier faktisk er sjovest, når de er uopklarede.

Det allermærkeligste er, at det jo MÅ være den samme kvinde – tjek tatoveringerne! Jeg tænker paryk. Men det er også så trist og nem en forklaring…


Under alle omstændigheder er det sgudda meget sjovt, at der nu figurerer to billeder af samme (måske) kvinde iført samme undertrøje på det store stygge interweb. 

Det andet sjove er, at jeg et sekund troede, det første foto var taget af undertegnede. Det siger lidt om mit massivt forstyrrede ego, for billedkvaliteten er da mildt sagt en anden på mit eget snapshot. 

Pinligt.

Fødselsdagsgave fra kæresten – aka Forholdstesten

Jeg havde fødselsdag for ganske nylig. Det er den første fødselsdag, jeg har fejret i mit forhold med Lebben I Mit Liv. Vi har jo faktisk kun været kærester i ti måneders tid. Kendt hinanden lidt længere. Derfor var jeg – indrømmet – en lille smule spændt på min gave. Ja. Så overfladisk og dybt utiltalende er jeg faktisk.

For mig er fødselsdagsgaver fra kærester nemlig lidt en form for forholdstest.

Jeg er selv pissehamrende god til at give kærestegaver. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg gider ikke fortælle, hvad jeg har foræret damerne i mit liv, for så giver jeg jer mulighed for at tage stilling og dermed afkræfte mig i min beskedne antagelse. Men der har fanme været nogle gode gaver iblandt.

Nå. Men i hvert fald var jeg spændt. Måske også sådan lidt hysterisk overspændt på den der måde, hvor man nærmest kun kan blive skuffet. Eller i hvert fald meget, meget, meget pigefornærmet. Med andre ord var Lebben I Mit Liv ikke sluppet af sted med parfume eller chokolade.
Aftenen inden min fødselsdag havde vi klemt os en fem-seks stykker ud på min altan til lidt øl og lidt grill. Jeg talte højt ned kvarter for kvarter fra klokken ca. syv om aftenen:

“Nu er der fire timer og tre kvarter, til det er min fødselsdag.”

Men da det kom til stykket, havde jeg fået tilstrækkeligt med (udmærket) tilbuds-rosé indenbords til, at jeg totalt glemte alt om tidspunktet, indtil min kæreste klokken et minut over midnat stod på altanen med fødselsdagskage og lagkagelys. Og gaver.

Først åbnede jeg gaver fra familien. Primært bøger og som sædvanligt insisterende sportstøjsgaver fra min far og hans kæreste. Det er svært ikke at tage det en lille smule personligt, når man – uden at have ønsket sig det – til hver eneste lejlighed de seneste par år præsenteres for bløde pakker indeholdende spinningshorts, badedragter og sports-bh’er. Men det er fint nok. Jeg bliver skideglad for det, når det kommer til stykket. Jeg har aldrig haft så dyrt og mærkevarerigtigt træningstøj før. Og der havde vist også sneget sig en neglelak ind i den ene af pakkerne fra daddy. Trods alt.

Og så til gaven fra min kæreste:

Den var sådan middelstor og semitung. Jeg pakkede den ud, og i første omgang troede jeg, at Lebben I Mit Liv havde givet mig en flaske Jägermeister. En. Flaske. Jägermeister.

nu

Hertil skal det lige siges, at vi har en lille vittighed kørende, min lady og mig. Hun præsenterede mig nemlig for jäger-bombs (jägermeister+red bull) tidligt i vores forhold. Jeg syntes, det var prollet og latterligt, omtrent lige præcis indtil det øjeblik, jeg først hældte en i gabet –

For hold kæft, det smager godt.

Så nu er det blevet ‘vores ting’. Når vi rejser, køber vi en flaske i lufthavnen. Der er allerede blevet indtaget jægerbomber i både Paris, Berlin og Amsterdam.

Så det var på sin vis sødt nok, at gaven var en flaske JM. Men alligevel også lidt skuffende. Men så var det, jeg tjekkede etiketten. Og blev så rørt og flov af glæde og overraskelse, at jeg måtte gemme mit hoved i hendes skød meget, meget længe.

Jeg får sjældent røde kinder, men det gjorde jeg der.

Lebben I Mit Liv har nemlig givet mig den tatovering, jeg de seneste mange år har snakket om, jeg ville have. Men naturligvis aldrig har fået taget mig sammen til at få lavet.

Motivet er de to n’er, hun har tegnet på etiketten. Det har jeg vidst, det skulle være i laaang tid. Jeg er nemlig en lille smule besat af n’er. Og så kan jeg godt lide den dobbelte betydning, det får, når det ene vender modsat det andet. Så står der nemlig også “nu”. Jeg har efterhånden mediteret i et godt stykke tid, det giver mig helt enormt meget velvære, og især det her med at leve i nuet – kliche eller ej – er meget, meget vigtigt. NU. NU. Uden at jeg af den grund er det fjerneste religiøs.

Nu (NU) skal det stå lige midt på indersiden af mit venstre håndled. Med store helvetica neue bold italic-typer. Fra og med 3. juli klokken eftermiddag. Jeg kan næsten ikke vente.


Det var den mest betænksomme, kærlighedsfyldte, romantiske gave, jeg har fået nogensinde, tror jeg. Det er helt vildt. Jeg blev så glad, at jeg blev genert. Jeg er bange for, om Lebben I Mit Liv tror, jeg slet ikke blev glad. For det gjorde jeg. Sindssygt overdrevet megaidiotisk glad.

Det der med at få tatoveret kærestens navn på sin krop er det dummeste, jeg kan forestille mig at gøre. Men den her bliver 100 pct. min tattoo. Mine n’er. Lebben I Mit Liv ved bare, at jeg aldrig ville få taget mig sammen til at få den lavet uden et kærligt skub og en fast skemalagt aftale i kalenderen. Jeg blev måske faktisk lige lidt mere vild med hende. Og det siger en del. 


Karakter: Bestået.

Nu skal hun så bare holde sig for øje, at hun forventes at opgradere næste år. Og også til jul. Måske ikke smart at hive sådan et es ud af lommen som det første…the pressure’s on!


Hvad er den bedste kærestegave, du har fået?

De svajer i hofterne, og lebben smugkigger

Jeg er lige begyndt i et yogacenter. Det er et af de her centre, der kun er for voksne ægte udearbejdende mennesker. Det kan jeg regne ud, fordi det koster halvanden bondegård at svede på deres måtter (høhø).

Jeg er totalt begynder. Som i: når de andre bruger et-kilos-håndvægte til opvarmningen, står jeg der og blafrer uden noget mellem hænderne. Det. Er. Ynkeligt. Til gengæld må jeg vel for fanden på et eller andet tidspunkt oparbejde muskler nok i mit abdomen til at kunne udføre tre mavebøjninger i træk uden pause. Eller måske flere.

Men alt det her er bare forhistorie. Nu kommer det lesbiske.

For helt alvorligt. Det er altså svært ikke at kigge en lille smule, når man står der i en hel sal fyldt med smukke kvinder – i stramt tøj, vel at mærke (man har nemlig ikke sine løseste gevandter på til yoga, viser det sig. Så næste gang er jeg iklædt spandex med Spanx under. Fra top til tå. Begge dele).

Så hørte man lige instruktøren sige: “Og så bøjer i langsomt i knæene, mens i pulser hofterne fra side til side og bevæger numsen mod gulvet.”

Og mig sige: “Øh, ja tak.”

Jeg ville ønske, jeg ikke på den måde objektificerede kvinderne i rummet. Det gør mig ondt, og det falder skidt i hak med mine feministiske overbevisninger. Men kvinder der svajer i hofterne er bare så PÆNE.

Jeg ville blive så gal, hvis en mand sagde det samme, som det jeg siger her.

Og jeg er altså ikke en af de lebber, der tager til strip og sidder og hujer af stakkels Stephanie fra Brøndby, der jo skal brødføde sine to unger og finansiere sine lændetatoveringer på én eller anden måde (dette var en øvelse i, hvor mange fordomme, der er plads til i en sætning. Rekorden er seks, så jeg nærmer mig med de fire, jeg lister op her). Det, synes jeg, er smagløst, og det gør mig på mærkelig vis vred og indigneret, når lesbiske Dorte fra Køge tager sin bedste Jack&Jones-t-shirt på, gemmer et par dåseøl i rygsækken, sætter de afblegede korthårslokker, så de peger mod himlen og drøner ind og hujer af en dame med silikone i barmen (uh, jeg nærmer mig – her var jeg vist oppe på fem fordomme!).

Jeg synes ikke, det er tiltalende, når (lesbiske) kvinder føler behov for at mime mandschauvinisme for at føle sig lebbede.

Men jeg må gerne.

(Jeg sagde, at jeg ikke var stolt af det.)

Verdens kedeligste blogindlæg

Det, der følger nedenfor, er det kedeligste, du nogensinde kommer til at læse. Så ved du det og kan stoppe allerede nu, inden du får lyst til at stikke dine egne øjne ud eller sagsøge mig for spild af din tid.

Here goes.

Alle mine tre lebbekærester har erhvervet sig MacBooks i den tid, de har kendt mig. Apple burde give mig penge. Eller i det mindste en iPad (please?). Jeg må være en meget overbevisende bruger.

Den første damekæreste havde vist slet ikke en computer (omg!), før hun et år inde i vores forhold besluttede sig for at købe en MacBook. Den næste skiftede med stor mistro sin højtelskede PC ud og faldt derfra pladask. Det samme gjorde Lebben I Mit Liv for ganske, ganske nyligt.

Lebben I Mit Liv er endda nørdet nok til at have gravet sig dybt ned i et ‘jeg hader alt Apple, Macintosh kan ikke en skid’-hul, før hun for en måneds tid siden fik en MacBook til låns. Og nu har hun lige stået foran mig, mens hun knugede det sølvfarvede vidunder ind til brystet på en måde, så man næsten blev jaloux, og ytret ordene, “jeg vil aldrig af med den her igen. Aldrig nogensinde.”

Det er ammunition til såååhåååå mange modangreb, når hun næste gang stiller sig påståeligt bedrevidende over for et eller andet.

Det var det hele.

Jeg sagde jo, det var kedeligt.

Min gaydar er alkoholdrevet

Når jeg bliver beruset, sker der to ting:


1. Jeg begynder at falde.


Ingen bytur er fuldendt uden hudafskrabninger på knæene. Jeg erindrer ikke, at jeg faldt så meget, da jeg var yngre. Men jeg går også i højere hæle nu. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Altså det med at falde – hælene er fine nok.


2. Min gaydar går amok.


Det er helt vildt. Og grænsende til pinligt (i modsætning til at skvatte rundt og skrabe knæene. Eller “knæerne” som vi siger der, hvor jeg kommer fra).
Sidst på aftenen finder jeg altid en eller anden stakkels uforvarende heterotøs, gerne en pæn en (læs: en jeg kunne have haft lyst til at knalde, hvis ikke jeg var i monogamt parforhold). Og så går jeg ellers i gang med at forklare hende, at hun er lesbisk. Og bemærk: Jeg forklarer hende ikke, at jeg tror, hun er lesbisk. Ejheller stiller jeg nysgerrige åbne spørgsmål til, om hun måske kunne tænkes at være lebbe?

Nej. Jeg fortæller hende, at hun er lesbisk. 



Den lækre dame svarer typisk høfligt og politisk korrekt, at hun aldrig har været sammen med piger, endsige overvejet det, men at hun naturligvis ikke er decideret afvisende over for muligheden, som det moderne kultiverede menneske, hun er.

Eller også siger hun, “Arrrrhhj, det tror jeg altså ikke, jeg er.” Hvortil jeg svarer, “Jo du er. Det er helt tydeligt.”

Og sådan fortsætter det. Jeg kan være ret overbevisende (selv med hudafskrabninger på knæe(r)ne). Jeg har vist igangsat seksualitetskriser et par gange. Husker en snak med en vildt fremmed megalækker pige, der bestemt ikke selv var lige så klar over hvilken side, hun svingede til, som jeg var det. Jeg erindrer, at vi udvekslede numre – “så kan du bare ringe, når du selv er parat.”

Hun blev så forvirret, staklen.

Hør hov!

Åh-åhhh. Jeg er altså bange for, at der er gået rod i indlæggene (i mit forsøg på at forudplanlægge weekendens blogposts, så jeg med god samvittighed kunne tage ud af byen). Derfor ligger der muligvis et indlæg fra i fredags, som ikke har været synligt før lige nu. Du kan jo fx. kigge efter her.

Og så beklager jeg forvirringen. Hvis den da overhovedet har været der. Ellers beklager jeg ikke en skid. 
Nu: Lur med rigelige mængder fastfood i maven. Godnat.
Ældre indlæg